Skip to content

Emne: Behandling

Se alt indhold

Behandlingsformer • Skizofreni

Sådan foregår behandling af skizofreni 

Behandlingen for skizofreni følger som udgangspunkt retningslinjer, som er beskrevet og anbefalet af Sundhedsstyrelsen. Men på trods af anbefalingerne kan forløbet og metoderne variere. Det kan fx være, fordi sygdomsmønstret er meget komplekst eller fordi afdelingen er presset på ressourcer. Beskrivelsen her skal derfor tages med forbehold.

Sådan foregår behandling af skizofreni

OPUS

For de fleste mennesker med skizofreni og andre psykosesygdomme tager behandlingen de første år udgangspunkt i OPUS. OPUS-forløbet er en integreret, tværfaglig behandling, som typisk bliver tilbudt 18-35årige, der for første gang er blevet diagnosticeret med skizofreni eller andre psykosesygdomme.

OPUS-forløbet består af intensiv støtte i to år. Støtten inkluderer terapi, medicin, social træning, inddragelse af pårørende og hjælp til at opretholde en normal dagligdag, såsom skolegang eller job. OPUS er ikke en forkortelse for noget.

Hvis man er mere end 35 år, når man første gang får diagnosen, bliver man som udgangspunkt ikke visiteret til et OPUS-forløb. I stedet bliver man visiteret til F-ACT-behandling. Læs mere om det nedenfor. 

Personalet består af forskellige faggrupper

Når en patient bliver en del af et OPUS-forløb, får han eller hun tilknyttet en primærbehandler. Det vil være ens kontaktperson i de to år, man er tilknyttet forløbet. Primærbehandleren skal være tovholder gennem hele behandlingsforløbet og være den, der ved mest om, hvad der sker i patientens liv og i behandlingen.

Behandleren er en del af et tværfagligt team, som fx består af psykologer, ergoterapeuter, socialrådgivere, psykologer og sygeplejersker. Der er også læger i et OPUS-team, men de er typisk ikke primærbehandlere. 

Man vælger ikke selv, hvilken faglighed ens primærbehandler har. Det gør det tværfaglige team. Primærbehandleren sparrer med de andre fagpersoner i teamet, så tværfagligheden på den måde kommer ind i det enkelte forløb. Derudover er der også situationer, hvor det kan være relevant at trække en anden fagperson med ind i et forløb eller en samtale. Det betyder, at behandleren får den nødvendige viden, hvis der skulle være noget, han eller hun ikke kan svare på eller har viden om.  

Hvis kemien er dårlig, eller patienten får brug for en anden faglighed, kan man nogle gange få mulighed for at skifte primærbehandler.

Primærbehandleren varetager blandt andet kontakten til familien og hjælper patienten med at komme i gang med en uddannelse, at komme i praktik eller job – eller til at genoptage relationer til venner eller familie.

Et typisk behandlingsforløb 

Et OPUS forløb består af en kombination af et individuelt forløb med den primære behandler og nogle gruppeforløb faciliteret af to behandlere. Formålet er at få hjælp til at tackle psykosen og de symptomer, den medfører samt hjælp til at håndtere hverdagen og de udfordringer, der kan opstå. 

Kontakten med primærbehandler kan foregå i OPUS eller i hjemmet. Man mødes typisk én gang om ugen med sin behandler. Efter et halvt til et helt år mindskes kontakten til hver anden uge, afhængig af hvordan patienten har det. Nogle patienter fastholder den hyppige mødefrekvens gennem hele forløbet. 

Nogle patienter får også tilbudt et individuelt psykologforløb, der ligger ud over det, som primærbehandler tilbyder. Det kan være patienter, der for eksempel har været udsat for svære traumer. 

Det kan variere fra region til region, hvilken type gruppeforløb, man får tilbudt. Men alle OPUS-teams har typisk psykoedukation, flerfamiliegrupper og social færdighedstræning. Et fælles mål med gruppeforløbene er at møde andre med samme udfordringer og kunne lære af og give håb til hinanden. Det er, fordi mange, som er ramt af psykoser, har gået alene med deres sygdom, og det kan være en vigtig hjælp at dele med andre.

Samtidig har patienter med skizofreni meget forskellig baggrund og meget forskellige vilkår ift. arbejde, uddannelse og bolig. Det kan være værdifuldt og give håb at møde patienter, der måske er længere i deres forløb og som har fået det bedre.

Gruppeforløbene har begrænset antal pladser. Så hvis der er flere tilmeldte, end der er plads til på et gruppeforløb, må man vente til næste gang, de udbydes. 

Undervisning – psykoedukation

Psykoedukation er undervisning om psykisk sygdom og om de problemer og vilkår, der følger med. Det er en væsentlig del af psykiatrisk behandling for både patienter og deres pårørende, og en vigtig del af OPUS-behandlingen.

Formålet med psykoedukation er, at hjælpe patienten til at kunne leve det bedst mulige liv på trods af en skizofreni-diagnose, og at bidrage til, at symptomerne når et niveau, man kan håndtere. 

Mange med skizofreni tror, det er deres egen skyld, at de er blevet ramt af psykose. Og nogle mener slet ikke, at diagnosen er rigtig. Derfor kan mere viden om psykose – som de får via psykoedukation – hjælpe til at få viden og nedbryde misforståelser. 

Psykoedukationsforløbene bliver tilrettelagt efter, hvad patienten ønsker at arbejde videre med. Nogle vil måske gerne have hjælp til at finde glæde i livet igen, mens andre vil undgå at blive indlagt. Det kan også være, at han eller hun er meget optaget af at arbejde med symptomer eller at blive i stand til at bevæge sig uden for hjemmet. Et psykoedukativt forløb er typisk fordelt ud over 8-10 sessioner. 

Social færdighedstræning 

Mange med skizofreni har svært ved at være sociale – nogle har haft det sådan altid. Gennem social færdighedstræning forsøger man at lære eller genlære, hvordan man for eksempel smalltalker, løser en konflikt med nogen eller kontakter andre mennesker.

Medicin

De fleste mennesker med skizofreni får antipsykotisk medicin. Medicinen skal dæmpe symptomerne. Symptomer på skizofreni bliver typisk opdelt i to kategorier: Positive og negative. De såkaldt positive symptomer er hallucinationer og vrangforestillinger. Dem har antipsykotisk medicin ofte, men ikke altid, god effekt imod. De såkaldt negative symptomer er blandt andet isolationstendens, initiativløshed, affektfladhed og problemer med motivation. De er sværere at behandle med medicin.

I et OPUS-forløb vil man følge op på eventuelle bivirkninger og se på, om det er nødvendigt at skifte medicin for at finde det, der bedst virker for den enkelte. Det er vigtigt – ikke mindst for de pårørende – at være opmærksom på, at medicinen bliver taget rigtigt. Samtidig er det også vigtigt, at patient og/eller de pårørende fortæller om eventuelle bivirkninger. 

De pårørendes rolle i behandlingen 

I et OPUS-forløb er pårørende meget væsentlige. I de sjældne tilfælde, hvor patienter ikke ønsker, at pårørende må være inddraget i behandlingen, eller at behandleren må udveksle oplysninger med pårørende, vil behandlerne forsøge at motivere patienten til, at dette kan ændre sig. Det er belastende for pårørende at stå på sidelinjen og ikke kunne blive inddraget. Pårørende er meget vigtige samarbejdspartnere, der har vigtig viden om patientens liv. OPUS vil derfor gerne meget gerne have de pårørende inddraget i behandlingen, for eksempel ved at være med til samtaler med primærbehandler med jævne mellemrum.

Det foregår blandt andet i flerfamiliegrupper, hvor man mødes fem-syv patienter med hver en til to pårørende. Forløbet strækker sig typisk over ni-tolv måneder. Her taler man fx om, hvad man har oplevet og dykker ned i nogle udvalgte konkrete problemer. Fx konflikter i familien, problemer med at komme op om morgenen eller misbrug. 

Pårørende vil også blive indbudt til samtaler i starten af et forløb for at fortælle om deres forståelse af forløbet op til psykosen. Da behandlerne i et OPUS-forløb kun ser patienten én gang om ugen, kan de pårørende bidrage med vigtig viden om patienten, som ikke kommer frem under en session. Det kan for eksempel være om deres sindsstemning eller hvad de har oplevet. 

Udover at inddragelsen hjælper de pårørende med at bidrage til behandlingen, hjælper inddragelsen også de pårørende selv. Blandt andet fordi den bedre forståelse for sygdommen og mødet med andre pårørende giver de pårørende bedre overblik og færre bekymringer.

Andre behandlingsformer

Udover de beskrevne behandlingsformer kan et OPUS-forløb typisk indeholde samtaleterapi, selvmordsforebyggelse, traumebehandling, hjælp til at komme i arbejde og misbrugsbehandling.

Efter OPUS – F-ACT

Efter det to-årige OPUS-forløb går de fleste videre til behandling via et F-ACT team. F-ACT står for Flexible Assertive Community Treatment. Hvis man er ældre end 35 år, når man første gang bliver diagnosticeret, vil man som udgangspunkt blive visiteret til behandling i et F-ACT-team og ikke i OPUS.

Et F-ACT-team giver ambulant psykiatrisk behandling. Det vil sige behandling, hvor man ikke er indlagt. Det er mindre intensivt end et OPUS-forløb, og man bliver set med længere mellemrum. F-ACT er tværfagligt og består af sundheds- og socialfaglige medarbejdere ligesom i OPUS. Og har også altid tilknyttet en speciallæge i psykiatri. Behandlingen består af en kombination af medicin, samtale, vejledning, samarbejde og støtte. F-ACT teams kan også have tilknyttet peer-medarbejdere. Det vil sige mennesker, som selv har haft en psykisk sygdom og nu bruger deres erfaring til at hjælpe andre.

Indlæggelse

Indlæggelse er ikke en konkret del af noget behandlingsforløb. Uanset om man er i OPUS, F-ACT eller andre former for behandling eller forløb, er udgangspunktet, at behandlingen foregår ambulant – det vil sige uden, at man er indlagt.

Alligevel får mange med skizofreni behov for at blive indlagt en gang i mellem. Det kan fx være i begyndelsen, inden diagnosen og dermed medicinen er fastlagt, eller på andre tidspunkter, hvor symptomerne ændrer sig, eller medicinen ikke virker, som den skal.

Psykiatrien har mulighed for at tilbyde forskellige former for behandling og terapi under indlæggelse. Men ofte er der meget travlhed på afdelingerne, og mange oplever, at indlæggelsen især handler om at få stabilitet i en periode, og om at sikre, at man får medicin, der kan dæmpe symptomerne. Derudover kan der være et spørgsmål om sikkerhed. Nogle mennesker med skizofreni eller andre psykosesygdomme bliver indlagt, fordi de pårørende og lægen vurderer, at patienten kan være til fare for sig selv eller andre.

Mange med skizofreni bliver udskrevet allerede efter få dage – nogle allerede indenfor et døgn. Men indlæggelser kan også vare i flere måneder. Indlæggelser, der varer flere år, er efterhånden meget sjældne.

Social hjælp og støtte

Mange mennesker med skizofreni har – udover psykiatrisk behandling – brug for socialpædagogisk støtte, som kan hjælpe dem med at bo, arbejde og klare sig selv. Det vil typisk ske gennem forskellige former for bostøtte i hjemmet eller adfærdstræning på bosteder. Nogle med skizofreni har også brug for hjælp til at håndtere eller komme ud af alkohol- eller stofmisbrug. Det er kommunen, der har ansvaret for de socialpædagogiske indsatser. Desværre varierer det meget fra kommune til kommune, hvordan tilbuddene ser ud, og hvor meget hjælp, man kan få.

Børne- og ungepsykiatrien versus voksenpsykiatrien 

De fleste, som får skizofreni, får diagnosen som unge voksne. OPUS er derfor til mennesker, som er 18-35 år. Nogle regioner har behandlingstilbud til børn og unge, der ligner OPUS-forløb, men mange steder har det ikke endnu.

I børne- og ungdomspsykiatrien er diagnosebilledet ofte mere komplekst. Mange har flere diagnoser eller diagnosen skifter efterhånden, som barnet eller den unge udvikler sig, eller behandlerne får bedre indblik i deres sygdom. Mens man er barn eller ung har behandlingen særligt fokus på, at man får hjælp og støtte til at komme i gang med skole og har eller får kontakt til kammerater. 

Opfølgning

De fleste mennesker med skizofreni og andre psykosesygdomme har brug for behandling og støtte udover de behandlingsforløb, som er beskrevet her. For nogle vil der være opfølgende møder i psykiatrien og for andre kan forløbet slutte med en anbefaling om opfølgning i kommunen eller almen praksis. Hvis forløbet har været succesfuldt, vil den fortsatte behandling være mindre intensiv, men for nogle vil der desværre være mange tilbagefald. 

De fleste har brug for løbende justering af medicin og overvågning af bivirkninger. Det kan enten ske hos egen læge eller i psykiatrien.

Se alt indhold

Behandlingsformer • Depression

Sådan foregår behandling af depression

Behandlingsforløbene for mennesker med depression er meget forskellige, og behandleren er ofte nødt til at prøve sig frem med medicin og forskellige former for terapi afhængigt af den enkelte. Du kan læse mere om behandling af depression her.

behandling depression

Almen praksis, psykolog eller psykiater

Over 90 procent af alle mennesker med depression får behandling mod deres depression hos deres praktiserende læge. Resten henvises videre til psykolog eller psykiater. Der kan dog være lang ventetid for at komme til. For nogle kan der være op til et års ventetid. 

Den praktiserende læge har mulighed for at tilbyde samtaleterapi selv eller kan vælge at henvise videre til en psykolog. Hvis lægen tilbyder samtaleterapi, vil der blive sat mere tid af til konsultationerne end normalt.

Da der ofte ikke er tid til samtaleterapi hos den praktiserende læge, eller der er lang ventetid for at komme til hos en psykolog eller psykiater, vil mange patienter begynde med medicinsk behandling som det første og dernæst forskellige former for terapi.

Medicinsk behandling 

Medicin mod depression bliver især brugt til at behandle moderate eller svære depressioner. Det kan ikke udelukkes, at personer med let depression får medicin, men det er ikke normalen. 

Formålet med medicinen er at få færre symptomerne eller at få symptomerne under kontrol. Symptomerne kan være skadelige, hvis de fx forhindrer én i at sove eller direkte farlige, hvis de giver selvmordstanker. Medicin har god effekt for mange mennesker med depression. Men medicin virker ikke for alle.

Medicin kan ikke stå alene

Medicinsk behandling bør ikke stå alene, da man som patient har brug for at forstå, hvad det er, der har ramt en, og hvorfor den har ramt. Samtidig kan medicin kun forebygge eventuelle nye tilfælde af depression, så længe man tager den. I mange tilfælde kan man forebygge ved hjælp af samtaleterapi, fordi det, man lærer under terapien, måske kan bruges senere i livet ved nye belastninger.

Bivirkninger ved antidepressiv medicin

Der kan være bivirkninger ved brugen af antidepressiv medicin. Det kan for eksempel være:

  • Vægtøgning
  • Hovedpine
  • Problemer med at mærke følelser
  • Svimmelhed
  • Forstoppelse
  • Nedsat sexlyst

Bivirkningerne kan være mere eller mindre generende. I mange tilfælde går de over efter 1-2 uger, som også er det tidsrum, medicinen begynder at virke inden for. 

Psykoterapi

Psykoterapi kan lære mennesker med depression strategier til, hvad de skal være opmærksom på for at håndtere eller undgå anfald af depression. Hvis man for eksempel er meget følsom over for stress eller har svært ved at håndtere bestemte personer på arbejdet eller derhjemme, bliver man gennem terapien mere opmærksom på egne og andres handlemønstre, og hvordan man bedre kan navigere i eller uden om det. Det kan også være, man får større opmærksomhed omkring, hvad det er, der udløser depressionen. 

Ulempen ved psykoterapi er, at det ofte kan tage måneder, før det virker, og så kan det være nødvendigt at give medicin samtidig. Generelt er kombinationen af medicin og terapi for de fleste en god løsning, da det har vist sig at virke bedre, end hvis medicinen eller psykoterapien står alene. 

Der findes flere former for psykoterapi, herunder kognitiv terapi, mindfulnessbaseret kognitiv terapi og metakognitiv terapi. 

Kognitiv terapi 

Kognitiv terapi er en samtaleterapi, som ofte bliver brugt til behandling af depression. Terapien tager udgangspunkt i den situation, man aktuelt står i. Den har mindre fokus på fortiden. Når man lider af depression, har mange ofte negative tanker om sig selv og sit liv, mens man glemmer det positive. Med kognitiv terapi vil man fokusere på at finde de tanker, der udløser de negative reaktioner og finde alternative måder at tolke situationen og dermed finde nye tankemønstre. Forløbet foregår ofte over tre måneder. Effekten indtræder gradvis i løbet af nogle måneder og vil i mange tilfælde være lige så god, som den man ser ved medicinsk behandling.

Mindfulnessbaseret kognitiv terapi (MBKT)

MBKT er et gruppeterapiforløb, der kombinerer kognitiv terapi med øvelser i mindfulness. Det er designet til at forebygge depression. Det løber typisk over nogle måneder med ugentlige møder af et par timer. Her kommer man igennem forskellige meditationer og yogaøvelser samt korte oplæg, dialog og refleksion. 

Mindfulness-Baseret Kognitiv Terapi (MBKT) har vist at kunne halvere risikoen for tilbagefald på niveau med vedligeholdende antidepressiv medicinsk behandling. Det vides endnu ikke for hvem, og hvordan det virker bedst. 

Metakognitiv terapi 

Den metakognitive terapi handler om at flytte fokus fra de negative og svære tanker og fokusere på andre ting, så man ikke får det værre. Det kan medføre symptomlindring. Det vigtige er altså ikke, hvad personen med depression tænker, men hvordan han eller hun reagerer på tankerne. 

Terapien varer typisk mellem 8 og 10 sessioner. Da metakognitiv terapi er så ny en terapiform, er den relativt sparsomt undersøgt endnu. Der eksisterer dog enkelte undersøgelser, der tyder på god effekt.

Psykoedukation 

Som en del af behandlingen mod depression, kan man få undervisning i depression. Det vil sige, at man lærer om, hvorfor lidelsen opstår, hvilken grad den påvirker ens liv, og hvad man selv kan gøre for at forebygge sygdommen. Formålet med psykoedukation er at give en bedre forståelse af sygdommen samt en større livskvalitet. 

Psykoedukation kan gives til alle patienter, men tager naturligvis hensyn til uddannelsesniveau og kognitiv kapacitet, som kan være begrænset på grund af sygdommen. Det kan være godt at drøfte det efterfølgende med en pårørende, som også kan have gavn af at deltage i sessionen. 

Egen læge kan sørge for psykoedukation over nogle få sessioner, men det tilbydes også som en del af behandlingen hos en psykolog eller psykiater. 

Sådan kan du som pårørende understøtte behandlingen ved depression 

De pårørende kan være vigtige medspillere i behandlingen og tilføre værdifulde oplysninger om patienten til behandleren. For eksempel om sindsstemning og hvordan man oplever sygdommen i det daglige. 

Den pårørende kan måske også være med til at holde den ramte op på lægeaftaler og bidrage til at medicinen bliver taget, så man undgår tilbagefald. Det kan derfor være en god ide at den pårørende deltager i en eller flere samtaler med behandleren undervejs i behandlingsforløbet. Det skal selvfølgelig være med patientens tilladelse, at den pårørende deltager. 

En pårørende hjælper bedst muligt ved at: 

  • undlade at give gode råd, fordi det sjældent gavner.
  • undgå at stille den ramte overfor for mange valg. Så i stedet for at spørge, om man vil gå en tur i skoven, så sig i stedet; kom nu går vi en tur i skoven i det dejlige vejr. På den måde vil der ikke være så meget at tage stilling til for personen med depression. 
  • yde praktisk støtte, hvis vedkommende ikke kan samle sig til at købe ind eller tage opvasken. Det kan være en stor hjælp. 
  • aflede – hvis personen taler om det samme igen og igen, kan man på en kærlig måde tale om noget andet eller gøre noget andet, så man ikke forstærker tendensen. 

Behandling i psykiatrien 

Nogle patienter har ingen gavn af den behandling, de får hos lægen eller af en psykolog. Derfor henvises de til behandling i psykiatrien. Behandlingen her vil typisk bestå af individuelle samtaler eller eventuelt gruppeterapi i kombination med medicinsk behandling. Behandlingen bør ideelt set være tværfaglig. Det vil sige, at psykiatere, psykologer, sygeplejersker, socialrådgivere og måske ergo- og fysioterapeuter arbejder sammen om patienten. Men det er ikke altid, der er ressourcer eller tilstrækkeligt mange personaler til alle patienter kan få den ideelle behandling.

ECT-behandling 

I nogle svære tilfælde vil mennesker med depression blive behandlet med ECT-behandling (Electro Convulsive Therapy) – tidligere kendt som elektrochok. Ved ECT-behandling fremkalder man et krampeanfald ved hjælp af elektrisk strøm under bedøvelse. Det ændrer en række kemiske processer i hjernen, så der frigives signalstoffer, som virker på hjernen og stemningslejet. 

Behandlingen bruges især til patienter med svær depression, som er i fare for at begå selvmord. Det skyldes, at effekten indtræder ret hurtigt. Det vil sige typisk efter 1-3 behandlinger svarende til en uge. Behandlingen lindrer de sværeste depressioner i over 80 procent af tilfældene. 

Bivirkninger ved ECT-behandling

Efter behandlingen kan patienterne opleve kvalme, lettere muskelsmerter og at være en smule fortumlede. Næsten alle patienter vil desuden opleve hukommelses- og indlæringsbesvær, der kan vare dage til uger efter behandlingen. Enkelte patienter beretter om varige hukommelsesproblemer, hvor de har svært ved at huske vigtige perioder i deres liv. Det forekommer dog relativt sjældent.

Børne- og ungepsykiatrien versus voksenpsykiatrien 

I børne- og ungdomspsykiatrien består behandlingen typisk af en kombination af samtaleterapi og andre psykologiske terapiformer, medicin og psykoedukation. Forældrene deltager som regel i samtaler og i undervisningen, så de kan støtte bedst muligt, efterhånden som barnet eller den unge får det bedre. 

Nogle steder i børne- og ungdomspsykiatrien er det også en mulighed med aflastning, som betyder, at barnet eller den unge i en periode ikke skal leve op til samme krav, som han/hun plejer. For eksempel ved at gå kortere tid i skole eller lave færre lektier eller opgaver derhjemme. 

Det er lægen, der i samråd med barnet eller den unge og forældrene beslutter, om medicin vil være en god ide. Det er ikke alle børn, der oplever en effekt ved medicin. 

Social hjælp og støtte 

Depression er ikke en sygdom, der fylder meget i socialpsykiatrien. Det er, fordi mange mennesker, der bliver syge, bliver raske igen, og skal tilbage til eget liv. Men der er nogle mennesker, der får kronisk depression, som kan have gavn af væresteder, der har fokus på arbejdsopgaver, uddannelse og socialt netværk. Det varierer fra kommune til kommune, om sådanne væresteder eksisterer. 

Se alt indhold

Behandlingsformer • Borderline

Sådan foregår behandling af borderline

Det kan variere fra region til region, hvordan et behandlingsforløb for borderline ser ud. Men ligesom for andre diagnoser har Sundhedsstyrelsen anbefalet, hvilke elementer, der som minimum bør være i et behandlingsforløb. Det bliver kaldt for et pakkeforløb. Et typisk forløb består af individuel terapi og behandling i grupper. Forløbet varer typisk et til to år. Du kan læse mere om det her.

behandling borderline

Individuel behandling 

Ved et individuelt forløb ser man den samme terapeut fast typisk ugentligt omkring 45 minutter. Formålet med forløbet er at få en bedre forståelse af, hvad det er, der gør, at man har svært ved at få sit liv til at fungere og mere specifikt, hvad det er, og hvorfor det går galt i relationen til andre. Ved at forstå sig selv og sine vanskeligheder bedre, har man bedre mulighed for at arbejde med at ændre på sine uhensigtsmæssige reaktionsmåder og give bedre plads til at arbejde med sine psykologiske vanskeligheder. Terapeuterne anvender forskellige terapiformer, når de arbejder med en patient, men fokus er grundlæggende det samme.

Gruppebehandling 

Når man har borderline, viser ens vanskeligheder sig ofte i samværet med andre, fordi man ofte føler sig misforstået, talt ned til, svigtet eller fravalgt. Man kommer ofte i konflikt med andre og ser konflikter som noget uløseligt, hvor man er nødt til at stoppe kontakten. Derfor giver det god mening at arbejde med sine problemer i gruppeterapi, fordi man får mulighed for at undersøge og løse de konflikter, der opstår, og acceptere, at der kan være flere perspektiver i spil. 

Formålet med gruppebehandlingen er, at man som patient lærer at se mere nuanceret på tingene og får erfaringer med, at man ikke behøver at trække sig eller flygte fra svære situationer. Man lærer desuden, at konflikter kan løses, og at kontakten til andre kan opretholdes. 

Typisk vil gruppen bestå af 7-8 patienter og 1-2 terapeuter. Et gruppeforløb kan vare 1-1,5 år. Grupperne sammensættes typisk efter alder, køn og andre livsomstændigheder. Det giver bedre mulighed for at spejle sig i andre. 

Der findes flere forskellige terapeutiske tilgange, som anvendes både i grupper og individuelt. Det varierer fra sted til sted, hvilken tilgang terapeuten anvender.

Dialektisk adfærdsterapi (DAT)

Dialektisk adfærdsterapi (DAT) er en terapiform, som er specifikt udviklet til behandling af selvskade. Det forbindes ofte med patienter med borderline og andre, der har en dysfunktionel adfærd og svært ved at regulere stærke følelsesmæssige reaktioner.

Terapien inkluderer opmærksomhedstræning (mindfulness), krisefærdighedstræning og relationsfærdigheder. Mere konkret betyder det, at man træner nærvær og arbejder med at identificere svære situationer, tanker og følelser. Man lærer også at ”analysere” sin adfærd, så man undgår at reagere uhensigtsmæssigt. I terapien arbejder man desuden med positive og negative følelser og at kunne regulere dem, så man kan handle anderledes. 

Mentaliserings-baseret terapi (MBT)

MBT er en terapiform specifikt udviklet til behandling af de mentaliseringssvigt, der ofte karakteriserer borderline og giver anledning til misforståelser, oplevelser af svigt og stærke følelsesmæssige og adfærdsmæssige reaktioner.

’Mentalisering’ handler om at kunne forestille sig, hvad der ligger bag adfærden hos både sig selv og andre. Det indebærer at kunne forholde sig til andres perspektiv uden at give slip på sig selv. MBT har fokus på at styrke mentaliseringsevnen og dermed forbedre den følelsesmæssige regulering, så man kan opnå større fornemmelse af kontrol og selvbevidsthed.

Psykoanalytisk orienteret terapi

Psykoanalytisk orienteret terapi er en terapiform, der er specifikt udviklet til behandling af patienter, der har svært ved at ved at rumme og forholde sig til svære tanker og følelser. Terapien har i særlig høj grad fokus på forholdet mellem terapeut og patient, og hvordan det udvikler sig. Terapirelationen bruges til at forstå baggrunden for de følelsesmæssige problemer, der kan opstå i andre relationer.

Medicinsk behandling 

Der er ingen specifik medicin mod borderline. Men nogle kan have gavn af medicin mod symptomer på depression eller angst eller mod store stemningsmæssige udsving. Det er en læge eller en sygeplejerske, der vurderer, om man har brug for medicin. 

Psykoedukation 

Psykoedukation er en terapeutisk-pædagogisk undervisning i, hvad det vil sige at have borderline. Her lærer man om personlighedsforstyrrelsen, og hvordan den kommer til udtryk. Man lærer desuden om, hvad behandlingen går ud på. Undervisningen tilbydes typisk efter et stykke tid med individuel behandling. 

Pårørendeinddragelse

Flere steder er der mulighed for, at man som pårørende også kan få tilbudt psykoedukation. Formålet er, at de pårørende bedre kan forstå den, der er syg. For eksempel i situationer, hvor personen med borderline bliver meget vred eller lukker familien ude. Det kan også være at lære om vigtigheden af, at man forbliver pårørende og ikke overtager rollen som behandler. 

De pårørende kan også blive tilbudt at komme ind til en samtale hos behandleren sammen med deres kære. Men generelt er den pårørende ikke en del af terapien, da mange af de problemer, patienten med borderline oplever, ofte er knyttet til familien. 

Børne- og ungdomspsykiatrien versus voksenpsykiatrien

Borderline er ikke en diagnose, der findes i børne- og ungdomspsykiatrien. Det skyldes, at man har besluttet internationalt, at diagnosen ikke kan gives, før patienten fylder 18 år. Mange af symptomerne minder nemlig om at være teenager, som for eksempel at humøret skifter meget, og man er meget impulsiv. I stedet har man traditionelt givet diagnoser som for eksempel tilknytnings- eller udviklingsvanskeligheder, som er lidt mere diffust. Nogle steder er man dog begyndt at tilbyde behandling for borderline fra 16 år. 

Social hjælp og støtte 

Foruden hjælp i psykiatrien kan patienten også få socialpædagogisk støtte. Ansvaret for de socialpædagogiske indsatser ligger i de fleste tilfælde i kommunen. Det varierer dog meget fra kommune til kommune, hvordan tilbuddene ser ud – og om de overhovedet eksisterer. Nogle personer med borderline kan for eksempel have brug for bostøtte i hjemmet eller adfærdstræning på bosteder. 

Nogle kommuner tilbyder væresteder og gruppetilbud udover det, man får tilbudt i psykiatrien. Der kan også være tilbud om rusmiddelbehandling, hvis personen er afhængig af for eksempel hash eller alkohol. 

Efter pakkeforløbet 

Efter det 1-2-årige forløb er der mulighed for at søge videre hjælp andre steder i systemet. Hvis man er nået dertil i sin behandling, at man fungerer nogenlunde i sin hverdag (dog stadig med visse vanskeligheder), kan man søge hjælp i det private. 

Er man derimod et sted i sit liv, hvor man ikke føler sig færdigbehandlet, er der mulighed for at blive genhenvist til psykiatrien. 

Se alt indhold

Behandlingsformer • Bipolar lidelse

Sådan foregår behandling af bipolar lidelse

Som nydiagnosticeret med bipolar lidelse vil man i de fleste regioner blive tilknyttet et toårigt forløb i psykiatrien. Beskrivelsen nedenfor er af, hvordan behandlingen ideelt set burde være – blandt andet ud fra Sundhedsstyrelsens pakkeforløb. Men du kan desværre ikke helt regne med det, da forskelle i ressourcer og bemanding kan give betydelige udsving mellem regioner og afdelinger.

behandling bipolar lidelse

Et typisk behandlingsforløb

Når man starter et toårigt forløb, får man en behandlingsansvarlig læge, der følger patienten gennem hele behandlingsforløbet. Man mødes typisk en gang om måneden med lægen for at følge op på, hvordan det går i patientens hverdag og med symptomerne, herunder tristhed, løftet humør, søvn og energiniveau. Ofte vil der også være et fokus på at finde den optimale medicinske behandling. 

Lægen vil typisk visitere til forløb ved en sygeplejerske eller psykolog, hvis det viser sig, at man har brug for det i en periode. De kan for eksempel give støtte til at få en god struktur i hverdagen, hvor der er fokus på ugeplaner, søvn, måltider og bevægelse. Her har man kontakt en gang om ugen eller hver 14. dag.

Hvis man får brug for det, kan man undervejs trække på en socialrådgiver, der kan hjælpe med for eksempel uddannelse, job og økonomi. 

Gruppeforløb

De første tre måneder af det toårige forløb starter ofte med en introduktionsgruppe, hvor man kan møde andre, som er nydiagnosticeret med bipolar lidelse og dele de erfaringer, man har i forbindelse med sin diagnose. 

Gruppen faciliteres af to behandlere, for eksempel en sygeplejerske, læge eller psykolog, og foregår en gang om ugen af en times varighed. Forløbet er typisk over 12 gange. 

Mere konkret foregår gruppeforløbet ved, at man tager en runde, hvor patienterne hver især fortæller, hvordan det går. Derefter er der et oplæg med et bestemt tema – det kunne for eksempel være angst – og så er der en diskussion ud fra patienternes erfaringer. Det er muligt at bruge det ugentlige fremmøde i starten til at afdække akutte behov, for eksempel hjælp til sygemelding. 

Psykoedukation 

Efter et tre måneder med gruppeforløb, bliver man tilbudt et psykoedukationsforløb. Det er en blanding af undervisning i sin egen sygdom og gruppeterapi. Her lærer man mere om bipolar lidelse, symptomerne, hvordan sygdommen opstår, om behandlingsmuligheder, og hvad man selv kan gøre i sit sygdomsforløb. Målet er at blive klædt på til at lære sig selv og egen sygdom bedre at kende, genkende de tidlige symptomer på en depression eller mani, og hvordan man håndterer det. 

Psykoedukationsforløbet kan bidrage til bedre forståelse af sygdommen og at sikre et stabilt forløb og større livskvalitet. 

Eventuelt forløb med individuel psykoterapi hos psykolog

Nogle patienter har problemer, der kan give anledning til et samtaleforløb hos en psykolog. Ofte vil det foregå i slutningen af det toårige forløb – efter gruppeterapiforløbet. Det kan være en fordel, at patienterne på det tidspunkt er mere fri af symptomer, så de har overskud til at arbejde med psykologiske temaer. 

Andre kan have brug for et samtaleforløb helt i starten af behandlingen, fordi det kan opleves som en akut belastning at have fået en bipolar lidelse diagnose. Det vil typisk være den behandlingsansvarlige læge, der ved en konference drøfter og sætter gang i et psykologforløb. 

Medicinsk behandling 

De hyppigst anvendte medicinske præparater til behandling af bipolar lidelse er stemningsstabiliserende medicin. Litium er det ældste og mest kendte præparat. Det bliver både brugt under maniske og depressive perioder og til at forebygge nye episoder. Litium kan være et meget effektivt middel, men det virker ikke for alle. Det er derfor vigtigt, at lægen bruger god tid på at finde den bedst mulige medicinske behandling til patienten.  

De fleste med bipolar lidelse bliver anbefalet en langvarig forebyggende medicinsk behandling. Hvilken behandling, lægen anbefaler, afhænger af, hvilke virkninger og bivirkninger, patienten tidligere har haft med medicin og af det hidtidige sygdomsforløb.

Pårørendegrupper og -inddragelse

Inddragelse af de pårørende er vigtigt, og kan være en stor hjælp igennem hele patientens forløb. Det kan fx foregå ved, at de pårørende beder om en pårørendesamtale, hvor de kan få indblik i behandlingen, og hvad der skal ske den kommende tid. De fleste foretrækker, at det foregår sammen med patienten. Samtalen vil oftest være med en læge eller en anden behandler.

Børne- og ungepsykiatrien versus voksenpsykiatrien 

Der findes ikke mange børn og unge under 18 år, som er diagnosticeret med bipolar lidelse. Men for de børn og unge, der er, bør de pårørende være en del af udredningen og behandlingen. På den måde kan de kan støtte bedst muligt, efterhånden som barnet/den unge får det bedre. 

I børne- og ungdomspsykiatrien kan man være lidt mere tilbageholdende med at give medicin pga. manglende evidens og målgruppens større følsomhed over for bivirkninger. I forhold til retningslinjerne for medicinsk behandling får børn og unge under 18 år ikke altid tilbudt stemningsstabiliserende. Dog er der i flere regioner taget initiativ til et samarbejde mellem børne- og ungdomspsykiatrien og voksenpsykiatrien, hvor der er mulighed for at konferere, hvordan man behandler bedst muligt. 

Social hjælp og støtte

Foruden hjælp i psykiatrien kan patienten også få socialpædagogisk støtte som en del af behandlingen, så han eller hun kan leve et liv på egne præmisser. Ansvaret for de socialpædagogiske indsatser ligger i de fleste tilfælde i kommunen. Det varierer dog meget fra kommune til kommune, hvordan tilbuddene ser ud – og om de overhovedet eksisterer. Nogle personer med bipolar lidelse kan for eksempel have brug for bostøtte i hjemmet eller adfærdstræning på bosteder. 

Nogle kommuner tilbyder væresteder og gruppetilbud udover det, man får tilbudt i psykiatrien. Der kan også være tilbud om decideret misbrugsbehandling, hvis personen er afhængig af for eksempel hash eller alkohol. 

Efter det toårige forløb

Det er individuelt, hvad der sker efter det to-årige forløb i psykiatrien. Nogle har det så godt, at de fortsætter hos deres praktiserende læge. Andre har fundet en psykolog (som de selv betaler delvist for). En tredje gruppe henvises til privatpraktiserende psykiater, som kan monitorere den medicinske behandling, og som ikke koster noget. 

Se alt indhold

Angst • Behandlingsformer

Sådan foregår behandling af angst 

Der findes medicin og flere forskellige former for terapi til behandling mod angst. Kombinationen af metoder og medicin afhænger af sværhedsgraden og typen af angst. Det er kun i de mest alvorlige tilfælde, at behandlingen foregår i psykiatrien. Læs mere om behandling af angst her.

behandling mod angst

Behandling hos egen læge 

Behandling for angst starter typisk hos den praktiserende læge, der henviser videre til en privatpraktiserende psykolog eller psykiater. Jo hurtigere angst behandles, desto lettere er det at komme af med lidelsen. Der kan dog være lang ventetid for at komme til hos en behandler. Hvis den praktiserende læge derfor vurderer, at det er nødvendigt, kan det for nogle være en mulighed at starte op i medicinsk behandling for at dæmpe angsten, inden man får mulighed for at blive tilset af en privatpraktiserende psykolog eller psykiater. 

Behandling i psykiatrien 

Man skal have været i behandling i primærsektoren, det vil sige hos egen læge, privatpraktiserende psykolog eller psykiater, før man kan modtage behandling i psykiatrien. Der kan dog være undtagelser. For eksempel hvis man er gravid eller har anden fysisk sygdom, der gør, at man kan komme direkte til i psykiatrien.  

Når man starter i behandling i psykiatrien, vil en fagperson vurdere patienten for at få afdækket, hvad det er for en type angstlidelse, man lider af. Derudover vil man se nærmere på, om der er anden sygdom, der ligger bag angsten. Det kan for eksempel være depression eller autisme. Eller om angsten er er udløst af en belastning. På den måde sikrer man at kunne tilbyde det bedst mulige behandlingstilbud.

Psykoedukation 

Psykoedukation er undervisning om sygdom og hvordan man behandler og håndterer den. Formålet er at give patienterne viden om, hvad det vil sige at have angst, og hvad det er, de kan mærke, når de får et anfald. Det kan især være en hjælp, når symptomer forhindrer en i at tænke klart – fx pga. hjertebanken og åndenød. Med solid viden om angsten kan man bedre imødekomme et anfald og med sin fornuft forstå, hvad det er der sker. 

Der vil typisk være en session sammen med de pårørende, hvor de også får større indblik i diagnosen, og hvordan de bedst muligt støtter deres kære. Mange pårørende har en tendens til at beskytte den, der har angst, mod situationer, der udløser angsten. Gennem psykoedukation lærer de blandt andet om, at det ikke nødvendigvis er den bedste hjælp.

Medicinsk behandling

Typisk medicinsk behandling består af antidepressiv medicin. Hvilken type medicin man får, afhænger af, hvad man tidligere har prøvet, og hvad der har virket for den enkelte. Nogle ønsker ikke at få medicin og det er ikke et krav fra behandlerne. Men der kan være tilfælde, hvor behandleren oplyser, at han/hun ikke kan hjælpe den angstramte uden, og at det derfor vil være en god ide i en periode for at få angsten dæmpet, imens man arbejder med andre behandlingsformer.

Gruppebehandling

Gruppebehandling giver patienterne mulighed for at spejle sig i hinanden og se, at de ikke står alene med deres vanskeligheder. Man kan tit “smitte” hinanden med mod og dele hinandens sejre.

Terapeuten anvender typisk kognitiv terapi. Det er en behandlingsform, som tager udgangspunkt i den situation, man aktuelt står i (med mindre fokus på fortiden). Sammen med terapeuten udforsker man sine tankemønstre – for eksempel hvad man tænker om sig selv og de psykiske udfordringer, man har. Med kognitiv terapi vil man fokusere på at finde de tanker, der udløser angsten og finde alternative måder at tolke situationen på og dermed finde nye handlemønstre. 

Eksponeringsterapi

En vigtig del af behandlingen for mange med angst består i, at de får hjælp til at udsætte sig selv for den situation, genstand eller sted, der kan udløse angsten. Det kan være en hjælp, hvis man skal dæmpe eller slippe angsten, at man vænner sig til at blive udsat for noget af det, der er svært. Det kan dog godt tage noget tid at ændre på, da det ofte er vaner, der er bygget op over mange år. For eksempel vil en person med social fobi undgå situationer med mange mennesker og trække sig fra sammenkomster og sociale arrangementer. 

Konkret kan eksponeringsterapien fx foregå ved, at man får hjælp til at dele det, der udløser angsten, op i mindre bidder. Hvis man for eksempel er bange for at gå i en tur ned i supermarkedet, kan det være, at man en dag når ud ad døren. Den næste dag når man hen til butikken og til sidst kan foretage et indkøb. På den måde får man skabt nogle succesoplevelser og dæmpet sin angst. 

Individuel behandling 

I visse tilfælde kan der være behov for samtaleterapi. Her kan man fx tale om svære relationer eller ting, der er sket i barndommen, som kan have været med til at forstærke angsten. Det kan også være høje krav fra omgivelserne, som udløser symptomer på angst. I sådanne tilfælde er det vigtigt at inddrage for eksempel de pårørende, kommunen eller jobcentret. 

Nogle patienter er meget komplekse at behandle. Der vil i sådanne tilfælde være mulighed for at inddrage andre faggrupper i behandlingen. Det kan for eksempel være en socialrådgiver, fysioterapeut eller nogle steder en ergoterapeut. Det afhænger af det enkelte sted og hvilke andre fagligheder, udover de lægefaglige, som står til rådighed. 

ACT 

ACT står for Acceptance and Commitment Therapi. Det er en kognitiv adfærdsterapi, som bygger på, at man skal stoppe med at kæmpe imod negative følelser og i stedet rumme sig selv. Forskning viser, at når man er optaget af at kontrollere ubehaget ved ens symptomer, så har det ofte den modsatte effekt: Ubehaget kommer mere i fokus og føles mere intenst.

Compassion 

Man træner sin opmærksomhed på, at man har det skidt og evnen til at tolerere det, også selvom det er ubehageligt. Træningen foregår konkret via meditationer, hvor man via åndedrætsøvelser træner at være til stede her og nu for at opdage det, der er svært. Man træner desuden at få kontakt til de signaler kroppen sender for at blive bevidst om, hvordan man har det. For eksempel hvis man er bange for noget her og nu, så kan det være, man spænder op i musklerne, eller at hjertet banker lidt hurtigere.

Mindfulness

Mindfulness er en meditationsform, hvor man øver sig i at være nærværende, til stede og accepterende uden at lave om. Det kan hjælpe til at slippe angstskabende tanker.

Børne- og ungepsykiatrien versus voksenpsykiatrien 

Forældrene vil blive inddraget i behandlingen, hvor man typisk arbejder med åbenlyse årsager som for eksempel mobning, traumatiske oplevelser eller belastende miljø. Sundhedsstyrelsen anbefaler psykoedukation og kognitiv adfærdsterapi som den primære behandling. For mindre børn er terapien målrettet forældrene, da effekten afhænger af deres evne til at føre redskaberne fra behandlingen videre derhjemme. Det er normalt kun større børn, der får medicin. 

Se alt indhold

Få overblik • PTSD

PTSD: Udredning og behandling

Her kan du blive klogere på, hvordan et forløb typisk ser ud, når din kære skal udredes og i behandling for PTSD.

PTSD udredning og behandling

Første skridt: En henvisning hos den praktiserende læge

Hvis din kære har det dårligt og mærker symptomer, skal I bestille tid hos hans eller hendes egen læge. Hvis lægen vurderer, at din kære har behov for professionel hjælp, vil han eller hun lave en henvisning. Det kan enten være til en privatpraktiserende psykolog, en psykiater eller psykiatrien.

Når lægen laver en henvisning, stiller han eller hun en række spørgsmål. Det kan for eksempel være spørgsmål om din kæres situation, symptomer, beskrivelse af de(n) traumatiske hændelse(r), mulige tidligere diagnoser, muligt misbrug, funktionsniveau, arbejde og uddannelse.

Det kan være en rigtig god ide, hvis du som pårørende tager med til lægesamtalen. Det er rart at være to, som kan fortælle om symptomerne og hvilken indvirkning de har på din kæres dagligdag. Samtidig er I også to om at lytte og stille spørgsmål.

Når din kære er henvist til psykiatrien

Når hospitalet har modtaget henvisningen, har din kære ret til at blive indkaldt til udredning inden for 30 dage. Sker det ikke, kan han eller hun have ret til at blive udredt i et privat tilbud, som det offentlige betaler.

Til undersøgelsen vil en psykiater eller en specialpsykolog undersøge, om dine kære lider af PTSD. Der bliver blandt andet set på både fysiske og mentale symptomerne. Man vil vurdere deres varighed og sværhedsgrad, og der ses på kognitive funktioner – for eksempel om der er problemer med at koncentrere sig eller kunne sove. De vil også se på, om din kære har andre fysiske eller psykiske lidelser, som kræver behandling. Hvis din kære bliver diagnosticeret med PTSD, kan behandlingsforløbet planlægges.

Hvis psykiatrien ikke vurderer, at din kære hører til målgruppen, får både din kære og vedkommendes egen læge besked. Selvom psykiatrien ikke vurderer, at din kære hører til målgruppen, betyder det ikke, at din kære ikke har brug for hjælp. Derfor er det en god ide at bestille en tid hos din kæres egen læge igen for at blive klogere på, hvilke andre behandlingsmuligheder der findes.   

Behandling

PTSD er en meget kompleks diagnose, og den påvirker både adfærd, følelser og krop. Derfor vil det oftest være en tværfagligt team, som står for behandlingen.

Herunder kan du læse en uddybning af nogle af de typiske behandlingsformer, som din kære kan blive tilbudt.

Traumefokuseret kognitiv terapi

Et af symptomerne på PTSD er, at man forsøger at undgå tanker og følelser, som omhandler hændelsen. Derfor er det oftest hårdt og energikrævende for din kære at gå i traumefokuseret kognitiv terapi, fordi man netop arbejder med hændelsen, som har udløst PTSD. Det er vigtigt, der arbejdes under trygge og kontrollerede forhold med en erfaren behandler. Formålet er at modificere den oplevede reaktion og finde måder at håndtere det på, når de traumatiske minder vender tilbage i situationer, din kære tidligere har undgået. Din kære kan muligvis hen ad vejen i behandlingen få små hjemmeopgaver, som han eller hun skal øve.

Kognitiv adfærdsterapi (cognitive processing therapy)

Ved kognitiv adfærdsterapi er det tanker og handlinger, som er i centrum. Formålet med terapiformen er at blive klogere på, hvilke handlinger og tanker, der er med til at vedligeholde din kæres udfordringer. Herigennem kan man så arbejde med, hvordan ens følelser ved udfordringerne kan komme til at ændre sig, hvis man lærer at tænke og handle anderledes.

Eksponeringsterapi (prolonged exposure)

Ved eksponeringsterapi bliver din kære under kontrollerede og trygge forhold konfronteret med de traumatiske hændelser. Det kan både ske fysisk i virkeligheden eller mentalt i fantasien. Ved at blive eksponeret for de traumatiske hændelser får din kære et mere realistisk syn på traumet. På den måde vil reaktionerne på det også ændre sig. Mange med PTSD oplever, at deres angst bliver mindre og de får en større følelse af kontrol af at være i eksponeringsterapi.

EMDR-terapi

EMDR står for “Eye Movement Desensitization and Reprocessing”. Formålet med EMDR er at bearbejde og neutralisere de følelser, reaktioner og tanker, som er forbundet med den eller de traumatiske hændelser. Når man arbejder med EMDR-terapi vil din kære typisk skulle genkalde sig den traumatiske hændelse, imens behandleren laver en bilateral stimulation – det kan for eksempel være en fingerbevægelse, din kære skal følge med øjnene. Det foregår som et forløb over længere tid, og til selve sessionen gentages metoden mange gange. Meningen med at kombinere genkaldelsen af hændelsen med en ekstern stimulation er at aktivere begge sider af hjernen, som på den måde kan hjælpe med at bearbejde traumet hos din kære og neutralisere reaktionen.

Undervisning i PTSD (psykoedukation) / Individuel traumefokuseret psykoedukation

Hvis din kære lærer at forstå sygdommen og symptomerne bag, vil han eller hun have nemmere ved at komme i bedring. Når din kære bliver bevidst om sine reaktioner og mønstre, bliver det nemmere for ham eller hende at lære at reagere bedre og mere hensigtsmæssigt i situationerne.

Hvis du som pårørende har mulighed for at deltage i psykoedukation, vil det være rigtig godt. På den måde har du mulighed for at blive klogere på din kære og hans eller hendes reaktioner, og det bliver nemmere for dig at støtte vedkommende i hverdagen.

Medicinsk behandling

I nogle tilfælde kan din kære i en periode få angstdæmpende medicin eller antidepressiv for at dæmpe følelsen af angst og bekymring. Medicinen kan også hjælpe med at normalisere niveauet af stresshormonet kortisol. Det er vigtigt, at medicin ikke står alene i behandlingen af PTSD.

Se alt indhold

ADD/ADHD • Få overblik

ADD og ADHD hos voksne: Udredning og behandling

Her kan du blive klogere på, hvordan det typisk forløber, når din kære, som er over 18 år, skal udredes og i behandling for ADHD eller ADD i psykiatrien.

ADD ADHD udredning og behandling

Første skridt

Hvis din kære er over 18 år, vil første skridt til en udredning for ADHD eller ADD i mange tilfælde være hos hans eller hendes praktiserende læge, som vil screene og muligvis henvise din kære.

Hvis det er okay for ham eller hende, så er det en god ide, hvis du som pårørende tager med til lægesamtalen. Du kan hjælpe til ved at fortælle om situationen, dagligdagen og sværhedsgraden. Samtidig hjælper du også til ved at lytte, stille spørgsmål og være med til at huske på de ting, der bliver sagt undervejs. Du og din kære kan forberede jer på lægesamtalen ved på forhånd at tale sammen og skrive ned, hvor og hvilke udfordringer han eller hun møder.

Lægen vil spørge ind til din kæres symptomer gennem barndommen og frem til voksenlivet. Der vil også blive spurgt ind til funktionsniveau – hvordan han eller hun klarer sig i sociale sammenhænge, på arbejde eller uddannelse og i tættere relationer. Lægen vil også vurdere, om der kan være tale om andre psykiske (især angstlidelser, affektive lidelser og misbrug) eller somatiske lidelser, og om disse kan forklare nogle af din kæres symptomer. Din kære vil muligvis skulle udfylde et symptomspørgeskema (fx ASRS, Adult Self-Report Scale). Her bliver der opstillet nogle dagligdagssituationer og der bliver stillet spørgsmål til, hvordan din kære oplever sine symptomer i disse situationer.

Hvis lægen vurderer, at der kan være tale om ADHD eller ADD, så vil vedkommende lave en henvisning til psykiatrien eller en psykiater med henblik på en udredning.

Udredning

En diagnose bliver stillet på baggrund af flere ting og skal ikke foretages på baggrund af én isoleret undersøgelse. Man laver blandt andet en vurdering af din kæres symptomer, graden af udfordringer i hverdagen både på arbejde, i skole, derhjemme og i sociale sammenhænge, udelukkelse af andre sygdomme som kan forårsage samme symptomer, og så ser man på vanskeligheder i barndommen. Der er altså ikke nogen scanning, blodprøve eller en specifik test, som kan give diagnosen.

Da ADHD og ADD er medfødt, skal symptomerne have været til stede siden barndommen. Af den grund er det en god ide, hvis der kan være en pårørende med til udredningen, som har kendt din kære siden barndommen. Det kan for eksempel være en forælder, søskende eller bedsteforælder.

DMPG (Danske Multidisciplinære Psykiatri Grupper) har udarbejdet retningslinjer til udredning af ADHD/ADD i hospitalsregi med anbefalinger til, hvad en udredning af voksne med ADHD eller ADD bør indeholde. Beskrivelsen i denne artikel tager udgangspunkt i netop de retningslinjer. Bemærk at det er anbefalinger – det vil sige, at det kan variere fra sted til sted. Bemærk også at det er retningslinjer til hospitalsregi – det vil sige, at hvis din kære udredes af en privat psykiater, bruger vedkommende ikke nødvendigvis samme metode.

Der er mange hensyn at tage, når man udredes for ADHD/ADD. Retningslinjerne anbefaler en bred undersøgelse af din kære. Undersøgelserne indeholder blandt andet:

  • Et diagnostisk interview: En kvalificeret og erfaren læge eller psykolog bør undersøge din kæres symptomer grundigt og vurdere, om de lever op til diagnosekriterierne. Her kan inddragelse af dig som pårørende være meget relevant. For at styrke det diagnostiske interview, vil lægen sandsynligvis stille din kære nogle specifikke spørgsmål ud fra et spørgeskema (ofte bruger man det, som hedder DIVA-5). Det indeholder spørgsmål til din kæres ageren i forskellige dagligdagssituationer i både nutid og barndom.
  • Udviklingen gennem barndommen til voksenlivet: Da ADHD/ADD er medfødt, skal symptomerne have været til stede siden barndommen. Undersøgelsen af udviklingen vil have fokus på symptomer gennem livet, omfanget af disse og hvordan symptomerne har påvirket og påvirker din kære i hverdagen. Pårørende, som har kendt din kære siden barndommen, bør inddrages her for at kunne give et nuanceret billede. Det kan være forældre, en søskende eller bedsteforældre. Udover det vil din kære også blive spurgt ind til, om der er ADHD/ADD blandt nære slægtninge og om din kære har eller har haft et misbrug af stoffer, alkohol eller afhængighedsskabende medicin.
  • Undersøgelse af somatiske sygdomme: Din kære vil blive undersøgt for fysiske symptomer og lidelser – det kan for eksempel være hørenedsættelse eller stofskiftesygdomme. Formålet er at undersøge, om der kan være nogle symptomer eller kognitive vanskeligheder, som skyldes noget somatisk, men som kan forveksles med ADHD/ADD-symptomer. Man vil altså udelukke somatiske årsager til din kæres symptomer. På den måde kan man sikre, at den rette diagnose stilles og dermed at den rette behandling gives.
  • Undersøgelse af komorbiditet: Udover undersøgelsen af somatiske sygdomme, vil din kære også vil blive undersøgt for, om han eller hun oplever symptomer, som kan skyldes andre psykiske lidelser. Det kan for eksempel være depression, angst eller skizofreni. Igen er det for at kunne give det mest korrekte sygdomsbillede og den bedste behandlingsmulighed.
  • Din kæres funktionsniveau: Man vil se på din kæres evne til at fungere i forskellige sammenhænge. Det kan være i familien, i tætte relationer, på arbejde eller under uddannelse og i sociale situationer. Man vil også se på din kæres selvforståelse og risikoadfærd. Din kæres funktionsniveau i disse sammenhænge kan være med til at sige noget om sværhedsgraden af den mulige diagnose.
  • Styrker og ressourcer hos din kære: For at styrke den samlede forståelse af din kæres ressourcer og vanskeligheder, vil man i mange tilfælde også se på hans eller hendes styrker og ressourcer. Det gør man, fordi mange voksne med ADHD/ADD gennem livet har lært at kompensere for eller skjule sine ADHD/ADD-symptomer.

Behandling

Behandlingen af ADHD eller ADD kan bestå af flere former for behandling og den vil være individuel alt efter din kæres situation.

Medicin

Når man har ADHD eller ADD, vil man i mange tilfælde få medicin. Mængden af hjernens to vigtige signalstoffer, dopamin og noradrenalin, er lavere, når man har ADHD eller ADD. Medicinen hjælper med at øge mængden af dopamin og noradrenalin. På den måde kan medicinen hjælpe til med, at din kære bliver bedre til at fokusere samt skabe overblik og struktur.

En del af behandlingen er også, at der bliver fulgt op på, hvordan det går med medicinen, og om der er behov for en justering. Hvis din kære oplever bivirkninger ved at være på medicin, er det vigtigt, at han eller hun taler med sin behandler om det. De fleste af bivirkningerne er forbigående.

Psykoedukation/Undervisning

Ved psykoedukation bliver din kære undervist i, hvad ADHD eller ADD er, og hvilken betydning det kan have for vedkommendes liv. Der vil også være fokus på, hvordan han eller hun kan håndtere udfordringer i hverdagen, og hvilke støttemuligheder der er både i hjemmet, på arbejdspladsen eller på uddannelsen. Jo bedre din kære forstår sin diagnose, jo nemmere bliver det også for ham eller hende at håndtere de udfordringer, som kan komme undervejs. Bliver din kære ikke tilbudt psykoedukation, kan I købe kurser eller samtaleforløb hos ADHD-foreningen eller undersøge mulighederne i den kommune, I bor i.

Samtaler eller kognitiv adfærdsterapi

Samtaler med enten en psykolog, læge eller sygeplejerske vil i nogle tilfælde være en del af behandlingen. I nogle tilfælde står samtalerne selvstændigt, og i andre tilfælde er de der i forbindelse med medicinkontrol. Her vil der være plads til at tale om de eventuelle reaktioner, din kære har på diagnosen. Nogle bliver lettede over diagnosen, andre bliver frustrerede og oplever en sorg, og nogle igen reagerer med ambivalente følelser. Det vil være forskelligt, og det er vigtigt at tale om og give plads til.

Til samtalerne vil der også blive talt om, hvordan din kære og du som pårørende kan håndtere de udfordringer i hverdagen, som kan følge med, når man har ADHD eller ADD. Det kan blandt andet være råd til, hvordan han eller hun kan bruge mestringsstrategier.

Se alt indhold

Medicin • Skizofreni

Eksperternes råd om antipsykotisk medicin og bivirkninger

”Hold øje med forandringer.” Sådan lyder et af rådene fra Christina Skovsende Eriksen, som er afdelingsleder for farmaceuter og farmakonomer i psykiatrien hos Region Hovedstadens Apotek og Kasper Reff, der er afsnitsansvarlig overlæge hos Psykiatrisk Center Nordsjælland. Læs med her og få deres råd til, hvad du skal holde øje med som pårørende og hvordan du støtter din kære, som får antipsykotisk medicin.

Råd om antipsykotisk medicin

Antipsykotisk medicin gives i behandlingsøjemed og som forebyggende behandling. Det er hovedsageligt til mennesker, som oplever psykoser eller har bipolar affektiv sindslidelse. Antipsykotisk medicin helbreder ikke sygdommen, men den hjælper med at fjerne symptomerne eller gøre dem mere milde.

Christina Skovsende Eriksen og Kasper Reff har gennem flere år arbejdet sammen og brugt hinandens fagligheder til at medicinjustere og hjælpe mennesker med psykisk sygdom til at få den rette medicin.

Her er deres gode råd til dig, som er pårørende til en, der skal starte på antipsykotisk medicin.

Christina Skovsende Eriksen og Kasper Reff

Tag med til lægesamtaler

Det er en god ide at tage med din kære til lægesamtalen. Der er meget information at tage imod og huske, og det kan være nemmere at få stillet de spørgsmål, I har, hvis I er to. Til lægesamtalen er det også vigtigt, I fortæller om, hvis din kære tager andre former for medicin – det gælder alle former for medicin. Anden medicin kan nemlig have indflydelse på bivirkninger og din kæres reaktion på antipsykotisk medicin.

Til en lægesamtale giver det også god mening at have en forventningsafstemning om, hvad medicinen virker på, og hvor den ikke virker. Antipsykotisk medicin afhjælper bedst på symptomer som det at høre stemmer, føle sig forfulgt eller have forskellige forestillinger om verden, som afviger fra normalen. Den virker ikke godt på symptomer som for eksempel isolation og manglende drive i hverdagen.

Udover det kan det også give god mening at spørge ind til, hvordan din kære skal tage sin medicin. Nogle præparater vil fx virke sløvende – her giver det god mening at tage det om aftenen inden sengetid. Andre præparater virker bedst, hvis man tager det sammen med noget mad. Og nogle kan tages på alle tider af døgnet og når det passer bedst ind i din kæres rutiner.

Hold øje med forandringer

Når man tager medicin, er der altid risiko for bivirkninger. Nogle kommer med det samme og andre kommer senere i forløbet. Nogle er dosisafhængige og nogle bliver værre med tiden. Nogle er forbigående og andre er permanente. Det kan hurtigt virke skræmmende at se listen over mulige bivirkninger. Husk på, at det ikke er sikkert, din kære får nogle alvorlige bivirkninger.

Som pårørende kan du hjælpe til ved at holde øje med, om alle de ting, som normalt skal virke hos et menneske, stadig fungerer. Det kan være, om der stadig er gang i maven og om vedkommende kan tisse som normalt. Er der ro i kroppen, holder man sin normale vægt, kan din kære mærke mæthed? Er der kvalme, muskelspændinger, hovedpine eller smerte, som ikke var der før? Tal med lægen om alle bivirkninger – nogle ting kan virke harmløse, men de kan ende med at blive problematiske, hvis de står på for længe.  

Mange af bivirkningerne kan man afhjælpe. Som regel starter man med at justere i dosis, behandle bivirkningerne eller skifte præparat. I skal dog være opmærksomme på, at det er afgørende at acceptere, at der næsten altid vil være en grad af bivirkninger. Kun din kære kan afgøre, hvor invaderende bivirkningen er, og om bivirkningerne vejer højere end virkningen af medicinen. Meningen med medicin er, at din kære får et bedre liv – lever medicinen ikke op til det mål, skal man reagere på det. I den forbindelse skal man som pårørende være opmærksom på, at visse psykiatriske patienter kan mangle indsigt i deres sygdom. Det betyder, at beslutningen om eventuelle ændringer altid skal tages i fællesskab.

Vær opmærksom på risikoen for forstoppelse

En del oplever forstoppelse som en bivirkning ved antipsykotisk medicin. Det er en vigtig bivirkning at have et øje på. For nogen kan det være grænseoverskridende og intimt at tale om, men hvis du kan, så forsøg alligevel at finde modet frem til at spørge ind til og følge op på det hos din kære. Det vil med stor sandsynlighed være noget, din kæres behandler spørger ind til. Men når man har en psykose, er ens virkelighedsopfattelse svækket og det kan være svært for din kære at fornemme, hvad der er normalt og hvilke forandringer, der er kommet til. Hvis du og din kære kan tale om det, vil det være værdifuld viden, du kan videregive til behandleren. Det er en bivirkning, man forholdsvis nemt kan behandle. Så reagér på det hurtigst muligt, så det kan blive afhjulpet, før det udvikler sig og bliver mere alvorligt.

Tal om og vær opmærksom på seksuelle bivirkninger

Antipsykotisk medicin kan medføre forskellige seksuelle bivirkninger. For nogle kan niveauet af hormonet prolaktin i kroppen stige, når de tager antipsykotisk medicin. Det kan have indflydelse på både lyst og evne til seksuel aktivitet. Stigningen af hormonet prolaktin kan for nogle, både mænd og kvinder, betyde, at man får spændte bryster, og man kan opleve mælkelignende flåd fra brystvorterne. Hvis man i forvejen har psykoseproblemer, kan det være udfordrende også at have disse fysiske bivirkninger. Hvis man for eksempel under sin psykose tror, man er gravid, kan denne bivirkning forværre situationen.

Det er vigtigt, at behandleren får kendskab til denne bivirkning. Nogle mennesker i behandling med denne bivirkning vil gerne skifte præparat, imens andre ikke synes, det er et problem at leve med. Men vælger man at fortsætte med det præparat, kan det være, lægen også vil ordinere kalk og D-vitamin til din kære.

Observér om der er vægtøgning

Ved nogle præparater er vægtøgning en bivirkning. Der er ikke noget entydigt svar på, hvad det skyldes. Men det er en bivirkning, mange er kede af, og den går sjældent over af sig selv. Overvægt giver større risiko for sukkersyge, hjertekarsygdomme og har indvirkning på ens mentale trivsel – så den er vigtig at holde øje med. Som pårørende kan du hjælpe til ved at observere, om din kære tager på i vægt og reagere hurtigt – selv hvis det bare starter med to kilo. Det er langt nemmere at gøre noget ved en vægtøgning før den er nået at blive omfattende end at vente med at tage hånd om det.

Se alt indhold

Depression • Medicin

Psykiaterens råd om antidepressiv medicin og bivirkninger

”Tag bivirkningerne alvorligt.” Sådan lyder det fra Poul Videbech, der har mange års erfaring med forskning i og behandling af depressioner både medicinsk og psykoterapeutisk.

Ekspertinterview om antidepressiv medicin og bivirkninger

En af de bekymringer, som mange pårørende har, når det handler om deres kære og medicinering, det er, om lægen følger op på den medicinske behandling, og om medicinen bliver suppleret med terapi.

Poul Videbech er professor og overlæge i psykiatri på Psykiatrisk Center Glostrup. Ifølge ham er den bedste behandling af en svær depression en kombination af medicin og psykoterapi. Det er vigtigt, der også tilbydes psykoterapi. Nogle privatpraktiserende læger tilbyder selv samtaler, imens andre læger henviser til en psykolog. Mennesker er forskellige, og nogle ønsker ikke andet end medicinsk behandling – og dem skal der også være plads til. Men faktisk har alle mennesker brug for støtte, når de kommer i medicinsk behandling, fordi der kan være mange bivirkninger, som følger med medicinen. Så selv hvis din kære ikke synes, han eller hun har brug for psykoterapi, kan vedkommende stadig have brug for at tale om bivirkninger med en læge. Støttende samtaler hos egen læge har altså også stor værdi.

Poul Videbech, professor og overlæge i psykiatri på Psykiatrisk Center Glostrup.

Her får du Poul Videbechs gode råd til dig, der er pårørende til et menneske, som er på antidepressiv medicin.

Tag bivirkninger alvorligt

Mange oplever bivirkninger, når de tager antidepressiv medicin. Det kan for eksempel være vægtøgning, hovedpine, problemer med at mærke følelser, svimmelhed, forstoppelse eller nedsat sexlyst. Bivirkningerne kan være mere eller mindre generende for den enkelte. I mange tilfælde går de over efter 1-2 uger. Fylder de fortsat meget efter et par uger, skal I tage dem alvorligt og overveje, om din kære kan leve med dem eller ej. Nogle gange er der enkelte løsninger på bivirkningerne, og det er værd at undersøge alternativerne. Det er vigtigt at huske, at behandling altid er en afvejning af virkninger og bivirkninger.

Vær opmærksom, hvis din kære ønsker at trappe ud af medicinen

Nogle pårørende oplever, at deres kære gerne vil trappe ud af medicinen. Det kan enten være, at de ikke oplever sig selv som værende syge nok til at tage medicin, eller de synes, at bivirkningerne er værre end selve sygdommen. Det er vigtigt, at din kære ikke selv begynder at trappe ud. Forsøg derfor at få en tid til din kære hos den behandler, som har ordineret medicinen. Her kan din kære og lægen have en dialog om muligheden for at skifte præparat, som kan afhjælpe bivirkningerne. Insisterer din kære stadig på at skulle stoppe på medicinen, er det også vigtigt, at lægen er inde over udtrapningen. Både for at gøre eventuelle gener ved udtrapningen er så milde som muligt og for at tale om fremtidige behandlingsmuligheder. Men også, fordi det er vigtigt, at lægen følger med i udtrapningen på grund af risikoen for tilbagefald.

Forbered jer på lægesamtalen

Det kan være en god ide at forberede jer inden en lægesamtale. Har din kære tidligere været i behandling og har erfaring med medicin og reaktionen på det, er det god viden at have med og have gjort sig nogle tanker om inden.

Hvis det er okay med din kære, og du selv har overskuddet til det, så er det en god ide, hvis du som pårørende tager med til i hvert fald første lægesamtale. Så er I flere, der kan lytte, du kan supplere med din viden, og du har mulighed for at få svar på nogle af de spørgsmål og bekymringer, du kan have som pårørende.

Nogle oplever at få ordineret medicin efter en enkelt lægesamtale. Hvis du har overskuddet til det, så forsøg at insistere på at din kære har mindst to lægesamtaler, før der bliver ordineret medicin. På den måde har lægen meget bedre mulighed for at danne sig et billede af din kære og omfanget af depressionen. Hvis din kære er meget dårlig og selvmordstruet, er det selvfølgelig en anden sag, som man skal reagere hurtigt på.

Insistér på samtaler

Din kæres privatpraktiserende læge kan og må gerne udskrive antidepressiv medicin til voksne, uden der kommer en speciallæge i psykiatri – altså en psykiater – ind over. Det er vigtigt, at lægen i så fald understøtter medicinen med samtaler eller sikrer at den, der har en depression, ser en psykolog, som følger den medicinske behandling op med samtaler. For det første fordi det er vigtigt med opfølgning på eventuelle bivirkninger, og for det andet fordi kombinationen af terapi og medicin er det, som virker bedst i behandlingen af svær depression. Går din kære til egen læge og får en henvisning, får han eller hun tilskud gennem sygesikringen. Hvis man kommer i behandling i psykiatrien, er det gratis. Hvis lægen ikke henviser den, der er ramt af depression, til en psykiater eller psykolog og ikke selv tilbyder samtaler, kan du som pårørende være med til at insistere på, at samtaler bliver en del af behandlingen – enten hos lægen selv eller hos en psykolog eller psykiater, som lægen henviser til.

Reagér på de seksuelle bivirkninger, hvis det fylder

Er din kære en kæreste eller ægtefælle, kan de seksuelle bivirkninger for nogen fylde enormt meget – både for den med en depression og for dig som pårørende. Det skal man tage alvorligt. Mange pårørende er ofte kede af at italesætte det som et problem, fordi han eller hun ved, at ens kære i forvejen kan have nogle hårde tanker om sig selv. Men fylder det meget i jeres relation, er det vigtigt, I snakker om det og tager det op med lægen. Der er flere løsninger til at afhjælpe problemet – det kan for eksempel være en mulighed at skifte præparat eller gå i sexologisk behandling.

Giv håb og støtte i overgangen

Din kære vil mærke bivirkningerne, før han eller hun mærker selve virkningen af medicinen. Det kan være en hård overgang for din kære. Her fylder depressionen fortsat , imens han eller hun på samme tid skal bokse med bivirkningerne. I denne overgang kan du være en stor støtte ved at være med til at give håb om og tro på, at det er en midlertidig tilstand. Kan du hjælpe din kære med at dyrke motion, komme ud i naturen, spise sundt og forsøge at komme ind i eller bevare en god døgnrytme, så vil det også være meget hjælpsomt. En god døgnrytme er at gå i seng til normal og samme tid. Det er godt at undgå at sove om dagen, fordi det kan gøre det sværere at falde i søvn om natten. Har din kære problemer med at sove om natten, er det også noget, I kan tale om med lægen.

Vær opmærksom på, hvordan det går under behandlingen

Får din kære bivirkninger, som gør, at vedkommende får det værre under behandlingen – for eksempel med opblussende selvmordstanker – så skal I tage det alvorligt. Det sker sjældent, men gør det, så skal I reagere hurtigt og kontakte behandleren. Tilbyder lægen det ikke selv, så insistér på at din kære får opfølgende samtaler en gang i ugen særligt i starten af behandlingen. Det er vigtigt, han eller hun får hjælp til at håndtere bivirkningerne.

Se alt indhold

Akutmodtagelsen • Få overblik • Vejen ind

De to mest normale veje ind i behandlingssystemet

Der er mange veje ind i psykiatrien, og man kan nemt blive i tvivl om, hvor man skal henvende sig. I denne video hører du om de to mest almindelige veje ind i behandlingssystemet.

Man kan nemt blive i tvivl om, hvor man skal henvende sig, når man skal ind i behandlingssystemet. De to mest normale veje er enten gennem ens egen læge eller i den psykiatriske akutmodtagelse.

Egen læge

De fleste går gennem egen læge. Lægen laver nogle tests – det kan for eksempel være spørgeskemaer eller blodprøver, og bliver på den måde klogere på, hvilken slags hjælp, der er brug for. Herefter kan lægen lave en henvisning videre i systemet. Det kan være til en psykiater, en psykolog eller til behandling eller udredning i psykiatrien. Hvis du har overskuddet til det, er det en god ide at tage med, når lægen skal lave henvisningen. Du har som pårørende meget viden om din kære, som kan være relevant at få med i henvisningen. Det kan for eksempel være, hvilke former for behandling, din kære tidligere har modtaget, hvordan han eller hun reagerer på medicin eller noget helt tredje. Det kan også være en rar støtte for din kære at mærke din opbakning.

Den psykiatriske akutmodtagelse

Hvis I står i en situation, hvor I akut har brug for psykiatrisk hjælp, skal I bruge den psykiatriske akutmodtagelse. Et typisk forløb i akutmodtagelsen starter med, at din kære først bliver vurderet af en sygeplejerske. Vedkommende skal vide, hvorfor I er her og hvor akut situationen er. Alt efter hvor akut situationen er, kan der være noget ventetid. Herefter skal din kære ind til lægesamtalen, hvor der bliver lavet en vurdering af, hvilken hjælp der er brug for. Efter lægesamtalen får I svar på, om din kære skal indlægges til behandling på psykiatrisk afdeling, eller om han eller hun skal kontakte egen læge og derigennem få en henvisning til psykiatrien.

Se alt indhold

Akutmodtagelsen

Sådan forbereder du dig til psykiatrisk akutmodtagelse

Nogle pårørende oplever at skulle på den psykiatriske akutmodtagelse med den, de holder af. Det kan være en frustrerende og meget voldsom oplevelse. Hvis du er godt forberedt, har du bedre mulighed for at blive hørt og for at hjælpe den, der er syg med at få den behandling, han eller hun har brug for. I denne video får du seks råd til, hvordan du kan forberede dig, inden I tager i akutmodtagelsen.

Se alt indhold

Bliv inddraget

Hvordan bliver jeg inddraget som pårørende?

Det er ikke dit ansvar, at den, du holder af, får god behandling. Ansvaret ligger hos lægen og de andre professionelle, og så betyder din kæres motivation for at få hjælp også meget.

Din relation og din erfaring kan dog have stor betydning for behandlingen. I denne video får du vores fire råd til, hvordan du bliver inddraget på en konstruktiv måde.

Se alt indhold

Akutmodtagelsen

Afvist i den psykiatriske akutmodtagelse: Hvordan støtter jeg min kære bedst?

Det sker desværre, at man bliver afvist i den psykiatriske akutmodtagelse, selvom man er syg. Det kan være et hårdt slag dig, især hvis du selv har været med til at motivere ham eller hende til at søge hjælp. I denne video får du vores bedste råd til, hvordan I håndterer situationen og kommer videre, hvis din kære er blevet afvist.

Se alt indhold

Bliv inddraget • Forstå systemet • Kom i gang • Vejen ind

En henvisning til psykiatrien – hvordan kan du hjælpe som pårørende?

For de fleste med en psykisk sygdom begynder den psykiatriske behandling med en henvisning fra egen læge. Men hvis henvisningen er upræcis eller mangler vigtige oplysninger, så er der en risiko for at psykiatrien afviser patientens henvisning.

I denne video kan du høre om de vigtigste ting, du skal være opmærksom på, når du hjælper din kære med sin henvisning.

Se alt indhold

Behandlingsformer • Bipolar lidelse • Medicin

Podcast: Når din kære har bipolar sindslidelse

Er du pårørende til et menneske med bipolar sindslidelse? Så kender du måske til de bekymringer og udfordringer, der følger med. I denne episode bliver du klogere på sygdommen bipolar sindslidelse, hvordan den behandles, og hvordan du bedst kan være der for din kære.

Se alt indhold

Behandlingsformer • Borderline

Podcast: Når din kære har borderline

Hvilke tanker og følelser oplever ens kære med borderline? Og hvordan støtter man bedst som pårørende? I denne episode kommer vi ind på, hvordan sygdommen behandles, og hvordan du som pårørende bedst kan være der for din kære.

Se alt indhold

Selvmordstanker

Podcast: Når din kære udviser selvmordsadfærd

Som pårørende kan det være rigtig svært, når ens kære udviser selvmordsadfærd. I dette afsnit bliver du klogere på selvmordsadfærd, hvordan det behandles og hvordan du bedst støtter din kære, som er selvmordstruet.

Se alt indhold

Medicin

Overlægens råd: Om medicin

Psykiatrisk medicin kan være en vigtig del af behandlingen og kan hjælpe mange med psykisk sygdom, men det kan også være en kilde til bekymring og spørgsmål.

overlægens råd medicin

Hvordan hjælper man bedst den syge med deres medicin? Og hvad gør man, hvis man er bekymret for bivirkninger? Det giver overlæge Mikkel Rune Vossen Rasmussen sine råd til her. Han er ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling Vejle, næstformand i Psykiatrisk Selskab og stifter af initiativet Værdig psykiatri for alle.

Medicinen er behandlerens ansvar

”Ansvaret for medicinen ligger hos behandleren, og derfor skal man som pårørende være påpasselig med at involvere sig i medicinen. Pårørende skal have lov til at være pårørende. Mit råd vil derfor være, at man så vidt muligt, selvom det er svært, lægger ansvaret og dialogen om medicinen over på behandleren. Hvis den syge ikke vil tage sin medicin eller er i tvivl om medicinen, er det ikke nødvendigvis en god dialog for den pårørende at gå ind i og kan gøre, at den pårørende kommer i klemme mellem to roller.”

Vær observatør

”Den pårørendes viden og observationer er meget vigtige og brugbare for behandleren. Derfor kan det være meget gavnligt for behandlingen, at den pårørende deler det, de observerer. Eksempelvis i forhold til bivirkninger ved medicinen. Det kan nogle gange også være rart for den syge, at der er et ekstra sæt øjne, der kan hjælpe med at opdage og videreformidle udfordringer i forhold til at tage medicinen.”

Spørg til viden om bivirkninger

”Jeg oplever ofte, at det for patienten og de pårørende kan være svært at spotte bivirkningerne ved medicinen, hvis der opstår noget. Det skyldes ofte manglende viden og fordi de ikke er blevet tilstrækkeligt informeret om medicinen og bivirkningerne. Mit råd vil være at tage fat i behandleren og spørge ind til det på forhånd. Det er også en god idé at tage fat i behandleren, hvis man er bekymret eller usikker.”

Se alt indhold

Akutmodtagelsen

Overlægens råd: Om akutmodtagelsen

De pårørendes viden er uvurderlig i akutmodtagelsen, og ja, nogle gange kan det godt betale sig at presse på, hvis den, der er syg, ikke får den rigtige hjælp. Sådan lyder to af rådene om akutmodtagelsen fra overlæge og psykiater Kenneth Brandt Hansen fra Afdeling for Depression og Angst ved Aarhus Universitetshospital.

overlægens råd akutmodtagelsen

 Kontakt lægen først

”Kontakt egen læge eller vagtlægen først, så hjælper de med at vurdere, om der er behov for at kontakte akutmodtagelsen eller om hjælpen findes et andet sted. Det kan også være rart, hvis man er i tvivl om, hvor man skal henvende sig. I nogle regioner er der krav om, at man kontakter egen læge eller lægevagten først, men det kan være en god idé at gøre, uanset hvilken region du bor.”

Pårørendes viden er uvurderlig

”Når man står i akutmodtagelsen, kan det måske være svært som pårørende at vide, hvordan man bedst hjælper den syge. Her vil jeg understrege, at de pårørendes viden er uvurderlig. De kan hjælpe med information om den syge og personens sygdomshistorik. Og det kan være afgørende, når personalet skal vurdere situationen og finde den bedste løsning.”

Pres på, men vis forståelse

”Nogle kan måske have en oplevelse af at blive mødt med manglende forståelse og at personalet ikke er villige til at hjælpe. Men selvom der selvfølgelig kan ske fejl og afdelingerne kan være pressede, så er det min opfattelse, at dem, der er her, er her fordi de ønsker at hjælpe bedst muligt. Derfor vil jeg råde pårørende til, at de godt kan presse på, hvis de ikke oplever, at den syge får den rette hjælp, men hav forståelse for de rammer, personalet arbejder indenfor. Det skal ikke være patientens eller de pårørendes problem, men systemets, hvis de ikke får den rette hjælp.”

Det er ikke altid, akutmodtagelsen er den rette hjælp

”Akutmodtagelsen kan tilbyde hjælp her og nu til den syge i situationer, hvor personen er til fare for sig selv eller andre. Det er derfor ikke alle situationer, hvor hjælpen i akutmodtagelsen er den mest optimale for den syge. Hvis der er behov for et længere behandlingsforløb, kan der for eksempel være bedre hjælp at gå til den praktiserende læge.”

Krav på en løsning

”Det er ikke altid, at akutmodtagelsen kan tilbyde den rette hjælp til jer her og nu. Selvom den rigtige hjælp i jeres situation ikke findes i akutmodtagelsen, mener jeg, at man godt kan stille krav til, at personalet hjælper jer videre. For eksempel ved at spørge ind til, hvor I kan henvende jer for at få hjælp til den syge og hvad I skal gøre for at finde hjælp, når I forlader akutmodtagelsen.”

Se alt indhold

Behandling

Overlægens råd: Når din kære skal udskrives

For nogle pårørende kan en udskrivelse sætte gang i bekymringer og tanker. For hvordan støtter man bedst sin kære efter en udskrivelse? Og hvad skal man være opmærksom på efterfølgende? Overlæge og psykiater René Sjælland giver her tre gode råd til dig, som er pårørende til en, der står over for en udskrivelse i psykiatrien.

råd om udskrivelse

Vær opmærksom på planen efterfølgende

René Sjælland fortæller, at når man er så syg, at man har brug for indlæggelse, så overtager sundhedspersonalet for én. Det gælder både planlægningen af ens dagligdag, indtag af medicin, behandling og hvad der ellers hører sig til. Derfor kan man godt have brug for hjælp fra sine pårørende, når man bliver udskrevet.

”Når man bliver udskrevet, får mennesket med sygdommen igen ansvaret for sin dagligdag. Og det kan være rigtig svært at bevare overblikket og komme tilbage til dagligdagen. Det er noget, man langsomt skal lære igen,” fortæller René Sjælland og fortsætter: ”Derfor er den pårørende en enormt vigtig aktør. Den pårørende kan hjælpe med at holde styr på, hvad der skal ske hvornår. Hvad er den videre behandling? Hvilke ting skal jobcenteret vide? Hvornår skal der hentes ny medicin på apoteket?”

René Sjælland påpeger, at man som pårørende gerne må være lidt insisterende på at være med, når udskrivelsen bliver koordineret. På den måde bliver man bedre klædt på til, at ens kære bliver udskrevet. Her har du også mulighed for at stille opklarende spørgsmål.

En forventningsafstemning

”Når ens kære bliver udskrevet, er vedkommende blevet stabiliseret og behandlet på den akutte del. Din kære har det bedre, men er ikke rask. Det kan man godt nogle gange glemme som pårørende,” siger René Sjælland.

Ifølge ham, er det en rigtig god ide at lave en forventningsafstemning om tiden efter udskrivelsen.

”Når man har været indlagt, kan man sjældent bare gå i gang med livet, som det var før. I fasen op til sygdommen, er man gradvist blevet dårligere. Det fungerer faktisk på samme måde den anden vej rundt – man får det gradvist bedre. Derfor skal man som pårørende ikke have en forventning om, at nu bliver alt, som det var før, og I kan lave de ting, I plejede. For sådan er det sjældent. Man skal dosere tingene og langsomt starte op igen,” siger René Sjælland.

Han fortæller også, at situationen kommer an på sygdomshistorikken, og om ens kære tidligere har haft kontakt til psykiatrien eller ej.

”Har ens kære tidligere haft kontakt til psykiatrien, så har de fleste med tiden fået en god fornemmelse af, hvad man kan og ikke kan. Men hvis man ikke tidligere har haft en kendt diagnose eller været i behandling i psykiatrien, så kan det godt være en større omvæltning at komme tilbage efter en udskrivelse,” siger René Sjælland.

Han understreger, at man som pårørende ikke skal sætte barren for højt. Man skal derimod acceptere, at ens kære ikke nødvendigvis kan de samme ting, som de kunne før indlæggelsen. Og det er også helt okay.

Hold øje med tidlige advarselssignaler

Ifølge René Sjælland, er man som pårørende en vigtig ressource i forhold til at få øje på tidlige advarselssignaler på symptomer. Men det er vigtigt at finde en balance.

”Har ens kære for eksempel lige fået stillet en bipolar diagnose, så har mange pårørende en tendens til at være overopmærksomme og i alarmberedskab. Spørgsmålene står i kø: Grinede du lidt for meget der? Talte du lidt for ivrigt og hurtigt? Er det mon en mani, der er på vej her? Men som pårørende skal man også bare have lov til at være mor, far, en god ven, en nabo, eller hvad man nu er,” understreger René Sjælland.

Han uddyber, at man som pårørende ikke hele tiden skal gå rundt og holde øje, men at man skal forsøge at finde en god balance mellem at have et vågent øje på ens kæres adfærd, men også bare have lov til at være til og give plads til hinandens dagligdag.

”Hos mange fungerer det godt at have en aftale om, hvad den pårørende må og skal gøre, hvis der opstår symptomer. Det er en god ide at lave sådan en aftale, når ens kære er i en stabil periode,” afslutter René Sjælland.

Se alt indhold

Kom i gang • Krisehåndtering

Overlægens råd: Når din kære ikke vil have hjælp

Det kan være meget vanskeligt for de pårørende, når deres kære ikke vil have hjælp. Overlæge Hans Henrik Ockelmann fortæller om den svære balance mellem at bevare relationen til den, der er syg, og samtidig være ærlig om behovet for hjælp.

Afmagt. Bekymringer. Skyld. Det er nogle af de følelser, der kan ramme pårørende, når den, der har en psykisk sygdom, ikke ønsker hjælp. Skal man som pårørende skubbe på, for at de søger hjælp? Skal man lade dem være? Det kan være svært at vide, hvad der er bedst at gøre, når man er bekymret for sin kære og bare ønsker dem det bedste.

Hans Henrik Ockelmann, der er speciallæge i psykiatri og overlæge på Psykiatrisk Center Sct. Hans, deler her sin viden og råd til pårørende om, hvad man kan gøre, når ens kære ikke vil have hjælp.

Manglende sygdomserkendelse

Der kan være forskellige årsager til, at mennesker med psykisk sygdom ikke ønsker hjælp. En af de mest almindelige grunde er, at man i sin sygdom ikke har en oplevelse af at fejle noget, fortæller Hans Henrik Ockelmann.

”Hvis man ikke fejler noget, så er der heller ikke nogen grund til, at man søger psykiatrisk hjælp. Det vil føles som en misforståelse at gøre det,” forklarer han.

Hans Henrik Ockelmann forklarer, at hvis man fx har en oplevelse af, at naboen sender stråler ind gennem væggen, så vil det mest oplagte for den, der oplever det, være at ringe og bede politiet om at fjerne naboen. Det kan også være, hvis man føler, man bliver forfulgt.

”Så vil det ikke alene være misforstået, det vil også være krænkende og måske ligefrem farligt at søge den såkaldte hjælp. For hvad nu hvis man bliver lullet ind i troen på, at man er syg,” fortæller han.

Tag med for min skyld

Hvis man vil overbevise sin kære om, at der er et behov for hjælp, kan det være svært at vide, hvordan man skal takle situationen. Det kan være et svært dilemma at finde ud af, hvornår man skal følge sygdommens tanker og give sin kære ret, og hvornår man skal sige personen imod. Hvis man siger personen imod, risikerer man måske, at de bryder relationen til en. Men det kan være problematisk ikke er sige sin ærlige mening om situationen, mener Hans Henrik Ockelmann.

”Hvis du giver patienten ret i noget, du ikke er enig i, så vil de fleste opdage, at man lyver for dem på et tidspunkt eller bare snakker dem efter munden. Og det er jo også et svigt,” siger han.

Ifølge Hans Henrik Ockelmann handler det om at finde den rette balance og måde at sige det på, for man skal ikke undlade at fortælle sin kære, at man mener, de skal søge hjælp.

”I forbindelse med at man skal opsøge psykiatrisk skadestue, kan man for eksempel sige til patienten: Jeg har den oplevelse, at du har det sådan. Vil du ikke godt for min skyld tage med og snakke med en læge? Det kan være det er dig, der tager fejl, det kan være det er mig, der tager fejl. Men skal vi ikke bede en ekspert om at vurdere det?” siger han.

Relationen kan heles igen

I nogle tilfælde kan relationen til din kære blive påvirket af de uenigheder, der kan opstå om at søge hjælp. Dette kan være en stor bekymring for mange pårørende. Men det er Hans Henrik Ockelmanns opfattelse, at relationen i mange tilfælde kan heles igen.

”Det min erfaring, at når sygdommen træder i baggrunden, så kan der gennemføres et helingsarbejde. Nogle gange hjælper det bare, at patienten får det bedre og indser, at de har en sygdom, og at de pårørende faktisk bare forsøgte at hjælpe,” siger Hans Henrik Ockelmann.

Se alt indhold

Akutmodtagelsen • Akutmodtagelsen • Behandling • Behandling • Forstå systemet • Kom i gang

Sådan kan du forberede dig til akutmodtagelsen

Der kan følge mange spørgsmål med, når man overvejer at kontakte psykiatrisk akutmodtagelse for at få hjælp til sin kære. Sygeplejerske Anne Rolff og rådgiver i Bedre Psykiatri Linn Sofie Aabling giver et indblik i, hvordan man kan forberede sig til akutmodtagelsen.

Er det akut nok? Hvad hvis vi bliver afvist? Hvad spørger de om? Bekymringerne og spørgsmålene er mange, når man er på vej til psykiatrisk akutmodtagelse. Anne Rolff, der er sygeplejerske på Bispebjerg Hospitals psykiatriske akutmodtagelse, og Bedre Psykiatris sundhedsfaglige rådgiver, Linn Sofie Aabling, svarer her på nogle af de mest udbredte spørgsmål om akutmodtagelsen.

Akutmodtagelsen kan hjælpe, når der er tale om akutte psykiske problematikker. Det kan være en akut krise, akutte svære selvmordstanker eller nyopståede psykoser – fx hvis en person med skizofreni begynder at hallucinere eller hvis en med depression får alvorlige selvmordstanker.

Ring først

Men det er en selv, der bedst vurderer, hvornår det er akut nok, mener Anne Rolff, der er sygeplejerske i på psykiatrisk akutmodtagelse på Bispebjerg Hospital.

”Hvis man er i tvivl, kan man ringe ind til os på vores telefon, som har døgnåbent. Det kan man gøre selv eller ens pårørende kan ringe og tale med en sygeplejerske i forhold til, hvad der er det bedste at gøre i situationen,” siger hun.

I nogle regioner skal du ringe, før du møder op i akutmodtagelsen, mens det er frivilligt i andre. Det kan derfor være en god idé at tjekke op på reglerne i din region først.

Forberedelse

For nogle kan det være rart at forberede sig lidt på det, der venter. Det kan fx være en hjælp på forhånd at formulere et svar på, hvorfor I søger hjælp.

”Hvis man kan overskue det, kan man prøve at gøre sig nogle tanker om forløbet op til. Alt hvad der kan bidrage til, at vi kan yde den bedste behandling overfor mennesket med sygdom,” siger Anne Rolff.

I kan på forhånd tjekke, om I har samlet al den viden, I vil give videre til lægerne. Eksempelvis information om symptomer, bivirkninger og hvordan du og din kære oplever sygdommen.

Lav aftaler før I tager afsted

Rådgiver i Bedre Psykiatri Linn Sofie Aabling fortæller, at det kan være en god idé at lave nogle aftaler med din kære, inden I tager afsted mod akutmodtagelsen.

”I kan på forhånd tale om, hvor meget du som pårørende skal være med. I kan fx aftale, om du skal være med til lægesamtalen eller om din kære foretrækker at gøre det alene. Dog kan det være godt også at forberede din kære på, at lægen formentlig også gerne vil tale alene med ham eller hende,” siger hun.

Lægesamtalen vil have til formål at vurdere situationen og det videre forløb for den, der er syg. Her er der fokus på symptomer – hvad personen oplever, og hvornår symptomerne er startet. Det kan også handle om humøret, og hvordan man fungerer socialt.

”Ved lægesamtalen kan den pårørendes synspunkt og viden være meget hjælpsomt for forløbet, men det er helt op til den, der er syg, om de ønsker deres pårørende med,” siger Linn Sofie Aabling.

Hvis din kære med psykisk sygdom ikke giver samtykke, har du som pårørende alligevel mulighed for at dele din viden om situationen.

Se alt indhold

Behandlingspsykiatrien

Overlægens råd til pårørende om indlæggelse

Mange pårørende er usikre på, hvad der foregår under en indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. Overlæge og psykiater René Sjælland giver her en indføring i hverdagen og behandlingen i psykiatrien.

Mange pårørende oplever en uvished om, hvad der foregår under en indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. Man har ikke lige så meget føling med, hvad der sker og den manglende information kan give en fornemmelse af, at der ikke sker så meget under indlæggelsen. Det kan være frustrerende for de pårørende, der måske længe har kæmpet for at motivere deres kære til behandling.

Behandlingsplanen

Behandlerne på den psykiatriske afdeling bruger en behandlingsplan til at planlægge, hvad der skal ske under indlæggelsen, og hvad der skal fokuseres på i behandlingen. Psykiater og overlæge ved Psykiatrisk Center Amager, René Sjælland, forklarer:

Overlæge og psykiater René Sjælland deler sin viden om indlæggelse.

”Behandlingsplanen er et vigtigt redskab for lægen til at få et overblik over behandlingen, man skal have. Det er en opsummering af det, der er sket og et overblik over, hvilke symptomer der har været. Hvordan har vi behandlet det indtil videre? Hvad er det lige nu, der er sket, der har ledt til, at en indlæggelse er en nødvendighed?”

Behandlingsplanen er også et værktøj til at se fremad. Skal der justeres på medicinen eller er der andre former for behandling, der er relevante?

Altid medicin som behandling?

Mange pårørende har en oplevelse af, at medicin er den eneste form for behandling i psykiatrien. Men ifølge René Sjælland afhænger det af den konkrete situation og lægens vurdering.

”Det er en faglig vurdering, der afgør, hvilken behandling der er relevant,” siger René Sjælland.

Den rette behandling vil være forskellig afhængigt af patientens situation. Fx har medicinsk behandling ifølge René Sjælland en stærk plads, når patienten har psykotiske symptomer. Ved depression benytter man i højere grad psykoterapi og aktiviteter.

”Hvis man har en patient med depression, så vil det meget være psykoterapi og aktiviteter, der vil være fokus på. Det har vi god erfaring med. Og det ved vi faktisk fra undersøgelser, at det tit er mindst lige så effektivt,” siger han.

Pårørende har afgørende betydning

For at du kan få viden om, hvad der foregår under din kæres indlæggelse, er det afgørende, at din kære giver samtykke til det. Har du ikke samtykke, har du alligevel mulighed for at spørge til generel viden om diagnosen og typiske indlæggelsesforløb. Derudover har du også stadig mulighed for at give afdelingens personale relevant information om din kære, selvom de ikke må give dig information den anden vej.

Som pårørende kan du nemlig få en afgørende betydning, mener René Sjælland.

”Det kan jo være, at de pårørende har nogle informationer, som vi ikke har. Noget, som den, der har symptomer, ikke har fortalt. Det er jo ikke alting, man får fortalt og der er ting, patienten ikke altid selv lægger mærke til, som de pårørende gør,” siger René Sjælland.

Selvom de pårørende sidder inde med vigtig viden og har en stor betydning for forløbet, kan indlæggelsen også ofte give en mulighed for, at de pårørende kan trække sig lidt væk. Det kan give mulighed for at få et pusterum, når der lige nu er andre, der tager hånd om deres kære. Her kan det være en god idé at mærke efter, hvordan man selv har det og om man har brug for at sætte nogle grænser for, hvad man kan holde til i længden.

Se alt indhold

Behandlingspsykiatrien • Kom i gang • Vejen ind

Podcast: Sådan foregår en tvangsindlæggelse

I denne podcast kan du blive klogere på, hvornår det kan være nødvendigt at tvangsindlægge, og hvordan det foregår i praksis. Få også råd til, hvordan du som pårørende bedst kan støtte op om din kære under en tvangsindlæggelse.

Se alt indhold

Kom i gang • Krisehåndtering

Podcast: Når din kære ikke vil have hjælp

Hvorfor vil nogle mennesker med psykisk sygdom ikke modtage hjælp fra hverken behandlere eller pårørende? I denne podcast får du viden og råd til, hvordan du som pårørende kan motivere og hjælpe din kære i situationen – og samtidig passe på dig selv.

Se alt indhold

Behandlingspsykiatrien • Få overblik

Podcast: Hvordan foregår en indlæggelse i psykiatrien?

I denne podcast kan du høre, hvad sker der, når en person med psykisk sygdom bliver indlagt på et psykiatrisk afsnit. Få også råd til, hvordan du som pårørende bedst kan støtte op, hvis din kære bliver indlagt.

Se alt indhold

Akutmodtagelsen • Akutmodtagelsen

Podcast: Hvad sker der i akutmodtagelsen?

I denne podcast kan du høre, hvad der foregår bag dørene i den psykiatriske akutmodtagelse, og hvad der ligger til grund for en indlæggelse eller afvisning. Få også råd til, hvordan du som pårørende bedst kan støtte op om din kære på akutmodtagelsen.

Se alt indhold

Bliv inddraget • Kommunikation

Webinar: Kommunikation med sundhedspersonalet

Pårørendes kommunikation med personalet er vigtig. Både for behandlingen og de pårørende selv. Men hvordan får man bedst kommunikationen til at flyde? Det kan du blive klogere på i dette webinar.

Se kommende webinarer

Se alt indhold

Behandlingsformer • Kommunikation

Recovery – i et pårørendeperspektiv

Som pårørende til én med psykisk sygdom hører man af og til om recovery, som er en tilgang i psykiatrien, når den, der er syg, skal få det bedre. Men hvad indebær recovery, og hvordan kan du som pårørende understøtte processen? Bliv klogere i dette webinar.

Se kommende webinarer

Se alt indhold

Behandling • Bliv inddraget • Kommunikation

Podcast: Viden og råd om inddragelse

Når pårørende bliver inddraget, forbedres behandlingen af psykisk sygdom markant. Alligevel oplever mange, at det er svært at blive inddraget. I denne podcast giver Bedre Psykiatris rådgiver Cecilie Sørensen og psykiater Louise Behrend Rasmussen gode råd om, hvad du kan gøre for at ikke at ende på sidelinjen.

Se alt indhold

Behandlingsformer • Medicin

Podcast: Medicin – bivirkninger og bekymringer

Medicin kan være en vigtig del af behandlingen, men den kan også give mange bivirkninger for den syge og bekymringer for de pårørende. I denne podcast kan du høre Anne, der er mor til én med skizofreni, fortælle om sin medicinskepsis, og overlæge Line Hansen, der giver gode råd om, hvordan man som pårørende kan hjælpe sin kære med vedkommendes medicin.

Se alt indhold

Behandling • Behandlingsformer • Få overblik • Forstå systemet

Hvilke former for behandling findes der?

Her kan du få viden om nogle af de forskellige typer behandling af psykisk sygdom i psykiatrien, så du er klædt på til at hjælpe din kære med at finde den rette behandling.

Forældre sidder lyttende og kigger på taler

At få en psykisk sygdom er ikke en livstidsdom. Rigtigt mange bliver helt raske eller er meget velbehandlede, så man kan leve gode liv. Det gælder også for svære psykiske sygdomme som for eksempel skizofreni og affektive lidelser. Der findes en række forskellige former for behandling. Det er forskelligt, hvad der virker fra person til person. Vejen til behandling for psykisk sygdom starter ofte med en henvisning fra en læge.

Mange pårørende har en oplevelse af, at den, der er syg, slet ikke får nogen behandling – udover medicin. Nogle gange er det desværre rigtigt, at behandlingen er sparsom, og at ensporet medicinsk behandling kommer til at overskygge det, der burde have været en tværfaglig terapeutisk indsats. Andre gange kan det være, fordi man som pårørende har svært ved at få indsigt i behandlingen, eller at man ikke har fået tilstrækkelig viden om, hvilke behandlingsformer der findes.

Her kan du få et overblik over de mest almindelige behandlingsformer inden for psykiatrien.

I den offentlige psykiatri i Danmark er der to overordnede behandlingsspor: Terapi og medicinsk behandling.

Psykoterapi

Terapi er en vigtig del af behandlingen for mange mennesker med psykisk sygdom. Terapi er samtaler med en behandler som fx en psykolog, hvor man lærer om sin sygdom, bryder uhensigtsmæssige mønstre og får redskaber til at dæmpe symptomerne eller afhjælpe dem helt.

I psykiatrien bliver man ofte ikke behandlet med terapi, når man er i den akutte sygdomsfase. Det er, fordi man her ofte er for syg til at kunne få gavn af terapien.

Terapi i psykiatrien foregår ofte i grupper, men kan også foregå individuelt.

Eksempler på forskellige former inden for psykoterapi er:

Kognitiv terapi

Kognitiv terapi er en samtaleterapi, som ofte bliver brugt til behandling af angst og depression, men den kan også bruges til at behandle andre psykiske sygdomme. Kognitiv terapi tager udgangspunkt i den situation, man aktuelt står i. Den har mindre fokus på fortiden.

Sammen med terapeuten udforsker man sine tankemønstre – for eksempel hvad man tænker om sig selv og de psykiske udfordringer, man har.

Når man for eksempel lider af depression, har mange ofte negative tanker om sig selv og sit liv, mens man glemmer det positive. Med kognitiv terapi vil man fokusere på at finde de tanker, der udløser de negative reaktioner og finde alternative måder at tolke situationerne og dermed finde nye tankemønstre.

Metakognitiv terapi

Metakognitiv terapi er en forholdsvis ny terapiform, som tager udgangspunkt i, at det ikke er vores negative tanker, der giver psykiske udfordringer. Det, der gør én syg, er i stedet al den tid og opmærksomhed, man bruger på sin negative tanker.

At få kontrol over tankerne

I metakognitiv terapi tager man ikke udgangspunkt i, hvad de negative tanker konkret handler om. Man tager i stedet udgangspunkt i, hvad der trigger dem samt tiden og opmærksomheden, man bruger på de negative tanker. Derfor er tanken bag, at man skal bruge mindre tid på at tænke negative tanker og lære metoder til selv at bestemme, hvornår de negative tanker får plads. Når man får bedre kontrol over sine negative tanker, vil den negative tankespiral påvirke én mindre, og derved vil symptomerne på fx en depression også blive færre

ACT (Acceptance and Commitment Therapi)

ACT står for Acceptance and Commitment Therapi.

Det er en form for nyere kognitiv adfærdsterapi, som bygger på, at man skal stoppe med at kæmpe imod negative følelser og i stedet rumme sig selv. Forskning viser, at når man er optaget af at kontrollere ubehaget ved ens symptomer, så har det ofte den modsatte effekt: Ubehaget kommer mere i fokus og føles mere intenst.

ACT handler i høj grad om at hjælpe personen med at acceptere sig selv, finde nærvær fx ved hjælp af mindfulness, at leve mere i nuet og at blive mere bevidst om sine personlige værdier.

DAT (Dialektisk adfærdsterapi)

Med denne form for terapi får man nye færdigheder i at håndtere følelser, der ofte kan gøre én selvdestruktiv. DAT er typisk anvendt ved personlighedsforstyrrelse, som fx kan føre til selvskade og aggressioner.

Medicinsk behandling for psykisk sygdom

Medicin, der anvendes til behandling af psykiske sygdomme, kaldes psykofarmaka. Der findes over 70 forskellige psykofarmaka lægemidler i Danmark, som kan groft kan inddeles i:

  • Antipsykotika: Lægemidler mod psykoser – herunder skizofreni
  • Antidepressiva: Lægemidler mod depression
  • Lægemidler mod bipolar affektiv sindslidelse
  • Benzodiazepiner: Midler mod angst og søvnforstyrrelse

Medicin påvirker forskellige receptorer i hjernen, der har en effekt på den psykiske sygdom.

Bivirkninger

Når man tager medicin, vil der være en risiko for bivirkninger. Ved nogle medicinformer er der også risiko for afhængighed. Fra psykiatriens side bør der være et tæt samarbejde og opfølgning i forhold til den medicinske behandling.

Nogle gange er det nødvendigt at prøve forskellige medicinpræparater, for at finde det, der har bedst effekt og færrest bivirkninger. Det er ofte en hård proces at skifte medicin, fordi det kræver en udtrapningsplan for det ene præparat og en optrapningsplan for det nye præparat. Har du brug for mere viden om bivirkninger ved antidepressiv medicin, kan du blive klogere her.

Som pårørende kan det være en god idé, at du hjælper personen med at tage sin medicin.

Har du brug for konkret viden og rådgivning om medicin, kan du kontakte MedicinRådgivningen.

Elektrochok (ECT-behandling)

Elektrochok bliver mest brugt til at behandle svære eller livstruende depressioner, men metoden bliver også brugt til andre sygdomme i særlige situationer. Under behandlingen, der foregår i fuld bedøvelse, bliver der sendt strømstød gennem kroppen på den, der er syg. Formålet er at øge aktiviteten i bestemte områder af hjernen.

For mange pårørende kan behandlingen, eller tanken om den, virke voldsom. Men det er et faktum, at mange patienter har stor gavn af elektrochok.

Bivirkningen ved behandlingen er, at hukommelsen bliver påvirket. Hos de fleste er påvirkningen kortvarig, men nogle få oplever, at deres hukommelse og evne til at lære nye ting bliver påvirket i længere tid.

Behandling for psykisk sygdom uden indlæggelse

Den psykiatriske behandling kan foregå under indlæggelse på en psykiatrisk afdeling på et hospital. Men behandlingen kan også fungere på andre måder.

Ambulant behandling

Ambulant behandling betyder, at den, du er pårørende til, ikke er indlagt på en afdeling. I stedet møder personen op på behandlingsstedet eller modtager behandling i hjemmet. Den ambulante behandling foregår typisk i dagtimerne og på hverdagene. Både udredning og behandling kan foregå ambulant.

Vejen til ambulant behandling

Er den med sygdom indlagt, kan den behandlingsansvarlige læge henvise til et relevant ambulant team, når personen skal udskrives.

Har personen ikke være indlagt, kan psykiatriens visitation vurdere, om der er et relevant ambulant tilbud. Det vil oftest ske efter en henvisning fra egen læge til psykiatrien.

Privatpraktiserende psykolog

Ved psykiske sygdomme som mild eller moderat depression eller angst kan behandling hos en privatpraktiserende psykolog være en god mulighed.

Der er forskellige muligheder for at få dækket hele eller dele af regningen.

Henvisning

Den, der er syg, kan få tilskud til 60 procent af psykologregningen, hvis personen får en henvisning fra egen læge. Lægen stiller en række spørgsmål om den syges tilstand og kan også foretage nogle screeningstest for eksempel for at vurdere, hvilken grad af depression, personen har.

På baggrund af lægens vurdering kan man potentielt få en henvisning. Vær opmærksom på, at der stadig er en egenbetaling på 40 procent af psykologens pris. De forskellige henvisningsgrupper kan findes på sundhed.dk

Gratis for 18-24-årige

Unge mellem 18 og 24 år med angst eller moderat depression kan få gratis psykologhjælp. Også her kræver det en henvisning fra egen læge.

Hvis den, du er pårørende til, ønsker det, kan du tage med til lægen og hjælpe med at skabe tryghed og sætte ord på situationen.

Tjek forsikringen

Det kan være en god idé at tjekke, om ens private forsikring dækker psykologhjælp. Det er nemlig ofte tilfældet.

Søg kommunalt tilskud

I kommunen kan man kan også søge om tilskud til et samtaleforløb hos en psykolog. Langt fra alle bliver godkendt, men tilskuddet kan søges, hvorefter kommunen foretager en vurdering af ens sociale og økonomiske situation og afgør, om de kan bevillige helt eller delvist tilskud til psykologhjælp.

Kontakt din kommune og hør, hvordan du søger tilskud til psykologhjælp.

Internetpsykiatri – online behandling af angst og depression

Internetpsykiatrien tilbyder gratis online behandling af panikangst, socialangst, enkeltfobier eller let til moderat depression.

Effekten af internetbaseret psykologisk behandling af angstlidelser og depression er på samme niveau som ved fysisk møde med en psykolog. Den, du er pårørende til, kan anmode om behandling, uanset hvor i landet I kommer fra.

Privatpraktiserende psykiater

Din egen læge kan henvise til en psykiater. Det er gratis og du kan på sundhed.dk, finde en oversigt over psykiatere.

En psykiater er en læge der er videreuddannet i psykiatri, og kan ordinere medicin. Psykiatere kan kombinere medicinsk behandling med samtaleterapi.

Øvrige behandlingsformer

Udover de ovennævnte behandlingsformer findes der også mange andre forskellige typer af behandlingsformer, som er mere eller mindre udbredt i de forskellige regioner. Det kan for eksempel være sansestimulation gennem musikterapi, magnetstimulation (TMS) og NADA (øreakupunktur).

Få rådgivning om behandling for psykisk sygdom

Psykinfo kan rådgive om behandlingen i Psykiatrien. Psykinfo er tilknyttet behandlingspsykiatrien og findes i alle fem regioner. Find jeres regionale psykinfo her:

Se alt indhold

Akutmodtagelsen • Akutmodtagelsen • Behandlingspsykiatrien • Kom i gang

Kom godt ind i akutmodtagelsen

Hvis sygdommen forværres, og der er behov for hjælp med det samme, kan det være nødvendigt at besøge den psykiatriske akutmodtagelse. Her får du viden og råd, som du kan bruge til at hjælpe den, der er syg, i akutmodtagelsen.

Psykiatrisk akutmodtagelse

Når personen med psykisk sygdom har brug for akut hjælp, er det oplagt at besøge en psykiatrisk akutmodtagelse. Her kan den, der er syg, blive vurderet og indlagt på psykiatrisk afdeling, hvis personalet mener, at der er behov for det. Personalet kan også vurdere, at der ikke er behov for akut indlæggelse, og vejlede jer om, hvad I skal gøre i stedet.

Desværre oplever mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende, at de ikke altid får den hjælp, de ønsker i akutmodtagelsen. Og det kan være nedslående og dybt frustrerende.

Hvornår skal man henvende sig til psykiatrisk akutmodtagelse?

Når sygdommen eller symptomerne bliver værre, og der er behov for hjælp med det samme, kan det være nødvendigt at kontakte den psykiatriske akutmodtagelse. Det kan for eksempel være, hvis en person med skizofreni får hallucinationer, eller hvis én med depression pludselig får selvmordstanker.

Hvis den syge har nægtet at søge hjælp, og du som pårørende endelig får motiveret personen, kan det også være relevant at besøge akutmodtagelsen. Tommelfingerregel: Hvis I er usikre, så henvend jer. Det er også muligt at ringe til akutmodtagelsen for rådgivning – så hvis du er i tvivl, kan du ringe først. Find kontaktinfo.

Hvad sker der, når I henvender jer i psykiatrisk akutmodtagelse?

Her kan du se, hvordan et typisk forløb i akutmodtagelsen kan se ud. Længere nede på siden finder du råd om, hvordan du kan forberede dig og den, du er pårørende til, på forløbet.

1. Vurdering fra sygeplejerske

Den første, I møder i akutmodtagelsen, vil ofte være en sygeplejerske, som spørger, hvorfor I henvender jer. Sygeplejersken stiller en række spørgsmål for at vurdere, hvor akut situationen er, og hvor hurtigt den sygdomsramte skal tale med en læge.

Personen får desuden målt blodtryk, puls og temperatur, da det er afgørende for den vurdering, sygeplejersken laver.

2. Ventetid

Hvis sygeplejersken ikke vurderer, at der er behov for at se en læge med det samme, bliver I sat til at vente i afdelingens venterum.

Hvor længe, I venter, afhænger af travlheden og personens tilstand. Hvis personen får det værre, mens I sidder i venterummet, er det en god idé at kontakte personalet igen. Så kan de vurdere, om der er behov for hurtigere hjælp.

I kan opleve, at patienter, der kommer senere end jer, tilses før jer. Det er, fordi det er vurderet, at de har behov for det.

3. Lægesamtale

Den, der er syg, bliver kaldt ind til lægen, som taler med personen og laver en vurdering af, hvilken hjælp der er behov for. Lægen vil typisk gerne tale med patienten selv, så han/hun kan danne sig sit eget indtryk. Men som pårørende kan du også blive kaldt ind, hvis personalet eller den, du er pårørende til, ønsker det, eller hvis det kan gøre din kære mere tryg.

Hvis den, du er pårørende til, vil have, at du for eksempel er med til samtalen fra start, så fortæl det til sygeplejersken, I møder i indgangen. Så skriver han/hun ønskerne ned, og så kan personalet forsøge at imødekomme dem bedst muligt.

4. Indlæggelse eller ej efter besøg?

Efter lægesamtalen får den, der er syg, svar på, om personen skal indlægges til behandling på psykiatrisk afdeling. Hvis lægen vurderer, at der er behov for indlæggelse med det samme, vil der oftest være tale om en indlæggelse på en intensiv lukket afdeling.

Hvis lægen vurderer, at der ikke er behov for indlæggelse, vil han/hun ofte foreslå, at personen kontakter egen læge og derfra for eksempel får en henvisning til psykiatrien. På den måde kan den, der er syg, stadig få behandling, men bare ikke blive indlagt med det samme.

Forbered jer på besøget i psykiatrisk akutmodtagelse

Når I er godt forberedt på mødet med akutmodtagelsen, har I bedre muligheder for at få god hjælp. Der er flere ting, I kan gøre for at forberede jer

Undersøg, hvilke retningslinjer, der gælder

Hvilke retningslinjer der gælder, når man skal ind i akutmodtagelsen, afhænger af, hvor I bor. Nogle steder skal man for eksempel have en henvisning, og andre steder skal man ikke. Det kan derfor være en fordel af kende retningslinjerne for din lokale akutmodtagelse.

Kontakt stedet i forvejen

Man kan af og til opleve, at der er lang ventetid i akutmodtagelsen. Og der kan desuden være uro eller politi til stede, da det også er den afdeling, de tvangsindlagte patienter skal igennem.

Ring til psykiatrisk akutmodtagelse

Det kan derfor være en god idé at ringe til afdelingen i forvejen og forhøre sig om ventetiden eller tilstanden på afdelingen, så du kan forberede den, du er pårørende til, på, hvad han/hun kan forvente. Find kontaktoplysninger.

Formuler et svar på, hvorfor I søger hjælp

Det første, I bliver spurgt om, når I møder op i akutmodtagelsen, er: Hvorfor henvender I jer?

Som pårørende kan det være en fordel at have et kort og præcist svar klar til det spørgsmål. Formuler derfor et svar på forhånd, så du hurtigt kan fortælle personalet, hvad det drejer sig om. Gerne et svar, som tydeliggør, at personens tilstand er forværret, hvis det er tilfældet.

Aftal, om du skal med til lægesamtale

Lægesamtalen er en afgørende del af besøget i akutmodtagelsen. Det er nemlig her, det bliver vurderet, om personen skal indlægges til behandling med det samme eller ej. Nogle mennesker med psykisk sygdom vil gerne have en pårørende med til samtalen med lægen og andre vil ikke.

Aftal gerne med den, du er pårørende til, hvad han/hun ønsker på forhånd – og fortæl det videre til personalet på afdelingen.

Når personalet kender til jeres specifikke ønsker, kan de forsøge at imødekomme dem bedst muligt.

Sådan kan du spørge

Sig for eksempel: “Vi vil gerne starte med at være sammen til samtalen, og så kan I eventuelt skille os ad” eller “han/hun vil gerne tale selv, og jeg vil ikke være med.”

Overvej, om du har viden, du vil give videre til personalet

Som pårørende har du dyrebar viden om personens tilstand, som du måske er bedre til at huske og formulere, end han/hun selv er. Overvej derfor på forhånd, om der er nogle vigtige informationer, du ønsker at give videre til personalet.

Oplysningerne kan du give allerede ved det første møde med sygeplejersken, eller du kan opsøge personalet, mens I venter på lægesamtalen og dele dine bekymringer der.

Vær dog opmærksom på, at nogle medarbejdere kan finde på at skrive dine informationer ind i journalen. Og hvis den, du er pårørende til, ikke ønsker, at du deler oplysningerne og senere ser det i journalen, kan det opfattes som et tillidsbrud, hvilket ikke er godt for jeres relation. Spørg derfor personalet, om det bliver ført til journal, og sig at du ikke ønsker det, hvis det er tilfældet.

Afvist – hvad nu?

Det kan være enormt frustrerende ikke at få tilbudt et forløb i psykiatrien, når man er mødt op i akutmodtagelsen. Her kan du læse om, hvad I kan stille op i situationen.

Du kan også se vores video, hvor du får råd til, hvordan I håndterer situationen og kommer videre, hvis din kære er blevet afvist.

Se alt indhold

Bliv inddraget • Rettigheder

Intet samtykke – hvad nu?

Her får du råd om, hvad du kan gøre, hvis den, du er pårørende til, ikke har givet samtykke til, at du må inddrages og få informationer.

Mand ser på kvinde i samtalegruppe

Hvis den, der er syg, ikke giver samtykke eller fuldmagt, kan du ikke få noget at vide om sagen. Så er du som udgangspunkt ikke bedre stillet i forhold til informationer og medvirken, end du er overfor et helt
fremmed menneske. Mange pårørende ender i den situation, og det kan være meget nedslående og frustrerende. Der er dog stadig noget, du kan gøre for at spille en rolle.

Drejer det sig derimod om en person under 18 år, behøver du som forælder ikke samtykke for at få informationer og være part i sagen. Da har du nemlig myndigheden over barnet.

Manglende samtykke kan være nedslående, men husk, at afvisningen ikke behøver at udelukke dig helt. Her får du tre råd om, hvordan du bedst kan gribe situationen af.

Del din viden med personalet

Du må gerne fortælle behandlere og sagsbehandlere om dine erfaringer og bekymringer, og de må gerne bruge de informationer, de får fra dig, til at kvalificere deres handlinger og beslutninger. Så selvom behandlerne ikke må videregive eller dele de informationer, du giver, kan du altså stadig spille en meget værdifuld rolle for behandlingen.

Pas på tillidsbrud

Afhængigt af din relation til den, du er pårørende til, skal du være opmærksom på, om du bryder jeres tillid ved at give personalet oplysninger. Vær desuden opmærksom på, at personalet nogle steder skriver de oplysninger, du giver, ind i patientens journal, og at patienten vil kunne se det senere. Spørg eventuelt, om det er noget, de gør på afdelingen. Hvis du er alvorligt bekymret, bør du dog altid
orientere sundhedspersonalet eller sagsbehandleren i kommunen. Du har mulighed for at underrette eller skrive om dine bekymringer anonymt.

Få generelle oplysninger

Både på sygehuset og i kommunen har du stadig mulighed for at få generelle oplysninger. På sygehuset må lægen og de øvrige behandlere fx gerne mødes med dig og give dig generelle oplysninger om symptomer, medicin og behandlingsformer eller andet, som ikke er direkte relateret til den, der er syg. Vær opmærksom på, at behandlerne ikke altid er opmærksomme på, at de må tale med dig, når du ikke har samtykke, og nogle bryder sig ikke om det. Det kan fx være, fordi de er bekymrede for, om det kan få konsekvenser for deres relation til den indlagte. I nogle tilfælde vil de derfor henvise til at finde viden et andet sted

For generel rådgivning og information om behandling kan du også kontakte din regionale Psykinfo. Find dem her:

Husk, at personen kan skifte mening

Husk, at selvom den, du er pårørende til, har afvist at give samtykke i første omgang, behøver afvisningen ikke gælde for evigt.

Når behandlingen skrider frem, og han eller hun forhåbentlig får det bedre, er der også mulighed for, at din kære skifter mening om samtykket.

Giv eventuelt dit telefonnummer til personalet, så de kan kontakte dig, hvis det sker. Spørg gerne direkte, om de har skrevet dine oplysninger ind i systemet, da det ikke altid er tilfældet.

Motivér – uden at presse

Det kan hjælpe, hvis du og personalet bliver ved med at motivere den, der er syg, til at give samtykke, men pas på med at presse for meget, da det kan have negativ effekt. Af og til kan det være bedst at anerkende, at personen ikke ønsker, at du bliver direkte inddraget, men i stedet selv vil bestemme, hvor meget du får at vide.

Kontakt Bedre Psykiatris pårørenderådgivning

Det kan være enormt frustrerende ikke at få samtykke og føle sig uvidende og handlingslammet på sidelinjen. Kontakt Bedre Psykiatris pårørenderådgivning, hvis du har brug at tale med nogen om din situation. Rådgiverne kender til den situation, du står i, og kan hjælpe dig videre.

Se alt indhold

Akutmodtagelsen • Akutmodtagelsen • Behandlingspsykiatrien • Vejen ind

Akutmodtagelsen: Hvad gælder i min region?

Her kan du se, hvilke procedurer der gælder i din region, når man skal have hjælp i den psykiatriske akutmodtagelse. Du finder også afdelingernes kontaktoplysninger.

Akutmodtagelse skilt

Hver region har psykiatriske akutmodtagelser, hvor man kan henvende sig, når der er akut behov for psykiatrisk behandling. Men der er forskellige procedurer for, hvordan man kommer ind på akutmodtagelsen. Nogle steder skal man have en henvisning, andre steder skal man ikke.

Her får du et overblik over de psykiatriske akutmodtagelser i din region, og hvilke procedurer der gælder, så du bedre kan hjælpe den, du er pårørende til, hvis personen får akut behov for hjælp.

Region Syddanmark

I Region Syddanmark anbefaler de, at du ringer før du møder op. Der kan af og til være ventetid i akutmodtagelsen. 

Regionens psykiatriske akutmodtagelser:

Vejle

Nordbanen 5

7100 Vejle
Telefon: 99 44 77 90

Åbningstider: Døgnåben

Aabenraa (modtager børn)

Kresten Philipsens Vej 15

6200 Aabenraa
Telefon: 99 44 56 59

Åbningstider: Døgnåben

Børn og unge kun kl. 8 – 18

Esbjerg (kun for voksne)

Gl. Vardevej 101

6715 Esbjerg N
Telefon: 99 44 67 00

Åbningstider: Døgnåben

Odense (modtager børn)

J.B. Winsløvs Vej 20 (indgang 224)

5000 Odense C
Telefon: 99 44 91 40 eller 99 44 91 41

Åbningstider: Døgnåben

Region Nordjylland

I Nordjylland anbefaler de at kontakte egen læge eller vagtlæge (70 15 03 00) først. Lægen udarbejder så en henvisning, hvor det fremgår, hvorfor personen har behov for akut psykiatrisk hjælp.

Er du i forvejen i behandling i psykiatrien eller har været det inden for det seneste år, behøver du ikke en henvisning.

Regionens psykiatriske akutmodtagelse:

Psykiatrisk Skadestue – Aalborg

Mølleparkvej 10

Psykiatrisk Skadestue, indgang 4
9000 Aalborg
Tlf.: 97 64 37 00

Åbningstider: Døgnåben

Psykiatrisk telefonrådgivning

Psykiatrisk Rådgivningstelefon tilbyder hele døgnet anonym rådgivning til patienter og pårørende i Region Nordjylland på: 98 13 42 02

Region Midtjylland

Har du akut behov for hjælp i Region Midtjylland, skal du tale med din egen læge eller lægevagten for at blive visiteret til akutskadestuen.

Egen læge har typisk åbent mellem 08:00 – 16:00

Lægevagten har åbnet hele døgnet og kan i Region Midtjylland kontaktes på telefon: 70 11 31 31

Regionens psykiatriske akutmodtagelser:

Aarhus (modtager børn)

Palle Juul-Jensens Boulevard 161, indgang J3
8200 Aarhus N

I Aarhus har de ikke noget decideret nummer til den psykiatriske skadestue, men de har en psykiatrisk rådgivningslinje på: 78 47 04 70

Åbningstider: Døgnåben

Horsens

Sundvej 30, indgang L
8700 Horsens
Telefon: 78 47 50 31

Åbningstider: Døgnåben

Psykiatrisk Modtagelse i Horsens tager imod dig, som bor i enten Hedensted kommune, Horsens kommune, Odder kommune eller Skanderborg kommune.

Gødstrup

Sengeafsnit 5 (Psykiatrisk Akutmodtagelse)
Hospitalsparken 15
7400 Herning

Telefon: 78 47 46 04

Åbningstider: Døgnåben

Randers

Skovlyvej 9, Indgang B – gå til B3 (akutte psykiatriske patienter modtages i skadestuen sammen med patienter med fysiske sygdomme)
8930 Randers NØ

Telefon: 78 47 53 00

Åbningstider: Døgnåben

Viborg

Sengeafsnit M1 for Intensiv Behandling og Observation
Søndersøparken 1, 3. etage (find indgangen ved den røde cirkel med “A” på kortet)
8800 Viborg

Telefon: 78 47 41 34 (patienttelefon: 78 47 41 37)

Åbningstider: Døgnåbent

Psykiatrisk Rådgivningstelefon

Psykiatrisk Rådgivningstelefon tilbyder hele døgnet anonym rådgivning til patienter og pårørende i Region Midtjylland på: 78 47 04 70

Region Hovedstaden

I Region Hovedstaden behøver man ikke henvisning eller visitation, inden man møder på i psykiatrisk akutmodtagelse.

Du skal dog være opmærksom på at henvende dig i den rette psykiatriske akutmodtagelse. Der er seks akutmodtagelser i regionen, og din bopæl afgør, hvor du skal henvende dig.

Find din akutmodtagelse:

Psykiatrisk Center København

Psykiatrisk Akutmodtagelse
Esther Ammundsens Vej 36A
2400 København NV
Telefon: 38 64 73 60

Åbningstider: Døgnåben

Tager imod borgere fra bydelene Bispebjerg, Brønshøj/Husum, Indre by, Nørrebro, Østerbro, Vanløse, Frederiksberg og Christianshavn i Københavns kommune.

Psykiatrisk Center Nordsjælland

Psykiatrisk A​kutmodtagelse
Dyrehavevej 48
3400 Hillerød
Telefon: 38 64 32 00

Åbningstider: Døgnåben

Tager imod borgere fra Fredensborg, Frederikssund, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød og Hørsholm kommuner samt en del af Furesø Kommune.

Glostrup Psykiatrisk Akutmodtagelse (tager imod børn)

Psykiatrisk Akutmodtagelse
Nordstjernevej 29-31
Hovedbygning B
2600 Glostrup
Telefon: 38 64 06 71

Åbningstider: Døgnåben

Tager imod borgere fra Albertslund, Brøndby, Glostrup, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre og Vallensbæk kommuner. Herudover tager akutmodtagelsen imod borgere fra Valby.

Amager Psykiatriske Akutmodtagelse

Psykiatrisk Akutmodtagelse
Digevej 110
2300 København S
Telefon: 38 64 16 50

Åbningstider: Døgnåben

Tager imod borgere fra Tårnby og Dragør kommuner samt bydelene Amager Vest, Amager Øst, København V og København SV i Københavns Kommune.

Udkørende Akut Team – hører til Amager Psykiatriske Akutmodtagelse

Bor den med en psykisk sygdom på Amager, i København V eller København SV, kan I kontakte et akutteam døgnet rundt på telefon: 38 64 16 50.

Her vurderer en sygeplejerske, hvilken hjælp der har brug for, og efterfølgende kan din kære få besøg i sit eget hjem eller nærmiljø efter aftale.

Psykiatrisk Center Ballerup

Psykiatrisk Akutmodtagelse
Maglevænget 2
2750 Ballerup
Telefon: 38 64 50 03

Åbningstider: Døgnåben

Tager imod borgere fra Ballerup, Egedal, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Herlev og Lyngby-Taarbæk kommuner.

Psykiatrisk Center Bornholm

Der er ingen psykiatrisk akutmodtagelse på Bornholm. Men du kan blive henvist til Psykiatrisk Center Bornholm gennem den somatiske akutmodtagelse på Bornholms hospital, vagtlægen på 1813 eller din egen læge.

Du kan henvende dig direkte på akutmodtagelsen på Bornholms hospital eller kontakte akuttelefonen på 1813.

Helsevej 3
3700 Rønne
Telefon: 38 64 40 50
Bornholms Hospitals Akutmodtagelse
Telefon: 56 90 93 50

Region Sjælland

I Region Sjælland kan du henvende dig direkte på modtagelserne uden foregående kontakt eller henvisning.

Du skal dog være opmærksom på at henvende dig i den rette psykiatriske akutmodtagelse. Der er tre akutmodtagelser i regionen, og din bopæl afgør, hvor du skal henvende dig.
Har I akut brug for hjælp, kan I kontakte den psykiatriske akutmodtagelsen på 1818. Her kan du blive omstillet til den rette afdeling.

Regionens psykiatriske akutmodtagelser:

Roskilde (modtager også børn)

Poppelhus, Smedegade 16
4000 Roskilde
Telefon: 58 53 75 00

Åbningstider: Døgnåben

Tager imod borgere fra Lejre, Roskilde, Solrød, Køge, Faxe og Stevns kommuner. Men alle borgere er velkomne og bliver modtaget, hvis de henvender sig.

Slagelse

Fælledvej 6
4200 Slagelse
Telefon: 58 53 64 20

Til akutmodtagelsen er der også et afsnit, som hedder Psykiatrisk Akutmodtagelse intensiv, som fortrinsvist modtager patienter, der indlægges med tvang eller som led i en behandlingsdom. Nummeret til denne afdeling er 58 53 63 80.

Åbningstider: Døgnåben

Tager imod borgere fra Slagelse, Ringsted, Sorø, Holbæk, Kalundborg og Odsherred kommune. Men alle borgere er velkomne og bliver modtaget, hvis de henvender sig.

Vordingborg

Færgegaardsvej 15
4760 Vordingborg
Telefon: 58 53 70 30.

Åbningstider: Døgnåben

Tager imod borgere fra Lolland, Guldborgsund, Vordingborg og Næstved kommune.

Få råd og viden om at komme ind i akutmodtagelsen

Det kan være svært at forberede sig på akutte situationer. Men nogle ting er gode at vide og forberede sig på, hvis den, du er pårørende til, en dag står og har behov for akut hjælp.

Vi har samlet en række råd til, hvordan du bedst kan hjælpe den, der er syg, i akutmodtagelsen.

Afvist i akutmodtagelsen – hvad nu?

Det kan være enormt frustrerende at henvende sig i akutmodtagelsen og ikke få den hjælp, man efterspørger. Men giv ikke op. Det betyder nemlig ikke, at personen ikke kan få hjælp i psykiatrien. Læs mere.

Du kan også se vores video her, hvor du får råd til, hvordan I håndterer situationen og kommer videre, hvis din kære er blevet afvist.

Se alt indhold

Kom i gang

Hjælp med at blive henvist til psykiatrien

Her kan du få viden og råd om, hvordan du som pårørende kan hjælpe den, der er syg, med at få en henvisning til psykiatrien.

Ung kvinde på gynge, mor sidder ved siden af og kigger omsorgsfuldt på hende

Vejen til at få behandling eller udredning for en psykisk sygdom begynder typisk med et besøg hos en læge eller psykiater, som laver en henvisning til psykiatrien.

En henvisning er et dokument, som indeholder en række relevante oplysninger om den, der er syg. På baggrund af henvisningen vurderer visitationen i psykiatrien, om der skal tilbydes behandling eller udredning.

Du kan hjælpe den, du er pårørende til, med at få en henvisning ved for eksempel at tage med til lægen, når henvisningen skal laves. Det kan gøre personen mere tryg, og som pårørende har du ofte viden, som kan bruges i henvisningen.

Oplysninger, du kan hjælpe med som pårørende

Oplysningerne i en henvisning er vigtige, når psykiatrien skal vurdere den. Men når man har en psykisk sygdom, kan det være svært at svare på alle spørgsmålene og give alle de korrekte oplysninger.

Her er derfor en liste over nogle af de oplysninger, du som pårørende kan hjælpe med at give.

Bemærk: Drejer det sig om dit barn, som er under 18, skal du typisk hjælpe med endnu flere oplysninger til henvisningen.

Kontaktoplysninger

I henvisningen skal der stå navn og kontaktoplysninger på personens pårørende. Det skal også fremgå, om personen har en værge, børn eller en kontaktperson fra kommunen.

Aktuelle symptomer

Som pårørende kan dit input være vigtigt, når symptomerne skal beskrives i journalen. Du har typisk en stor viden om symptomerne, adfærden, og hvordan personen var, inden sygdommen ramte.

Medicin

Hvis den, der er syg, får nogen former for medicin, skal de alle sammen nævnes. Også hvis personen for eksempel bruger naturmedicin. Som pårørende kan du desuden fortælle, om det er dit indtryk, at den medicinske behandling blevet fulgt.

Rusmidler

Har den, du er pårørende til, et forbrug eller misbrug af rusmidler? Hvis det er tilfældet, kan du dele din viden om, hvor ofte og hvor meget det drejer dig om.

Hvis personen har været i misbrugsbehandling for eksempel i kommunalt regi, kan du også nævne det og fortælle, hvordan effekten var.

Anden behandling

Alt, hvad der er afprøvet af behandling forud for henvisningen, skal med i henvisningen. Hvilken behandling drejer det sig om? Hvornår er det prøvet? Hvor mange gange og hvor? Som pårørende kan du have bedre overblik end personen selv.

Sociale forhold

Personens private forhold skal også skrives ind i henvisningen. Har han/hun for eksempel børn? Er personen i job eller under uddannelse, og hvor mange timer bruges der på det?

Eventuelle allergier

Er der noget medicin eller lignende, som den, du er pårørende til, ikke kan tåle? Som pårørende kan du have viden, som personen måske ikke selv er opmærksom på.

Når en henvisning til psykiatrien er sendt afsted

Når I har udfyldt henvisningen i samarbejde med lægen, bliver den sendt til psykiatriens visitation, som vurderer, om der skal tilbydes hjælp, eller om den syge eventuelt skal kaldes ind til en opfølgende samtale.

Er personen over 15 år, får han eller hun selv besked i Digital Post. Ellers bliver svaret sendt til forældrene

Hvis henvisningen bliver godkendt, kan du motivere din kære til at møde op i psykiatrien til behandling eller samtale. Skriv fx dato og tidspunkt i kalenderen, så du kan hjælpe med at huske det.

Hvis du og din kære, er interesseret, kan du tilbyde at deltage i lægesamtaler i psykiatrien. Respektér gerne, hvis din kære ønsker at tage samtalen selv.

Hvad hvis en henvisning til psykiatrien bliver afvist?

Man kan godt blive afvist i psykiatrien, selvom man er blevet henvist fra sin egen læge. Det sker desværre ofte. Det kan være nedslående, men giv ikke op, for der er andre muligheder

Personens egen læge kan for eksempel henvise til en psykolog eller en privatpraktiserende psykiater. Og afhængigt af hvad han/hun/hen kæmper med, kan der være relevante støttetilbud i kommunen. Hvis I står i den situation, og du som pårørende har brug for en hjælpende hånd til at komme videre, så er du altid velkommen til at kontakte os i Bedre Psykiatris pårørenderådgivning.

Se alt indhold

Behandlingspsykiatrien • Kom i gang • Vejen ind

Behandling: Hvor henvender man sig?

Her kan du læse, hvor man typisk henvender sig, når man skal have behandling for psykisk sygdom.

Mor taler i telefon med rådgivning omkring hjælp til sygt barn

Som pårørende kan du let komme i tvivl om, hvor du skal henvende dig i forskellige situationer. Blandt andet når den, du er pårørende til, har brug for behandling af psykisk sygdom.

Som udgangspunkt bliver psykisk sygdom behandlet i psykiatrien – altså på sygehuses og hospitalers psykiatriske afdeling. Og der er tre typiske veje ind i behandlingssystemet, som kan være gode at kende som pårørende:

Egen læge

For at få hjælp i psykiatrien skal den, du er pårørende til, som udgangspunkt henvende sig til egen læge. Hvis det er svært for personen, kan du som pårørende hjælpe – for eksempel med at bestille tid eller følge din kære derhen. Hvis det er okay for din nærtstående, kan det være en fordel, hvis du som pårørende deltager i lægesamtalen.

Lægen kan lave forskellige tests. Det kan for eksempel være spørgeskemaer og blodprøver, som kan være med til at afklare, hvilken hjælp, der er behov for. Lægen vil i mange situationer også spørge ind til din kæres funktionsniveau, symptomer og sværhedsgraden af dem.

Ud fra vurderingen kan lægen så henvise personen videre i systemet. Det kan for eksempel være til psykiater eller psykolog. Det kan også være til behandling eller udredning i psykiatrien.

Hjælp med at få en henvisning til behandling af psykisk sygdom

Som pårørende kan det være godt at vide, hvilke informationer lægen skal skrive i en henvisning til psykiatrien. Oplysningerne er vigtige, når psykiatriens visitationen vurderer om den, du er pårørende til, får tilbudt et udrednings- eller behandlingsforløb.

Lægevagten

Når du har brug for at tale med sundhedsfagligt personale uden for din egen praktiserende læges åbningstid, kan du ringe til lægevagten. Her vil du typisk komme til at tale med en sygeplejerske, som spørger ind til den situation, du ringer ind om.

Sygeplejersken laver så en vurdering af, hvad der skal ske som det næste. Lægevagten kan, ligesom egen læge, henvise til behandling eller udredning på psykiatrisk afdeling.

Lægevagten har åbent hverdage kl. 16.00-08.00 samt lørdage, søn- og helligdage hele døgnet.

Telefonnumre til lægevagten

Region Nordjylland – 70 15 03 00

Region Midtjylland – 70 11 31 31

Region Syddanmark – 70 11 07 07

Region Sjælland – 18 18

Region Hovedstaden – 18 13

Psykiatrisk akutmodtagelse: Akut behandling af psykisk sygdom

Er du eller den, du er pårørende til, i en situation, som kræver øjeblikkelig psykiatrisk hjælp, kan den psykiatriske akutmodtagelse hjælpe. Det kan for eksempel være, hvis den med sygdom oplever voldsom angst, svær depression eller har abstinenser.

Vær opmærksom på, at proceduren for at henvende sig på psykiatrisk akutmodtagelse kan variere fra region til region. I nogle regioner kan man for eksempel henvende sig direkte, og i andre skal man have en henvisning fra egen læge eller vagtlægen.

Få rådgivning om behandling af psykisk sygdom hos Psykinfo

PsykInfo kan rådgive dig om selve den psykiatriske behandling. PsykInfo er tilknyttet behandlingspsykiatrien og findes i alle fem regioner. Find din regionale PsykInfo her:

Se alt indhold

Akutmodtagelsen

Afvist i akutmodtagelsen: Hvad nu?

Hvad stiller du op, hvis den, du er pårørende til, ikke får tilbudt en indlæggelse efter et besøg i akutmodtagelsen. Få viden og råd her.

Trist ung mand kigger u af vinduet, bekymret mor står i baggrunden

Som pårørende kan det være meget nedslående, når den, der er syg, bliver afvist i akutmodtagelsen. Særligt hvis man selv har været med til at motivere ham eller hende til at søge hjælp. Men afvisningen betyder ikke, at man ikke kan få hjælp. Den betyder, at personalet vurderer, at en indlæggelse ikke er nødvendig eller den bedste løsning.

Mange mennesker med psykisk sygdom og pårørende har den opfattelse, at de er blevet afvist, fordi der ikke var tilstrækkeligt plads på afdelingen. Det er et stort problem i psykiatrien, at der ikke er sengepladser og ansatte nok, men akutmodtagelsen må ikke afvise nogen alene på grund af pladsmangel.

På denne side får du viden om, hvorfor man kan blive afvist i psykiatrisk akutmodtagelse, og råd om hvad du kan stille op i situationen.

I videoen herunder får du vores råd til, hvordan I håndterer situationen og kommer videre, hvis din kære er blevet afvist.

Hvorfor bliver man ikke tilbudt indlæggelse?

Når den, der er syg, kommer ind i akutmodtagelsen, vurderer personalet personens tilstand. De vurderer blandt andet, om personen er selvmordstruet eller til fare for sig selv eller andre. Herefter afgør de, om en akut indlæggelse er den bedste løsning.

Hvis det ikke er tilfældet, får personen at vide, hvad han/hun skal gøre i stedet. Ofte lyder beskeden, at den syge skal henvende sig til egen læge og derfra få en henvisning – for eksempel til psykiatrien.

Afvisningen betyder altså ikke, at man ikke kan få hjælp. Men den betyder, at personalet vurderer, at en indlæggelse ikke er nødvendig eller den bedste løsning.

Hvad kan I gøre, hvis I bliver afvist i psykiatrisk akutmodtagelse?

På afdelingen

Spørg ind, hvis du har overskuddet

Når den, der er syg, får at vide, at personen ikke kan blive indlagt med det samme, kan du som pårørende spørge ind til, hvad de anbefaler i stedet, og hvad I skal gøre herefter.

Det er ofte lettere sagt end gjort, da man måske er skuffet eller frustreret og derfor ikke kan komme på alle de spørgsmål, man gerne vil stille. Men hvis du har overskuddet, kan det være en god idé at spørge ind, så du kan holde overblikket og hjælpe personen videre.

Forklar dine bekymringer

Som pårørende kan du have nogle reelle bekymringer for, hvad der sker, når I tager hjem fra akutmodtagelsen igen.

Hvis du ikke længere tør tage ansvar for den, du er pårørende til, eller ikke er i stand til at være der for personen, så sig det. Måske kan det få personalet til at genoverveje situationen, og ellers kan de måske berolige dig eller sørge for at hjælpe dig videre.

Hvis jeres besøg på akutmodtagelsen kommer efter, at du i længere tid har forsøgt at motivere personen til at få hjælp, kan det være svært at tro på, at han/hun bare vil gå til egen læge dagen efter. Den bekymring kan også være god at dele med personalet.

Når I er taget derfra

Besøg egen læge

I de fleste tilfælde er næste skridt til at få hjælp, at den, der er syg, i stedet tager til egen læge. Lægen laver så en henvisning til psykiatrien, en psykiater eller en psykolog, hvor han eller hun kan få tilbud om hjælp og behandling mod en egenbetaling på 40%. Hvis den, du er pårørende til, ikke vil til lægen, kan du forsøge at motivere personen til det.

Du kan desuden tage med, hvis personen ønsker det, og hjælpe med at få en henvisning.

Kontakt Bedre Psykiatri eller Psykinfo

Der er mange følelser på spil, når man står i akutmodtagelsen, og bliver bedt om at tage hjem igen. Af og til kan det være svært at samle hovedet om, hvad det nu for eksempel var, lægen sagde. Og måske fik man ikke stillet de spørgsmål, man ville i situationen.

Din regionale Psykinfo kan rådgive dig specifikt om behandling. Psykinfo er tilknyttet behandlingspsykiatrien og findes i alle fem regioner.

Find din lokale Psykinfo her:

Lyt og vær forstående

Den syge kan opleve afvisningen som et nederlag, og som pårørende er det vigtigt, at du lytter til, hvad personen har at sige. Fortæl, at du forstår personen, og at du også er skuffet.

Når I er på samme hold, føler den syge sig ikke alene, og det bliver lettere at bearbejde skuffelsen og motivere den syge til at søge hjælp.

Pas på dig selv

Den, der er syg, kan opleve afvisningen som et nederlag, og som pårørende er det vigtigt, at du lytter til, hvad han eller hun har at sige. Selvom det kan være hårdt at være rummelig og lyttende, når du også selv er påvirket af situationen, er det ofte det bedste greb. Fortæl, at du forstår skuffelsen, og at du også er skuffet. Når I er på samme hold, føler den, du er pårørende til, sig ikke alene, og det bliver lettere at motivere til at søge hjælp

Som pårørende kan det føles som et hårdt slag, når du forsøger at få hjælp til den syge, og det ikke lykkes. Det er vigtigt, at du tager hånd om dig selv, så du ikke ender med at knække på grund af presset. Forsøg for eksempel at give dig selv små pauser i hverdagen, og klæd dig på med viden om at håndtere kriser.

Få rådgivning

Du er også altid velkommen til at kontakte Bedre Psykiatris Pårørenderådgivning, som kan støtte dig og hjælpe dig videre.

Hvis du vil klage

Vi anbefaler, at du i første omgang taler med afdelingslægen, hvis du er utilfreds med hjælpen i akutmodtagelsen. Men du har også mulighed for at klage over behandlingen til Styrelsen for Patientklager. Det gør du ved at udfylde en formular på borger.dk.

På Styrelsen for Patientklagers hjemmeside kan du se en video, som forklarer klageprocessen og læse mere om, hvordan den foregår.

Hvis du vil have rådgivning om dine rettigheder, og hvordan du klager over behandlingen, kan du desuden kontakte en patientkontoret i din region og tale med en patientvejleder. Find dem her:

Se alt indhold

Bliv inddraget • Få bedre hjælp • Kommunikation

Skab en god dialog og få bedre hjælp

Det kan være svært at få den rette hjælp til et menneske med psykisk sygdom. Af og til kan det hjælpe, at du som pårørende går i dialog med personalet. Her får du viden og råd til, hvordan du kan gå i dialog for at få bedre hjælp.

Forældrepar til med læge

Når hænderne er få og tiden knap, kan det være svært at få den nødvendige hjælp. Og mange pårørende bliver forståeligt frustrerede, når hjælpen ikke er god nok. Men du får næsten altid mere ud af at gå i dialog end af at gå i krig mod systemet.

Undrer du dig for eksempel over, at den syge kun får medicin og ingen terapi, så spørg om terapi kunne være en mulighed? Og lægger kommunen op til, at den syges støttekontaktperson skal hjælpe med at lave mad, så foreslå, at han eller hun også hjælper med indkøb.

Det er vigtigt for dig som pårørende at få et godt samarbejde og så vidt muligt undgå konflikter med sagsbehandlere og andre kommunale medarbejdere. Her er vores råd til, hvordan du opnår et godt samarbejde i stedet for at skændes med kommunens medarbejdere.

Kend dine rettigheder og muligheder

Jo bedre du er forberedt, desto bedre kan du indgå i dialogen. Kend gerne til rettigheder og muligheder og undersøg, hvilke tilbud der findes – for eksempel på sygehuset, bostedet, i kommunen eller lignende. Der kan være tilbud, som ikke findes andre steder, eller nye tilbud, som medarbejderen ikke kender endnu.

Brug for eksempel Bedre Psykiatris lokalafdelinger til at søge informationer om tilbud og muligheder i lokalområdet.

Læs om dine rettigheder som pårørende til én under 18 år.

Læs om dine rettigheder til som pårørende til én over 18 år .

Formulér et mål og læg en strategi

Prøv at blive enig med den, du er pårørende til, om jeres spørgsmål og behov, inden I skal til møde. Skriv gerne punkterne ned på forhånd. For eksempel:

  • Hvad vil I opnå med mødet?
  • Hvilke forslag vil I spille på banen hvornår?
  • Hvordan vil I reagere på forskellige udspil?
  • Hvilket udbytte er I som minimum tilfredse med?

Skab alliance med medarbejderen

Du, medarbejderen og den, du er pårørende til, ønsker det samme: At hjælpe den, der er syg. Hold fast i det og brug det i dialogen – også når I er uenige. Vær åben overfor medarbejderens perspektiv, erfaring og faglige viden og respekter, at medarbejderen arbejder indenfor økonomiske og lovmæssige begrænsninger.

Når medarbejderen mærker, at du accepterer og respekterer personens udgangspunkt, er der markant større mulighed for, at dine ønsker bliver hørt og tilgodeset.

Hav øjet på bolden

Når man bliver ked af det, frustreret eller vred, kommer man let til at fokusere forkert og kæmpe de forkerte kampe. Hold fokus på jeres ønsker, og lad ikke din frustration gå udover medarbejderne. Tillæg dem ikke følelser eller motiver, og undgå at starte konflikter om mindre relevante emner, der ikke gavner målet.

Køb tid

Hvis du oplever, at medarbejdere eller behandlere lægger pres på jer for at få en hurtig beslutning, så husk, at I næsten altid har mulighed for at købe jer lidt tid, så I kan overveje udspillet og søge råd hos andre – for eksempel i Bedre Psykiatris Pårørenderådgivning eller en af Bedre Psykiatris lokalafdelinger. Sig eventuelt, at I har brug for at tale det igennem eller sove på det, inden I kan tage stilling.

Brug Bedre Psykiatris Pårørenderådgivning

Bedre Psykiatris Pårørenderådgivning er her for dig, og du er altid velkommen til at tage fat denne og drøfte din sag. Vi har siddet på begge sider af bordet og har lang erfaring med at skabe dialog om bedre hjælp.

Kontakt rådgivningen.

Se webinar om kommunikationen med sundhedspersonalet

Sundhedspersonalet er en af de faggrupper, du som pårørende kan få behov for at gå i dialog med.

I dette webinar sætter Bedre Psykiatris pårørenderådgivere Linn Sofie Aabling og Cecilie Elmira Sørensen fokus på, hvordan du bedst får kommunikationen med sundhedspersonalet til at fungere.

Se alt indhold

Bliv inddraget • Kommunikation

Behandling: Hvornår og hvordan byder jeg mig til?

Noget af det, du kan gøre for at blive inddraget i behandlingen, er at byde dig til. Her får du råd om, hvornår og hvordan du bedst kan gøre det.

Kvinde taler i telefon med en læge

Din viden er vigtig, når den, du er pårørende til, skal have behandling for sin psykiske sygdom.

Men som pårørende kan det være svært at vide, hvornår man skal byde sig til og bringe sin viden i spil. Her får du derfor en guide, som kan hjælpe dig med at byde dig til.

Situationer, hvor det er oplagt at byde dig til

Ved den praktiserende læge

Vejen til behandling begynder ofte ved et besøg hos personens praktiserende læge. Allerede her kan det være en god idé, at du byder dig til.

Fortæl for eksempel om din oplevelse af situationen, og hvad, du mener, vil gavne den, der er syg. Du kan også hjælpe personen med at formidle situationen fra hans eller hendes perspektiv, hvilket kan være svært, når man har en psykisk sygdom.

I den psykiatriske akutmodtagelse

Hvis du tager med din kære på psykiatrisk akutmodtagelse, har du for eksempel mulighed for at blive inddraget i følgende situationer.

  • Ved ankomsten, hvor I bliver mødt af en sygeplejerske, der spørger ind til din kæres situation og tilstand.
  • Ved samtalen med lægen, hvor han eller hun skal vurdere, om personen skal indlægges eller ej.

I begge situationer kan det være en god idé, at du fortæller om dine egne oplevelser og hjælper personen med at sætte ord på sin tilstand, hvis det er svært.

Det vil desuden være en god idé at have afklaret, hvor hans/hendes grænse går i forhold til inddragelsen, og hvordan personen foretrækker, at du bliver inddraget.

Under indlæggelse på et psykiatrisk hospital

Hvis den, du er pårørende til, bliver indlagt, kan du byde dig til i følgende situationer:

Ved stuegang

Stuegang er der, hvor en lægefaglig kommer ind på stuen og informerer om behandlingsplanen. Her kan du bidrage med din viden om den, der er syg. Spørg personalet, hvornår næste stuegang er.

Ved at ringe til personalet på afdelingen.

Personalet har som regel nok at se til, og derfor kan det være en god idé at lave en aftale med dem om, hvornår de har tid og ro til at tale med dig. Spørge derfor med personalet, hvornår det er bedst at ringe.

Når behandlingsplanen bliver lagt.

Personalet vil i begyndelsen af indlæggelsen lægge en plan for behandlingen. Planen bliver ofte justeret undervejs – for eksempel hvis lægen får et nyt syn på patientens sygdom eller udvikling. I forbindelse med at planen bliver lagt eller ændret, er det en god idé at fortælle, hvad du oplever og mener. Og her er det også vigtigt, at du stiller spørgsmål, hvis du er i tvivl om noget.

Når personen bliver udskrevet fra et psykiatrisk hospital

Når den, du er pårørende til, bliver udskrevet, skal personalet lave en plan for udskrivningen – en såkaldt epikrise. I planen står, hvad de anbefaler i forhold til forebyggelse og sundhedsfremme efter udskrivelsen. Her kan du også spille en rolle.

Nogle gange kan det for eksempel være nødvendigt med et netværksmøde, hvor alle relevante parter mødes og laver en plan for den syges videre forløb. På mødet deltager udover den syge og lægen ofte en socialrådgiver fra kommunen og en kontaktsygeplejerske. Her kan du deltage og høre om planen efter udskrivelsen og få svar på dine spørgsmål.

Hvad kan jeg sige, når jeg byder mig til?

Som pårørende kan det være helt nyt for dig at tale med fagfolk i psykiatrien og på kommunen. Og derfor er det af og til svært at vide, hvad man skal sige, når man gerne vil byde sig til.

Her får du nogle helt konkrete forslag, som kan inspirere dig til, hvad du kan sige til personalet.

Når du vil i gang med dialogen med personalet

  • Er det muligt at deltage i nogle af lægesamtalerne?
  • Er det muligt at finde et tidspunkt, hvor vi kan tale om mine bekymringer for den, jeg er pårørende til?
  • Jeg vil gerne vide lidt om, hvad der sker herfra?

Hvis ikke det hjælper, kan du spørge mere direkte:

  • Den, jeg er pårørende til, og jeg vil gerne have gennemgået behandlingsplanen. Hvornår er det muligt?
  • Hvornår kan vi aftale en tid til et møde om mine bekymringer for han/hende? Jeg synes, de er vigtige for den videre behandling.
  • Jeg vil meget gerne høre, om det er muligt at få en pårørendesamtale?

Når du vil videregive din viden

Du har vigtig viden om symptomer, udfordringer, ønsker og hverdagsliv. Her får du idéer til, hvad du kan sige for at gøre personalet opmærksom på, at du har denne viden, og at du gerne vil dele den med dem.

  • Jeg vil gerne tale med jer om, hvad jeg har oplevet på det sidste med hans/hendes sygdom, som vi begge synes, I skal vide.
  • Jeg er bekymret for, om personen får talt nok om, hvordan han/hun har det. Han/hun er begyndt at lukke sig mere og mere inde i sig selv. Jeg vil gerne høre, hvad I tænker om det.
  • Jeg har lagt mærke til, at han/hun er blevet mere indelukket. Kan han/hun få lidt mere støtte til at tale om, hvordan han/hun har det?
  • Jeg er bekymret for, hvordan han/hun skal klare sig efter forløbet hos jer. Hvordan bliver der taget hånd om det?

Når du vil have svar på spørgsmål

At spørge personalet om personens behandling, muligheder for støtte eller selve sygdommen, er også en måde at vise personalet, at du gerne vil inddrages. Her får du idéer til, hvordan du kan spørge.

  • Hvordan får jeg viden om behandlingsplanen?
  • Jeg er ikke ekspert på det her område, men det undrer mig, at …?
  • Kan I fortælle om, hvorfor I vælger at gøre, som I gør, for jeg har ikke helt forstået det?

Se webinar om kommunikation med sundhedspersonalet

I dette webinar zoomer Bedre Psykiatris pårørenderådgivere Linn Aabling og Cecilie Elmira Sørensen ind på, hvordan du bedst kan få kommunikationen med sundhedspersonalet til at flyde.

Se alt indhold

Behandlingsformer • Medicin

Hjælp med medicinsk behandling

Her kan du få viden og råd om, hvordan du bedst kan hjælpe den, du er pårørende til, med den medicinske behandling.

Piller - medicin mod psykisk sygdom

Medicin hjælper mange med psykisk sygdom og kan være en vigtig del af behandlingen. Men medicin mod psykisk sygdom kan have bivirkninger, og alt for ofte står medicinen alene. For mange pårørende er medicinen forbundet med store bekymringer.

For hvor meget og hvordan skal man hjælpe den, der er syg med sin medicin? Hvilke bivirkninger skal man holde øje med? Hvad skal man gøre, og hvem skal man tale med, hvis man bliver bekymret?

Medicin mod psykisk sygdom: Sådan kan du hjælpe

Den medicinske behandling er ikke de pårørendes ansvar. Men hvis du har overskud til det, kan du hjælpe med at sikre, at medicinen bliver taget rigtigt. Her er råd til, hvad du kan gøre.

Læg medicinen frem, og husk på at tage den

Hvis den, der er syg, er hårdt præget af symptomerne og har svært ved at tage sin medicin, kan du som pårørende hjælpe ved helt konkret at huske personen på at tage det på de rigtige tidspunkter.

Læg fx pillen frem, hvis det er en pille, det handler om.

For nogle pårørende kan det virke mærkeligt eller grænseoverskridende, men det kan være en god opbakning og støtte i de perioder, hvor det er særligt svært for personen at tage sin medicin

Motivér til at fortsætte

Når den, du er pårørende til, har svært ved at motivere sig selv til at tage sin medicin, kan du hjælpe ved at tale med personen om, hvad der er at vinde.

Tal om, hvilke ønsker personen har for fremtiden. Hvilke fordele og ulemper er der i forhold til medicinen? Vil det have en risiko at stoppe med medicinen og omvendt?

Skriv ned

Er der en periode, hvor medicinen virker godt, så skriv sammen ned, hvordan I oplever virkningen. Det, I skriver ned, kan du hive frem, når personen måske glemmer, hvordan det var før. En påmindelse om en periode, hvor medicinen virkede, kan motivere til at forsætte.

Det kan være hårdt at holde gejsten og blive ved med at motivere, men prøv, hvis du har overskuddet. Som pårørende skal du prioritere, hvilke opgaver du tager på dig, og bliver det for meget, så involver behandlingsstedet.

Pas på relationen og pres ikke for meget

Selvom det kan hjælpe at lægge medicinen frem og motivere til at tage den, så skal man passe på ikke at være for dominerende.

Hvis den, du er pårørende til, grundlæggende er modstander af at tage medicinen, kan der opstå en splittelse og en dårlig situation i hjemmet, hvis du hele tiden opfordrer til at fortsætte.

Så hvis du fornemmer, at jeres relation kan tage skade af, at du motiverer til at tage medicinen, så stop og tag i stedet dialogen med behandlerne om, hvad de kan gøre for at sikre, at personen holder sin behandlingen.

Bivirkninger af medicin mod psykisk sygdom

Medicin mod psykisk sygdom kan have stor effekt, men den kan desværre også give bivirkninger.

Antidepressiv medicin, kan for eksempel give kvalme og søvnbesvær, mens andre præparater kan give bivirkninger som sløvhed, apati og overvægt.

Det kan være hårdt at holde gejsten oppe og blive ved med at motivere. Og som pårørende skal du prioritere, hvilke opgaver du tager på dig. Bliver det for meget, så involvér behandlingsstedet, så du ikke står med hele ansvaret selv.

Observér og del din viden med behandlerne

Nogle gange er mennesker med psykisk sygdom ikke bevidste om bivirkningerne. Ofte er det faktisk lettere som pårørende at opdage dem.

Hold derfor øje med, om personen ændrer adfærd i takt med den medicinske behandling. Del dine observationer med den, du er pårørende til, og eventuelt med den behandlingsansvarlige læge efterfølgende.

Vær opmærksom på typiske bivirkninger

Bivirkninger kommer ofte løbende. Måske bliver personen liggende i sengen hele dagen og undgår socialt samvær? Eller måske sover han/hun dårligere om natten end før? Det kan også være en begyndende rysten med hænderne eller stigende vægt.

Dine observationer kan have stor værdi for behandlingen, og når du gør behandlerne opmærksomme på dem, kan du være med til at sikre, at den syge får den rette medicin og slipper for ubehagelige bivirkninger.

Det er lægens pligt at vurdere bivirkningernes omfang, og om der er behov for at justere i medicinen.

Pas på relationen og pres ikke for meget på

Vær ikke for dominerende, når du vil motivere til at tage medicinen. Hvis den, du er pårørende til, grundlæggende er modstander af at tage medicinen, kan der opstå en splittelse og en dårlig situation i hjemmet, hvis du som pårørende hele tiden opfordrer til at fortsætte.

Så hvis du fornemmer, at jeres relation kan tage skade af, at du motiverer til at tage medicinen, så stop og tag i stedet dialogen med behandlerne om, hvad de kan gøre.

Bliv informeret om bivirkningerne

Desværre oplever mange pårørende, at de ikke bliver tilstrækkeligt informeret om medicinen og bivirkningerne. Og det kan være svært at spotte bivirkningerne, hvis man ikke ved, hvad man skal være opmærksom på.

Hvis du mangler viden, så tag fat i behandleren og spørg ind til potentielle bivirkninger. Spørg både til, hvad der kan være af risiko nu og på længere sigt.

Bekymringer over medicin mod psykisk sygdom

Mange pårørende er bekymrede på grund af den medicinske behandling. Her er et par bud på, hvor du kan få svar på de typiske spørgsmål.

Tal med behandlerne

Hvis du er bekymret for den medicinske behandling, er det oplagt at gå til den behandlende psykiater og læge og stille spørgsmål. De kender forskel på bivirkninger og symptomer, og de kender alt til de forskellige former for medicin.

Mange er modstandere af medicin, og nogle mener, at mennesker med psykisk sygdom får alt for meget medicinsk behandling. Hvis du har det sådan, så tal gerne med behandlerne om det. Det får dig ikke nødvendigvis til at skifte mening, men måske kan det give større forståelse for, hvorfor den, der er syg, får medicin.

For at du kan få informationer om behandlingen, kræver det, at den, der er syg, har givet samtykke.

Få rådgivning

Der findes forskellige tilbud om gratis rådgivning, som kan være relevante, når du har spørgsmål om den medicinske behandling.

MedicinRådgivningen

MedicinRådgivningen er en rådgivning drevet af frivillige der tilbyder rådgivning om sove-, beroligende og antipsykotisk medicin, antidepressiva samt antiepileptika, som ofte bruges mod angst eller abstinenser. Medicinrådgivningen er ikke drevet af fagprofessionelle.

De hjælper både brugere og pårørende og kan blandt andet svare på spørgsmål om ned- og udtrapning samt eventuelle senfølger.

Bedre Psykiatri – Rådgivning specifikt til pårørende

Bedre Psykiatri rådgiver pårørende til mennesker med psykisk sygdom. Rådgivningen består blandt andre af en sundhedsfaglig rådgiver, som har stort kendskab til behandling og kan rådgive dig om dine bekymringer.

Kontakt pårørenderådgivningen.

Psykinfo

Psykinfo kan rådgive dig generelt om sygehusets behandling. Psykinfo er tilknyttet behandlingspsykiatrien og findes i alle fem regioner.

Hør podcast om medicin mod psykisk sygdom

I Bedre Psykiatris podcast Medicin – bivirkninger og bekymringer kan du blive klogere på medicin i psykiatrien og høre Line Hansen, der er overlæge på Psykiatrisk center Amager, give gode råd om, hvordan du som pårørende kan hjælpe den syge med sin medicin.

Se alt indhold

Behandling • Behandlingsformer • Kom i gang

Dobbeltdiagnose: Find den rette behandling

Der er store udfordringer forbundet med at være pårørende til en, der både har psykisk sygdom og misbrug. En af udfordringerne kan være at finde frem til det rette behandlingstilbud. Her får du råd og inspiration til, hvordan I får den bedste behandling.

Dobbeltdiagnose og behandling

Mange pårørende oplever, at det er svært at finde den rigtige hjælp til personer med psykisk sygdom og misbrug – også kaldet dobbeltdiagnose. Blandt andet fordi misbrugsbehandling og psykiatrisk behandling ofte er adskilt mellem kommunen og regionen. Den opdeling kan være forvirrende og svær at navigere i.

Samlet behandling for psykisk sygdom og misbrug

Der findes heldigvis steder, som behandler både psykisk sygdom og misbrug samlet. Selvom det kan virke uoverskueligt, så undersøg, om I kan finde sådan et behandlingssted.

Sådan kan du gøre

Her er råd til, hvad du kan gøre for at finde det bedste behandlingstilbud til én med psykisk sygdom og misbrug.

Spørg fagpersonalet til råds

Prøv at spørge din kæres sagsbehandler eller andet personale i vedkommendes kommune eller på sygehuset. Måske kender de til lokale steder, som behandler psykisk sygdom og misbrug samlet.

Hold et netværksmøde

Hvis den, du er pårørende til, er indlagt, så tal med ham eller hende og personalet om muligheden for at holde et netværksmøde, hvor kommunen også deltager. På den måde kan I sammen finde frem til et videre behandlingsforløb for både sygdom og misbrug.

Er den, du er pårørende til, i et ambulant forløb i psykiatrien, kan kontaktpersonen eller den behandlingsansvarlige læge aftale et møde sammen med kommunen.

Spørg andre pårørende

Personalet har ikke altid overblik over de forskellige tilbud, og derfor kan det være en god løsning at række ud til andre pårørende, som har indsigt i, hvad der er af gode behandlingssteder i nærområdet. Hør eventuelt din lokalafdeling i Bedre Psykiatri, hvilke muligheder de kender til.

Besøg behandlingsstederne

Når du leder efter den bedste behandling til personen med sygdom og misbrug, er det en god idé at besøge de forskellige steder for at danne jer et indtryk. Hvad er personalet for nogle mennesker, og hvordan arbejder de? Kan du se den, der er syg, få det bedre her? Besøget er helt uforpligtende og giver ofte et bedre billede end at kigge på en hjemmeside.

Samtidig kan et besøg på behandlingsstederne være med til at motivere personen til at få hjælp, da han eller hun ofte vil opdage, at stederne vil én det bedste.

Eksempler på steder, der behandler både misbrug og psykisk sygdom

Hvad gør jeg, når jeg har fundet et godt behandlingssted?

Hvis du selv har fundet frem til et godt behandlingssted, så foreslå det konkrete tilbud for din sagsbehandler. Nogle tilbud er private, men hvis sagsbehandleren godkender dit forslag, betaler kommunen.

Andre muligheder

Lykkes det ikke at finde et sted, som både behandler misbrug og psykisk sygdom, kan I forsøge at opsøge de tilbud om koordinering, som syge og udsatte har ret til eller mulighed for. Fx har aktivitetsparate ret til en koordinerende sagsbehandler, som kan udarbejde en ’Koordinerende indsatsplan’, hvor det fremgår, hvem der er sagsbehandler på hvilke indsatser, og hvad der sker i hvilket regi. Planen skal koordinere samarbejdet mellem fagpersoner for at opnå en mere helhedsorienteret og sammenhængende indsats om borgerens tilbud.

Koordinerende sagsbehandler og indsatsplan

Aktivitetsparate har ret til en koordinerende sagsbehandler, som kan udarbejde en ’Koordinerende indsatsplan’, hvor det fremgår, hvem der er sagsbehandler på hvilke indsatser, og hvad der sker i hvilket regi. Planen kan kun laves med samtykke fra den person, planen handler om. Planen skal koordinere samarbejdet mellem fagpersoner for at opnå en mere helhedsorienteret og sammenhængende indsats om borgerens tilbud.

Se en pjece om ’Den koordinerende indsatsplan’.

Hjælp til pårørende

Nogle kommuner og psykiatriske afdelinger har pårørendementorer, der kan hjælpe dig med at koordinere. Kontakt din kommune eller psykiatriske afdeling og hør, hvilke muligheder du har for at for hjælp til koordinering.

Lyt til podcast om psykisk sygdom og misbrug

I Bedre Psykiatris podcast om psykisk sygdom og misbrug kan du høre Cecilie Elmira Sørensen, Cand.mag i psykologi og rådgiver i Bedre Psykiatri, og misbrugsbehandler Kasper Sørensen fortælle, hvordan du hjælper den, der er syg, med at få hjælp, hvorfor du ikke skal acceptere misbruget, og hvordan du undgår at knække under presset.

Hør podcasten.

Webinar om psykisk sygdom og misbrug (alkoholafhængighed)

Linn Sofie Aabling, pårørenderådgiver i Bedre Psykiatri, og Dorte Christensen, psykoterapeut og alkoholbehandler, zoomer i dette webinar ind på det at være pårørende til en der har dobbeltdiagnose i form af psykisk sygdom og alkoholmisbrug.

Se webinaret.

Se alt indhold

Behandling • Bliv inddraget • Forstå systemet • Kommunikation

Bliv inddraget i behandlingen

Det er vigtigt, at du som pårørende bliver hørt og inddraget i behandlingen, da det gavner den, der er syg, og gør det lettere at være pårørende. Men det er ofte svært at trænge igennem. Her får du viden og råd om, hvordan du kan blive inddraget.

Ung mand ser ud af vindue, mor står bekymret og ser på ham

Ansvaret for behandlingen skal altid være lægens og de andre behandleres. Men når du er mor, far, ægtefælle eller på andre måder tæt på den, der er syg, har du en unik relation til personen og vigtige erfaringer. Begge dele kan have stor betydning for, at den, der er syg, kan få det bedre. Hvis du har overskuddet til det, er det derfor ofte en god idé at forsøge at få en rolle i behandlingen og i
kommunikationen mellem behandlerne og den, der er syg.

Desværre oplever mange, at det er svært at blive hørt og inddraget, og det kan føre til store frustrationer og magtesløshed. Her kan du læse om, hvad inddragelse er, hvorfor det gavner, og hvad du kan gøre for at blive hørt

Byd dig til

Det vigtigste, du kan gøre for at blive inddraget, er at byde dig til. Jo mere synlig og opsøgende du er, og jo mere du byder dig til, desto større er chancen for, at du blive hørt og inddraget. Du kan ikke regne
med, at personalet kommer til dig. Det gør de nogle steder, men ikke alle. De mest oplagte situationer at byde sig til er:

Ved den praktiserende læge

Vejen til behandling begynder ofte med et besøg hos personens praktiserende læge. Allerede her kan det være en god idé, at du byder dig til. Fortæl fx om din oplevelse af situationen, og hvad, du mener, vil
gavne, eller hjælp den, der er syg med at formidle situationen fra hans eller hendes perspektiv.

I den psykiatriske akutmodtagelse

Hvis du tager med på psykiatrisk akutmodtagelse, har du fx mulighed for at blive inddraget ved ankomsten, hvor I bliver mødt af en sygeplejerske, der spørger ind til personens situation og tilstand, og ved samtalen med lægen, som vurderer, om den, der er syg, skal indlægges eller ej. I begge situationer kan det være en god idé, at du fortæller om dine egne oplevelser og hjælper den, du er pårørende til, med at fortælle hvordan han eller hun har det.

Under indlæggelse på sygehuset

Hvis den, du er pårørende til, bliver indlagt, kan du fx byde dig til ved stuegang ved at ringe til personalet på afdelingen, og når behandlingsplanen bliver lagt. Planen bliver lagt i begyndelsen af indlæggelsen, men bliver ofte justeret undervejs. I forbindelse med at planen bliver lagt eller ændret, er det en god idé at fortælle, hvad du oplever og mener. Og her er det også vigtigt, at du stiller spørgsmål, hvis du er i tvivl.

Ved udskrivning

Når den, du er pårørende til, bliver udskrevet fra hospitalet, skal personalet lave en plan for udskrivningen. I planen står personalets anbefalinger om, hvad der skal ske efterfølgende. Her kan du også
spille en rolle.


Nogle gange kan det fx være nødvendigt med et netværksmøde, hvor alle relevante parter mødes og laver en plan for det videre forløb. På mødet deltager den, der er syg, lægen og ofte en socialrådgiver fra
kommunen og en kontaktsygeplejerske. Hvis den, du er pårørende til, giver samtykke, kan du deltage og høre om planen efter udskrivelsen og få svar på dine spørgsmål.

Gode råd til, hvordan du bliver hørt og informeret

Her er syv råd, som kan hjælpe dig til at blive hørt og sikre, at din viden og dine erfaringer bliver brugt bedst muligt i behandlingen.

Byd dig til

Jo mere synlig og opsøgende du er, og jo mere du byder dig til, desto større er chancen for, at du blive hørt og inddraget. Du kan ikke regne med, at personalet kommer til dig. Det gør de nogle steder, men ikke alle.

Så vis at du er interesseret og har noget at byde på. Fortæl at du har vigtig viden og erfaringer, som behandlerne skal tage med i deres overvejelser, og fortæl, at du gerne vil spille en rolle i behandlingen. Vær dog samtidig opmærksom på, at du ikke overskrider din kæres grænser i forhold til, hvad og hvor meget du byder ind med.

Spørg

Spørg om alt det, du vil have svar på. Gerne så konkret som muligt – det giver mulighed for konkrete svar. Skriv dine spørgsmål ned, når de dukker op, så du kan stille dem, når du får chancen, og lav aftaler med personalet om, hvornår du kan stille dine spørgsmål, så der er tid og ro. Hvis du ikke forstår svaret, så spørg igen, indtil du forstår. Og vend gerne tilbage til de samme spørgsmål nogle uger eller måneder senere. Måske fik du så meget information første gang, at noget gik tabt i forvirringen

Tal med personalet, når der er ro på

Ofte foregår kontakten, når den pårørende er allermest ramt, og patienten er allermest syg, og personalet derfor har allermest travlt. Men det kan være en stor fordel at tale sammen i den rolige fase i stedet, så I kan drøfte situationen i ro og mag og måske planlægge, hvordan kommunikationen og samarbejdet skal foregå fremadrettet.

I Bedre Psykiatris webinar Kommunikation med sundhedspersonalet, kan du blive klogere på emnet.

Bevar den gode tone

Uanset hvor frustreret du bliver, og hvor urimeligt du synes, du eller din kære, der er syg, bliver behandlet, så prøv at bevare en god tone og det gode samarbejde med personalet. Bliver du alligevel vred, ked af det eller frustreret, så giv udtryk for dine følelser og fortæl, hvorfor du har det sådan. Men forsøg på ikke at lade følelserne komme i vejen for samarbejdet.

Stil krav og gå i dialog

Når du ikke får det, du har brug for eller ret til, så prøv at undgå konflikt. Vær bestemt om dine ønsker og stil gerne krav. Bed om forklaringerne bag beslutninger og afgørelser. Tag gerne forklaringerne med til en udenforstående – for eksempel Bedre Psykiatris rådgivning – og få deres perspektiv.

Husk, at I er på samme hold

Selvom du måske er frustreret, så husk, at I er på samme hold. Personalet vil gerne hjælpe dig og din kære bedst muligt, og de har også gavn af dine forslag til alternative løsninger og kompromiser. Det er derfor altid en fordel at få en god dialog op at stå.

Find den gode balance mellem dine roller

Som pårørende risikerer man at tage så meget ansvar, at ens rolle bliver blandet sammen med behandlerens. Pas på med det.

Det kan være meget udmattende, og det kan gå ud over din relation til den, der er syg. Fx bliver nogle pårørende involveret i beslutninger om tvang eller ansvarlige for, at personen tager sin medicin, eller at én med spiseforstyrrelse spiser. Overvej derfor, hvor meget du fx vil være med inde over behandlingen, og sig til behandlingssamtalerne, hvad du vil og ikke vil stå for.

Kend dine begrænsninger

Selvom du gør en indsats for at blive inddraget, skal du også passe på dig selv. Du risikerer at brænde ud, hvis du vil være med i alt og tage ansvar for alt. Prøv at danne dig et overblik over, hvad du er inddraget i, og om der er områder, som du eventuelt kan overlade til andre. Det kan fx være økonomien, maden, medicinen eller noget helt andet. Husk, at du ikke længere kan være der som pårørende, hvis du selv brænder ud

Undersøg dine muligheder

Sygehusene har forskellige tilbud, hvor du som pårørende kan få viden om behandling og sygdom. For eksempel mentorer, koordinatorer, kurser og samtalegrupper. Men langt fra alle tilbud findes på alle sygehuse, og du kan ikke være sikker på at få tilbuddet, selvom det findes.

Undersøg derfor, hvilke muligheder der findes, og hvad du kan få. Brug gerne din lokale afdeling hos Bedre Psykiatri. Her kender de mulighederne i kommunen og regionen.

Få rådgivning om psykiatrisk behandling hos Psykinfo

Psykinfo kan rådgive dig om sygehusets behandling. Psykinfo er tilknyttet behandlingspsykiatrien og findes i alle fem regioner. Find din regionale psykinfo her:

Manglende samtykke kan gøre det svært – men ikke umuligt

En barriere, som mange oplever, er, at den med sygdommen ikke giver samtykke til, at du som pårørende må blive inddraget og få informationer om behandlingsforløbet. Når personen er fyldt 18 år, skal der nemlig gives samtykke.

Der er stadig muligheder

Manglende samtykke kan være nedslående, men husk, at afvisningen ikke behøver at udelukke dig helt. Du har stadig ret til generel information om sygdommen, og personalet kan stadig være i dialog med dig. Uanset om der er givet samtykke eller ej, må du gerne fortælle personalet om patienten. Fortæl gerne din kære, der er syg, at du fortæller om din viden og bekymringer, så han eller hun ikke oplever, at det sker bag om ryggen. Vær opmærksom på, at det du fortæller, kan blive skrevet ned i din kæres journal. Spørg evt. personalet om det, du fortæller, bliver noteret i journalen. Del gerne din viden, den kan være værdifuld for behandlingen.

Lyt til podcast om pårørendeinddragelse i psykiatrisk behandling

I Bedre Psykiatris podcast om pårørendeinddragelse kan du høre Cecilie Elmira Sørensen, Cand.mag. i psykologi og rådgiver i Bedre Psykiatri, og Louise Behrend Rasmussen, klinikchef og psykiater på Ballerup Psykiatrisk Center, fortælle, hvad du som pårørende kan gøre for at blive bedre inddraget i behandlingen.

Se webinar om kommunikationen med sundhedspersonalet

For at du som pårørende kan blive inddraget i behandlingen, er det afgørende, at kommunikationen fungerer mellem dig og sundhedspersonalet.

I dette webinar stiller Bedre Psykiatris pårørenderådgivere Linn Aabling og Cecilie Sørensen skarpt på pårørendes kommunikation med sundhedspersonalet.