Myter om psykisk syge og deres pårørende kan ofte ses som et
resultat af en historisk proces, der har haft afsæt i forskning,
erfaring og ideologi kombineret med befolkningens uvidenhed,
fordomme og stereotypiske opfattelser. Selv om opfattelsen af
pårørende har ændret i takt med opfattelsen af årsagsforklaringer,
bærer diskussioner stadig præg af ensidige forestillinger om, det
nu enten er arv eller miljø, der skal forklare psykisk sygdom.
Der er ingen tvivl om, at pårørende selv i dag lider under en
skyld- og ansvarsfølelse eller med andre ord en indirekte anklage,
hvor de konstant skal stå til regnskab over for befolkningen og
psykiatriens sundhedspersonale. Dette scenarie er psykisk
nedbrydende at være en del af og vidne til, når nu sandheden om
pårørende er en hel anden.
Man kan komme sig efter psykisk sygdom. Det viser al forskning.
At muligheden for recovery er større, hvis de pårørende er
involveret på en konstruktiv måde udfordrer psykiatrien, og dette
kræver et opgør med myterne om, at det at pårørende eller familiens
skyld og en erkendelse af de pårørendes essentielle betydning for
helbredelse.