Skip to content

Emne: Behandlingsformer

Se alt indhold

Behandlingsformer • Skizofreni

Sådan foregår behandling af skizofreni 

Behandlingen for skizofreni følger som udgangspunkt retningslinjer, som er beskrevet og anbefalet af Sundhedsstyrelsen. Men på trods af anbefalingerne kan forløbet og metoderne variere. Det kan fx være, fordi sygdomsmønstret er meget komplekst eller fordi afdelingen er presset på ressourcer. Beskrivelsen her skal derfor tages med forbehold.

Sådan foregår behandling af skizofreni

OPUS

For de fleste mennesker med skizofreni og andre psykosesygdomme tager behandlingen de første år udgangspunkt i OPUS. OPUS-forløbet er en integreret, tværfaglig behandling, som typisk bliver tilbudt 18-35årige, der for første gang er blevet diagnosticeret med skizofreni eller andre psykosesygdomme.

OPUS-forløbet består af intensiv støtte i to år. Støtten inkluderer terapi, medicin, social træning, inddragelse af pårørende og hjælp til at opretholde en normal dagligdag, såsom skolegang eller job. OPUS er ikke en forkortelse for noget.

Hvis man er mere end 35 år, når man første gang får diagnosen, bliver man som udgangspunkt ikke visiteret til et OPUS-forløb. I stedet bliver man visiteret til F-ACT-behandling. Læs mere om det nedenfor. 

Personalet består af forskellige faggrupper

Når en patient bliver en del af et OPUS-forløb, får han eller hun tilknyttet en primærbehandler. Det vil være ens kontaktperson i de to år, man er tilknyttet forløbet. Primærbehandleren skal være tovholder gennem hele behandlingsforløbet og være den, der ved mest om, hvad der sker i patientens liv og i behandlingen.

Behandleren er en del af et tværfagligt team, som fx består af psykologer, ergoterapeuter, socialrådgivere, psykologer og sygeplejersker. Der er også læger i et OPUS-team, men de er typisk ikke primærbehandlere. 

Man vælger ikke selv, hvilken faglighed ens primærbehandler har. Det gør det tværfaglige team. Primærbehandleren sparrer med de andre fagpersoner i teamet, så tværfagligheden på den måde kommer ind i det enkelte forløb. Derudover er der også situationer, hvor det kan være relevant at trække en anden fagperson med ind i et forløb eller en samtale. Det betyder, at behandleren får den nødvendige viden, hvis der skulle være noget, han eller hun ikke kan svare på eller har viden om.  

Hvis kemien er dårlig, eller patienten får brug for en anden faglighed, kan man nogle gange få mulighed for at skifte primærbehandler.

Primærbehandleren varetager blandt andet kontakten til familien og hjælper patienten med at komme i gang med en uddannelse, at komme i praktik eller job – eller til at genoptage relationer til venner eller familie.

Et typisk behandlingsforløb 

Et OPUS forløb består af en kombination af et individuelt forløb med den primære behandler og nogle gruppeforløb faciliteret af to behandlere. Formålet er at få hjælp til at tackle psykosen og de symptomer, den medfører samt hjælp til at håndtere hverdagen og de udfordringer, der kan opstå. 

Kontakten med primærbehandler kan foregå i OPUS eller i hjemmet. Man mødes typisk én gang om ugen med sin behandler. Efter et halvt til et helt år mindskes kontakten til hver anden uge, afhængig af hvordan patienten har det. Nogle patienter fastholder den hyppige mødefrekvens gennem hele forløbet. 

Nogle patienter får også tilbudt et individuelt psykologforløb, der ligger ud over det, som primærbehandler tilbyder. Det kan være patienter, der for eksempel har været udsat for svære traumer. 

Det kan variere fra region til region, hvilken type gruppeforløb, man får tilbudt. Men alle OPUS-teams har typisk psykoedukation, flerfamiliegrupper og social færdighedstræning. Et fælles mål med gruppeforløbene er at møde andre med samme udfordringer og kunne lære af og give håb til hinanden. Det er, fordi mange, som er ramt af psykoser, har gået alene med deres sygdom, og det kan være en vigtig hjælp at dele med andre.

Samtidig har patienter med skizofreni meget forskellig baggrund og meget forskellige vilkår ift. arbejde, uddannelse og bolig. Det kan være værdifuldt og give håb at møde patienter, der måske er længere i deres forløb og som har fået det bedre.

Gruppeforløbene har begrænset antal pladser. Så hvis der er flere tilmeldte, end der er plads til på et gruppeforløb, må man vente til næste gang, de udbydes. 

Undervisning – psykoedukation

Psykoedukation er undervisning om psykisk sygdom og om de problemer og vilkår, der følger med. Det er en væsentlig del af psykiatrisk behandling for både patienter og deres pårørende, og en vigtig del af OPUS-behandlingen.

Formålet med psykoedukation er, at hjælpe patienten til at kunne leve det bedst mulige liv på trods af en skizofreni-diagnose, og at bidrage til, at symptomerne når et niveau, man kan håndtere. 

Mange med skizofreni tror, det er deres egen skyld, at de er blevet ramt af psykose. Og nogle mener slet ikke, at diagnosen er rigtig. Derfor kan mere viden om psykose – som de får via psykoedukation – hjælpe til at få viden og nedbryde misforståelser. 

Psykoedukationsforløbene bliver tilrettelagt efter, hvad patienten ønsker at arbejde videre med. Nogle vil måske gerne have hjælp til at finde glæde i livet igen, mens andre vil undgå at blive indlagt. Det kan også være, at han eller hun er meget optaget af at arbejde med symptomer eller at blive i stand til at bevæge sig uden for hjemmet. Et psykoedukativt forløb er typisk fordelt ud over 8-10 sessioner. 

Social færdighedstræning 

Mange med skizofreni har svært ved at være sociale – nogle har haft det sådan altid. Gennem social færdighedstræning forsøger man at lære eller genlære, hvordan man for eksempel smalltalker, løser en konflikt med nogen eller kontakter andre mennesker.

Medicin

De fleste mennesker med skizofreni får antipsykotisk medicin. Medicinen skal dæmpe symptomerne. Symptomer på skizofreni bliver typisk opdelt i to kategorier: Positive og negative. De såkaldt positive symptomer er hallucinationer og vrangforestillinger. Dem har antipsykotisk medicin ofte, men ikke altid, god effekt imod. De såkaldt negative symptomer er blandt andet isolationstendens, initiativløshed, affektfladhed og problemer med motivation. De er sværere at behandle med medicin.

I et OPUS-forløb vil man følge op på eventuelle bivirkninger og se på, om det er nødvendigt at skifte medicin for at finde det, der bedst virker for den enkelte. Det er vigtigt – ikke mindst for de pårørende – at være opmærksom på, at medicinen bliver taget rigtigt. Samtidig er det også vigtigt, at patient og/eller de pårørende fortæller om eventuelle bivirkninger. 

De pårørendes rolle i behandlingen 

I et OPUS-forløb er pårørende meget væsentlige. I de sjældne tilfælde, hvor patienter ikke ønsker, at pårørende må være inddraget i behandlingen, eller at behandleren må udveksle oplysninger med pårørende, vil behandlerne forsøge at motivere patienten til, at dette kan ændre sig. Det er belastende for pårørende at stå på sidelinjen og ikke kunne blive inddraget. Pårørende er meget vigtige samarbejdspartnere, der har vigtig viden om patientens liv. OPUS vil derfor gerne meget gerne have de pårørende inddraget i behandlingen, for eksempel ved at være med til samtaler med primærbehandler med jævne mellemrum.

Det foregår blandt andet i flerfamiliegrupper, hvor man mødes fem-syv patienter med hver en til to pårørende. Forløbet strækker sig typisk over ni-tolv måneder. Her taler man fx om, hvad man har oplevet og dykker ned i nogle udvalgte konkrete problemer. Fx konflikter i familien, problemer med at komme op om morgenen eller misbrug. 

Pårørende vil også blive indbudt til samtaler i starten af et forløb for at fortælle om deres forståelse af forløbet op til psykosen. Da behandlerne i et OPUS-forløb kun ser patienten én gang om ugen, kan de pårørende bidrage med vigtig viden om patienten, som ikke kommer frem under en session. Det kan for eksempel være om deres sindsstemning eller hvad de har oplevet. 

Udover at inddragelsen hjælper de pårørende med at bidrage til behandlingen, hjælper inddragelsen også de pårørende selv. Blandt andet fordi den bedre forståelse for sygdommen og mødet med andre pårørende giver de pårørende bedre overblik og færre bekymringer.

Andre behandlingsformer

Udover de beskrevne behandlingsformer kan et OPUS-forløb typisk indeholde samtaleterapi, selvmordsforebyggelse, traumebehandling, hjælp til at komme i arbejde og misbrugsbehandling.

Efter OPUS – F-ACT

Efter det to-årige OPUS-forløb går de fleste videre til behandling via et F-ACT team. F-ACT står for Flexible Assertive Community Treatment. Hvis man er ældre end 35 år, når man første gang bliver diagnosticeret, vil man som udgangspunkt blive visiteret til behandling i et F-ACT-team og ikke i OPUS.

Et F-ACT-team giver ambulant psykiatrisk behandling. Det vil sige behandling, hvor man ikke er indlagt. Det er mindre intensivt end et OPUS-forløb, og man bliver set med længere mellemrum. F-ACT er tværfagligt og består af sundheds- og socialfaglige medarbejdere ligesom i OPUS. Og har også altid tilknyttet en speciallæge i psykiatri. Behandlingen består af en kombination af medicin, samtale, vejledning, samarbejde og støtte. F-ACT teams kan også have tilknyttet peer-medarbejdere. Det vil sige mennesker, som selv har haft en psykisk sygdom og nu bruger deres erfaring til at hjælpe andre.

Indlæggelse

Indlæggelse er ikke en konkret del af noget behandlingsforløb. Uanset om man er i OPUS, F-ACT eller andre former for behandling eller forløb, er udgangspunktet, at behandlingen foregår ambulant – det vil sige uden, at man er indlagt.

Alligevel får mange med skizofreni behov for at blive indlagt en gang i mellem. Det kan fx være i begyndelsen, inden diagnosen og dermed medicinen er fastlagt, eller på andre tidspunkter, hvor symptomerne ændrer sig, eller medicinen ikke virker, som den skal.

Psykiatrien har mulighed for at tilbyde forskellige former for behandling og terapi under indlæggelse. Men ofte er der meget travlhed på afdelingerne, og mange oplever, at indlæggelsen især handler om at få stabilitet i en periode, og om at sikre, at man får medicin, der kan dæmpe symptomerne. Derudover kan der være et spørgsmål om sikkerhed. Nogle mennesker med skizofreni eller andre psykosesygdomme bliver indlagt, fordi de pårørende og lægen vurderer, at patienten kan være til fare for sig selv eller andre.

Mange med skizofreni bliver udskrevet allerede efter få dage – nogle allerede indenfor et døgn. Men indlæggelser kan også vare i flere måneder. Indlæggelser, der varer flere år, er efterhånden meget sjældne.

Social hjælp og støtte

Mange mennesker med skizofreni har – udover psykiatrisk behandling – brug for socialpædagogisk støtte, som kan hjælpe dem med at bo, arbejde og klare sig selv. Det vil typisk ske gennem forskellige former for bostøtte i hjemmet eller adfærdstræning på bosteder. Nogle med skizofreni har også brug for hjælp til at håndtere eller komme ud af alkohol- eller stofmisbrug. Det er kommunen, der har ansvaret for de socialpædagogiske indsatser. Desværre varierer det meget fra kommune til kommune, hvordan tilbuddene ser ud, og hvor meget hjælp, man kan få.

Børne- og ungepsykiatrien versus voksenpsykiatrien 

De fleste, som får skizofreni, får diagnosen som unge voksne. OPUS er derfor til mennesker, som er 18-35 år. Nogle regioner har behandlingstilbud til børn og unge, der ligner OPUS-forløb, men mange steder har det ikke endnu.

I børne- og ungdomspsykiatrien er diagnosebilledet ofte mere komplekst. Mange har flere diagnoser eller diagnosen skifter efterhånden, som barnet eller den unge udvikler sig, eller behandlerne får bedre indblik i deres sygdom. Mens man er barn eller ung har behandlingen særligt fokus på, at man får hjælp og støtte til at komme i gang med skole og har eller får kontakt til kammerater. 

Opfølgning

De fleste mennesker med skizofreni og andre psykosesygdomme har brug for behandling og støtte udover de behandlingsforløb, som er beskrevet her. For nogle vil der være opfølgende møder i psykiatrien og for andre kan forløbet slutte med en anbefaling om opfølgning i kommunen eller almen praksis. Hvis forløbet har været succesfuldt, vil den fortsatte behandling være mindre intensiv, men for nogle vil der desværre være mange tilbagefald. 

De fleste har brug for løbende justering af medicin og overvågning af bivirkninger. Det kan enten ske hos egen læge eller i psykiatrien.

Se alt indhold

Behandlingsformer • Depression

Sådan foregår behandling af depression

Behandlingsforløbene for mennesker med depression er meget forskellige, og behandleren er ofte nødt til at prøve sig frem med medicin og forskellige former for terapi afhængigt af den enkelte. Du kan læse mere om behandling af depression her.

behandling depression

Almen praksis, psykolog eller psykiater

Over 90 procent af alle mennesker med depression får behandling mod deres depression hos deres praktiserende læge. Resten henvises videre til psykolog eller psykiater. Der kan dog være lang ventetid for at komme til. For nogle kan der være op til et års ventetid. 

Den praktiserende læge har mulighed for at tilbyde samtaleterapi selv eller kan vælge at henvise videre til en psykolog. Hvis lægen tilbyder samtaleterapi, vil der blive sat mere tid af til konsultationerne end normalt.

Da der ofte ikke er tid til samtaleterapi hos den praktiserende læge, eller der er lang ventetid for at komme til hos en psykolog eller psykiater, vil mange patienter begynde med medicinsk behandling som det første og dernæst forskellige former for terapi.

Medicinsk behandling 

Medicin mod depression bliver især brugt til at behandle moderate eller svære depressioner. Det kan ikke udelukkes, at personer med let depression får medicin, men det er ikke normalen. 

Formålet med medicinen er at få færre symptomerne eller at få symptomerne under kontrol. Symptomerne kan være skadelige, hvis de fx forhindrer én i at sove eller direkte farlige, hvis de giver selvmordstanker. Medicin har god effekt for mange mennesker med depression. Men medicin virker ikke for alle.

Medicin kan ikke stå alene

Medicinsk behandling bør ikke stå alene, da man som patient har brug for at forstå, hvad det er, der har ramt en, og hvorfor den har ramt. Samtidig kan medicin kun forebygge eventuelle nye tilfælde af depression, så længe man tager den. I mange tilfælde kan man forebygge ved hjælp af samtaleterapi, fordi det, man lærer under terapien, måske kan bruges senere i livet ved nye belastninger.

Bivirkninger ved antidepressiv medicin

Der kan være bivirkninger ved brugen af antidepressiv medicin. Det kan for eksempel være:

  • Vægtøgning
  • Hovedpine
  • Problemer med at mærke følelser
  • Svimmelhed
  • Forstoppelse
  • Nedsat sexlyst

Bivirkningerne kan være mere eller mindre generende. I mange tilfælde går de over efter 1-2 uger, som også er det tidsrum, medicinen begynder at virke inden for. 

Psykoterapi

Psykoterapi kan lære mennesker med depression strategier til, hvad de skal være opmærksom på for at håndtere eller undgå anfald af depression. Hvis man for eksempel er meget følsom over for stress eller har svært ved at håndtere bestemte personer på arbejdet eller derhjemme, bliver man gennem terapien mere opmærksom på egne og andres handlemønstre, og hvordan man bedre kan navigere i eller uden om det. Det kan også være, man får større opmærksomhed omkring, hvad det er, der udløser depressionen. 

Ulempen ved psykoterapi er, at det ofte kan tage måneder, før det virker, og så kan det være nødvendigt at give medicin samtidig. Generelt er kombinationen af medicin og terapi for de fleste en god løsning, da det har vist sig at virke bedre, end hvis medicinen eller psykoterapien står alene. 

Der findes flere former for psykoterapi, herunder kognitiv terapi, mindfulnessbaseret kognitiv terapi og metakognitiv terapi. 

Kognitiv terapi 

Kognitiv terapi er en samtaleterapi, som ofte bliver brugt til behandling af depression. Terapien tager udgangspunkt i den situation, man aktuelt står i. Den har mindre fokus på fortiden. Når man lider af depression, har mange ofte negative tanker om sig selv og sit liv, mens man glemmer det positive. Med kognitiv terapi vil man fokusere på at finde de tanker, der udløser de negative reaktioner og finde alternative måder at tolke situationen og dermed finde nye tankemønstre. Forløbet foregår ofte over tre måneder. Effekten indtræder gradvis i løbet af nogle måneder og vil i mange tilfælde være lige så god, som den man ser ved medicinsk behandling.

Mindfulnessbaseret kognitiv terapi (MBKT)

MBKT er et gruppeterapiforløb, der kombinerer kognitiv terapi med øvelser i mindfulness. Det er designet til at forebygge depression. Det løber typisk over nogle måneder med ugentlige møder af et par timer. Her kommer man igennem forskellige meditationer og yogaøvelser samt korte oplæg, dialog og refleksion. 

Mindfulness-Baseret Kognitiv Terapi (MBKT) har vist at kunne halvere risikoen for tilbagefald på niveau med vedligeholdende antidepressiv medicinsk behandling. Det vides endnu ikke for hvem, og hvordan det virker bedst. 

Metakognitiv terapi 

Den metakognitive terapi handler om at flytte fokus fra de negative og svære tanker og fokusere på andre ting, så man ikke får det værre. Det kan medføre symptomlindring. Det vigtige er altså ikke, hvad personen med depression tænker, men hvordan han eller hun reagerer på tankerne. 

Terapien varer typisk mellem 8 og 10 sessioner. Da metakognitiv terapi er så ny en terapiform, er den relativt sparsomt undersøgt endnu. Der eksisterer dog enkelte undersøgelser, der tyder på god effekt.

Psykoedukation 

Som en del af behandlingen mod depression, kan man få undervisning i depression. Det vil sige, at man lærer om, hvorfor lidelsen opstår, hvilken grad den påvirker ens liv, og hvad man selv kan gøre for at forebygge sygdommen. Formålet med psykoedukation er at give en bedre forståelse af sygdommen samt en større livskvalitet. 

Psykoedukation kan gives til alle patienter, men tager naturligvis hensyn til uddannelsesniveau og kognitiv kapacitet, som kan være begrænset på grund af sygdommen. Det kan være godt at drøfte det efterfølgende med en pårørende, som også kan have gavn af at deltage i sessionen. 

Egen læge kan sørge for psykoedukation over nogle få sessioner, men det tilbydes også som en del af behandlingen hos en psykolog eller psykiater. 

Sådan kan du som pårørende understøtte behandlingen ved depression 

De pårørende kan være vigtige medspillere i behandlingen og tilføre værdifulde oplysninger om patienten til behandleren. For eksempel om sindsstemning og hvordan man oplever sygdommen i det daglige. 

Den pårørende kan måske også være med til at holde den ramte op på lægeaftaler og bidrage til at medicinen bliver taget, så man undgår tilbagefald. Det kan derfor være en god ide at den pårørende deltager i en eller flere samtaler med behandleren undervejs i behandlingsforløbet. Det skal selvfølgelig være med patientens tilladelse, at den pårørende deltager. 

En pårørende hjælper bedst muligt ved at: 

  • undlade at give gode råd, fordi det sjældent gavner.
  • undgå at stille den ramte overfor for mange valg. Så i stedet for at spørge, om man vil gå en tur i skoven, så sig i stedet; kom nu går vi en tur i skoven i det dejlige vejr. På den måde vil der ikke være så meget at tage stilling til for personen med depression. 
  • yde praktisk støtte, hvis vedkommende ikke kan samle sig til at købe ind eller tage opvasken. Det kan være en stor hjælp. 
  • aflede – hvis personen taler om det samme igen og igen, kan man på en kærlig måde tale om noget andet eller gøre noget andet, så man ikke forstærker tendensen. 

Behandling i psykiatrien 

Nogle patienter har ingen gavn af den behandling, de får hos lægen eller af en psykolog. Derfor henvises de til behandling i psykiatrien. Behandlingen her vil typisk bestå af individuelle samtaler eller eventuelt gruppeterapi i kombination med medicinsk behandling. Behandlingen bør ideelt set være tværfaglig. Det vil sige, at psykiatere, psykologer, sygeplejersker, socialrådgivere og måske ergo- og fysioterapeuter arbejder sammen om patienten. Men det er ikke altid, der er ressourcer eller tilstrækkeligt mange personaler til alle patienter kan få den ideelle behandling.

ECT-behandling 

I nogle svære tilfælde vil mennesker med depression blive behandlet med ECT-behandling (Electro Convulsive Therapy) – tidligere kendt som elektrochok. Ved ECT-behandling fremkalder man et krampeanfald ved hjælp af elektrisk strøm under bedøvelse. Det ændrer en række kemiske processer i hjernen, så der frigives signalstoffer, som virker på hjernen og stemningslejet. 

Behandlingen bruges især til patienter med svær depression, som er i fare for at begå selvmord. Det skyldes, at effekten indtræder ret hurtigt. Det vil sige typisk efter 1-3 behandlinger svarende til en uge. Behandlingen lindrer de sværeste depressioner i over 80 procent af tilfældene. 

Bivirkninger ved ECT-behandling

Efter behandlingen kan patienterne opleve kvalme, lettere muskelsmerter og at være en smule fortumlede. Næsten alle patienter vil desuden opleve hukommelses- og indlæringsbesvær, der kan vare dage til uger efter behandlingen. Enkelte patienter beretter om varige hukommelsesproblemer, hvor de har svært ved at huske vigtige perioder i deres liv. Det forekommer dog relativt sjældent.

Børne- og ungepsykiatrien versus voksenpsykiatrien 

I børne- og ungdomspsykiatrien består behandlingen typisk af en kombination af samtaleterapi og andre psykologiske terapiformer, medicin og psykoedukation. Forældrene deltager som regel i samtaler og i undervisningen, så de kan støtte bedst muligt, efterhånden som barnet eller den unge får det bedre. 

Nogle steder i børne- og ungdomspsykiatrien er det også en mulighed med aflastning, som betyder, at barnet eller den unge i en periode ikke skal leve op til samme krav, som han/hun plejer. For eksempel ved at gå kortere tid i skole eller lave færre lektier eller opgaver derhjemme. 

Det er lægen, der i samråd med barnet eller den unge og forældrene beslutter, om medicin vil være en god ide. Det er ikke alle børn, der oplever en effekt ved medicin. 

Social hjælp og støtte 

Depression er ikke en sygdom, der fylder meget i socialpsykiatrien. Det er, fordi mange mennesker, der bliver syge, bliver raske igen, og skal tilbage til eget liv. Men der er nogle mennesker, der får kronisk depression, som kan have gavn af væresteder, der har fokus på arbejdsopgaver, uddannelse og socialt netværk. Det varierer fra kommune til kommune, om sådanne væresteder eksisterer. 

Se alt indhold

Behandlingsformer • Borderline

Sådan foregår behandling af borderline

Det kan variere fra region til region, hvordan et behandlingsforløb for borderline ser ud. Men ligesom for andre diagnoser har Sundhedsstyrelsen anbefalet, hvilke elementer, der som minimum bør være i et behandlingsforløb. Det bliver kaldt for et pakkeforløb. Et typisk forløb består af individuel terapi og behandling i grupper. Forløbet varer typisk et til to år. Du kan læse mere om det her.

behandling borderline

Individuel behandling 

Ved et individuelt forløb ser man den samme terapeut fast typisk ugentligt omkring 45 minutter. Formålet med forløbet er at få en bedre forståelse af, hvad det er, der gør, at man har svært ved at få sit liv til at fungere og mere specifikt, hvad det er, og hvorfor det går galt i relationen til andre. Ved at forstå sig selv og sine vanskeligheder bedre, har man bedre mulighed for at arbejde med at ændre på sine uhensigtsmæssige reaktionsmåder og give bedre plads til at arbejde med sine psykologiske vanskeligheder. Terapeuterne anvender forskellige terapiformer, når de arbejder med en patient, men fokus er grundlæggende det samme.

Gruppebehandling 

Når man har borderline, viser ens vanskeligheder sig ofte i samværet med andre, fordi man ofte føler sig misforstået, talt ned til, svigtet eller fravalgt. Man kommer ofte i konflikt med andre og ser konflikter som noget uløseligt, hvor man er nødt til at stoppe kontakten. Derfor giver det god mening at arbejde med sine problemer i gruppeterapi, fordi man får mulighed for at undersøge og løse de konflikter, der opstår, og acceptere, at der kan være flere perspektiver i spil. 

Formålet med gruppebehandlingen er, at man som patient lærer at se mere nuanceret på tingene og får erfaringer med, at man ikke behøver at trække sig eller flygte fra svære situationer. Man lærer desuden, at konflikter kan løses, og at kontakten til andre kan opretholdes. 

Typisk vil gruppen bestå af 7-8 patienter og 1-2 terapeuter. Et gruppeforløb kan vare 1-1,5 år. Grupperne sammensættes typisk efter alder, køn og andre livsomstændigheder. Det giver bedre mulighed for at spejle sig i andre. 

Der findes flere forskellige terapeutiske tilgange, som anvendes både i grupper og individuelt. Det varierer fra sted til sted, hvilken tilgang terapeuten anvender.

Dialektisk adfærdsterapi (DAT)

Dialektisk adfærdsterapi (DAT) er en terapiform, som er specifikt udviklet til behandling af selvskade. Det forbindes ofte med patienter med borderline og andre, der har en dysfunktionel adfærd og svært ved at regulere stærke følelsesmæssige reaktioner.

Terapien inkluderer opmærksomhedstræning (mindfulness), krisefærdighedstræning og relationsfærdigheder. Mere konkret betyder det, at man træner nærvær og arbejder med at identificere svære situationer, tanker og følelser. Man lærer også at ”analysere” sin adfærd, så man undgår at reagere uhensigtsmæssigt. I terapien arbejder man desuden med positive og negative følelser og at kunne regulere dem, så man kan handle anderledes. 

Mentaliserings-baseret terapi (MBT)

MBT er en terapiform specifikt udviklet til behandling af de mentaliseringssvigt, der ofte karakteriserer borderline og giver anledning til misforståelser, oplevelser af svigt og stærke følelsesmæssige og adfærdsmæssige reaktioner.

’Mentalisering’ handler om at kunne forestille sig, hvad der ligger bag adfærden hos både sig selv og andre. Det indebærer at kunne forholde sig til andres perspektiv uden at give slip på sig selv. MBT har fokus på at styrke mentaliseringsevnen og dermed forbedre den følelsesmæssige regulering, så man kan opnå større fornemmelse af kontrol og selvbevidsthed.

Psykoanalytisk orienteret terapi

Psykoanalytisk orienteret terapi er en terapiform, der er specifikt udviklet til behandling af patienter, der har svært ved at ved at rumme og forholde sig til svære tanker og følelser. Terapien har i særlig høj grad fokus på forholdet mellem terapeut og patient, og hvordan det udvikler sig. Terapirelationen bruges til at forstå baggrunden for de følelsesmæssige problemer, der kan opstå i andre relationer.

Medicinsk behandling 

Der er ingen specifik medicin mod borderline. Men nogle kan have gavn af medicin mod symptomer på depression eller angst eller mod store stemningsmæssige udsving. Det er en læge eller en sygeplejerske, der vurderer, om man har brug for medicin. 

Psykoedukation 

Psykoedukation er en terapeutisk-pædagogisk undervisning i, hvad det vil sige at have borderline. Her lærer man om personlighedsforstyrrelsen, og hvordan den kommer til udtryk. Man lærer desuden om, hvad behandlingen går ud på. Undervisningen tilbydes typisk efter et stykke tid med individuel behandling. 

Pårørendeinddragelse

Flere steder er der mulighed for, at man som pårørende også kan få tilbudt psykoedukation. Formålet er, at de pårørende bedre kan forstå den, der er syg. For eksempel i situationer, hvor personen med borderline bliver meget vred eller lukker familien ude. Det kan også være at lære om vigtigheden af, at man forbliver pårørende og ikke overtager rollen som behandler. 

De pårørende kan også blive tilbudt at komme ind til en samtale hos behandleren sammen med deres kære. Men generelt er den pårørende ikke en del af terapien, da mange af de problemer, patienten med borderline oplever, ofte er knyttet til familien. 

Børne- og ungdomspsykiatrien versus voksenpsykiatrien

Borderline er ikke en diagnose, der findes i børne- og ungdomspsykiatrien. Det skyldes, at man har besluttet internationalt, at diagnosen ikke kan gives, før patienten fylder 18 år. Mange af symptomerne minder nemlig om at være teenager, som for eksempel at humøret skifter meget, og man er meget impulsiv. I stedet har man traditionelt givet diagnoser som for eksempel tilknytnings- eller udviklingsvanskeligheder, som er lidt mere diffust. Nogle steder er man dog begyndt at tilbyde behandling for borderline fra 16 år. 

Social hjælp og støtte 

Foruden hjælp i psykiatrien kan patienten også få socialpædagogisk støtte. Ansvaret for de socialpædagogiske indsatser ligger i de fleste tilfælde i kommunen. Det varierer dog meget fra kommune til kommune, hvordan tilbuddene ser ud – og om de overhovedet eksisterer. Nogle personer med borderline kan for eksempel have brug for bostøtte i hjemmet eller adfærdstræning på bosteder. 

Nogle kommuner tilbyder væresteder og gruppetilbud udover det, man får tilbudt i psykiatrien. Der kan også være tilbud om rusmiddelbehandling, hvis personen er afhængig af for eksempel hash eller alkohol. 

Efter pakkeforløbet 

Efter det 1-2-årige forløb er der mulighed for at søge videre hjælp andre steder i systemet. Hvis man er nået dertil i sin behandling, at man fungerer nogenlunde i sin hverdag (dog stadig med visse vanskeligheder), kan man søge hjælp i det private. 

Er man derimod et sted i sit liv, hvor man ikke føler sig færdigbehandlet, er der mulighed for at blive genhenvist til psykiatrien. 

Se alt indhold

Behandlingsformer • Bipolar lidelse

Sådan foregår behandling af bipolar lidelse

Som nydiagnosticeret med bipolar lidelse vil man i de fleste regioner blive tilknyttet et toårigt forløb i psykiatrien. Beskrivelsen nedenfor er af, hvordan behandlingen ideelt set burde være – blandt andet ud fra Sundhedsstyrelsens pakkeforløb. Men du kan desværre ikke helt regne med det, da forskelle i ressourcer og bemanding kan give betydelige udsving mellem regioner og afdelinger.

behandling bipolar lidelse

Et typisk behandlingsforløb

Når man starter et toårigt forløb, får man en behandlingsansvarlig læge, der følger patienten gennem hele behandlingsforløbet. Man mødes typisk en gang om måneden med lægen for at følge op på, hvordan det går i patientens hverdag og med symptomerne, herunder tristhed, løftet humør, søvn og energiniveau. Ofte vil der også være et fokus på at finde den optimale medicinske behandling. 

Lægen vil typisk visitere til forløb ved en sygeplejerske eller psykolog, hvis det viser sig, at man har brug for det i en periode. De kan for eksempel give støtte til at få en god struktur i hverdagen, hvor der er fokus på ugeplaner, søvn, måltider og bevægelse. Her har man kontakt en gang om ugen eller hver 14. dag.

Hvis man får brug for det, kan man undervejs trække på en socialrådgiver, der kan hjælpe med for eksempel uddannelse, job og økonomi. 

Gruppeforløb

De første tre måneder af det toårige forløb starter ofte med en introduktionsgruppe, hvor man kan møde andre, som er nydiagnosticeret med bipolar lidelse og dele de erfaringer, man har i forbindelse med sin diagnose. 

Gruppen faciliteres af to behandlere, for eksempel en sygeplejerske, læge eller psykolog, og foregår en gang om ugen af en times varighed. Forløbet er typisk over 12 gange. 

Mere konkret foregår gruppeforløbet ved, at man tager en runde, hvor patienterne hver især fortæller, hvordan det går. Derefter er der et oplæg med et bestemt tema – det kunne for eksempel være angst – og så er der en diskussion ud fra patienternes erfaringer. Det er muligt at bruge det ugentlige fremmøde i starten til at afdække akutte behov, for eksempel hjælp til sygemelding. 

Psykoedukation 

Efter et tre måneder med gruppeforløb, bliver man tilbudt et psykoedukationsforløb. Det er en blanding af undervisning i sin egen sygdom og gruppeterapi. Her lærer man mere om bipolar lidelse, symptomerne, hvordan sygdommen opstår, om behandlingsmuligheder, og hvad man selv kan gøre i sit sygdomsforløb. Målet er at blive klædt på til at lære sig selv og egen sygdom bedre at kende, genkende de tidlige symptomer på en depression eller mani, og hvordan man håndterer det. 

Psykoedukationsforløbet kan bidrage til bedre forståelse af sygdommen og at sikre et stabilt forløb og større livskvalitet. 

Eventuelt forløb med individuel psykoterapi hos psykolog

Nogle patienter har problemer, der kan give anledning til et samtaleforløb hos en psykolog. Ofte vil det foregå i slutningen af det toårige forløb – efter gruppeterapiforløbet. Det kan være en fordel, at patienterne på det tidspunkt er mere fri af symptomer, så de har overskud til at arbejde med psykologiske temaer. 

Andre kan have brug for et samtaleforløb helt i starten af behandlingen, fordi det kan opleves som en akut belastning at have fået en bipolar lidelse diagnose. Det vil typisk være den behandlingsansvarlige læge, der ved en konference drøfter og sætter gang i et psykologforløb. 

Medicinsk behandling 

De hyppigst anvendte medicinske præparater til behandling af bipolar lidelse er stemningsstabiliserende medicin. Litium er det ældste og mest kendte præparat. Det bliver både brugt under maniske og depressive perioder og til at forebygge nye episoder. Litium kan være et meget effektivt middel, men det virker ikke for alle. Det er derfor vigtigt, at lægen bruger god tid på at finde den bedst mulige medicinske behandling til patienten.  

De fleste med bipolar lidelse bliver anbefalet en langvarig forebyggende medicinsk behandling. Hvilken behandling, lægen anbefaler, afhænger af, hvilke virkninger og bivirkninger, patienten tidligere har haft med medicin og af det hidtidige sygdomsforløb.

Pårørendegrupper og -inddragelse

Inddragelse af de pårørende er vigtigt, og kan være en stor hjælp igennem hele patientens forløb. Det kan fx foregå ved, at de pårørende beder om en pårørendesamtale, hvor de kan få indblik i behandlingen, og hvad der skal ske den kommende tid. De fleste foretrækker, at det foregår sammen med patienten. Samtalen vil oftest være med en læge eller en anden behandler.

Børne- og ungepsykiatrien versus voksenpsykiatrien 

Der findes ikke mange børn og unge under 18 år, som er diagnosticeret med bipolar lidelse. Men for de børn og unge, der er, bør de pårørende være en del af udredningen og behandlingen. På den måde kan de kan støtte bedst muligt, efterhånden som barnet/den unge får det bedre. 

I børne- og ungdomspsykiatrien kan man være lidt mere tilbageholdende med at give medicin pga. manglende evidens og målgruppens større følsomhed over for bivirkninger. I forhold til retningslinjerne for medicinsk behandling får børn og unge under 18 år ikke altid tilbudt stemningsstabiliserende. Dog er der i flere regioner taget initiativ til et samarbejde mellem børne- og ungdomspsykiatrien og voksenpsykiatrien, hvor der er mulighed for at konferere, hvordan man behandler bedst muligt. 

Social hjælp og støtte

Foruden hjælp i psykiatrien kan patienten også få socialpædagogisk støtte som en del af behandlingen, så han eller hun kan leve et liv på egne præmisser. Ansvaret for de socialpædagogiske indsatser ligger i de fleste tilfælde i kommunen. Det varierer dog meget fra kommune til kommune, hvordan tilbuddene ser ud – og om de overhovedet eksisterer. Nogle personer med bipolar lidelse kan for eksempel have brug for bostøtte i hjemmet eller adfærdstræning på bosteder. 

Nogle kommuner tilbyder væresteder og gruppetilbud udover det, man får tilbudt i psykiatrien. Der kan også være tilbud om decideret misbrugsbehandling, hvis personen er afhængig af for eksempel hash eller alkohol. 

Efter det toårige forløb

Det er individuelt, hvad der sker efter det to-årige forløb i psykiatrien. Nogle har det så godt, at de fortsætter hos deres praktiserende læge. Andre har fundet en psykolog (som de selv betaler delvist for). En tredje gruppe henvises til privatpraktiserende psykiater, som kan monitorere den medicinske behandling, og som ikke koster noget. 

Se alt indhold

Angst • Behandlingsformer

Sådan foregår behandling af angst 

Der findes medicin og flere forskellige former for terapi til behandling mod angst. Kombinationen af metoder og medicin afhænger af sværhedsgraden og typen af angst. Det er kun i de mest alvorlige tilfælde, at behandlingen foregår i psykiatrien. Læs mere om behandling af angst her.

behandling mod angst

Behandling hos egen læge 

Behandling for angst starter typisk hos den praktiserende læge, der henviser videre til en privatpraktiserende psykolog eller psykiater. Jo hurtigere angst behandles, desto lettere er det at komme af med lidelsen. Der kan dog være lang ventetid for at komme til hos en behandler. Hvis den praktiserende læge derfor vurderer, at det er nødvendigt, kan det for nogle være en mulighed at starte op i medicinsk behandling for at dæmpe angsten, inden man får mulighed for at blive tilset af en privatpraktiserende psykolog eller psykiater. 

Behandling i psykiatrien 

Man skal have været i behandling i primærsektoren, det vil sige hos egen læge, privatpraktiserende psykolog eller psykiater, før man kan modtage behandling i psykiatrien. Der kan dog være undtagelser. For eksempel hvis man er gravid eller har anden fysisk sygdom, der gør, at man kan komme direkte til i psykiatrien.  

Når man starter i behandling i psykiatrien, vil en fagperson vurdere patienten for at få afdækket, hvad det er for en type angstlidelse, man lider af. Derudover vil man se nærmere på, om der er anden sygdom, der ligger bag angsten. Det kan for eksempel være depression eller autisme. Eller om angsten er er udløst af en belastning. På den måde sikrer man at kunne tilbyde det bedst mulige behandlingstilbud.

Psykoedukation 

Psykoedukation er undervisning om sygdom og hvordan man behandler og håndterer den. Formålet er at give patienterne viden om, hvad det vil sige at have angst, og hvad det er, de kan mærke, når de får et anfald. Det kan især være en hjælp, når symptomer forhindrer en i at tænke klart – fx pga. hjertebanken og åndenød. Med solid viden om angsten kan man bedre imødekomme et anfald og med sin fornuft forstå, hvad det er der sker. 

Der vil typisk være en session sammen med de pårørende, hvor de også får større indblik i diagnosen, og hvordan de bedst muligt støtter deres kære. Mange pårørende har en tendens til at beskytte den, der har angst, mod situationer, der udløser angsten. Gennem psykoedukation lærer de blandt andet om, at det ikke nødvendigvis er den bedste hjælp.

Medicinsk behandling

Typisk medicinsk behandling består af antidepressiv medicin. Hvilken type medicin man får, afhænger af, hvad man tidligere har prøvet, og hvad der har virket for den enkelte. Nogle ønsker ikke at få medicin og det er ikke et krav fra behandlerne. Men der kan være tilfælde, hvor behandleren oplyser, at han/hun ikke kan hjælpe den angstramte uden, og at det derfor vil være en god ide i en periode for at få angsten dæmpet, imens man arbejder med andre behandlingsformer.

Gruppebehandling

Gruppebehandling giver patienterne mulighed for at spejle sig i hinanden og se, at de ikke står alene med deres vanskeligheder. Man kan tit “smitte” hinanden med mod og dele hinandens sejre.

Terapeuten anvender typisk kognitiv terapi. Det er en behandlingsform, som tager udgangspunkt i den situation, man aktuelt står i (med mindre fokus på fortiden). Sammen med terapeuten udforsker man sine tankemønstre – for eksempel hvad man tænker om sig selv og de psykiske udfordringer, man har. Med kognitiv terapi vil man fokusere på at finde de tanker, der udløser angsten og finde alternative måder at tolke situationen på og dermed finde nye handlemønstre. 

Eksponeringsterapi

En vigtig del af behandlingen for mange med angst består i, at de får hjælp til at udsætte sig selv for den situation, genstand eller sted, der kan udløse angsten. Det kan være en hjælp, hvis man skal dæmpe eller slippe angsten, at man vænner sig til at blive udsat for noget af det, der er svært. Det kan dog godt tage noget tid at ændre på, da det ofte er vaner, der er bygget op over mange år. For eksempel vil en person med social fobi undgå situationer med mange mennesker og trække sig fra sammenkomster og sociale arrangementer. 

Konkret kan eksponeringsterapien fx foregå ved, at man får hjælp til at dele det, der udløser angsten, op i mindre bidder. Hvis man for eksempel er bange for at gå i en tur ned i supermarkedet, kan det være, at man en dag når ud ad døren. Den næste dag når man hen til butikken og til sidst kan foretage et indkøb. På den måde får man skabt nogle succesoplevelser og dæmpet sin angst. 

Individuel behandling 

I visse tilfælde kan der være behov for samtaleterapi. Her kan man fx tale om svære relationer eller ting, der er sket i barndommen, som kan have været med til at forstærke angsten. Det kan også være høje krav fra omgivelserne, som udløser symptomer på angst. I sådanne tilfælde er det vigtigt at inddrage for eksempel de pårørende, kommunen eller jobcentret. 

Nogle patienter er meget komplekse at behandle. Der vil i sådanne tilfælde være mulighed for at inddrage andre faggrupper i behandlingen. Det kan for eksempel være en socialrådgiver, fysioterapeut eller nogle steder en ergoterapeut. Det afhænger af det enkelte sted og hvilke andre fagligheder, udover de lægefaglige, som står til rådighed. 

ACT 

ACT står for Acceptance and Commitment Therapi. Det er en kognitiv adfærdsterapi, som bygger på, at man skal stoppe med at kæmpe imod negative følelser og i stedet rumme sig selv. Forskning viser, at når man er optaget af at kontrollere ubehaget ved ens symptomer, så har det ofte den modsatte effekt: Ubehaget kommer mere i fokus og føles mere intenst.

Compassion 

Man træner sin opmærksomhed på, at man har det skidt og evnen til at tolerere det, også selvom det er ubehageligt. Træningen foregår konkret via meditationer, hvor man via åndedrætsøvelser træner at være til stede her og nu for at opdage det, der er svært. Man træner desuden at få kontakt til de signaler kroppen sender for at blive bevidst om, hvordan man har det. For eksempel hvis man er bange for noget her og nu, så kan det være, man spænder op i musklerne, eller at hjertet banker lidt hurtigere.

Mindfulness

Mindfulness er en meditationsform, hvor man øver sig i at være nærværende, til stede og accepterende uden at lave om. Det kan hjælpe til at slippe angstskabende tanker.

Børne- og ungepsykiatrien versus voksenpsykiatrien 

Forældrene vil blive inddraget i behandlingen, hvor man typisk arbejder med åbenlyse årsager som for eksempel mobning, traumatiske oplevelser eller belastende miljø. Sundhedsstyrelsen anbefaler psykoedukation og kognitiv adfærdsterapi som den primære behandling. For mindre børn er terapien målrettet forældrene, da effekten afhænger af deres evne til at føre redskaberne fra behandlingen videre derhjemme. Det er normalt kun større børn, der får medicin. 

Se alt indhold

Behandlingsformer • Bipolar lidelse • Medicin

Podcast: Når din kære har bipolar sindslidelse

Er du pårørende til et menneske med bipolar sindslidelse? Så kender du måske til de bekymringer og udfordringer, der følger med. I denne episode bliver du klogere på sygdommen bipolar sindslidelse, hvordan den behandles, og hvordan du bedst kan være der for din kære.

Se alt indhold

Behandlingsformer • Borderline

Podcast: Når din kære har borderline

Hvilke tanker og følelser oplever ens kære med borderline? Og hvordan støtter man bedst som pårørende? I denne episode kommer vi ind på, hvordan sygdommen behandles, og hvordan du som pårørende bedst kan være der for din kære.

Se alt indhold

Behandlingsformer • Kommunikation

Recovery – i et pårørendeperspektiv

Som pårørende til én med psykisk sygdom hører man af og til om recovery, som er en tilgang i psykiatrien, når den, der er syg, skal få det bedre. Men hvad indebær recovery, og hvordan kan du som pårørende understøtte processen? Bliv klogere i dette webinar.

Se kommende webinarer

Se alt indhold

Behandlingsformer • Medicin

Podcast: Medicin – bivirkninger og bekymringer

Medicin kan være en vigtig del af behandlingen, men den kan også give mange bivirkninger for den syge og bekymringer for de pårørende. I denne podcast kan du høre Anne, der er mor til én med skizofreni, fortælle om sin medicinskepsis, og overlæge Line Hansen, der giver gode råd om, hvordan man som pårørende kan hjælpe sin kære med vedkommendes medicin.

Se alt indhold

Behandling • Behandlingsformer • Få overblik • Forstå systemet

Hvilke former for behandling findes der?

Her kan du få viden om nogle af de forskellige typer behandling af psykisk sygdom i psykiatrien, så du er klædt på til at hjælpe din kære med at finde den rette behandling.

Forældre sidder lyttende og kigger på taler

At få en psykisk sygdom er ikke en livstidsdom. Rigtigt mange bliver helt raske eller er meget velbehandlede, så man kan leve gode liv. Det gælder også for svære psykiske sygdomme som for eksempel skizofreni og affektive lidelser. Der findes en række forskellige former for behandling. Det er forskelligt, hvad der virker fra person til person. Vejen til behandling for psykisk sygdom starter ofte med en henvisning fra en læge.

Mange pårørende har en oplevelse af, at den, der er syg, slet ikke får nogen behandling – udover medicin. Nogle gange er det desværre rigtigt, at behandlingen er sparsom, og at ensporet medicinsk behandling kommer til at overskygge det, der burde have været en tværfaglig terapeutisk indsats. Andre gange kan det være, fordi man som pårørende har svært ved at få indsigt i behandlingen, eller at man ikke har fået tilstrækkelig viden om, hvilke behandlingsformer der findes.

Her kan du få et overblik over de mest almindelige behandlingsformer inden for psykiatrien.

I den offentlige psykiatri i Danmark er der to overordnede behandlingsspor: Terapi og medicinsk behandling.

Psykoterapi

Terapi er en vigtig del af behandlingen for mange mennesker med psykisk sygdom. Terapi er samtaler med en behandler som fx en psykolog, hvor man lærer om sin sygdom, bryder uhensigtsmæssige mønstre og får redskaber til at dæmpe symptomerne eller afhjælpe dem helt.

I psykiatrien bliver man ofte ikke behandlet med terapi, når man er i den akutte sygdomsfase. Det er, fordi man her ofte er for syg til at kunne få gavn af terapien.

Terapi i psykiatrien foregår ofte i grupper, men kan også foregå individuelt.

Eksempler på forskellige former inden for psykoterapi er:

Kognitiv terapi

Kognitiv terapi er en samtaleterapi, som ofte bliver brugt til behandling af angst og depression, men den kan også bruges til at behandle andre psykiske sygdomme. Kognitiv terapi tager udgangspunkt i den situation, man aktuelt står i. Den har mindre fokus på fortiden.

Sammen med terapeuten udforsker man sine tankemønstre – for eksempel hvad man tænker om sig selv og de psykiske udfordringer, man har.

Når man for eksempel lider af depression, har mange ofte negative tanker om sig selv og sit liv, mens man glemmer det positive. Med kognitiv terapi vil man fokusere på at finde de tanker, der udløser de negative reaktioner og finde alternative måder at tolke situationerne og dermed finde nye tankemønstre.

Metakognitiv terapi

Metakognitiv terapi er en forholdsvis ny terapiform, som tager udgangspunkt i, at det ikke er vores negative tanker, der giver psykiske udfordringer. Det, der gør én syg, er i stedet al den tid og opmærksomhed, man bruger på sin negative tanker.

At få kontrol over tankerne

I metakognitiv terapi tager man ikke udgangspunkt i, hvad de negative tanker konkret handler om. Man tager i stedet udgangspunkt i, hvad der trigger dem samt tiden og opmærksomheden, man bruger på de negative tanker. Derfor er tanken bag, at man skal bruge mindre tid på at tænke negative tanker og lære metoder til selv at bestemme, hvornår de negative tanker får plads. Når man får bedre kontrol over sine negative tanker, vil den negative tankespiral påvirke én mindre, og derved vil symptomerne på fx en depression også blive færre

ACT (Acceptance and Commitment Therapi)

ACT står for Acceptance and Commitment Therapi.

Det er en form for nyere kognitiv adfærdsterapi, som bygger på, at man skal stoppe med at kæmpe imod negative følelser og i stedet rumme sig selv. Forskning viser, at når man er optaget af at kontrollere ubehaget ved ens symptomer, så har det ofte den modsatte effekt: Ubehaget kommer mere i fokus og føles mere intenst.

ACT handler i høj grad om at hjælpe personen med at acceptere sig selv, finde nærvær fx ved hjælp af mindfulness, at leve mere i nuet og at blive mere bevidst om sine personlige værdier.

DAT (Dialektisk adfærdsterapi)

Med denne form for terapi får man nye færdigheder i at håndtere følelser, der ofte kan gøre én selvdestruktiv. DAT er typisk anvendt ved personlighedsforstyrrelse, som fx kan føre til selvskade og aggressioner.

Medicinsk behandling for psykisk sygdom

Medicin, der anvendes til behandling af psykiske sygdomme, kaldes psykofarmaka. Der findes over 70 forskellige psykofarmaka lægemidler i Danmark, som kan groft kan inddeles i:

  • Antipsykotika: Lægemidler mod psykoser – herunder skizofreni
  • Antidepressiva: Lægemidler mod depression
  • Lægemidler mod bipolar affektiv sindslidelse
  • Benzodiazepiner: Midler mod angst og søvnforstyrrelse

Medicin påvirker forskellige receptorer i hjernen, der har en effekt på den psykiske sygdom.

Bivirkninger

Når man tager medicin, vil der være en risiko for bivirkninger. Ved nogle medicinformer er der også risiko for afhængighed. Fra psykiatriens side bør der være et tæt samarbejde og opfølgning i forhold til den medicinske behandling.

Nogle gange er det nødvendigt at prøve forskellige medicinpræparater, for at finde det, der har bedst effekt og færrest bivirkninger. Det er ofte en hård proces at skifte medicin, fordi det kræver en udtrapningsplan for det ene præparat og en optrapningsplan for det nye præparat. Har du brug for mere viden om bivirkninger ved antidepressiv medicin, kan du blive klogere her.

Som pårørende kan det være en god idé, at du hjælper personen med at tage sin medicin.

Har du brug for konkret viden og rådgivning om medicin, kan du kontakte MedicinRådgivningen.

Elektrochok (ECT-behandling)

Elektrochok bliver mest brugt til at behandle svære eller livstruende depressioner, men metoden bliver også brugt til andre sygdomme i særlige situationer. Under behandlingen, der foregår i fuld bedøvelse, bliver der sendt strømstød gennem kroppen på den, der er syg. Formålet er at øge aktiviteten i bestemte områder af hjernen.

For mange pårørende kan behandlingen, eller tanken om den, virke voldsom. Men det er et faktum, at mange patienter har stor gavn af elektrochok.

Bivirkningen ved behandlingen er, at hukommelsen bliver påvirket. Hos de fleste er påvirkningen kortvarig, men nogle få oplever, at deres hukommelse og evne til at lære nye ting bliver påvirket i længere tid.

Behandling for psykisk sygdom uden indlæggelse

Den psykiatriske behandling kan foregå under indlæggelse på en psykiatrisk afdeling på et hospital. Men behandlingen kan også fungere på andre måder.

Ambulant behandling

Ambulant behandling betyder, at den, du er pårørende til, ikke er indlagt på en afdeling. I stedet møder personen op på behandlingsstedet eller modtager behandling i hjemmet. Den ambulante behandling foregår typisk i dagtimerne og på hverdagene. Både udredning og behandling kan foregå ambulant.

Vejen til ambulant behandling

Er den med sygdom indlagt, kan den behandlingsansvarlige læge henvise til et relevant ambulant team, når personen skal udskrives.

Har personen ikke være indlagt, kan psykiatriens visitation vurdere, om der er et relevant ambulant tilbud. Det vil oftest ske efter en henvisning fra egen læge til psykiatrien.

Privatpraktiserende psykolog

Ved psykiske sygdomme som mild eller moderat depression eller angst kan behandling hos en privatpraktiserende psykolog være en god mulighed.

Der er forskellige muligheder for at få dækket hele eller dele af regningen.

Henvisning

Den, der er syg, kan få tilskud til 60 procent af psykologregningen, hvis personen får en henvisning fra egen læge. Lægen stiller en række spørgsmål om den syges tilstand og kan også foretage nogle screeningstest for eksempel for at vurdere, hvilken grad af depression, personen har.

På baggrund af lægens vurdering kan man potentielt få en henvisning. Vær opmærksom på, at der stadig er en egenbetaling på 40 procent af psykologens pris. De forskellige henvisningsgrupper kan findes på sundhed.dk

Gratis for 18-24-årige

Unge mellem 18 og 24 år med angst eller moderat depression kan få gratis psykologhjælp. Også her kræver det en henvisning fra egen læge.

Hvis den, du er pårørende til, ønsker det, kan du tage med til lægen og hjælpe med at skabe tryghed og sætte ord på situationen.

Tjek forsikringen

Det kan være en god idé at tjekke, om ens private forsikring dækker psykologhjælp. Det er nemlig ofte tilfældet.

Søg kommunalt tilskud

I kommunen kan man kan også søge om tilskud til et samtaleforløb hos en psykolog. Langt fra alle bliver godkendt, men tilskuddet kan søges, hvorefter kommunen foretager en vurdering af ens sociale og økonomiske situation og afgør, om de kan bevillige helt eller delvist tilskud til psykologhjælp.

Kontakt din kommune og hør, hvordan du søger tilskud til psykologhjælp.

Internetpsykiatri – online behandling af angst og depression

Internetpsykiatrien tilbyder gratis online behandling af panikangst, socialangst, enkeltfobier eller let til moderat depression.

Effekten af internetbaseret psykologisk behandling af angstlidelser og depression er på samme niveau som ved fysisk møde med en psykolog. Den, du er pårørende til, kan anmode om behandling, uanset hvor i landet I kommer fra.

Privatpraktiserende psykiater

Din egen læge kan henvise til en psykiater. Det er gratis og du kan på sundhed.dk, finde en oversigt over psykiatere.

En psykiater er en læge der er videreuddannet i psykiatri, og kan ordinere medicin. Psykiatere kan kombinere medicinsk behandling med samtaleterapi.

Øvrige behandlingsformer

Udover de ovennævnte behandlingsformer findes der også mange andre forskellige typer af behandlingsformer, som er mere eller mindre udbredt i de forskellige regioner. Det kan for eksempel være sansestimulation gennem musikterapi, magnetstimulation (TMS) og NADA (øreakupunktur).

Få rådgivning om behandling for psykisk sygdom

Psykinfo kan rådgive om behandlingen i Psykiatrien. Psykinfo er tilknyttet behandlingspsykiatrien og findes i alle fem regioner. Find jeres regionale psykinfo her:

Se alt indhold

Behandlingsformer • Medicin

Hjælp med medicinsk behandling

Her kan du få viden og råd om, hvordan du bedst kan hjælpe den, du er pårørende til, med den medicinske behandling.

Piller - medicin mod psykisk sygdom

Medicin hjælper mange med psykisk sygdom og kan være en vigtig del af behandlingen. Men medicin mod psykisk sygdom kan have bivirkninger, og alt for ofte står medicinen alene. For mange pårørende er medicinen forbundet med store bekymringer.

For hvor meget og hvordan skal man hjælpe den, der er syg med sin medicin? Hvilke bivirkninger skal man holde øje med? Hvad skal man gøre, og hvem skal man tale med, hvis man bliver bekymret?

Medicin mod psykisk sygdom: Sådan kan du hjælpe

Den medicinske behandling er ikke de pårørendes ansvar. Men hvis du har overskud til det, kan du hjælpe med at sikre, at medicinen bliver taget rigtigt. Her er råd til, hvad du kan gøre.

Læg medicinen frem, og husk på at tage den

Hvis den, der er syg, er hårdt præget af symptomerne og har svært ved at tage sin medicin, kan du som pårørende hjælpe ved helt konkret at huske personen på at tage det på de rigtige tidspunkter.

Læg fx pillen frem, hvis det er en pille, det handler om.

For nogle pårørende kan det virke mærkeligt eller grænseoverskridende, men det kan være en god opbakning og støtte i de perioder, hvor det er særligt svært for personen at tage sin medicin

Motivér til at fortsætte

Når den, du er pårørende til, har svært ved at motivere sig selv til at tage sin medicin, kan du hjælpe ved at tale med personen om, hvad der er at vinde.

Tal om, hvilke ønsker personen har for fremtiden. Hvilke fordele og ulemper er der i forhold til medicinen? Vil det have en risiko at stoppe med medicinen og omvendt?

Skriv ned

Er der en periode, hvor medicinen virker godt, så skriv sammen ned, hvordan I oplever virkningen. Det, I skriver ned, kan du hive frem, når personen måske glemmer, hvordan det var før. En påmindelse om en periode, hvor medicinen virkede, kan motivere til at forsætte.

Det kan være hårdt at holde gejsten og blive ved med at motivere, men prøv, hvis du har overskuddet. Som pårørende skal du prioritere, hvilke opgaver du tager på dig, og bliver det for meget, så involver behandlingsstedet.

Pas på relationen og pres ikke for meget

Selvom det kan hjælpe at lægge medicinen frem og motivere til at tage den, så skal man passe på ikke at være for dominerende.

Hvis den, du er pårørende til, grundlæggende er modstander af at tage medicinen, kan der opstå en splittelse og en dårlig situation i hjemmet, hvis du hele tiden opfordrer til at fortsætte.

Så hvis du fornemmer, at jeres relation kan tage skade af, at du motiverer til at tage medicinen, så stop og tag i stedet dialogen med behandlerne om, hvad de kan gøre for at sikre, at personen holder sin behandlingen.

Bivirkninger af medicin mod psykisk sygdom

Medicin mod psykisk sygdom kan have stor effekt, men den kan desværre også give bivirkninger.

Antidepressiv medicin, kan for eksempel give kvalme og søvnbesvær, mens andre præparater kan give bivirkninger som sløvhed, apati og overvægt.

Det kan være hårdt at holde gejsten oppe og blive ved med at motivere. Og som pårørende skal du prioritere, hvilke opgaver du tager på dig. Bliver det for meget, så involvér behandlingsstedet, så du ikke står med hele ansvaret selv.

Observér og del din viden med behandlerne

Nogle gange er mennesker med psykisk sygdom ikke bevidste om bivirkningerne. Ofte er det faktisk lettere som pårørende at opdage dem.

Hold derfor øje med, om personen ændrer adfærd i takt med den medicinske behandling. Del dine observationer med den, du er pårørende til, og eventuelt med den behandlingsansvarlige læge efterfølgende.

Vær opmærksom på typiske bivirkninger

Bivirkninger kommer ofte løbende. Måske bliver personen liggende i sengen hele dagen og undgår socialt samvær? Eller måske sover han/hun dårligere om natten end før? Det kan også være en begyndende rysten med hænderne eller stigende vægt.

Dine observationer kan have stor værdi for behandlingen, og når du gør behandlerne opmærksomme på dem, kan du være med til at sikre, at den syge får den rette medicin og slipper for ubehagelige bivirkninger.

Det er lægens pligt at vurdere bivirkningernes omfang, og om der er behov for at justere i medicinen.

Pas på relationen og pres ikke for meget på

Vær ikke for dominerende, når du vil motivere til at tage medicinen. Hvis den, du er pårørende til, grundlæggende er modstander af at tage medicinen, kan der opstå en splittelse og en dårlig situation i hjemmet, hvis du som pårørende hele tiden opfordrer til at fortsætte.

Så hvis du fornemmer, at jeres relation kan tage skade af, at du motiverer til at tage medicinen, så stop og tag i stedet dialogen med behandlerne om, hvad de kan gøre.

Bliv informeret om bivirkningerne

Desværre oplever mange pårørende, at de ikke bliver tilstrækkeligt informeret om medicinen og bivirkningerne. Og det kan være svært at spotte bivirkningerne, hvis man ikke ved, hvad man skal være opmærksom på.

Hvis du mangler viden, så tag fat i behandleren og spørg ind til potentielle bivirkninger. Spørg både til, hvad der kan være af risiko nu og på længere sigt.

Bekymringer over medicin mod psykisk sygdom

Mange pårørende er bekymrede på grund af den medicinske behandling. Her er et par bud på, hvor du kan få svar på de typiske spørgsmål.

Tal med behandlerne

Hvis du er bekymret for den medicinske behandling, er det oplagt at gå til den behandlende psykiater og læge og stille spørgsmål. De kender forskel på bivirkninger og symptomer, og de kender alt til de forskellige former for medicin.

Mange er modstandere af medicin, og nogle mener, at mennesker med psykisk sygdom får alt for meget medicinsk behandling. Hvis du har det sådan, så tal gerne med behandlerne om det. Det får dig ikke nødvendigvis til at skifte mening, men måske kan det give større forståelse for, hvorfor den, der er syg, får medicin.

For at du kan få informationer om behandlingen, kræver det, at den, der er syg, har givet samtykke.

Få rådgivning

Der findes forskellige tilbud om gratis rådgivning, som kan være relevante, når du har spørgsmål om den medicinske behandling.

MedicinRådgivningen

MedicinRådgivningen er en rådgivning drevet af frivillige der tilbyder rådgivning om sove-, beroligende og antipsykotisk medicin, antidepressiva samt antiepileptika, som ofte bruges mod angst eller abstinenser. Medicinrådgivningen er ikke drevet af fagprofessionelle.

De hjælper både brugere og pårørende og kan blandt andet svare på spørgsmål om ned- og udtrapning samt eventuelle senfølger.

Bedre Psykiatri – Rådgivning specifikt til pårørende

Bedre Psykiatri rådgiver pårørende til mennesker med psykisk sygdom. Rådgivningen består blandt andre af en sundhedsfaglig rådgiver, som har stort kendskab til behandling og kan rådgive dig om dine bekymringer.

Kontakt pårørenderådgivningen.

Psykinfo

Psykinfo kan rådgive dig generelt om sygehusets behandling. Psykinfo er tilknyttet behandlingspsykiatrien og findes i alle fem regioner.

Hør podcast om medicin mod psykisk sygdom

I Bedre Psykiatris podcast Medicin – bivirkninger og bekymringer kan du blive klogere på medicin i psykiatrien og høre Line Hansen, der er overlæge på Psykiatrisk center Amager, give gode råd om, hvordan du som pårørende kan hjælpe den syge med sin medicin.

Se alt indhold

Behandling • Behandlingsformer • Kom i gang

Dobbeltdiagnose: Find den rette behandling

Der er store udfordringer forbundet med at være pårørende til en, der både har psykisk sygdom og misbrug. En af udfordringerne kan være at finde frem til det rette behandlingstilbud. Her får du råd og inspiration til, hvordan I får den bedste behandling.

Dobbeltdiagnose og behandling

Mange pårørende oplever, at det er svært at finde den rigtige hjælp til personer med psykisk sygdom og misbrug – også kaldet dobbeltdiagnose. Blandt andet fordi misbrugsbehandling og psykiatrisk behandling ofte er adskilt mellem kommunen og regionen. Den opdeling kan være forvirrende og svær at navigere i.

Samlet behandling for psykisk sygdom og misbrug

Der findes heldigvis steder, som behandler både psykisk sygdom og misbrug samlet. Selvom det kan virke uoverskueligt, så undersøg, om I kan finde sådan et behandlingssted.

Sådan kan du gøre

Her er råd til, hvad du kan gøre for at finde det bedste behandlingstilbud til én med psykisk sygdom og misbrug.

Spørg fagpersonalet til råds

Prøv at spørge din kæres sagsbehandler eller andet personale i vedkommendes kommune eller på sygehuset. Måske kender de til lokale steder, som behandler psykisk sygdom og misbrug samlet.

Hold et netværksmøde

Hvis den, du er pårørende til, er indlagt, så tal med ham eller hende og personalet om muligheden for at holde et netværksmøde, hvor kommunen også deltager. På den måde kan I sammen finde frem til et videre behandlingsforløb for både sygdom og misbrug.

Er den, du er pårørende til, i et ambulant forløb i psykiatrien, kan kontaktpersonen eller den behandlingsansvarlige læge aftale et møde sammen med kommunen.

Spørg andre pårørende

Personalet har ikke altid overblik over de forskellige tilbud, og derfor kan det være en god løsning at række ud til andre pårørende, som har indsigt i, hvad der er af gode behandlingssteder i nærområdet. Hør eventuelt din lokalafdeling i Bedre Psykiatri, hvilke muligheder de kender til.

Besøg behandlingsstederne

Når du leder efter den bedste behandling til personen med sygdom og misbrug, er det en god idé at besøge de forskellige steder for at danne jer et indtryk. Hvad er personalet for nogle mennesker, og hvordan arbejder de? Kan du se den, der er syg, få det bedre her? Besøget er helt uforpligtende og giver ofte et bedre billede end at kigge på en hjemmeside.

Samtidig kan et besøg på behandlingsstederne være med til at motivere personen til at få hjælp, da han eller hun ofte vil opdage, at stederne vil én det bedste.

Eksempler på steder, der behandler både misbrug og psykisk sygdom

Hvad gør jeg, når jeg har fundet et godt behandlingssted?

Hvis du selv har fundet frem til et godt behandlingssted, så foreslå det konkrete tilbud for din sagsbehandler. Nogle tilbud er private, men hvis sagsbehandleren godkender dit forslag, betaler kommunen.

Andre muligheder

Lykkes det ikke at finde et sted, som både behandler misbrug og psykisk sygdom, kan I forsøge at opsøge de tilbud om koordinering, som syge og udsatte har ret til eller mulighed for. Fx har aktivitetsparate ret til en koordinerende sagsbehandler, som kan udarbejde en ’Koordinerende indsatsplan’, hvor det fremgår, hvem der er sagsbehandler på hvilke indsatser, og hvad der sker i hvilket regi. Planen skal koordinere samarbejdet mellem fagpersoner for at opnå en mere helhedsorienteret og sammenhængende indsats om borgerens tilbud.

Koordinerende sagsbehandler og indsatsplan

Aktivitetsparate har ret til en koordinerende sagsbehandler, som kan udarbejde en ’Koordinerende indsatsplan’, hvor det fremgår, hvem der er sagsbehandler på hvilke indsatser, og hvad der sker i hvilket regi. Planen kan kun laves med samtykke fra den person, planen handler om. Planen skal koordinere samarbejdet mellem fagpersoner for at opnå en mere helhedsorienteret og sammenhængende indsats om borgerens tilbud.

Se en pjece om ’Den koordinerende indsatsplan’.

Hjælp til pårørende

Nogle kommuner og psykiatriske afdelinger har pårørendementorer, der kan hjælpe dig med at koordinere. Kontakt din kommune eller psykiatriske afdeling og hør, hvilke muligheder du har for at for hjælp til koordinering.

Lyt til podcast om psykisk sygdom og misbrug

I Bedre Psykiatris podcast om psykisk sygdom og misbrug kan du høre Cecilie Elmira Sørensen, Cand.mag i psykologi og rådgiver i Bedre Psykiatri, og misbrugsbehandler Kasper Sørensen fortælle, hvordan du hjælper den, der er syg, med at få hjælp, hvorfor du ikke skal acceptere misbruget, og hvordan du undgår at knække under presset.

Hør podcasten.

Webinar om psykisk sygdom og misbrug (alkoholafhængighed)

Linn Sofie Aabling, pårørenderådgiver i Bedre Psykiatri, og Dorte Christensen, psykoterapeut og alkoholbehandler, zoomer i dette webinar ind på det at være pårørende til en der har dobbeltdiagnose i form af psykisk sygdom og alkoholmisbrug.

Se webinaret.