Mange pårørende til mennesker med psykisk sygdom oplever de store menneskelige og psykiske konsekvenser, det kan have at være pårørende. Størstedelen af pårørende til mennesker med en psykisk sygdom føler sig psykisk belastede selv. Sophie Espe er en af dem. Hun var kun 12 år, da hun første gang fik til opgave at tjekke op på sin mor. Gradvist skiftede rollefordelingen i hjemmet lidt uden for Kalundborg. Med tiden påtog Sophie sig mere ansvar, mens hun samtidig som søskendeflokkens ældste medlem fik tildelt mere ansvar. Rollen som beskytter og forsørger blev mere og mere dominerende. Selvom kærligheden i det lille hjem var stor, og selvom børnenes far gjorde, hvad han kunne for familien, oplevede Sophie et større og større ansvar hvile på sine skuldre trods sin unge alder.
Imens forsatte hverdagen med skole og venner, som den altid havde gjort. Sophie fik gode karakterer, spillede musik og var velset blandt vennerne. Men vennerne blev aldrig inviteret med hjem, for der var en overhængende fare for, at huset stod i bål og brænd. ”Det var aldrig til at forudsige, hvordan det stod til derhjemme. Om hun lå på sofaen helt energiforladt, eller om hun sprang manisk rundt i huset, fordi hun var sikker på, at der var nogle, der var efter os”, fortæller Sophie.
Det store ansvar, de mange arbejdsopgaver og det høje stressniveau, at Sophie langsomt men sikkert tilsidesatte alle sine egne behov. ”Jeg havde svært ved at mærke, når jeg var sulten eller tørstig”, siger hun. Også alle Sophies følelser blev skubbet væk og undertrykt, fortæller hun.
Med opkasten kommer alt det dårlige ud
I mange år holdt Sophie alle tanker, følelser og svære oplevelser fra hjemmet for sig selv. Og kun en gang i mellem fik hun afløb for de mange følelser, der hobede sig op indeni den unge teenagepige. Til sidst var hun tvunget til at finde en anden form for afløb, og det fandt Sophie, når hun kastede op. ”Bulimien havde en forløsende og beroligende effekt. Den blev et symbol på alle de konklifter og kaos, jeg bare skulle sluge, uden at kunne sige noget igen. Det blev en slags forløsning, når maden kom op igen”, siger Sophie.
Alle de grimme ord, som fløj gennem stuen derhjemme, og alle de grimme følelser, der dukkede op, når moren havde det skidt. Langsomt tog bulimien over, men der gik flere år, før Sophie selv blev opmærksom på, hvor dårligt hun i virkeligheden havde det.
”Som pårørende var der aldrig plads til mine behov eller følelser”, siger Sophie.
Mange børn med psykisk syge forældre bliver selv syge
I mange år var al Sophies opmærksomhed og energi gået til at holde sin mor, sin far og sine søskende oppe, og derfor havde hun i det større billede glemt sig selv, sine følelser og sin krop.
”Det kostede mange kræfter at vokse op som pårørende, og det skulle jeg betale for, da jeg nåede til gymnasietiden. Der begyndte min egen depression og spiseforstyrrelsen”, fortæller Sophie.
Sophie er ikke alene om, at konsekvenserne af hendes mors sygdom blev til sygdom hos Sophie selv. Hele 61 % af pårørende til et menneske med psykisk sygdom føler sig psykisk belastede selv. Det viser en undersøgelse, som Bedre Psykiatri har lavet. Derudover viser en engelsk undersøgelse, at en tredjedel af børn med forældre, der har skizofreni, selv får psykiske lidelser eller alvorlige psykiske problemer i deres voksenliv.
I Sophies tilfælde fortalte hun ikke sine forældre om spiseforstyrrelsen, før lang tid efter at det begyndte. ”Jeg tænkte: Stakkels far. Tænk hvis han også skulle håndtere det at have en syg datter. Det var bare lettere at tie stille, for der var problemer nok i forvejen”, fortæller hun.
Ifølge rådgiver i Bedre Psykiatri Hanne Block Bøttger er det en reaktion, der ses hos mange børn med forældre, der har en psykisk diagnose. ”Mange børn er enormt gode til at tilpasse sig de forhold, der nu engang er i hjemmet. Derfor er det også svært at se, at nogle børn har det rigtig skidt”, siger Hanne Block Bøttger. Det gør, at det er ekstremt vigtigt at være opmærksomme på børn af forældre med en psykisk sygdom og det pres, de oplever, påpeger hun.
Sophie Espe har brugt mange år på at finde hoved og hale i livet som pårørende og på at overvinde sin egen sygdom. Det, at hun selv er blevet mor, har inspireret hende til at reflektere over sin egen barne- og ungdom, fortæller hun. ”Det er vigtigt for mig at bryde den onde spiral, som jeg selv har været en del af. Jeg vil så meget mere med livet, og jeg vil så meget mere for min datter”, siger Sophie.