Skip to content

tilbage til Nyheder

Pårørendecafeen blev Lones lys i mørket

Efter seks års opslidende kamp med et system, der hverken vil lytte eller støtte, har Lone Thomsen fundet støtte et helt andet sted: Nemlig i pårørendecafeer for pårørende til mennesker med en psykisk sygdom.

13. februar 2019

I en alder af 16 år fik Lones datter en depression og efterfølgende spiseforstyrrelse, som gjorde, at hun i årevis røg ind og ud af psykiatrien. Indtil datteren fyldte 18 år, blev Lone briefet om datterens behandling og sygdom, men så snart hendes datter blev myndig, forsvandt al samarbejde og inddragelse som dug for solen. 

”Som pårørende bliver man aldrig spurgt om noget, og det har jeg virkelig manglet. Jeg var magtesløs, men ingen ville lytte”, fortæller Lone Thomsen.

Sygdommen fyldte mere og mere, og det kostede venner. I takt med at Lones datter fik det værre, faldt vennerne og dele af familien fra. Ikke kun datterens, men også Lones venner havde svært ved at forholde sig til familiens situation.

På den måde blev omgangskredsen mindre og mindre, og Lone måtte søge nye veje for at finde ståsted i et liv fyldt med kaos, konflikt og sårbarhed. 

En jul hvor alting ramlede, og datteren igen var blevet indlagt, tog Lone kontakt til Bedre Psykiatri og fik nummeret til lokalforeningen i Vejle. Lone brugte det allersidste overskud til at tage til pårørendecafé, og det viste sig at være en god beslutning. ”I samtalecafeen kan jeg komme af med min magtesløshed. Og samtidig får og deler vi gode råd”, fortæller Lone Thomsen.

Ifølge rådgiver i Bedre Psykiatri Hanne Block Bøttger er der en særlig resonans blandt de deltagende i pårørendecafeerne og samtalegrupperne.  ”Man kan som centralt pårørende godt blive enormt ensom. I samtalegruppen eller cafeen sidder man med nogle, som med krop og sjæl erfarer det samme, som man gør. Så skal man ikke bruge kræfter på at forklare sig”, siger Hanne. 

Samtidig bliver der i gruppen skabt et dybt fortroligt rum, hvor de pårørende kan tale råt for usødet uden at skulle bekymre sig om andres dom, forklarer rådgiver Hanne Block Bøttger.

I de kampe som Lone har kæmpet mod psykiatrien, er der store følelser på spil: ”Man skriger om hjælp og bruger store ord. Bagefter kan man se, at det er pinligt”, fortæller hun. Men pårørendecafeerne er et lys i mørket, hvor Lone sidder sammen med andre, der kan genkende hendes følelser, frustrationer og tanker – også de grimme.

”Man får nogle nye mennesker i sin omgangskreds, som godt kan rumme mørket”, siger Lone Thomsen.

Efter mange års sygdom har Lones datter fået det bedre, og det betyder, at det også lysner i Lones liv. ”Nu kan vi tænke på håb og drømme”, siger Lone. Og selvom familien så småt er ved at finde fodfæste igen efter nogle hårde år, holder Lone stadig fast i pårørendecafeerne. 

”Nu kan jeg give noget videre”, siger hun. Specielt de dage, som er ekstra mørke, hvor intet går, som det skal, er det meget godt at tale med nogen, der kan fortælle, at det ikke altid er skidt det hele, siger Lone. 

Mangler du nogen at tale med?

Størstedelen af Bedre Psykiatris 60 lokalafdelinger tilbyder samtalegrupper eller pårørendecafeer. Samtalegruppen er et længere gruppeforløb med eksempelvis 8-10 møder i en samlet gruppe, hvor pårørendecafeen er en enkelt eftermiddag eller aften, hvor man kan møde op, som man har lyst til eller kan overskue. 

Hvis du har brug for nogle at tale med, er du meget velkommen til at kontakte vores lokalafdelinger. Du kan finde kontaktoplysninger og information om samtaletilbud her.