Skip to content

Se alt indhold

Hverdagen

Overlægens råd: Når et barn i familien bliver syg

”Acceptér at I lige nu er en familie i krise.” Sådan lyder et af rådene fra Andreas Schröder, som er overlæge med speciale i psykiatri, og som til daglig arbejder på Center for familieudvikling. Læs med og få hans råd til dig, som er forælder til et barn, der har fået en psykisk sygdom.

Når et barn i familien bliver syg

Det rammer hele familien, når et barn bliver syg. Omvæltningen kan føles sorgfuld og uoverskuelig, og mange forældre oplever tvivl og måske også uenighed om, hvordan de skal navigere i situationen.

Andreas Schröder er overlæge med speciale i psykiatri, og arbejder til daglig på Center for familieudvikling. Her rådgiver og behandler han både mennesker med psykisk sygdom og pårørende. Læs med her og få hans råd til forældre, som har et barn, der har fået en psykisk sygdom.   

Andreas Schröder, overlæge med speciale i psykiatri

Acceptér at I lige nu er en familie i krise

Hvis det er nyligt opstået, at jeres barn er blevet syg, så er I på sin vis en familie i krise. For nogen familier kommer al fokus automatisk til at være på barnet eller den unge, som er syg. Andre familier forsøger både at være i den nyopståede situation og bibeholde den vante dagligdag. Men det kan være meget opslidende at lægge energi i begge dele. Derfor kan det for mange være befriende at sige: Nu er vi i en akutfase, og der er krise i familien. Det tager vi alvorligt, og så må resten komme senere.

Situationen vil præge den kommende tid, og I ved ikke, hvor længe akutfasen varer. Tag det alvorligt og læg tid og energi i det, og acceptér at I ikke kan overkomme det samme, som I kunne før. Det kan være gavnligt at indvie sin arbejdsgiver og andre forpligtelser i, hvad der sker derhjemme. På den måde kan der være mulighed for forståelse og fleksibilitet fra den front.

Anerkend hinandens reaktioner

Når et barn i familien mistrives eller er syg, kan der for forældre nemt opstå forskellige måder at betragte situationen på. Det kan være, den ene forælder tydeligt ser, at barnet mistrives og vil søge hjælp. Imens er den anden måske i højere grad rolig og ser barnets forløb som almindelige reaktioner i børne- eller ungdomslivet. Uenigheden kan gøre, at forældrene får svært ved at støtte hinanden i familiens krisetid, fordi begge holder på hver deres forståelse af situationen og barnets reaktioner. En sådan uenighed kan være med til at skabe en skævvridning i parforholdet og give konflikter. For at undgå det eller for at komme ud af den skævvridning, kan man anerkende den andens reaktion og forsøge at sætte sig ind i, hvorfor den anden reagerer, som han eller hun gør. Forsøg at have en åben dialog om jeres konkrete tvivl, bekymringer og irritationer, og undgå at angribe hinanden.

Ræk ud til netværket og tal med andre om situationen

Det kan være værdifuldt at række ud til nogen i jeres netværk, som kender jer godt som familie og individer. Det kan gavne parforholdet, at I taler med andre om jeres situation. I får både mulighed for at blive spejlet i jeres følelser og tanker, men samtidig kan det også hjælpe jer med at se mere realistisk på situationen, når I får perspektiver fra dem i netværket, som ikke er på så tæt hold.

Giv de andre søskende fokus

I mange familier er der også søskende til barnet, som er syg. En typisk reaktion hos børn, som er pårørende, er, at de udadtil er meget hjælpsomme og pligtopfyldende. Har sygdommen stået på i længere tid, har de pårørende søskende også ofte veludviklede sociale kompetencer, fordi de tit har skulle tage hensyn og forstå den, som er syg. Indeni kan det pårørende barn ofte føle sig overset og ensom.

Som forældre kan I spørge ind til og lytte på, hvordan pårørendebarnet har det. Spørg også, hvad barnet savner for tiden eller trænger til at lave. Det er vigtigt at give barnet en oplevelse af at være betydningsfuld og at hans eller hendes behov også er vigtige. Det kan være godt at skifte miljø og lave aktiviteter med barnet uden for hjemmet. På den måde får han eller hun også et fysisk frirum fra sygdommen derhjemme. Det kan være en gåtur i skoven, en cafétur, en tur på legepladsen, en is i solen eller noget femte.

Er det svært at finde tid og overskud til de andre søskende, er det en god ide at række ud til nogen i vennekredsen eller familien, der kan hjælpe til og som kender barnet godt.

Forlig jer med, at familielivet (for nu) måske ikke er, som forventet

For nogle forældre kan det være udfordrende at forlige sig med tanken om, at ens barn er syg og at man måske ikke får det familieliv, som man regnede med eller havde planlagt i første omgang. Det kan både være på kort eller lang sigt. Det kan opleves som en sorg, når familielivet ikke bliver, som man troede.

Det er okay at mærke den sorg. Tal om jeres reaktioner og hjælp hinanden i den situation, jeres familie står i lige nu. Husk at det stadig er vigtigt, at I får nogle gode oplevelser og minder som familie, og I mærker, I stadig har et fællesskab.

Se alt indhold

Hverdagen Svære følelser

Parterapeutens råd om parforhold i pårørenderollen

Det er enormt sorgfuldt og overvældende, når man har et barn, som er syg. Det påvirker både dagligdagen, familien og parforholdet. Hvordan kan man passe på parforholdet og hinanden, når man står i den svære pårørendesituation? Læs med og få parterapeut Lone Algot Jeppesens råd her.

Parforhold og pårørenderollen

Frygt, overvældelse og udmattelse er ofte på spil, når ens barn ikke har det godt. At opleve den frygt kan bringe os ud i en adfærd, som ikke altid er hensigtsmæssig i et parforhold.

Lone Algot Jeppesen er psykolog og uddannet parterapeut. Hun har grundlagt Parterapeutisk Institut og har arbejdet med par i mange år. Læs med her og få hendes råd til, hvordan I som par kan støtte og hjælpe hinanden, så I står stærkere i den svære pårørendesituation.

Lone Algot Jeppesen, psykolog og parterapeut.

Få øje på, at mønstrene er problemet

Som udgangspunkt er det ikke parrets forskellighed og det, at man tænker og forstår noget forskelligt, som er det største problem. Problemet ligger i, at man kan komme ind i nogle negative, fastlåste mønstre, når man som par taler om noget, der har stor betydning. Det kan være mønstre, hvor man indtager de samme roller og siger og gør det, man plejer, uden at løse problemerne.

Al kommunikation handler om kontakt og tab af kontakt. Hvis vi i et parforhold har en fornemmelse af at miste den følelsesmæssige kontakt til vores partner, så danner det grobund for de negative mønstre og utydelige budskaber.

Det er givende at få øje på og være bevidst om, at det er mønstrene, som er problemet og spænder ben for, at I kan tale sammen, løse problemerne eller skabe samhørighed. Når I får en bevidsthed om det, så åbner det op for en mulighed for at kunne tale sammen på en anden måde.

Er man som par lydhør og til stede, når noget er svært, så er man ofte i stand til at håndtere store udfordringer sammen. Vi taler godt sammen, når der er 3 markører til stede:

  • Tilgængelig: Er partneren til at få fat på, når vi har brug for at tale om noget bestemt?
  • Responsiv: Får vi en respons? Måske er den anderledes end forventet. Men det at få en respons fra en, der betyder noget, giver følelsen af, at vi bliver hørt og har en betydning.
  • Engagement: Oplever vi, at vores partner er engageret i det, vi oplever som værende svært? Selvom det ikke er et emne, som partneren nødvendigvis opfatter som problematisk, så virker det anerkendende, når partneren udviser engagement.

Vær bevidst om forskellige reaktioner

Når man er forældre og deler pårørenderollen, så er der typisk to forskellige reaktioner, man kan ende i.

  1. Ved den ene reaktion er man følelsesmæssigt overvældet. Alt føles kaotisk, og man har brug for at tale meget om situationen. Partneren kan måske opleve denne reaktion som for meget og for dramatisk.
  2. Omvendt er der den anden reaktion, hvor man er mere logisk, bagatelliserende, løsningsorienteret og lukker mere ned for den følelsesmæssige side. Ved denne reaktion er der risiko for, at partneren kan opleves som værende ligeglad og ikke-engageret.

Man har typisk en tendens til at reagere på enten den ene eller den anden måde. Og ofte er dynamikken, at jo mere man mærker den ene reaktion hos sin partner, jo mere skruer man op for sin egen reaktion; fornemmer man, at den ene bagatelliserer udfordringen, så kommer man ofte til at blive ekstra bekymret selv. Derfor er det vigtigt at have en bevidsthed om jeres forskellige reaktioner for at undgå den dynamik.

Når bevidstheden om jeres forskellige reaktioner er der, er der også plads til at gå skridtet videre og have mere sårbare samtaler om det. Bag begge former for reaktioner ligger der ofte det samme: Frygten for, hvordan det skal gå. Det, som kan være med til at opløse frygten, er, at få følelsen af ikke at skulle kæmpe alene.

Når man kan have de sårbare samtaler og dele sine tanker, er det nemmere at nærme sig hinanden.

Vær et team

Husk på og mind hinanden om, at I står sammen som et team. Frygten for at den anden ikke er der, kan aktivere de negative mønstre. Det er vigtigt, at ingen af jer føler, at I står alene i pårørenderollen og situationen. Det, at jeres barn har det svært, kan aktivere forskellige reaktioner i jer hver især. Men selvom reaktionerne er forskellige, betyder det ikke, at I står alene.

Det er også vigtigt, at I husker, I ikke kun er et team, som skal håndtere krævende opgaver. I er også bare jer som par. Forsøg at finde plads til at gøre ting, som giver jer glæde livsenergi og som skaber kontakt mellem jer.

Se alt indhold

Kommunen Kommunen

Ekspertens råd: Om forberedelse til voksenlivet i kommunen

Mange pårørende frygter tidspunktet, hvor deres barn med psykisk sygdom fylder 18 år – nu skal barnet nemlig behandles efter nogle andre regler i kommunen. Det kan lede til bekymringer. Læs med og få gode råd til, hvad du som forælder kan gøre for at forberede jer på overgangen til voksenlivet i kommunen.

Gode råd om overgangen til voksenpsykiatrien
Eva Naur, lektor ved juridisk institut på Aarhus Universitet

Kommunerne er forpligtet til i god tid at forberede overgangen til voksenlivet for din kære med psykisk sygdom. Desværre oplever rigtig mange, at det ikke sker. Det kan lede til mange frustrationer og bekymringer både blandt forældre og den unge med psykisk sygdom.

Eva Naur er lektor ved juridisk institut på Aarhus Universitet og ekspert inden for familieret. Hun kommer her med sine fem gode råd til, hvordan I kan være med til at forberede overgangen til voksenlivet i kommunen.

Bed om konkrete svar

Når den unge bliver 16 år, er det godt at være stædig og insistere på konkrete svar på, hvad der kommer til at ske fremadrettet: Hvad kommer der til at ske, når den unge overgår til voksenpsykiatrien og dermed voksenlivet i kommunen? Hvem skal vi tale med om hvad? Hvad bliver de næste skridt? Hvornår kommer det til at ske? I kan med fordel bede om en skriftlig orientering om, hvad der kommer til at ske fremadrettet. Så undgår I at misforstå og gå skævt af hinanden.

Bliv ledt videre i systemet i god tid

For at komme sagsbehandlingstiden i forkøbet, er det en god ide at insistere på, at nogen i kommunen tager ansvar og leder jer videre i systemet i god tid. På den måde har I gjort jeres forarbejde til, at reglerne inden for voksenområdet kan træde i kraft, når barnet fylder 18 år. Får du som forælder for eksempel kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, stopper den ydelse, når dit barn fylder 18 år. Men dit barn har højst sandsynligt fortsat brug for samme støtte på sin 18-års fødselsdag som dagen før. Er I blevet ledt videre i systemet i god nok tid, kan støttemulighederne inden for voksenområdet tage over, når du eller I ikke længere har mulighed for at få kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.

Vær forberedt på, at den nye sagsbehandler ikke kender hele historien

Når din kære bliver 18 år, får vedkommende en ny sagsbehandler. I kan med fordel forberede jer på, at den nye sagsbehandler ikke nødvendigvis kender hele forhistorien. Det kan føre til frustrationer fra både pårørende og den unge med psykisk sygdom. Mange føler, at de skal starte forfra. Men det, at den nye sagsbehandler ikke kender hele forhistorien, handler ikke nødvendigvis om, at kommunen ikke har tilrettelagt hjælpen godt nok. Sommetider er det med vilje og ment som et hensyn og en respekt over for den udvikling, din kære har været igennem. På den måde kan I starte på en frisk med den nye sagsbehandler. Derudover er det ikke alle informationer, sagsbehandleren har fri adgang til på grund af regler for beskyttelse af personoplysninger. Nogle gange kan forståelsen for, at det er et forsøg på en respektfuld tilgang være med til at afbøde nogle af de frustrationer, man kan stå med som pårørende.

Vær opmærksom på det reelle hjælpebehov

Mange forældre påtager sig adskillige opgaver for at hjælpe deres barn med den psykiske sygdom. Det er helt naturligt at ville støtte og hjælpe sit barn så meget som muligt. Men det kan være så meget, at nogle kommuner ikke opdager, hvor stort et behov den unge har til – tids nok – at kunne sætte hjælpen i gang. Derfor er det vigtigt at gøre sig bevidst om og sætte ord på, hvor stor en opgave du og I egentlig påtager jer som forældre. Så undgår I, at behovet bliver usynligt for sagsbehandleren. Ellers kan det blive svært for sagsbehandleren at finde den rette hjælp til din kære og finde ud af, hvor godt eller dårligt fungerende den unge er. Nogle af de ting, du hjælper med, kan være en indgroet rutine i hverdagen, så I slet ikke bemærker det. Men nogle af de ting, kan din kære faktisk få hjælp til.

Insister på at undersøge andre muligheder

Overvej at bede om at få undersøgt, om barnet også skal have hjælp inden for en anden lovgivning. For eksempel får mange hjælp med arbejde og skolegang, men det kunne måske også give mening at se på sociallovgivningen. Det kan være hjælp i hjemmet, støtte til at gøre rent og handle ind eller hjælp til at bo selv – alt i alt en generel støtte til at mestre livet. Ofte er der praktiske ting, som forældre typisk hjælper til med, men det er faktisk noget, man kan få kommunalt hjælp til.

Se alt indhold

Hjælp til søskende

Børnegruppelederens råd: Sådan støtter du dit ”skyggebarn”

”Skab plads til jeres tid.” Sådan lyder et af rådene fra Katrine Frydendal, der til daglig arbejder som børnegruppeleder i Region Hovedstadens Psykiatri med børn, der er pårørende.

Ekspertinterview om børn som pårørende

Det kan være svært at være søskende til én, som er syg. Somme tider bruger man betegnelsen ”skyggebarn” om børn, der er pårørende og lever med og i skyggen af en søskende, der er syg. Det gælder ikke mindst søskende til børn med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse.

Katrine Frydendal, socialrådgiver og børnegruppeleder i psykiatrien.

Mange forældre har dårlig samvittighed og føler sig utilstrækkelige. Både over for barnet med sygdommen og over for skyggebørnene i familien. Opmærksomheden og energien bliver ulige fordelt, og mange forældre ved godt, at de kommer til at tilsidesætte skyggebarnet. Men i situationen er det meget svært at gøre noget anderledes.

Katrine Frydendal er uddannet socialrådgiver og børnegruppeleder. Hun faciliterer børnegrupper i psykiatrien og har mange års erfaring med børn, der er pårørende. Her får du hendes tre gode råd til, hvordan du som forælder støtter dit skyggebarn.

Giv plads til barnets følelser

Mange skyggebørn føler sig overset, frustreret, vred og ked af det. Men på samme tid oplever mange også at være plaget af dårlig samvittighed, fordi de godt forstår, at deres søskende med en psykisk sygdom har brug for ekstra støtte og hjælp. Som forælder kan du hjælpe dit skyggebarn ved at give plads og lade dit barn have de følelser, det har. Somme tider er der børn, som er så trætte af deres søskende med den psykiske sygdom, at de ønsker, de ikke er her mere. Det er hårde følelser at have. Det er derfor vigtigt at barnet lærer, at de mørke følelser, man kan få dårlig samvittighed over, er øjebliksfølelser. De forsvinder igen, og at det er helt naturligt at have dem.

Det er sjældent, at skyggebarnet åbner op for de følelser af sig selv. Derfor kan barnet have brug for, at I som forældre hjælper barnet på vej og taler ind i det. Det kan godt være svært, og mange forældre har brug for hjælp og støtte til det. Nogle steder i psykiatrien findes der forløb, hvor man kan få hjælp til at tale om det på en god og konstruktiv måde. Prøv at spørge om det hos den behandler I går hos med jeres barn med den psykiske sygdom.

Skab plads til ”jeres tid”

Skyggebørn bliver ofte gode til at tilpasse sig og tilsidesætte egne behov, fordi de ikke vil belaste deres forældre yderligere. Men det betyder ikke, at barnet ikke har brug for plads og opmærksomhed fra sine forældre. Derfor kan det være en god ide 1-2 gange i ugen at skabe rum for, at du som forælder og det raske barn, har noget tid sammen. Her er det bare jer. Det skal ikke være store begivenheder, men bare helt almindelige hverdagsting. Det kan være, I aftaler, at hver mandag henter mor fra børnehave eller skole. I det tidsrum er det jeres tid – telefonen er på lydløs, og I får mulighed for at gå sammen og tale nærværende med hinanden. Det kan også være, I drikker en kop varm kakao på en café eller spiller et spil. Det vigtige er, at i den tid, så er det det raske barn, som har dit fokus. Mange forældre oplever, at det er en god oplevelse med de her rum, fordi de også selv har savnet deres raske barn.

Det betyder også, at hvis I sidder og spiller et spil derhjemme, og barnet med sygdommen vil noget, så er det okay at sige ”Jeg sidder lige med XX nu. Men jeg kommer om en halv time.” At opleve at blive prioriteret før sin søskende med en sygdom i en dagligdagssituation har kæmpe betydning for skyggebarnet. Får man lov til at mærke, at man kommer i første række i ny og næ, så bliver det nemmere at acceptere, at man kommer i anden række på andre tidspunkter.  

Du behøver ikke være tilgængelig altid

Mange forældre sørger for hele tiden at være tilgængelig for det barn, der har en diagnose. Det kan være opslidende som pårørende. Men det er heller ikke nødvendigvis særlig hensigtsmæssigt for barnet med den psykiske sygdom. Det kan være sundt for barnet med en diagnose at lære at udsætte sine behov og mærke efter, hvornår man skal kalde på sin forælder, og hvornår det er fint at lade være. Som forælder kan det være svært at lære at afgøre, hvornår man skal være hos hvem. Men det er okay ikke altid at være tilgængelig, og det gør dig ikke til en dårlig forælder.

Se alt indhold

Kommunen Kommunen Rettigheder Rettigheder

Barnets lov §122: Kommunen skal forberede overgang fra ung til voksen

Barnets lov § 122: Forberedelse af overgangen til voksenlivet

Forberedelse af overgangen til voksenlivet

Mange forældre oplever, at den hjælp, de selv og deres barn med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse kan få af kommunen, ændrer sig markant, når han eller hun fylder 18 år. Og mange oplever, at ændringen sker meget brat. Men hvis kommunen vurderer, at barnet får brug for støtte i voksenlivet – altså efter han eller hun er fyldt 18 år – er de forpligtet til at begynde at forberede overgangen, allerede fra når barnet fylder 16 år.

Mange oplever desværre, at kommunerne ikke overholder deres pligt til at forberede overgangen tidligt. Det kan derfor være en god ide for dig som pårørende at gøre barnets sagsbehandler opmærksom på pligten og at følge op på, om den bliver overholdt.  

Kommunen skal både inddrage den unge og jer forældre i planlægningen og forberedelsen af overgangen.

Noget af den hjælp, man som pårørende som udgangspunkt mister, når barnet fylder 18 år, kan fx være kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, dækning af merudgifter og aflastning.

Se alt indhold

Få bedre hjælp Kommunen Støtte

Hjælp til at dække udgifter til børn

Barnets lov § 86: Dækning af merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år

Dækning af merudgifter

For nogle familier giver det ekstra udgifter at have et barn med en psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse. Hvis udgifterne er opstået som følge barnets diagnose, og I altså ikke havde haft udgiften under andre omstændigheder, kan du søge om at få dem dækket af kommunen. Det er en betingelse for at få udgifterne dækket, at de overstiger et bestemt beløb. Beløbet bliver reguleret hvert år. I 2024 var minimumsgrænsen på kr. 5.519 pr. år.

Det kan både være løbende udgifter og enkelte udgifter.

Det er typisk forældre til børn med fysiske handicap, som har glæde af denne mulighed, men det kan også være forældre til børn med psykiske diagnoser. Det kan fx være til et kursus, der hjælper dig som forælder eller bedsteforælder, til medicin eller transport til dit barns behandling (sygehus, fysioterapi eller andet) inklusive parkeringsudgifter.

Der er en tilsvarende paragraf for pårørende til voksne. Den hedder § 100 i serviceloven.

Se alt indhold

Kommunen Rettigheder Rettigheder

Dagpenge mens du passer dit barn

Barselslovens § 26: Dagpenge ved pasning af alvorligt sygt barn

Dagpenge ved pasning af alvorligt sygt barn

Hvis dit barn har brug for så meget pasning, at du er nødt til at stoppe med at arbejde, kan du i nogle tilfælde få dagpenge. Det gælder både, hvis du er selvstændig eller lønmodtager. Der er nogle krav, du skal leve op til for at få ret til det:

  • Dit barn skal være under 18 år
  • Lægen skal vurdere, at sygdomsforløbet varer mindst 12 dage. Det gælder både, hvis dit barn er indlagt og hvis det kræver pasning og pleje i hjemmet. Hvis du er enlig forsørger, kan du også få dagpenge, selvom behovet varer kortere end 12 dage
  • Du stopper med at arbejde eller går på nedsat tid i forbindelse med barnets sygdom
  • Du opfylder det beskæftigelseskrav, der giver ret til barselspenge

Du kan maks. få dagpenge i 52 uger fordelt på 18 måneder. Det er ikke muligt at overstige de 52 uger, men hvis lægen vurderer, at begge forældre skal være til stede enten i hele eller dele af perioden, kan der bevilges dagpenge til begge forældre.

Se alt indhold

Skolen

Professorens råd: Når dit barn har bekymrende skolefravær

Svære følelser, mavepine og konflikter om morgenen inden skoledagen. Det er nogle af de tidlige advarselssignaler, du kan holde øje med, hvis dit barn er i risiko for at udvikle bekymrende skolefravær. Her får du fem råd om bekymrende skolefravær fra Mikael Thastum, som er professor i klinisk børnepsykologi og sundhedspsykologi.

Professorens råd: Når dit barn har bekymrende skolefravær

Det kan være rigtig hårdt at være forælder til et barn, som har bekymrende skolefravær. Mange forældre mærker en følelse af afmægtighed i forhold til, hvad de skal gøre og hvem de skal henvende sig til. Nogle forældre oplever, at de går til mange møder med forskellige fagpersoner, men uden at se konkrete tiltag eller ændringer hos barnet. Udover de oplevelser, kan det have konsekvenser for ens eget arbejdsliv, hvis man er nødt til at være meget hjemme med sit barn.

Mikael Thastum er professor inden for klinisk børnepsykologi og sundhedspsykologi. Her giver han sine råd til dig, der er forælder til et barn, der lider af bekymrende skolefravær.

Mikael Thastum

Vær opmærksom på tidlige advarselssignaler

Hvis dit barn har eller er i risiko for at udvikle bekymrende skolefravær, kan der være nogle advarselssignaler, du kan være opmærksom på. Det kan være:

  • Følelsesmæssige tegn: Negative følelser omkring skolen som for eksempel angst, vrede, ensomhed, tristhed eller flovhed over for kammeraterne.
  • Fysiske tegn: Det kan være, at dit barn jævnligt klager over fysiske smerter, uden der findes en medicinsk forklaring. Det kan for eksempel være hovedpine, kvalme, svimmelhed og ondt i maven. Ofte går smerterne væk i weekenderne, ferier eller når barnet får lov til at blive hjemme fra skole.
  • Adfærd inden skolen: Måske protesterer dit barn om morgenen, når det skal i skole. Det kan være, han eller hun har svært ved at stå op og komme afsted, eller måske er der bestemte dage, dit barn ikke vil afsted.
  • Adfærd i skolen: Det kan være, at dit barn kommer bagud med skolearbejdet og har svært ved at være motiveret. Måske er dit barn ked af det, når han eller hun er i skole, eller måske oplever I, at barnet med jævne mellemrum forsøger at komme tidligere hjem.
  • Andre forandringer: Nogle børn oplever problemer med at falde i søvn inden en skoledag. Andre trækker sig måske fra sociale arrangementer som fødselsdage med kammeraterne eller skolearrangementer. Det er også værd at holde øje med andre forandringer i barnets adfærd som for eksempel vredesudbrud eller nedsmeltninger.

Tal med dit barn på en nysgerrig og lyttende måde

Noget af det første, du kan gøre, er at tale med dit barn om situationen, så I sammen kan blive klogere på, hvorfor han eller hun er ked af at komme i skole. Hav samtalen på et tidspunkt, hvor der er god tid. Det er vigtigt, I ikke bliver forstyrret, og barnet ikke er i affekt. Det er bedst at tale med barnet i ”fredstid”. Det er vigtigt, du lytter aktivt, udviser sympati og anerkender, hvordan dit barn har det – også selvom du ikke har samme opfattelse. Selvom det kan være svært, så forsøg at undgå at blive løsningsorienteret.

Nogle børn kan have svært ved at tale om det eller sætte ord på deres følelser. Her kan det for nogen være lidt lettere, hvis de får lov til at tegne deres oplevelser og tale ud fra det.

Det kan være en god ide at skrive årsagerne ned i punktform efterfølgende. Så har du eller I som forældre noget konkret at tage med til et møde med skolen.

Læg en plan med barnets lærere, pædagoger og PPR

Sørg for hurtigst muligt at få inddraget barnets skolelærere, pædagoger og muligvis den pædagogiske leder, så I kan få lagt en konkret handleplan. Når I lægger planen, så inddrag de punkter, du tidligere har skrevet ned efter samtalen med dit barn. Få skolens inputs og skriv også disse ned. Det kan for eksempel være, at barnet føler sig uden for i frikvartererne, er ked af at være væk fra forældrene eller ikke tør række hånden op i timerne. Når I sammen kan skrive nogle konkrete punkter ned, er det nemmere at få en fælles forståelse og gå løsningsorienteret til værks. Selvom det kan være svært, så forsøg også at være åben over for skolens synspunkter, og hvad de har ideer til, hvad I som forældre kan ændre på.

For nogle kan det være gavnligt at inddrage PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) i de samtaler. Det kan være et svært og sårbart område at tale om for alle parter. Men det er vigtigt at forsøge at etablere et godt samarbejde og en fælles forståelse, så I på den måde kan hjælpes ad med at få barnet tilbage i skole.

Hav jævnligt kontakt med skolen

Følg jævnligt op med skolen på, hvordan det går. På den måde kan I løbende blive klogere på, om der skal indsættes andre former for støtte, eller om planen skal reguleres undervejs. Ved jævnligt at følge op og have kontakt med skolen, er I også med til at vedligeholde og bevare den samarbejdsrelation, I eller du som forælder har bygget op sammen med skolen. Det er en god ide at lave konkrete aftaler med skolen og skrive dem ned. Så kan I vende tilbage til dem, hvis I bliver i tvivl om, hvad I har aftalt. Afhængigt af barnets alder kan han eller hun inddrages i aftalerne.  

Få professionel hjælp

Nogle kommuner har tilbud, der arbejder meget målrettet med at hjælpe børn med ufrivilligt skolefravær. De kan være værd at tage fat på hurtigt i forløbet, hvis I føler, der skal mere til, end det skolen og I som forældre kan gøre.

Nogle børn oplever også andre psykiske udfordringer som for eksempel angst, depression eller ADHD. Hvis det er tilfældet, er det også vigtigt I søger hjælp til det. Det er en god ide også at inddrage skolen i det, da det vil give dem bedre muligheder for at tilgodese jeres barn i skoletiden.

Se alt indhold

Skolen

Webinar: Når dit barn ikke vil i skole

Hvorfor vil mit barn ikke i skole? Hvor kan vi få hjælp? Hvad er skolevægring? Det er nogle af de spørgsmål Mikael Thastum, professor og forsker på psykologisk institut ved Aarhus Universitet, vil give dig svar på i dette webinar.

Se kommende webinarer

Se alt indhold

Selvskade Tal med barnet

Psykologens råd: Når du er pårørende til en ung, der skader sig selv

”Vær først og fremmest nysgerrig på, hvorfor din kære skader sig selv. Selvskade har altid en funktion, og i forståelsen heraf ligger vejen til bedring.” Sådan lyder det første råd fra Cecilie Krag Semmling, der er psykolog og til dagligt arbejder med unge med selvskade.

råd selvskade

Der findes mange former for selvskade. Denne artikel fokuserer på den direkte ikke-suicidale selvskade. Det er en bevidst handling, hvor man direkte skader sig selv på kroppen i forsøget på at få det bedre. Det gør man for eksempel ved at skære i sig selv, brænde sig, forhindre et sår i at hele, slå kroppen ind i en væg eller ved at udøve anden form for skade på ens krop. Den direkte ikke-suicidale selvskade er en mestringsstrategi til at håndtere noget, der er svært. Motivet bag selvskade er, for de fleste unge, at håndtere og regulere svære følelser. Som overlevelsesstrategi står selvskade altså i kontrast til selvmordsadfærd, hvor intentionen er at ende – ikke mestre – smerten. Unge, der har udfordringer med at regulere følelser konstruktivt, kan være i særlig risiko for at udvikle selvskadende adfærd.

Det er hårdt og kan vække mange følelser og frustrationer at være pårørende til et menneske med selvskade. Det er et komplekst emne og sårbart for alle, der er involveret i det.

Cecilie Krag Semmling er psykolog i Team for selvskade hos Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Bispebjerg. Her er hendes tre råd til dig, som er forælder eller på anden måde pårørende til en ung med selvskade.

Vær nysgerrig på hvorfor din kære selvskader

Selvskade har en funktion, og dén funktion skal du være nysgerrig på som pårørende. Så mød din kære med nysgerrighed og respektfulde spørgsmål. Dulmer selvskaden noget smertefuldt? Afleder den fra selvkritiske tanker?

Det er vigtigt, at fokus for din nysgerrighed ikke alene er på selve den selvskadende handling, for eksempel hvornår det skete eller hvor dybt der blev skåret. Du skal i højere grad være nysgerrig på det, der ligger bag selvskaden: De svære følelser og tanker, som den unge selv har svært ved at sætte ord på, men derimod handler på. Hvad ligger til grund for adfærden? Er der sket noget i løbet af dagen, som påvirkede humøret? Hvad hjalp selvskaden din kære med, da det hele blev for meget?

Som forælder vil du helt sikkert have en instinktiv lyst til at gribe ind og handle. Det kan endda føles naturstridigt ikke straks at gribe ind og fjerne din kære fra den fare, som selvskaden kan føles som. Det er selvfølgelig helt naturligt at være følelsesmæssigt påvirket og have lyst til at handle på de følelser. Men forsøg alligevel med alle kræfter at stoppe op, trække vejret og bevare roen nok til, at du kan være nysgerrig og lytte, frem for straks at gribe ind. Før vi kan handle på en hjælpsom måde, er vi nødt til først at forstå, hvad der sker. Det er vigtigt, I kan skabe et fortroligt rum, hvor det er muligt at tale sammen.

Vær opmærksom på din reaktion

Når din kære har haft selvskade, er det meget vigtigt, du forsøger at reagere roligt, selvom det er svært. Vær rolig i din stemme, reaktion og mimik, kom ned i tempo og skru ned for spørgsmålene. Den selvskadende er også i affekt. Så du skal hellere prøve at få ham eller hende til at falde til ro.

En voldsom reaktion kan dels få den unge til at føle sig forkert og misforstået, og dels få ham eller hende til at fortryde, at have sagt det højt. Det er ærgerligt, for det er vigtigt at få skabt et fortroligt rum, hvor I kan tale åbent. Husk på, at din kære ofte allerede har mange selvkritiske tanker om sin selvskade og føler skyld og skam – at blive mødt med ro og respektfuld nysgerrighed kan være afgørende for den videre dialog. Når I taler om det, er det okay at sige, du synes, det er svært at forstå, og om han eller hun vil hjælpe dig med at forstå. Det er også med til at inddrage din kære og give ham eller hende noget autonomi. Vis vedkommende, at du tør tale om det. Så bliver det også nemmere for den selvskadende at turde tale om. Du kan for eksempel sige ”Det her ligner et sår, der kommer fra selvskade. Har jeg ret i det?”

Mange, både de pårørende og den selvskadende, synes, det er svært at tale om. Nogle pårørende er berøringsangste og bange for at gå ind i snakken, fordi de frygter, at de kan gøre eller sige noget, der får adfærden til at blusse op. Andre pårørende kommer måske omvendt til hele tiden at spørge ind til eller tjekke selvskaden i et forsøg på at kontrollere udviklingen af adfærden og passe på sin kære. Her kan alle spørgsmålene risikere at komme til at handle for meget om selve selvskaden og adfærden, frem for grunden til adfærden. Det, vi giver opmærksomhed, vokser – og da vi ikke ønsker at komme til at forstærke selvskaden, er det vigtigt, at fokus for vores opmærksomhed som pårørende er det, der ligger bag. Det er vigtigt at turde at spørge ind til selvskade – men vær obs på, hvad du giver opmærksomhed, når du spørger.

Nogle pårørende kan i afmagt komme til at reagere ved at straffe eller lave konsekvenser i et forsøg på at kontrollere selvskaden. For eksempel ved at den unge ikke må deltage i en fritidsaktivitet eller være alene hjemme. Her er det vigtigt at huske, at den unge gør det allerbedste han eller hun kan – hvis de bare kunne stoppe med at selvskade, havde de gjort det allerede. Derfor hjælper den strategi sjældent. I stedet kan den føre til mere selvkritik, hvis den unge fejler – fordi han eller hun nu både skuffer sig selv og dig som pårørende. Hjælp i stedet den unge med at forstå, hvad der skete, og hvilke andre strategier, han eller hun kan afprøve i en lignende svær situation fremover.

Det er svært at opføre sig rationelt og ikke være alt for følelsesmæssigt påvirket. Men vis at du respekterer den unges oplevelse og behovet for en mestringsstrategi, også selvom fremgangsmåden ikke er hensigtsmæssig.

Gør dig tanker om det lavpraktiske

Der er nogle lavpraktiske overvejelser og aftaler, som er gode at have gjort sig inden en selvskade sker igen.

  • Undgå at fjerne remedier som det første lige efter en selvskadeepisode. Vær opmærksom på om du handler, før du har forstået, hvad der er på spil og hjælpsomt for din kære. Mange pårørende har en helt instinktiv lyst til at fjerne de remedier, deres kære bruger til selvskade. Men fjerner man remedierne, så fjerner man også den strategi, ens kære bruger til at håndtere svære følelser, uden at vedkommende har lært nye måder at håndtere det på. Det kan være enormt overvældende for den selvskadende. Det kan også være uhensigtsmæssigt, fordi din kære måske så finder nye metoder at skade sig selv på. De kan være nemmere at skjule og potentielt være farligere. Hvis du er i tvivl, så spørg den unge og lad vedkommende vurdere: Er det en hjælp for dig, hvis jeg fjerner X?
  • Når selvskaden lige er sket, så vent med at have en dialog om, hvad der triggede selvskaden, til I begge er ude af affekt. Både du og din kære skal være faldet lidt til ro, før I har den snak. Det er også vigtigt at forsøge at undgå, at omsorg, kærlighed og opmærksomhed kommer som direkte følge af selvskade. Ubevidst kan den selvskadende nemlig komme til at forbinde selvskadende adfærd med at få opmærksomhed og kærlighed. Og det kan forstærke den selvskadende adfærd. Brug hellere energien på at nedregulere din kæres følelser. Det kan du gøre ved at have en rolig stemme, mimik og reaktion. Vis du er der, og undgå at stille en masse spørgsmål.
  • Lav aftaler med din kære om, hvordan han eller hun kan vise dig tegn på, at vedkommende har det svært. Nogle sender en SMS med en særlig emoji, imens andre har et slags kodeord. Aftal også med din kære, hvordan I som pårørende må reagere i situationen. Måske skal I se en film sammen eller gå en lang tur. Giv den unge mulighed for at fortælle, hvad der kunne være rart at blive mødt med i en svær situation, hvor man måske ikke har overskud til at snakke. Det øger sandsynligheden for, at planen bliver brugt.
  • Bliv ved med at have krav og forventninger til din kære. Mange forældre kommer til at skåne deres barn, fordi de vil undgå at overbelaste vedkommende. Men det er vigtigt fortsat at stille krav og forventninger til dit barn. På den måde vil han eller hun stadig opleve sig selv som værende selvstændig og mærke de positive forventninger, du har til vedkommende.  

Se alt indhold

Angst Tal med barnet

Psykologens råd: Når dit barn lider af angst

”Vi kan lære at håndtere angsten.” Sådan lyder hovedpointen fra psykolog Søren Benedikt Pedersen, som til dagligt arbejder med børn, der lider af angst.

angst råd

Ifølge Søren Benedikt Pedersen, skal vi flytte fokus fra at se angst som noget, der er svært og uoverskueligt at håndtere, til at være noget, vi kan påvirke og blive bedre til. Vi kan lære at håndtere angsten.

Søren Benedikt Pedersen er psykolog og har mange års erfaring med undersøgelse, udredning og behandling af børn og unge med psykiske lidelser. I dag er han klinikchef i Cool Kids Klinik, som er en børne- og ungdomspsykologisk klinik, der har fokus på behandling af angst hos børn.

Søren Benedikt Pedersens råd tager udgangspunkt i den kognitive diamant. Tankegangen bag den kognitive diamant er, at angst ikke bare er én ting, men summen af fire elementer: Vores tanker, følelser, den kropslige og fysiske reaktion, og vores adfærd.

Derfor knytter de fire råd sig til hver af de fire elementer.

1. Tanker: Hjælp barnet til at finde realistiske og hjælpsomme tanker.

Barnets tanker og forestillinger har stor indvirkning på hans eller hendes angst. Som forælder er det vigtigt at anerkende barnets bekymringer og tage dem alvorlig. Men du skal også hjælpe barnet med at nå frem til mere hjælpsomme og realistiske tanker. Så vær nysgerrig på og spørg ind til, hvad barnet har set, hørt og forestiller sig, og prøv om du sammen med barnet kan at korrigere tankerne og nå frem til mere realistiske og konstruktive tanker.

Hvis barnet for eksempel ikke tør være alene hjemme, så spørg ham eller hende, hvad grunden til det er. Er barnet bange for indbrudstyve? Er han eller hun bange for, at der sker noget med mor eller far, når de er væk? Eller måske noget helt tredje? Når man bekymrer sig, forestiller man sig tit det værst tænkelige – alt det der kan gå galt. Du kan som forælder hjælpe ved at lytte og spørge ind, og derefter hjælpe med at gøre tankerne mere realistiske.

2. Følelser: Lav en tryghedsaftale

Lav aftaler, som gør barnet tryg, og brug belønning til at forstærke de positive følelser. Hvis barnet for eksempel har det svært, når han eller hun bliver afleveret i skolen, så kan man lave en tryghedsaftale med læreren. På den måde ved barnet, at har han eller hun brug for kontakt med en af sine forælder, så går barnet først til læreren, som er indforstået med aftalen. Så vil læreren i første omgang forsøge at berolige barnet og snakke med det, før forældrene bliver kontaktet.

Det er ikke nok, at man har talt med sit barn om, at der ikke er grund til at være angst, når han eller hun bliver afleveret i skole – barnet er også nødt til at føle sig tryg. Det kan tryghedsaftaler hjælpe med.

Når barnet så har overvundet noget, som var svært, er det en god ide at belønne barnet – I kan for eksempel spille et spil, barnet holder af, eller spise barnets livret til aftensmad.

3. Den kropslige og fysiske reaktion: Prøv at berolige nervesystemet rent fysisk

Somme tider vil barnet reagere med panikangst eller somatiske symptomer som mavepine eller åndenød. Her kan du som forælder benytte dig at metoder, som beroliger nervesystemet rent fysisk. Det kan være massage, berøring, lette tryk eller anden form for kropskontakt.

Så vidt det er muligt, er det en god ide at tage det i opløbet. Hvis barnet er meget i panik, kan det ofte ikke rumme, at nogen kommer for tæt på fysisk. Her kan du blot være der, vente og selv bevare roen, indtil dit barn falder lidt ned igen, og du har mulighed for at nærme dig.

Når barnet har en kropslig og fysisk reaktion, kan du også aflede ved at stimulere andre sanser; sæt noget musik på, aktivér smagssansen med et bolche, eller få gang i kroppen ved at bevæge jer fysisk væk. Det kan være med til at aflede opmærksomheden fra angsten.

4. Adfærd: At øve sig gradvist

Læg en plan, hvor barnet gradvist og helt lavpraktisk overvinder det, han eller hun er bange for. Når man har angst, forsøger man ofte at undgå de ting, som trigger angsten. Men når man undgår de situationer, risikerer man på sigt at forstærke angsten. I stedet for det, skal man forsøge at overvinde angsten gradvist. Det er vigtigt med noget praktisk erfaring, hvor barnet lærer, at det ikke er farligt, og følelsen af tryghed kan blive stærkere.

De fire elementer til sammen

Alle fire elementer skal kombineres og understøtte hinanden, før det til sammen har en positiv effekt på barnet og hans eller hendes angst. Med de fire elementer bliver angsten konkret og mulig at arbejde med. Vi kan arbejde med vores tanker, påvirke vores følelser, berolige vores krop gennem åndedræt og afslapning og tage små skidt i den rigtige retning – og på den måde genvinde kontrollen over vores angst. 

Se alt indhold

Skolen

Hvis dit barn ikke vil i skole

Det kan være svært at gå i skole, når man har en psykisk sygdom. Børn med en psykisk sygdom kan have en forøget risiko for at udvikle skolevægring, som kan give højt fravær og faglige og sociale udfordringer. I denne video får du råd til, hvordan du kan gribe det an, hvis dit barn ikke vil i skole.

Se alt indhold

Krisehåndtering Tal med barnet

Hvad er en forebyggelsesplan?

Hvad gør man, når én man holder af, for eksempel ens barn eller ægtefælle, får alvorlige symptomer eller på andre måder får det dårligt på grund af sin psykiske sygdom? Det er et spørgsmål, der fylder meget hos pårørende. En del af svaret kan være en forebyggelsesplan. I denne video bliver du klogere på, hvad en forebyggelsesplan er, og hvornår den er god at have

Se alt indhold

Hjælp til søskende Tal med barnet

Podcast: Børn som pårørende

Hvordan kan man som forældre sikre, at familiens raske børn trives og udvikler sig godt, selvom en af forældrene eller en søskende har psykisk sygdom? Og hvordan sikrer man, at sygdommen bliver noget, man taler om og håndterer i stedet for et tabu, der skaber utryghed, angst og dårlig samvittighed? Lyt med i dette afsnit.

Se alt indhold

ADD/ADHD Tal med barnet

Når dit barn har ADHD: En hverdag med færre konflikter

Har dit barn ADHD? Så kender du sikkert til en hverdag med konflikter og uenigheder. I denne video får du tre konkrete råd, som kan være med til at styrke dit forhold til dit barn og skabe en hverdag med mindre skældud.

Se alt indhold

Rettigheder

Pårørende til et barn under 18 år – hvilke støttemuligheder er der?

Hvis du er forælder til et barn under 18 år med en psykisk sygdom, kan du have ret til forskellige former for støtte. I denne video får du viden om nogle af de støttemuligheder.

I denne video bliver du klogere på de forskellige former for støtte, du kan have ret til, hvis du er forælder til et barn under 18 år, der har en psykisk sygdom. Der er de økonomiske kompensationsmuligheder som tabt arbejdsfortjeneste, dækning af merudgifter og dagpenge ved pasning af barn med alvorlig sygdom.

Udover de økonomiske kompensationsmuligheder er der også mulighed for familievejlederordningen, familievejledning og aflastning. Ved familievejlederordningen får I som familie tilbudt 1-2 samtaler, som kan give jer et overblik over, hvilke hjælpemuligheder der er inden for og uden for kommunen. Familievejledningen er et tilbud i kommunen, I kan bruge, hvis I har behov for redskaber og vejledning ,ed afsæt i jeres barns psykiske sygdom. Slutteligt vil vi nævne aflastning/afløsning i kommunen. Det er en mulighed for enten at jeres barn er i aflastning uden for hjemmet, eller at der kommer en og afløser i hjemmet, som giver dig luft til at gøre noget, du har brug for.

Se alt indhold

Find hjælp & støtte Hverdagen Svære følelser Svære følelser Svære følelser

Psykologens råd: Til pårørende om skyldfølelse

Skyldfølelse er en af de svære følelser, som mange pårørende bærer rundt på. Psykolog Zarah Høst har stor erfaring med at hjælpe pårørende og giver sine råd til, hvordan man kan arbejde med skyldfølelse.

Psykologens råd skyldfølelse

Mange pårørende føler skyld over for den, der er syg og går rundt med mange selvbebrejdende tanker. Det kan være meget belastende og der opstår en risiko for, at den pårørende selv bliver syg. Det fortæller psykolog Zarah Høst. Hun er psykolog hos Pårørendepsykologerne i København og har stor erfaring med at hjælpe pårørende. Hun mener, at selvom skyldfølelse er en naturlig del af menneskets følelser, er den vigtig at være opmærksom på. Den må nemlig ikke fylde i så høj grad, at det bliver hæmmende for personen. Her kommer hun med sine bedste råd til pårørende om at arbejde med skyldfølelse.

Gå i rette med tankerne

”Mange pårørende har skyldfølelse uden at have reel skyld. Og har mange selvbebrejdende tanker over, hvad man kunne have gjort anderledes. Fx kan man måske ikke være så stor en støtte, som man gerne vil. Her må man se på den situation, man står i, og gå i rette med tankerne. Er det rigtigt, at jeg kunne have gjort noget andet og bedre på det pågældende tidspunkt med den viden og de ressourcer, jeg havde der?

Nogle kan føle skyld over, at man fx ikke opdagede sygdommen tidligere. Ofte når vi kigger tilbage, kan vi se alle tegnene. Men før sygdommen udviklede sig, kendte man ikke tegnene. Derfor kunne man ikke have set det eller gjort noget anderledes. Man skal huske sig selv på de ressourcer og den viden, man havde til rådighed og spørge sig selv, om man reelt kunne have gjort noget andet og bedre.”

Tal med dine nærmeste

”En anden ting, man kan gøre, er at tale med sine nærmeste om sine følelser og tanker. Det kan være hjælpsomt at få andres perspektiv på situationen. Ofte ser de os med mere milde øjne, end vi selv gør. Det kan hjælpe os til at forstå, hvor vi reelt har skyld, og hvornår vi er urimelige overfor os selv.

Hvis man er bekymret for en afvisning eller synes, det er svært at tage op med andre, kan man gøre det i små trin. Fx ved at tale med en ven om en enkelt situation. Der kan man se, hvordan han eller hun reagerer, og hvordan det føles for en selv at dele det. Føles det svært at skulle tale om, kan man skrive det ned, før man taler med sin ven eller veninde. Det kan gøre det nemmere at åbne op, når man allerede har formuleret sine tanker.”

Søg professionel hjælp

”Hvis skyldfølelse breder sig til at have indflydelse på daglig trivsel eller udvikler sig til skam, hvor de negative tanker begynder at handle om, hvem man er som menneske fremfor ens handlinger, er det vigtigt at søge hjælp fx gennem en psykolog eller en forening, der hjælper pårørende. For mange pårørende kan skyldfølelse brede sig til at handle om hele en selv, hvor man fx kan tænke, at man er en dårlig mor. Det kan være svært at spørge om hjælp, når det omhandler skam, fordi det er følelser, vi helst gemmer væk. Det ligger i skammens natur, at vi forsøger at undgå, at andre finder ud af, hvor vi er ”forkerte”. Men for de fleste, er det en stor lettelse, når de først har rakt ud.”

Del med andre i samme situation

”For mange pårørende kan det være rart og befriende at tale med andre, der har en forståelse for ens situation. Her kan man tale med andre, der også er pårørende, hvor det nogle gange kan være nemmere at dele svære følelser. Det kan man fx gøre gennem de mange online fora og grupper, der findes for pårørende, men man kan også tale med andre pårørende i en samtalegruppe.”

Det er okay at føle negative følelser over for den, der er syg

”Mange kan have dårlig samvittighed eller føle skyld over at have negative følelser rettet mod  den, der er syg, fx at være vred på eller skamme sig over vedkommende. Her er det vigtigt at understrege, at det er helt naturlige følelser at have og at følelserne ikke er forkerte. Vi kan ikke kontrollere, hvad vi føler, hvorfor vi heller ikke kan føle noget, der er forkert. Men det er måden vi reagerer og handler på, der er afgørende. Det handler om, hvordan vi opfører os og om vi forsøger at håndtere eksempelvis vreden på konstruktiv vis. Og hvis vi ikke formår at reagere hensigtsmæssigt på de følelser, vi har, kan man tage ansvar ved at søge hjælp til at lære det.”

Sig undskyld

”Hvis vi føler skyld overfor en person, kan man i stedet for at vende det indad, sige undskyld. Det er jo netop det, er er forskellen på skyld og skam. Når vi oplever skyld, kan vi sige undskyld, og erkende overfor den anden, at vi ville ønske vi havde handlet eller tænkt anderledes. At sige undskyld giver mulighed for tilgivelse, hvilket kan være forløsende for begge parter. Det er selvfølgelig ikke i alle situationer, hvor det er muligt at give en undskyldning, eller at få tilgivelse. Men det kan være forløsende at have erkendt sin skyld, for om ikke andet, at man selv kan begynde at give slip på skyldfølelsen og arbejde hen mod også at kunne tilgive sig selv. For vi bliver bedre hjælpere, både for den, der er syg, men også for os selv, når vi er drevet af omsorg frem for skyldfølelse.”

Se alt indhold

Støtte Tal med barnet

Psykologens råd: Når du er forælder til et barn med en psykisk sygdom

Annette Anbert deler ud af sin erfaring og giver sine gode råd til, hvordan man kan håndtere livet som forælder til et barn med psykisk sygdom. Hun er psykologfaglig ledende koordinator på Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling i Region Sjælland.

forælder til barn med psykisk sygdom

Det kan være meget forskelligt, hvordan man oplever det, når ens barn får en psykiatrisk diagnose, fortæller Annette Anbert. Hun er psykologfaglig ledende koordinator på Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling i Region Sjælland. For nogle er det meget overvældende, for andre er det en lettelse.

”For nogle kan det være en lettelse, når barnet får en diagnose. De har i længere tid vidst, at der var noget anderledes i udviklingen, som voldte problemer. Forældre bekymrer sig naturligvis også og kan spekulere meget over årsagssammenhænge,” siger Annette Anbert.

Spørg ind

Uanset hvordan man reagerer på, at barnet får stillet diagnosen, vil der typisk opstå en masse spørgsmål og tvivl hos forældrene.

”Det er altid ok at stille personalet alle de spørgsmål, man har. For eksempel hvad diagnosen betyder eller hvilke ting man skal være særligt opmærksomme på. Vi forsøger altid at formidle vores viden til forældrene på den bedst mulige måde, så når forældrene også selv spørger ind, kommer der ofte en god dialog ud af det,” fortæller Annette Anbert.

Man skal ikke kunne klare alting

Det kan være svært at rumme at være forælder til et barn med en psykisk sygdom, og der kan følge udfordringer med, som man ikke har viden eller overskud til at håndtere.

”Det er så vigtigt, at man siger det højt,” understreger Annette Anbert. ”Tal med personalet, der har med barnet eller den unge at gøre. Meget ofte vil der i samarbejdet etableres en kontakt med sagsbehandler i kommunen og evt. også børnehave eller skole.”

Annette Anbert fortæller, at man på den måde kan arbejde med planlægning af det, der kan være helt den nødvendige hjælp i livet fremover og pointerer:

”Husk på, at det ikke er en forudsætning, at man som forældre skal kunne løse alle de aktuelle vanskeligheder, man måtte opleve at stå i.”

Det kan også være en mulighed at bruge sit netværk for støtte og opbakning.

”Hvis du har et godt netværk, kan det være rigtig gavnligt at benytte dig af dem. Tal med en, du er fortrolig med og giv udtryk for, at du er ked af det eller har brug for hjælp,” siger hun.

Hvis du har brug for at tale med en psykolog, kan du som forælder til et barn med en psykisk sygdom få en henvisning via din praktiserende læge.

Håb med recovery-tilgangen

For mange kan bekymringer for fremtiden fylde meget og ifølge Annette Anbert kan det være svært at bevare håbet på sit barns vegne. Man kan måske være bekymret for, hvordan de klarer fremtiden.

”Man skal altid forsøge at bevare håbet. Det kan være svært i perioder, hvor vanskelighederne ser ud til at tårne sig op, men det er ufattelig vigtigt at holde fast i, at det er lige nu, at livet er særligt udfordrende, og at der altid er et håb for fremtiden. Det er også derfor, vi i psykiatrien og Børne- og Ungdomspsykiatrien har fokus på recovery-tilgangen, hvor udgangspunktet er, at der faktisk er mulighed for at få det bedre, at komme sig og leve et liv med sygdommen i baggrunden,” fortæller hun.

Se alt indhold

Selvmordstanker Svære følelser

Ekspertens råd: Når du er pårørende til et menneske med selvmordstanker

“Pas på med at overvåge.” Sådan lyder et af de fire råd til pårørende fra Elene Fleischer, som er ekspert inden for selvmordsforskning og forebyggelse.

selvmordstanker råd

Det er enormt hårdt at være pårørende til et menneske med selvmordstanker. Mange pårørende føler sig usikre og er meget angste for at miste, og de er i tvivl om, hvorvidt de kan gøre eller sige noget forkert. I denne artikel møder du Elene Fleischer. Hun arbejder hos NEFOS. Det er en organisation, der yder støtte og rådgivning til alle, der er eller har været tæt på en person, som har udført en selvmordshandling. Hun er ekspert på området, og giver her fire råd til dig, som er pårørende til et selvmordstruet menneske.

Bevar håbet                               

Ifølge Elene Fleischer er det vigtigt at bevare håbet for den, man er pårørende til.

”Når man er selvmordstruet og ikke føler, at noget hjælper, så er det nemt at miste håbet. Og når man ikke har håb, er der kortere vej til, at den selvmordstruede tager sit eget liv eller forsøger på det. Når du som pårørende er med til at opretholde et håb, så vil det smitte af på den selvmordstruede. Udover det, vil håb også gøre en forskel for den pårørendes trivsel og evne til at holde sig selv oven vande,” siger Elene Fleischer.

Skil din rolle fra behandlerrollen

Elene Fleischer fortæller, at rigtig mange pårørende har en følelse af, at de er den eneste, som kan hjælpe deres kære. Men ifølge hende, er det vigtigt at skille ens egen rolle fra behandlerens rolle.

”Det kan godt være, man ikke synes, den behandling, der bliver givet, er optimal. Eller måske synes den selvmordstruede ikke, at det virker. Men det er ikke den pårørendes ansvar – det er behandlerens. Det er vigtigt, at man får det skilt ad, så man kan få lov til at være mor, ægtefælle, bror, eller hvad end ens relation til den selvmordstruede er,” siger Elene Fleischer.

”Hvis man går ind i behandlerrollen over for sit barn, så kommer du til at skåne det for meget. Men du kommer også til at give dit barn opmærksomhed som en patient. Den form for opmærksomhed får din kære allerede hos sin behandler eller i psykiatrien. Derhjemme skal dit barn have opmærksomhed og betydning som den rolle, vedkommende har i familien.”

Elene Fleischer understreger, at det er vigtigt, ens kære stadig føler sig som en del af familien. Hun fortæller: ”Når man er ovre den akutte fase, begynder den selvmordstruede at interessere sig for livet uden for igen. Den selvmordstruede bliver ofte spurgt, hvordan vedkommende har det. Prøv at spørge din kære, om han eller hun har lyst til at høre, hvad du laver for tiden. Og så fortæl om din hverdag med arbejde, studie eller fritidsinteresser. Det er godt at få noget normalitet ind og fornemme en hverdag igen.”

Stil fortsat krav

Rigtig mange pårørende er i tvivl om, om de fortsat kan stille krav til deres kære med selvmordstanker. Ifølge Elene Fleischer både kan og skal man fortsat stille krav.

”Hvis vi forestiller os en mor, som ikke stiller krav til sin selvmordstruede datter. Datteren vil i første omgang synes, det er fedt, at hun ikke skal rydde op efter sig selv eller behøver hjælpe til i hjemmet. Men før eller siden, vil det føles og tolkes som ligegyldighed for datteren,” siger Elene Fleischer.

”Hvis I plejer at have en god kommunikation, så skal du gøre, som du plejer at gøre. Og så skal man selvfølgelig have respekt for, hvis ens datter siger, hun er så træt, at hun ikke fik vasket op. Det er helt okay. Men det skal ikke afskrække dig fra at stille kravet i første omgang.”

Elene Fleischer fortæller, at når man fortsat stiller krav, så er man med til at give sin kære en følelse af at blive set som den, han eller hun er, og stadig have en værdi.

”Min pointe er, at som menneske får man først en betydning, når man bliver set og får lov til at gøre de ting, man kan. Og det er en vigtig følelse for alle – også for en med selvmordstanker. Derfor er det vigtigt ikke at skåne ens kære. Du skal fortsat forvente, stille krav og tro på, at ens nærtstående stadig kan ting, selvom vedkommende har det svært,” afslutter hun.

Pas på med at overvåge

Har man oplevet, at ens kære har prøvet at begå selvmord, vil der ifølge Elene Fleischer ligge en bekymring og angst i én. Man er bange for, at det vil ske igen. Elene Fleischer fortæller, at det for mange pårørende betyder, at de er i alarmberedskab og konstant overvåger på den selvmordstruede. Det skal man passe på med:

”Den omsorg, man som forældre giver ud fra kærlighed og angsten for, om det skal ske igen, kan opleves som kontrollerende og overvågende hos den selvmordstruede. Derfor er det en god ide at sætte sig over for hinanden og lave en aftale. Her kan du understrege, at hvis du skal undgå at overvåge din kære og blive bange, så er I nødt til at lave en aftale, som I begge synes, er okay. Hvis man altid bliver bekymret, når ens kære går en tur, så lav en aftale om, at man sender en SMS, hvis ruten ændrer sig eller man ikke kommer hjem på det aftalte tidspunkt. Og kommer vedkommende ikke hjem på det aftalte tidspunkt, så sig: ”Det er godt, du kommer hjem nu, men hvor har du gjort mig bekymret ved ikke at overholde vores aftale”. Du må gerne fortælle, at det påvirker dig, og du må gerne stille krav,” siger Elene Fleischer.

Hun påpeger, at på den måde vil den selvmordstruede også opdage, at vedkommendes handlinger har betydning, og at det ikke er ligegyldigt, om han eller hun kommer hjem igen.

Se alt indhold

Behandling Selvskade Støtte Tal med barnet

Webinar: Selvskade – viden og handlemuligheder til dig som pårørende

Hvad er selvskade? Hvorfor vælger nogle at skade sig selv? Og hvordan hjælper du bedst som pårørende til én, der skader sig selv? Se med i webinaret her, hvor psykolog Cecilie Krag Semmling deler ud af sin viden og konkrete råd.

Se kommende webinarer

Se alt indhold

Akutmodtagelsen Akutmodtagelsen Behandling Behandling Forstå systemet Kom i gang

Sådan kan du forberede dig til akutmodtagelsen

Der kan følge mange spørgsmål med, når man overvejer at kontakte psykiatrisk akutmodtagelse for at få hjælp til sin kære. Sygeplejerske Anne Rolff og rådgiver i Bedre Psykiatri Linn Sofie Aabling giver et indblik i, hvordan man kan forberede sig til akutmodtagelsen.

Er det akut nok? Hvad hvis vi bliver afvist? Hvad spørger de om? Bekymringerne og spørgsmålene er mange, når man er på vej til psykiatrisk akutmodtagelse. Anne Rolff, der er sygeplejerske på Bispebjerg Hospitals psykiatriske akutmodtagelse, og Bedre Psykiatris sundhedsfaglige rådgiver, Linn Sofie Aabling, svarer her på nogle af de mest udbredte spørgsmål om akutmodtagelsen.

Akutmodtagelsen kan hjælpe, når der er tale om akutte psykiske problematikker. Det kan være en akut krise, akutte svære selvmordstanker eller nyopståede psykoser – fx hvis en person med skizofreni begynder at hallucinere eller hvis en med depression får alvorlige selvmordstanker.

Ring først

Men det er en selv, der bedst vurderer, hvornår det er akut nok, mener Anne Rolff, der er sygeplejerske i på psykiatrisk akutmodtagelse på Bispebjerg Hospital.

”Hvis man er i tvivl, kan man ringe ind til os på vores telefon, som har døgnåbent. Det kan man gøre selv eller ens pårørende kan ringe og tale med en sygeplejerske i forhold til, hvad der er det bedste at gøre i situationen,” siger hun.

I nogle regioner skal du ringe, før du møder op i akutmodtagelsen, mens det er frivilligt i andre. Det kan derfor være en god idé at tjekke op på reglerne i din region først.

Forberedelse

For nogle kan det være rart at forberede sig lidt på det, der venter. Det kan fx være en hjælp på forhånd at formulere et svar på, hvorfor I søger hjælp.

”Hvis man kan overskue det, kan man prøve at gøre sig nogle tanker om forløbet op til. Alt hvad der kan bidrage til, at vi kan yde den bedste behandling overfor mennesket med sygdom,” siger Anne Rolff.

I kan på forhånd tjekke, om I har samlet al den viden, I vil give videre til lægerne. Eksempelvis information om symptomer, bivirkninger og hvordan du og din kære oplever sygdommen.

Lav aftaler før I tager afsted

Rådgiver i Bedre Psykiatri Linn Sofie Aabling fortæller, at det kan være en god idé at lave nogle aftaler med din kære, inden I tager afsted mod akutmodtagelsen.

”I kan på forhånd tale om, hvor meget du som pårørende skal være med. I kan fx aftale, om du skal være med til lægesamtalen eller om din kære foretrækker at gøre det alene. Dog kan det være godt også at forberede din kære på, at lægen formentlig også gerne vil tale alene med ham eller hende,” siger hun.

Lægesamtalen vil have til formål at vurdere situationen og det videre forløb for den, der er syg. Her er der fokus på symptomer – hvad personen oplever, og hvornår symptomerne er startet. Det kan også handle om humøret, og hvordan man fungerer socialt.

”Ved lægesamtalen kan den pårørendes synspunkt og viden være meget hjælpsomt for forløbet, men det er helt op til den, der er syg, om de ønsker deres pårørende med,” siger Linn Sofie Aabling.

Hvis din kære med psykisk sygdom ikke giver samtykke, har du som pårørende alligevel mulighed for at dele din viden om situationen.

Se alt indhold

Få bedre hjælp Få overblik Kommunen Kommunen

Overgangen til voksenlivet i kommunen

Når den unge fylder 18 år, sker der store forandringer i hjælpen fra kommunen. Læs om, hvad man kan være opmærksom på for at hjælpe den unge til en bedre overgang til voksenlivet. Artiklen er lavet i samarbejde med Linda Klingenberg, der er cand.jur. og direktør i Min Private Rådgiver.

Overgangen til voksenlivet

Der sker mange forandringer i kommunens hjælp, når den unge med psykisk sygdom fylder 18 år. Den hjælp, den unge og de pårørende tidligere har fået tildelt, bliver fjernet, og der skal startes forfra med at søge hjælp til den unge.

Blandt andet tilbydes der ikke længere hjælp til de pårørende. Noget af den hjælp, der forsvinder, er tabt arbejdsfortjeneste, familiebehandling og aflastning. Samtidig kan mange opleve, at der på voksenområdet er nogle andre former for støtte til den, der er syg.

Det kan lede til mange frustrationer for både den unge og de pårørende. Det bedste man kan gøre for at hjælpe til en bedre overgang til voksenlivet, er at komme i gang med planlægningen i god tid.

Forberedelse af overgangen

Som noget nyt er kommunen forpligtet til at planlægge overgangen til voksenlivet fra den unges 16-års fødselsdag. Det kan for eksempel indebære at holde fælles overgangsmøder med relevante parter fra voksenområdet og hjælpe med at tage stilling til, hvilke behov den unge har, hvor man skal bo, hvad man skal leve af mm. Målet er, at dette skal være afsluttet, når den unge fylder 18 år, så de nye støttetilbud kan gå i gang med det samme, og der ikke vil være en periode uden hjælp.

Det er kommunens ansvar at tage initiativ til at sikre overgangen, men sker det ikke, kan man selv efterspørge det.

Tjek at oplysningerne kommer med videre

En anden ting, man selv kan gøre for at sikre en god overgang, er at sikre sig, at alle oplysninger kommer med videre til de relevante afdelinger på voksenområdet. Det sker nemlig ikke automatisk. Her kan man tjekke op på, at de forskellige parter har de nyeste og relevante oplysninger om den unges situation og behov.

Bed om efterværn

I nogle tilfælde er det muligt at forlænge støtten efter den unge er fyldt 18 år. For eksempel hvis man har haft en fast kontaktperson. Her kan man spørge, om man kan få det som et efterværn og dermed fortsætte med den faste kontaktperson i en periode op til den unge fylder 23 år. Da det kan være svært at få hjælpen forlænget, kan det være en god idé at undersøge mulighederne i god tid, inden den unge fylder 18 år.

Pårørenderollen ændrer sig

Når den unge fylder 18 år, står de i kommunens øjne på egne ben. Det betyder, at man som pårørende får en anden rolle og nogle andre rettigheder i forhold til at blive inddraget. Man har ikke længere krav på at blive informeret og inddragelsen kræver den unges samtykke. Afhængigt af hvad den unge ønsker, kan man som pårørende alligevel være involveret. Udover at støtte og bakke op ved siden af, kan man fx være bisidder, hvor man sidder med til møder med kommunen, eller partsrepræsentant, hvor man repræsenterer den unge overfor kommunen. Læs om, hvad du kan gøre, hvis din kære ikke har givet samtykke.

Det er okay at sige fra

Når den unge er myndig og dermed betragtes som uafhængig af forældrene, betyder det også, at kommunen ikke kan forlange at forældrene træder til med støtte til den unge. Alligevel kan mange opleve, at kommunerne forventer eller lægger op til, at forældrene kan klare en del af støtten.

Artikler

Børn og unge med psykisk sygdom, Forstå systemet, Hjælp i kommunen

Overgangen til voksenlivet i kommunen

Børn og unge med psykisk sygdom, Diagnoser

Webinar: Selvskade – viden og handlemuligheder til dig som pårørende

Børn og unge med psykisk sygdom, Ny som pårørende, Pas på dig selv

Psykologens råd: Til pårørende om skyldfølelse

Børn og unge med psykisk sygdom

Psykologens råd: Når du er forælder til et barn med en psykisk sygdom

Børn og unge med psykisk sygdom

Pårørende til et barn under 18 år – hvilke støttemuligheder er der?

Børn og unge med psykisk sygdom, Diagnoser

Når dit barn har ADHD: En hverdag med færre konflikter

Børn og unge med psykisk sygdom, Børn som pårørende

Podcast: Børn som pårørende

Børn og unge med psykisk sygdom, Pas på dig selv

Hvad er en forebyggelsesplan?

Børn og unge med psykisk sygdom

Hvis dit barn ikke vil i skole

Børn og unge med psykisk sygdom, Diagnoser

Psykologens råd: Når dit barn lider af angst

Børn og unge med psykisk sygdom, Diagnoser

Psykologens råd: Når du er pårørende til en ung, der skader sig selv

Børn og unge med psykisk sygdom

Webinar: Når dit barn ikke vil i skole

Børn og unge med psykisk sygdom

Professorens råd: Når dit barn har bekymrende skolefravær

Børn og unge med psykisk sygdom, Børn som pårørende

Børnegruppelederens råd: Sådan støtter du dit ”skyggebarn”

Børn og unge med psykisk sygdom, Forstå systemet

Ekspertens råd: Om forberedelse til voksenlivet i kommunen

Børn og unge med psykisk sygdom, Hjælp i kommunen

Dagpenge mens du passer dit barn

Børn og unge med psykisk sygdom, Hjælp i kommunen

Hjælp til at dække udgifter til børn

Børn og unge med psykisk sygdom, Hjælp i kommunen, Ny som pårørende

Barnets lov §122: Kommunen skal forberede overgang fra ung til voksen

Børn og unge med psykisk sygdom, Pas på dig selv

Parterapeutens råd om parforhold i pårørenderollen

Børn og unge med psykisk sygdom, Børn som pårørende, Pas på dig selv

Overlægens råd: Når et barn i familien bliver syg

Diagnoser, Ny som pårørende

Ekspertens råd: Når du er pårørende til et menneske med selvmordstanker

Behandling, Forstå systemet

Sådan kan du forberede dig til akutmodtagelsen

Børn og unge med psykisk sygdom, Hjælp i kommunen

PPR: Viden og gode råd om forløbet

Børn og unge med psykisk sygdom

Børn og unges vej til behandling

Børn og unge med psykisk sygdom

Udredning af børn og unge

Børn og unge med psykisk sygdom

Indlæggelse af børn og unge

Børn og unge med psykisk sygdom, Hjælp i kommunen

Mit barn har en psykisk sygdom – hvilken støtte kan vi få?

Børn og unge med psykisk sygdom, Pas på dig selv

De svære forælderfølelser

Børn og unge med psykisk sygdom, Hjælp i kommunen

Forælder til barn med psykisk sygdom: Hvilken støtte kan jeg få?

Børn og unge med psykisk sygdom

I skole med psykisk sygdom: Hvilken støtte kan barnet få?

Børn og unge med psykisk sygdom, Hjælp i kommunen

I kommunen: Hvad er børn og unges rettigheder?

Børn og unge med psykisk sygdom

Værd at vide: Den børnefaglige undersøgelse

Børn og unge med psykisk sygdom

Podcast: Forælder til et barn med psykisk sygdom

Børn og unge med psykisk sygdom, Hjælp i kommunen

Pårørende til én under 18: Hvad er min rolle i sager på kommunen?

Børn og unge med psykisk sygdom

Skab en god dialog med skolen

Børn og unge med psykisk sygdom, Hjælp i kommunen

Søg om tabt arbejdsfortjeneste

Børn og unge med psykisk sygdom

Lær at tackle de svære forælderfølelser

Se alt indhold

Kommunen PPR Skolen

PPR: Viden og gode råd om forløbet

Et forløb med PPR kan være afgørende for, at dit barn får den rigtige støtte. Men nogle gange kan forløbet trække tænder ud. I denne artikel får du viden og gode råd om samarbejdet med PPR.

Forældre sidder med tænksomt og lyttende udtryk i ansigtet

PPR står for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Det er en funktion i kommunen, som undersøger og vurderer, om børn har behov for støtte i skolen eller institutionen. PPR kan også henvise til udredning i børne- og ungdomspsykiatrien.

Mange forældre til et barn med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelser kommer i kontakt med PPR, når barnet skal have støtte eller udredes.

Her får du et overblik og gode råd om forløbet med PPR.

Første møde med PPR

Det er ofte lærerne eller pædagogerne, som tager den første kontakt til PPR, men du kan også selv tage kontakt. Når der er taget kontakt til PPR, begynder en undersøgelse af, hvilken form for støtte dit barn har behov for. Oftest begynder forløbet med et dialogmøde, hvor PPR, forældre og skolen eller institutionen deltager. Her skal du som forælder fortælle, hvilke bekymringer du har, og hvilke udfordringer du oplever hos barnet.

Læs mere om vejen til behandling og den første kontakt i artiklen Børns og unges vej til behandling.

Vær konkret

Forsøg at være grundig og fyldestgørende, når du beskriver dit barns udfordringer til PPR. Jo mere konkret du kan være i beskrivelsen, jo bedre er det. Beskriv gerne, hvordan en typisk uge eller dag ser ud. Det giver PPR bedre forudsætninger for at vurdere barnet og dermed bedre mulighed for at finde den rette støtte.

Skriv ned i forvejen

Når der sidder mange rundt om bordet, kan det være svært at få sagt de ting, der skal siges. Skriv derfor dine oplevelser ned. Skriv, hvordan dit barn reagerer i løbet af dagen, og hvilke situationer der er svære. Skriv alle de vigtige pointer, du vil give videre – så er du bedre rustet til at fortælle om dine oplevelser til mødet.

Hold fast i det, du ser

Som forælder kan du opleve, at du ser en række symptomer i hjemmet, som pædagoger eller lærere ikke kan genkende. Nogle børn og unge reagerer forskelligt ude og hjemme – fx fordi de undertrykker følelser og reaktioner i skolen og slipper dem fri, når de er hjemme i trygge rammer. Derfor kan der være forskellige oplevelser af dit barns tilstand, og det er helt normalt. Nogle forældre tvivler på deres egen vurdering og trækker måske i land, når de hører skolens modstridende oplevelser. Men det er vigtigt, at du holder fast i, hvilke symptomer du ser, og beskriver, hvad du oplever.

PPR’s undersøgelse

Det er meget forskelligt, hvor længe et forløb med PPR varer. I nogle tilfælde er det nok, at PPR giver nogle råd og værktøjer videre til det første møde. Men ofte vil PPR blive tilknyttet i en længere periode. Særligt når det drejer sig om en psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse.

En PPR-undersøgelse kan for eksempel bestå af vejledende samtaler med forældrene, løbende arbejdsmøder med institutionens, skolens eller SFO’ens personale, psykologiske tests og observation af barnet i skolen eller institutionen.

PPR skal give besked og aftale med jer som forældre, hvilke undersøgelser der bliver lavet. På baggrund af undersøgelsen kan PPR lave en pædagogisk psykologisk vurdering (PPV) af barnets støttebehov og komme med anbefalinger til, om der skal gøres noget særligt i forhold til undervisningen eller dagligdagen i institutionen. PPR kan på baggrund af undersøgelsen også henvise til udredning i børne- og ungdomspsykiatrien.

Lang ventetid

Nogle må desværre vente længe for overhovedet at få PPR ind i sagen. Og selve forløbet med PPR kan også trække ud. Blandt andet på grund af travlhed og udskiftning i PPR-psykologer. Ventetiden kan være meget frustrerende, og mange forældre føler, at de bliver slået hjem og skal starte forfra gang på gang. Nogle vælger i den situation at søge hjælp hos en privat psykiater eller et privathospital. Der kan man undgå ventetiden, men for de fleste er det til gengæld en stor udgift. Hvis I har en sundhedsforsikring, kan I eventuelt undersøge, om den dækker.

Bed om at få lavet en skriftlig skolebeskrivelse

Hvis PPR ikke selv laver en observation, så få eventuelt lærerne til at lave en skriftlig skolebeskrivelse. Her kan de skrive, hvordan de oplever barnets udfordringer, og hvilke indsatser der er forsøgt for at hjælpe. Skolebeskrivelsen er god at have med i en eventuel henvisning til børne- og ungdomspsykiatrien.

Se alt indhold

Behandling

Børn og unges vej til behandling

Her får du et overblik over vejene ind i behandlingssystemet for børn og unge og råd om, hvordan du kan hjælpe.

Børn og unges vej til behandling

Vejen til hjælp og behandling kan desværre være lang og kringlet for mange børn og unge med psykisk sygdom. Når du skal hjælpe dit barn, er det en fordel at kende til systemet og være opmærksom på faldgruberne, og hvordan du undgår dem.

Her får du en guide til forløbet, og hvordan du kan støtte dit barn undervejs.

Når bekymringerne opstår

Hvornår og hvordan, forløbet begynder, er selvfølgelig meget forskelligt. Det afhænger ikke mindst af, hvilken sygdom eller udviklingsforstyrrelse, barnet er ramt af. Udviklingsforstyrrelser som ADHD og autisme kan vise sig tidligt i barndommen, mens sygdomme som angst, depression og spiseforstyrrelser typisk opstår og viser sig i skolealderen.

Uanset hvornår sygdommen eller forstyrrelsen opstår, vil den typisk vise sig med problemer og bekymringer. Det kan for eksempel være med konflikter i skolen, fravær, manglende sprog eller ved, at han eller hun trækker sig fra aktiviteter og fællesskab. Bekymringerne kan både opstå hos jer som forældre og hos pædagoger eller lærere.

Spørg personalet

Opstår bekymringerne hos jer, så tag fat i pædagogerne eller skolelærerne og spørg, hvad de oplever. Måske har de også set nogle tegn. Selvom de ikke nødvendigvis har særlig viden om psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelser, har de kendskab til samspillet mellem børn, og hvordan man typisk opfører sig og agerer med andre.

Få dem til at kontakte PPR – eller gør det selv

Hvis personalet ikke selv foreslår det, kan du opfordre dem til at kontakte PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) eller eventuelt selv tage kontakten. PPR er kommunens enhed, som undersøger og vurderer, om børn har behov for støtte i skolen eller institutionen. PPR kan også henvise til udredning i børne- og ungdomspsykiatrien.

Hvis skolen eller institutionen ikke mener, at der er behov for at kontakte PPR, eller hvis du synes, at det går for langsomt, kan du selv kontakte PPR. Find nummeret på din kommunes hjemmeside. Vær opmærksom på, at PPR-funktionen har et andet navn i enkelte kommuner. Hvis du ikke kan finde din lokale PPR, så spørg kommunen, hvad enheden hedder.

Specialpædagogisk støtte

Udover at henvise til psykiatrisk hjælp kan PPR beslutte at sætte gang i en række støttetiltag i kommunalt regi. Det kaldes specialpædagogisk støtte. For børn, der går i skole, kan hjælpen fx være ugentlige samtaler mellem barnet og læreren, fagligt orienteret støtte, at barnet bliver taget ud af undervisningen i nogle timer om ugen for at træne specifikke færdigheder eller fagligheder, eller at en voksen er sammen med barnet i frikvarteret

Bliv henvist af egen læge

Barnets egen læge kan henvise til børne- og ungdomspsykiatrien, ligesom PPR kan. For unge mennesker, som er forbi folkeskolealderen, er egen læge det mest oplagte sted at få en henvisning. Og hvis man ikke kan vente på forløbet med PPR, kan det være en god løsning at gå til egen læge i stedet, da processen ofte går hurtigere her. Har du brug for at læse mere om udredning af børn og unge, kan du gøre det her.

Få det hele med

Selvom et barn eller en ung er blevet henvist til psykiatrien fra deres læge, afviser psykiatrien ofte henvisningerne. Det er ofte fordi, der mangler vigtige oplysninger i henvisningen. Fx om hvilke indsatser der er gjort eller forsøgt gjort. Det er derfor vigtigt, at I er fyldestgørende overfor lægen. Få beskrevet de konkrete udfordringer og alt, der er gjort eller forsøgt gjort for at hjælpe.

Hvis I har kontaktet PPR, og der ikke er blevet observeret eller gjort en hjælpsom indsats, mens symptomerne er fortsat eller forværret – så få lægen til at skrive det. Og hvis situationen er mere akut, og I ikke har tid til at få lavet undersøgelser fra PPR eller familieafdelingen, så få lægen til at skrive det.

Vær konkrete i jeres beskrivelse af, hvilke udfordringer I oplever, og hvilke symptomer der viser sig i hverdagen. Hvis I kan beskrive, hvordan en dag eller en uge typisk ser ud, så gør det gerne, da det er med til at konkretisere udfordringerne. Husk også at have fokus på, hvordan symptomerne påvirket barnets funktionsniveau. Hvad kan han eller hun ikke længere på grund af symptomerne? Det er alt sammen vigtigt at få med i henvisningen.

Indhent relevante oplysninger

Hvis I har været i gang med et forløb med PPR, ligger der højest sandsynligt en masse information om jeres barn hos PPR. Det kan være, at de fx har lavet en skolebeskrivelse. Sørg for at få de informationer med i henvisningen, så børne- og ungdomspsykiatrien får så korrekt og fyldestgørende et billede som muligt.

Kommunens familieafdeling

Hvis symptomerne viser sig derhjemme, men ikke i skolen eller institutionen, skal PPR typisk ikke ind over. I den situation kan det være relevant at kontakte kommunens familieafdeling i stedet. Sagsbehandleren i kommunen kan henvise til udredning i psykiatrien, hvis det bliver vurderet relevant og nødvendigt.

Afdelingens sagsbehandlere indhenter oplysninger, holder et netværksmøde og vurderer, om der skal henvises eller iværksættes kommunal støtte til jer som familie eller til barnet. Kommunen kan fx tilbyde en støttekontaktperson eller forældretræningskurser. Flere kommuner tilbyder også programmer henvendt til børn og unge med psykisk sygdom. Nogle af de mest udbredte er ”Cool kids” og ”Mind my mind” – begge er typisk tilknyttet PPR.

Mange kommuner har desuden en ungerådgivning, hvor unge kan henvende sig uden en henvisning og få rådgivning anonymt. Søg på ungerådgiver og din kommune.

Udenom det offentlige system

Desværre oplever nogle forældre, at det er svært at trænge igennem i det offentlige system, og at der er lange ventetider. Nogle vælger i den situation at betale for behandlingen selv. Hvis man går den vej, skal være opmærksom på, at det koster mange penge. Undersøg eventuelt, om jeres sundhedsforsikring dækker udgifterne.

Se alt indhold

Behandling

Udredning af børn og unge

For forældre kan udsigten til en psykiatrisk udredning af ens barn virke skræmmende. Her får du viden om processen, som forhåbentligt kan give afklaring og tryghed.

udredning

Hvis dit barn er blevet henvist til børne- og ungdomspsykiatrien, og den psykiatriske visitation har godkendt henvisningen, skal barnet i gang med en udredning. Målet med udredningen er at finde ud af,
om barnet har en sygdom eller forstyrrelse, og hvilken behandling der i så fald er den rigtige. En udredning er tværfaglig, og I kan fx møde læger, psykologer, sygeplejersker og nogle steder også pædagoger,
socialrådgivere, diætister og fysioterapeuter. Et udredningsforløb strækker sig typisk over fire-fem aftaler.

Sådan ser forløbet typisk ud

Her får du et overblik over, hvordan forløbet omkring en udredning af børn og unge typisk ser ud:

1. Planen og første indkaldelse

Inden selve udredningen lægger behandlerne en plan, som I får besked om. Planen indeholder en tidsplan, en beskrivelse af undersøgelserne og oplysninger om, hvem der skal deltage ved de forskellige aktiviteter. Afhængigt af barnets alder og tilstand, kan I fortælle om planen og forberede ham eller hende på, hvad der skal ske.

De fleste børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger sender materiale forud for første samtale, som forældrene skal udfylde. Her vil der typisk blive spurgt ind til for eksempel graviditet, fødsel, den tidlige udvikling (sproglig, motorisk og social) og tidligere sygdomme. Hvis I ikke kan huske detaljerne, kan det være en god idé at kigge i Barnets bog, som sundhedsplejersken har udfyldt.

2. Undersøgelser

Når det drejer det sig om mindre børn, er udredningen typisk baseret på observationer af barnet. Lægerne kan for eksempel observere, hvordan barnet leger eller løser forskellige opgaver. Der kan også være psykologiske tests, som undersøger barnets intelligensniveau, sprog eller opmærksomhedsfunktion. Når det drejer sig om unge, vil der være mere fokus på samtaler med lægerne.

Det står i planen, hvem der skal deltage i de forskellige dele af udredningen. I nogle tilfælde er det kun jer som forældre, der skal ind til et møde, andre gange er det kun barnet, og nogle gange skal I alle ind sammen. Drejer det sig fx om en 10-årig, der er henvist med mistanke om ADHD, bliver barnet kaldt ind til en lægeundersøgelse, og forældrene skal til en samtale om barnets udvikling. Det er en fordel, hvis I har forberedt en konkret beskrivelse af jeres oplevelser af barnets udfordringer. Det kan også være en god idé, at I forbereder barnet på, hvad der skal ske.

3. Tilbagemelding

Når undersøgelserne er gennemført, laver behandlerne på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling en konklusion sammen med en speciallæge. I konklusionen står, hvilke undersøgelser der er lavet, hvilke tegn eller symptomer der er set hos barnet, hvad de har fundet frem til, og hvilken hjælp, de anbefaler. Det kan både være anbefalinger til psykiatrisk behandling og til, hvad der kan gøres i kommunen.

I bliver indkaldt til et møde, hvor personalet fortæller, hvad de har konkluderet. Konklusionen bliver også lavet som en skriftlig udtalelse. Det kan være en god idé, at I som pårørende gør personalet opmærksomme på, hvem udtalelsen bør sendes til. Det kan for eksempel være skolen, PPR, kommunens familieafdeling eller andre, som har været eller skal være med til at hjælpe.

4. Eventuelt netværksmøde

Efter tilbagemeldingen kan børne- og ungdomspsykiatrien indkalde til et netværksmøde, hvor alle relevante parter inviteres for at tale om, hvad hver især kan gøre for at hjælpe barnet. Her kan I som forældre være med til at sikre, at alle de rigtige inviteres. Det er ikke altid, der bliver holdt netværksmøder. Spørg eventuelt, om det er en mulighed, når I får tilbagemeldingen.

Tal med barnet

Når udredningen er overstået, er det vigtigt, at I taler med barnet, om hvad der blev konkluderet, og hvad der nu skal ske. På de fleste børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger er der tilbud om, at barnet kan få en særlig tilbagemelding, eller at personalet hjælper forældrene med at tale med barnet. Afhængigt af hvilken diagnose, barnet eller den unge får, vil der flere steder være tilbud – især til unge – om psykoedukation, hvor de får information om diagnosen, og hvilke udfordringer den kan give.

Se alt indhold

Behandling

Indlæggelse af børn og unge

Indlæggelse af børn og unge kan virke skræmmende og skabe bekymring både for forældre og børn. Her kan du få viden om nogle af de mest almindelige typer af indlæggelser.

indlæggelse af børn og unge

Oftest foregår psykiatrisk udredning og behandling af børn og unge ambulant – det vil sige uden indlæggelse. Men i nogle tilfælde kan en indlæggelse være nødvendig. Bliver et barn eller en ung, som er i
skolealderen, indlagt, er der mulighed for at modtage undervisning på afdelingens interne skole.

Her er nogle af de mest almindelige typer af indlæggelser af børn og unge:

Indlæggelse under udredning

Hvis det ikke rækker med et ambulant udredningsforløb, kan det være nødvendigt, at barnet i stedet bliver udredt under en indlæggelse. Udredningen kan enten foregå under en dagindlæggelse eller en døgnindlæggelse. Dagindlæggelse foregår ved, at barnet kommer ind på afdelingen om morgenen og er indlagt, indtil forældrene henter barnet om eftermiddagen. Det er altså cirka i samme tidsrum som et barn normalt er i skole eller institution.

Ved en døgnindlæggelse er barnet indlagt hele døgnet. Ofte vil barnet være indlagt mandag til fredag og så komme hjem til sine forældre i weekenden. Som forældre aftaler I forløbet med personalet på forhånd: Hvor lang tid varer indlæggelsen, hvad skal undersøges, hvor meget må I være til stede?

Akut indlæggelse

Akutte psykiatriske indlæggelser sker relativt sjældent for børn og lidt hyppigere for unge. Det vil oftest være ved svære selvmordstanker, hvor personalet vurderer, at der er en stor selvmordsrisiko. Akut indlæggelse kan også ske på grund af pludseligt opståede psykotiske symptomer eller forværring af symptomerne.

Akutte indlæggelser er sværere at forberede sig på. Men som forælder vil du stort set altid være med til indlæggelsessamtalen og på skadestuen. Og du vil også blive inddraget undervejs, når barnet er indlagt. Afhængigt af region og alder kan der være mulighed for, at forældre kan blive medindlagt. Typisk hvis det drejer sig om de lidt mindre børn. Hvis du ønsker at blive medindlagt, så spørg gerne om muligheden.

Planlagt indlæggelse til behandling

Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at blive indlagt til behandling, hvor indlæggelsen er planlagt og aftalt med forældrene på forhånd. Fx hvis barnet eller den unge har en svær spiseforstyrrelse, og der er behov for indlæggelse i en kortere periode for at få behandlingen ordentligt i gang. Selvom det er svært, kan du prøve at tale med dit barn og forberede ham eller hende på, hvad der kommer til at ske under indlæggelsen. Spørg eventuelt afdelingen, hvad der er godt for barnet at vide på forhånd.

Se alt indhold

Kommunen Rettigheder Rettigheder Skolen Støtte

Mit barn har en psykisk sygdom – hvilken støtte kan vi få?

Som forælder til et barn med særlige behov eller en psykiatrisk diagnose kan det være svært at finde rundt i kommunens støttemuligheder og regler. Dem kan du blive klogere på i dette webinar.

Se kommende webinarer

Se alt indhold

Svære følelser Svære følelser

De svære forælderfølelser

Er jeg skyld i mit barns psykiske sygdom? Gør den mig til en dårlig forælder? Mange forældre kæmper med svære og tabubelagte følelser. De følelser sætter psykolog Louise Brückner Wiwe fokus på i dette webinar.

Se kommende webinarer

Se alt indhold

Kommunen Rettigheder Rettigheder Støtte

Forælder til barn med psykisk sygdom: Hvilken støtte kan jeg få?

Her kan du læse, hvilke muligheder du har for at få støtte fra det offentlige, når dit barn under 18 år har en psykisk sygdom.

Far kigger lyttende på sin kone

Det kan give store udfordringer, når ens barn har psykisk sygdom. Og mange forældre kæmper hårdt for at få hverdagen og arbejdslivet til at hænge sammen midt i sorgen og kampen for at hjælpe sit barn.

Heldigvis findes der forskellige former for støtte fra det offentlige, som kan lette noget af presset:

Tabt arbejdsfortjeneste

Har dit barn brug for, at du er hjemme, kan dit løntab kompenseres. Det kan for eksempel være, hvis barnet har psykisk sygdom og derfor så store vanskeligheder, at han/hun ikke kan passes i institution eller være i skole på fuld tid. Eller hvis barnet grundet sin sygdom går til mange undersøgelser eller behandlinger.

Vær opmærksom på, at en række betingelser skal være opfyldt, og dit barn skal have nogle særlige behov.

Der er en øvre grænse for, hvor meget man kan få i tabt arbejdsfortjeneste. Har man en løn, der er højere end loftet, vil man derfor ikke få fuld dækning for sit løntab. I 2024 ligger den øvre grænse på 35.247 kroner om måneden.

For at søge om tabt arbejdsfortjeneste skal du udfylde en digital blanket på borger.dk.

Du kan læse mere om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste her.

Aflastning og afløsning

Det er krævende at have et barn med en psykisk sygdom, og af og til kan det være nødvendigt at lade op.

Du kan søge om aflastning og afløsning i kommunen. Afløsning består oftest i, at en medarbejder fra kommunen afløser dig, så du har mulighed for at gå udenfor hjemmet. Aflastning betyder, at dit barn får tilbudt et midlertidigt ophold, enten dag-, nat-, eller døgnophold for eksempel i familiepleje (hvis personen er under 18 år). Du kan læse mere om aflastning og afløsning her.

Når du skal søge

Hvis I vil søge om aflastning, skal I gøre det hos kommunens sagsbehandler. Fortæl grundigt om forholdene i jeres familie, og hvor mange ressourcer det kræver for jer at tage hånd om barnet med en psykisk sygdom.

Sagsbehandleren vurderer behovet for aflastning, og på baggrund af vurderingen finder i sammen med sagsbehandleren frem til den bedst mulige aflastningsordning for jer og jeres barn.

Merudgifter

For nogle familier giver det såkaldte merudgifter – altså ekstra udgifter at have et barn med psykisk sygdom. Nogle af dem har I ret til at blive kompenseret for.

Der er mulighed for at søge dækning af nødvendige merudgifter, der er opstået på grund af den psykiske sygdom hos barnet. Når det handler om psykiske sygdomme, autisme eller ADHD vil der oftest være tale om dækning af udgifter til nødvendige kurser for forældrene. Du kan læse mere om det her.

Regler for merudgifter, når dit barn har psykisk sygdom

For at kunne få refunderet sine merudgifter, skal de overstige et beløb, som står i loven og bliver reguleret hvert år. I 2024 er minimumsgrænsen på  5.519 kroner.

Du kan læse meget mere om, hvilke regler der gælder for merudgifter i DUKH’s guide.

Kontaktperson

Nogle kan have gavn af, at barnet mødes med en kontaktperson, som er en fast og kendt voksen at tale med i en kortere eller længere periode.

Kontaktpersonens opgave er at støtte barnet og give redskaber til en bedre trivsel. Børn mellem 8 og 15 år mødes typisk med deres kontaktperson en time ad gangen en gang om ugen.

Det kræver altid en henvisning fra en sagsbehandler at få en kontaktperson.

Familievejlederordning

Familievejlederordningen er et tilbud til familier med et barn, der er hårdt ramt af sygdom.

Vejledningen kan give dig et overblik over hjælpemulighederne i kommunen og inspiration til, hvor du kan søge yderligere viden og få kontakt til forældre, der har stået i en lignende situation.

Vejledningen skal tilbydes senest tre måneder efter, at kommunen er blevet bekendt med jeres situation. Kontakt jeres kommune, hvis I ikke er blevet tilbudt familievejledning og er interesseret i at få det. Ordningen står i Barnets lov § 81 stk.4.

Ud over disse tilbud kan der være supplerende tilbud i din kommune eller i din region.

Den børnefaglige undersøgelse

Flere af støttetilbuddene til familier, hvor et barn har psykisk sygdom, står i serviceloven og gives efter en individuel vurdering. For at lave den vurdering skal der ofte udføres en børnefaglig undersøgelse.

Undersøgelsen kommer hele vejen rundt om jeres barn og jer som familie og danner grundlag for vurderingen af, hvilken hjælp der er brug for.

Selvom processen for nogen kan virke voldsom, så husk, at det er den børnefaglige undersøgelse, der rent lovgivningsmæssigt åbner for mange typer af hjælp til jer som familie.

Se alt indhold

Rettigheder Skolen Støtte

I skole med psykisk sygdom: Hvilken støtte kan barnet få?

På denne side kan du blive klogere på, hvilke muligheder der er for at få støtte, så dit barn kan gå i skole trods psykisk sygdom.

skole psykisk sygdom

Det kan være svært at gå i skole, når man har en psykisk sygdom. Rigtig mange børn ender desværre med højt fravær og faglige og sociale vanskeligheder. Og de mange bekymringer og store praktiske udfordringer kan være ekstremt hårde for dig som pårørende.

Skolelederen har pligt til at tilrettelægge undervisning og støtte til elever, der på grund af længerevarende eller kronisk sygdom har svært ved at deltage. Den pligt er god at have i baghovedet, og som pårørende kan det være en fordel at kende de forskellige muligheder for støtte, som kan gøre det lettere at gå i skole trods psykisk sygdom.

Muligheder for støtte

Sygeundervisning: Ved højt fravær

Hvis dit barn gennem længere tid ikke går i skole, har han eller hun ret til at modtage undervisning hjemme. Sygeundervisningen skal sættes i gang senest 15 skoledage efter, at barnet sidst var i skole. Det gælder også ved indlæggelse eller ophold på institution.

Hvis det er aktuelt i jeres situation, så kontakt skolen og fortæl, at I er interesserede i sygeundervisning.

Specialundervisning: Ved behov for støtte

Specialundervisning kan være relevant, hvis dit barn har en udviklingsforstyrrelse eller psykisk sygdom. Specialundervisning gives til børn, hvis udvikling kræver en særlige hensyn i mindst ni ugentlige timer eller undervisning i specialklasser og specialskoler.

Det er skolelederen, der beslutter, om elever kan få specialundervisning på skolen. Det kan være som støtte i den almindelige klasse eller i en specialklasse.

Læs mere om, hvad specialundervisning kan indeholde på undervisningsministeriets hjemmeside.

Få lavet en PPV

Når det skal besluttes, om en elev skal have specialundervisning, sker det efter en pædagogisk psykologisk vurdering (PPV) af barnet. Vurderingen bliver lavet af en psykolog fra den lokale PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) sammen med barnet selv og jer som forældre.

Skolens leder skal indstille eleven til en pædagogisk psykologisk vurdering, hvis han eller hun mener, at eleven har behov for specialpædagogisk bistand som for eksempel specialundervisning.

I kan også selv bede om en PPV, hvis I synes, at der er behov for specialpædagogisk bistand. Tag fat i skolen, som så kontakter PPR.

Støtte ved mindre behov

Hvis dit barn har brug for støtte i mindre end ni undervisningstimer ugentligt, skal han eller hun have støtte inden for den almindelige undervisning.

Der findes flere muligheder. Blandt andre:

  • Undervisningsdifferentiering
  • Tolærerordninger
  • Undervisningsassistenter
Hjælpemidler til at gå i skole med psykisk sygdom

Hvis dit barn har brug for hjælpemidler, er skolen forpligtet til at stille undervisningsmidler og hjælpemidler til rådighed, der er direkte relateret til undervisningen.

Se alt indhold

Kommunen Rettigheder Rettigheder

I kommunen: Hvad er børn og unges rettigheder?

Selvom forældre har ret til at træffe væsentlige beslutninger for sine børn, har man som barn også selv en række rettigheder i kommunen. Her er nogle af de væsentligste.

Hvis dit barn under 18 år bliver ramt af psykisk sygdom, har I som forældremyndighedsindehavere ret til at blive inddraget og træffe beslutninger i sager på kommunen. Personen har dog også selv visse rettigheder.

Børn og unge har i de fleste tilfælde ret til at blive hørt, inden der bliver truffet afgørelser om socialfaglige indsatser i kommunen. Når der er særlige hensyn, der taler for det, kan samtalen med barnet ske uden forældrenes samtykke og uden, at de er til stede.

Børn og unges rettigheder

0 – 12 år

Ret til en bisidder

Et barn under 12 år har altid ret til en bisidder, når han eller hun skal tale med en myndighedsperson. Det kan for eksempel være en socialrådgiver. En bisidder er en person, barnet kan have med som en ekstra tryghed.

Bisidderen kan blandt andet hjælpe barnet med at forklare, stille spørgsmål og sørge for, at samtalen holder sig til dagsordenen.

En bisidder kan for eksempel være en forælder, en lærer eller en støttepædagog. Hvis barnet ikke kan udpege en bisidder fra sit netværk, vil Børns Vilkår stille en til rådighed.

12 – 15 år

Ret til at klage

Når barnet er fyldt 12 år, får han eller hun delvis partstatus i sagen, hvilket betyder, at barnet nu har mulighed for at klage over kommunens afgørelse.

Ret til agtindsigt – men skal ikke give samtykke

Når barnet er fyldt 12 år, kan personen få aktindsigt i sin sag. Indtil barnet fylder 15 år, kan der dog stadig godt blive truffet beslutninger i sagen, uden at barnet skal give samtykke til det.

For at få agtindsigt i sagen, skal personen bede om det hos den afdeling, som behandler sagen. Det kan både gøres mundtligt og skriftligt.

Ret til en bisidder

Et barn har altid ret til en bisidder, når han eller hun skal tale med en myndighedsperson som for eksempel en socialrådgiver. En bisidder er en person, barnet kan have med som en ekstra tryghed.

Personen kan for eksempel hjælpe barnet med at forklare, stille spørgsmål og sørge for, at samtalen holder sig til dagsordenen.

En bisidder kan for eksempel være en forælder, en lærer eller en støttepædagog. Hvis barnet ikke kan udpege en bisidder fra sit netværk, vil Børns Vilkår stille en til rådighed.

15 – 18 år

Skal give samtykke til støtte

En ung, der er fyldt 15 år, får partstatus i sagen. Det betyder blandt andet, at den unge både skal give samtykke til, at en eventuel støtte føres ud i livet, og at han eller hun har ret til at klage over kommunens afgørelser.

Ret til agtindsigt

Den unge har ret til at få aktindsigt i sin sag. For at få agtindsigt i sagen, skal personen bede om det hos den afdeling, som behandler sagen. Det kan både gøres mundtligt og skriftligt.

Ret til at klage

Når barnet er fyldt 12 år, får han/hun delvis partstatus i sagen, hvilket betyder, at barnet nu har mulighed for at klage over kommunens afgørelse.

Ret til en bisidder

Barnet eller den unge har altid ret til en bisidder, når han eller hun skal tale med en myndighedsperson som for eksempel en socialrådgiver. En bisidder er en person, barnet kan have med som en ekstra tryghed.

Personen kan blandt andet hjælpe med at forklare, stille spørgsmål og sørge for, at samtalen holder sig til dagsordenen.

En bisidder kan for eksempel være en forælder, en lærer eller en støttepædagog. Hvis barnet ikke kan udpege en bisidder fra sit netværk, vil Børns Vilkår stille en til rådighed.

Overgang til voksenliv

Når barnet fylder 18 år, sker der markante ændringer i hans eller hendes muligheder for hjælp og i forældrenes muligheder for at involvere sig i sagen. Barnets 18-års fødselsdag er derfor omgærdet med stor bekymring for mange forældre til børn med psykisk sygdom. Der er ikke meget at gøre ved de indskrænkede muligheder for hjælp og støtte – men når man kender reglerne og ændringerne, der træder i kraft ved overgangen til voksenlivet, kan man bedre forberede sig.

I nogle tilfælde kan unge fortsætte med at få noget af den støtte, de tidligere har fået eller lignende, selvom de er fyldt 18 år. Det kaldes efterværn. Formålet med efterværnet er at hjælpe den unge godt i gang med voksenlivet og at mindske overgangen til det markant lavere niveau af hjælp og støtte, man får som voksen. Senest et halvt år inden den unge fylder 18 år, skal kommunen vurdere, om han eller hun har brug for efterværn. Det kan fx være støtte til at komme i uddannelse eller beskæftigelse eller at finde et sted at bo. Efterværnet kan fortsætte, til man er 22 år.

Hvis kommunen er bekendt med, at den unge modtager støtte eller handicapkompenserende ydelser, er den forpligtet til at planlægge overgangen til voksensystemet, allerede når den unge er 16 år.

Læs mere om jeres rettigheder som pårørende i sager på kommunen

Personen med psykisk sygdom er under 18

Personen med psykisk sygdom er over 18

Se alt indhold

Kommunen Støtte

Værd at vide: Den børnefaglige undersøgelse

Her kan du finde viden om den børnefaglige undersøgelse, som kan være relevant, hvis du er pårørende til en person under 18 år med psykisk sygdom.

Når børn og unge under 18 år skal modtage støtte fra kommunen, skal familien og barnet typisk igennem den børnefaglige undersøgelse (Barnets lov § 20).

For nogle pårørende kan processen virke indgribende og uoverskuelig. Men undersøgelsen er vigtig, for at I kan få den rette hjælp.

Her får du viden om kommunens børnefaglige undersøgelse, som kan give afklaring og klæde jer på til processen.

Om den børnefaglige undersøgelse

Hvis kommunen vurderer, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte for eksempel på grund af psykisk sygdom, er den forpligtet til at lave en børnefaglig undersøgelse.

Formålet med undersøgelsen er at afdække, om barnet og/eller familien skal have hjælp og støtte samt at finde frem til, hvilken specifik støtte der hjælper barnet og familien bedst.

Som hovedregel skal den børnefaglige undersøgelse være afsluttet fire måneder efter, at kommunen er blevet opmærksom på et barns eller en ungs særlige behov for støtte.

En børnefaglig undersøgelse kigger på barnet som helhed og undersøger blandt andet barnets:

  • Udvikling og adfærd
  • Familieforhold
  • Skoleforhold
  • Sundhedsforhold
  • Fritidsforhold og venskaber
  • Sådan foregår undersøgelsen

    Kommunen begynder med at indhente oplysninger om barnet og familien. Det kan både være nye oplysninger og oplysninger, som allerede er nedskrevet. Kommunen taler typisk med personer, der har med barnet eller den unge at gøre i hverdagen – fx læger, pædagoger, lærere og lignende.

    Undersøgelsen gennemføres i samarbejde med dig og dit barn. Hvis dit barn er over 15 år, skal han eller hun inddrages. Ofte vil undersøgelsen også indeholde samtaler med barnet selv og forældrene. Undersøgelsen skal og altid gennemføres så skånsomt for barnet som muligt, så hvis der fx ikke er behov for en samtale med barnet, vil den blive undgået.

    Når undersøgelsen er slut, tager kommunen stilling til, om der er behov for foranstaltninger. Afgørelsen skal også indeholde oplysninger om, hvordan I som forældre forholder jer til foranstaltningerne. Det betyder, at I skal høres om undersøgelsens resultat.

    Jeres rettigheder i forbindelse med undersøgelsen

    Barnet har ret til en bisidder

    Hvis undersøgelsen indeholder en børnesamtale, har barnet ret til at have en bisidder med. Det kan for eksempel være en lærer eller en pædagog, som barnet er trygt ved.

    Oplysninger uden samtykke

    Er den unge fyldt 15 år, kan kommunen indhente nødvendige oplysninger uden samtykke fra hverken den unge eller forældrene.

    Det kan fx være oplysninger, som allerede er nedskrevet og nye oplysninger, kommunen indhenter fra folk, der har med den unge at gøre i hverdagen. For eksempel daginstitutionspersonale, læger og privatpersoner.

    Kommunen har også mulighed for at lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller autoriseret psykolog.

    Adgang uden samtykke

    Hvis du som forældremyndighedsindehaver modsætter dig en børnefaglig undersøgelse, og kommunen har en reel bekymring for at barnets fysiske eller psykiske sundhed og udvikling kan føre til alvorlig skade, kan kommunen få adgang til din bolig uden en retskendelse.

    Men det kræver, at adgangen sker som led i undersøgelsen, og at undersøgelsen er nødvendig for at vurdere, om barnet er i risiko.

    Du kan klage over afgørelsen

    Inden kommunen træffer afgørelse om, hvilken hjælp der skal sættes ind med på baggrund af undersøgelsen, bliver du partshørt. Træffer kommunen alligevel en afgørelse, som du er uenig i, kan du klage inden for fire uger, efter afgørelsen er faldet. Herefter vil kommunen ud fra din klage genvurdere sagen og beslutte, om de vil ændre afgørelsen.


    Fastholder kommunen sin afgørelse, sendes den sammen med din klage videre til Ankestyrelsen.

    Få rådgivning om den børnefaglige undersøgelse

    Hvis du har spørgsmål om den børnefaglige undersøgelse eller kommunens hjælp til familier med psykisk sygdom, så kontakt Bedre Psykiatris pårørenderådgivning.

    Se alt indhold

    Rettigheder Skolen Støtte

    Podcast: Forælder til et barn med psykisk sygdom

    At være forælder til et barn med psykisk sygdom kan være sorgfuldt og skræmmende. Bedre Psykiatris rådgiver Cecilie Sørensen og forældrementor Dorthe Stieper giver i denne podcast råd om, hvordan du finder frem til den rigtige hjælp, ikke tager et nej for et nej, holder kontakten med skolen, finder små åndehuller til dig selv og meget andet.

    Se alt indhold

    Få overblik Kommunen Rettigheder Rettigheder

    Pårørende til én under 18: Hvad er min rolle i sager på kommunen?

    Hvis dit barn under 18 år skal have støtte fra kommunen, har du som forælder en række rettigheder i forbindelse med sagen. Her får du et overblik.

    under 18

    Når børn og unge under 18 år har en psykisk sygdom, kan det være nødvendigt at få støtte fra kommunen. I den forbindelse bliver der oprettet en kommunal sag. Hvis du har forældremyndigheden, er det dig, der repræsenterer barnet i sagen og har kontakten med kommunen. Du er nemlig part i sagen. Det kan derfor være en fordel at kende forældres rettigheder i sager på kommunen.

    Vigtigt: Når dit barn er fyldt 18 år, er personen myndig, og så mister du dine automatiske rettigheder i kommunale sager.

    Ret til at kontakte kommunen

    Du må som forælder gerne tage den første kontakt til kommunen, hvis du mener, at dit barn har brug for hjælp. Når personen fylder 18 år, mister du denne ret, medmindre personen giver samtykke.

    Ret til at deltage i møder

    Der holdes typisk en række møder i forbindelse med sagen på kommunen. Møderne skal for eksempel være med til at afdække barnets behov for hjælp eller informere jer om jeres muligheder for støtte. Som part i sagen har du ret til at deltage i møderne.

    Ret til at få informationer

    Mange pårørende vil gerne vide, hvad der sker i deres barns konkrete sag. Det har du ret til, når dit barn er under 18 år. Du kan desuden søge om agtindsigt for at få lov at se alle dokumenter og korrespondancer i forbindelse med sagen.

    Ret til at træffe beslutninger

    Da du er part i sagen og har myndigheden over dit barn, har du ret til at træffe beslutninger på vegne af personen. Du kan sige ja eller nej til kommunens forslag om støtte, og være med til at beslutte, hvilke indsatser der skal sættes i gang.

    Når dit barn fylder 15, får han/hun også partstatus, og det betyder, at personen nu skal give samtykke, før der kan iværksættes forskellige støttetiltag i forbindelse med sagen.

    Klageret

    Er du utilfreds med en sagsbehandler eller en afgørelse, har du som part i sagen ret til at klage – og kommunen har pligt til at behandle din klage. I denne video kan du se seks gode punkter, som er gode at have med, når du laver en klage.

    Barnets egne rettigheder

    Selvom du som forælder repræsenterer barnet, så har personen også selv rettigheder i forbindelse med sagen.

    Alle børn skal for eksempel inddrages i deres sagsforløb, da der skal holdes børnesamtaler, med mindre noget åbenlyst taler imod det.

    Når personen fylder 12 år, får han/hun desuden delvis partsstatus i dagen, og når personen fylder 15 år, får han/hun partsstatus. Det giver blandt andet ret til at klage, få agtindsigt og træffe visse beslutninger.

    Er det svært at finde rundt i forældres rettigheder? Kontakt Bedre Psykiatri

    Rettigheder og det kommunale system kan virke uoverskueligt midt i alt kaosset. I Bedre Psykiatris pårørenderådgivning kender vi de typiske udfordringer, som du står med som pårørende, og vores rådgivere har stor erfaring og indgående kendskab til systemet.

    Se webinar om støttemuligheder for børn og unge

    I dette webinar giver Bedre Psykiatris socialrådgiver, Majken Büron Andersen, dig et overblik over støttemuligheder i kommunen, når dit barn er under 18 år.

    Se webinaret.

    Se alt indhold

    Skolen

    Skab en god dialog med skolen

    Her kan du få råd om, hvordan du bedst kommunikerer med skolen, når dit barn har en psykisk sygdom.

    skole

    Mange børn, der har en psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse, har udfordringer med at gå i skole. I perioder kan barnet have svært ved at holde trit med undervisningen, kammerater og det sociale liv. Mange ender desværre med slet ikke at være i stand til at møde op. Som forælder kan det være enormt hårdt at være vidne til. Men det er vigtigt, at du holder en god dialog med skolen, så I sammen kan finde frem til de bedste løsninger. Både for barnets faglige og sociale udviklings skyld.

    Råd om jeres dialog med skolen

    Vær åben om dit barns sygdom

    Mange kender bekymringen for, at ens barn bliver ekskluderet eller mobbet på grund af sin psykiske sygdom eller udviklingsforstyrrelse. Det kan få nogle forældre til lade være med at melde noget ud om sygdommen. Men husk på, at de fleste børn i en skoleklasse har en grundlæggende omsorg og forståelse for hinanden. Så når børnene ikke ved, hvorfor deres kammerat ikke kommer i skole, og lærerne ikke kan fortælle hvorfor, bliver de let bekymrede. Så risikerer man, at de drager deres egne konklusioner, som måske ikke matcher virkeligheden.

    Når man er åben om sygdommen, kan man ofte undgå misforståelser og i stedet blive mødt med forståelse. Uanset hvad I vælger at fortælle til hvem, er det jer selv og jeres barn, der skal give skolen og lærerne lov til at give informationen videre. Afhængigt af barnets alder kan du tale med ham eller hende om, hvad du fortæller til skolen, inden du gør det. Barnet kan have bekymringer og forbehold, som er gode at kende til.

    Hold kontakten – også ved indlæggelse

    Er dit barn indlagt, er det vigtigt at bevare kontakten til skolen og kammeraterne. Tag eventuelt en snak med skolen om, hvordan man kan gøre. For eksempel med hilsner eller små breve. Det gør det muligt for barnet at bevare en tilknytning til skolen og venner, hvilket gør det nemmere for barnet at komme tilbage igen.

    Det er desuden en god idé at holde skolen opdateret, hvis der sker en udvikling i barnets tilstand. Så kan de forberede sig til at tage imod barnet bedst muligt.

    Fortæl skolen om barnets behov

    Du kender dit barn bedst, og derfor er det en god idé, at du melder klart ud over for lærere, pædagoger, Psykologisk Pædagogisk Rådgivning (PPR) og skoleledelse, hvad I som forældre mener, der er behov for.

    Hvis dit barn har svært ved at gå i skole, kan det være, at kortere skoledage kan hjælpe. Aftal eventuelt særregler med lærerne – for eksempel at dit barn må trække frisk luft, selvom det er midt i timen, hvis det kan hjælpe.

    Hold kontakten – også ved skolevægring

    Mange børn med psykisk sygdom får skolevægring. Selvom dit barn ikke kommer afsted, så hold kontakten med skolen i de lange fraværsperioder, uanset om det handler om at lave lidt lektier derhjemme eller at mødes med klassekammeraterne online.

    Så føler barnet sig ikke helt afskåret, og det bliver nemmere at vende tilbage igen.

    Læg en plan for tilbagekomsten

    Hvis dit barn har været væk i en længere periode, er det vigtigt, at I sammen med skolen lægger en plan for, hvordan barnet får støtte til komme tilbage og bliver en del af fællesskabet igen.

    Planlæg eventuelt et møde med klasselæreren og andre relevante deltagere, så i sammen kan tale hele situationen igennem, og dit barn kan få den bedste vej tilbage til skolebænken.

    Find mere viden om skolelivet og jeres dialog med skolen

    Danske Patienters hjemmeside kan du finde meget mere viden om skolelivet med sygdom og læse flere gode råd.

    Det kan desuden være en fordel at kende til de forskellige støttemuligheder der er på området. Læs mere.

    Se alt indhold

    Arbejde & uddannelse Kommunen Rettigheder Rettigheder Støtte

    Søg om tabt arbejdsfortjeneste

    Hvis dit barn har en psykisk sygdom, kan du muligvis få dækket din tabte arbejdsfortjeneste. Her får du viden om, hvordan du søger, og hvilke regler der gælder.

    Det kræver tid og kræfter at have et barn med psykisk sygdom. Nogle forældre må blive væk fra arbejdet for at passe barnet hjemme eller deltage i møder – og for andre er det nødvendigt at sætte arbejdslivet helt på standby. Oplever du det, har du mulighed for at søge om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Men hvordan søger jeg tabt arbejdsfortjeneste? Det får du viden om på denne side.

    Når du skal søge tabt arbejdsfortjeneste

    Hav gerne en dialog med din arbejdsgiver

    Det kan være en fordel at have en dialog med din arbejdsgiver, inden du søger.

    Det kommer selvfølgelig an på situationen og forholdet mellem dig og arbejdsgiveren. Men fortæl eventuelt, at du planlægger at søge orlov eller arbejde på nedsat tid for at imødekomme sit barns behov.

    Ansøgning

    Det er din kommune, der behandler din ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste. Du søger ved at udfylde en blanket på borger.dk.

    I blanketten skal du besvare en række spørgsmål om din og barnets situation og give samtykke til, at kommunen må indhente de nødvendige oplysninger. Du skal desuden svare på, hvem der kunne være relevant at indhente oplysninger fra. Det kan for eksempel være helbredsoplysninger fra psykiatrien eller en udtalelse fra skolen.

    Vær grundig i din ansøgning og anfør alle de begrænsninger, dit barn oplever. Er du i tvivl om noget ved ansøgningen, så kontakt eventuelt din kommunes familierådgivning, find deres nummer på kommunes hjemmeside. Du er også velkommen til at kontakte Bedre Psykiatris pårørenderådgivning.

    Kommunens vurdering

    Når kommunen har modtaget de nødvendige oplysninger, vurderer den, om dit barn er i målgruppen for tabt arbejdsfortjeneste. Vurderingen foretages ud fra en række betingelser, du kan finde længere nede på denne side.

    Godkendelse fra arbejdsgiver

    Når kommunen har foretaget vurderingen, skal de have en erklæring på, at din arbejdsgiver giver dig orlov/fri uden løn i en periode.


    Hvad vurderer kommunen ud fra?

    Kommunens vurdering foretages ud fra følgende betingelser:

    • At det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne eller lidelse, at barnet passes hjemme.
    • At det er mest hensigtsmæssigt, at det er moren, faren eller anden pårørende, der passer barnet. Heri ligger en vurdering af, om barnet eller den unge vil kunne passes af andre på det nødvendige tidspunkt.
    • At du som forsørger helt eller delvis har måttet ophøre med din beskæftigelse for at passe barnet eller ikke kan påtage dig beskæftigelse, fordi du passer dit barn.
    • At dit barn er under 18 år og har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Se hvad der menes med de fremhævede ord herunder:
    Betydelig

    Betydelig funktionsnedsættelse betyder, at funktionsnedsættelsen har konsekvenser af indgribende karakter i den daglige tilværelse. Her skal foretages en bred vurdering i forhold til den samlede livssituation. Hvad betyder dit barns handicap for hans eller hendes aktivitetsniveau? For eksempel i forhold til institution, skole, sociale forhold, personlige forhold, helbredsforhold etc.

    Varig

    Ved varig funktionsnedsættelse er der tale om en funktionsnedsættelse, hvor der ikke er udsigt til bedring af de helbredsmæssige forhold inden for en overskuelig fremtid, og hvor der vil være behov for at kompensere for følgerne af funktionsnedsættelsen i lang tid.

    Nedsat funktionsevne

    Barnets sygdom eller diagnose er i sig selv ikke afgørende for, om man er i målgruppen for tabt arbejdsfortjeneste. Det er derimod følgerne af den nedsatte funktionsevne.

    Den samlede vurdering

    Det er den samlede vurdering af funktionsevnenedsættelsen i forhold til dagligdagen, der er afgørende for vurderingen.

    Fysisk eller psykisk

    Eksempler på fysiske og psykiske funktionsnedsættelser kan være udviklingshæmning, psykiske sygdomme, epilepsi, diabetes, nedsat bevægelsesfunktion, hjerneskade, nedsat talefunktion, manglende eller svagt syn samt manglende eller nedsat hørelse.

    Indgribende

    Indgribende betyder, at sygdommen skal være af en sådan karakter, at den har alvorlige følger i dagligdagen.

    Kronisk

    Med betegnelsen kronisk forventes det, at der er tale om en sygdom, som varer i flere år eller barnealderen ud.

    Langvarig

    Sygdommen skønnes at vare i et år eller mere. Det er dog ikke udelukket at yde støtte, selvom sygdommen kan forventes at vare mindre end et år.

    Hvordan søger jeg tabt arbejdsfortjeneste? Find mere viden

    Vil du læse mere om, hvilke regler der gælder omkring tabt arbejdsfortjeneste, eller for eksempel hvordan ydelsen bliver beregnet, så gå ind på Social- og Ældreministeriets hjemmeside.

    I Bedre Psykiatris Pårørenderådgivning sidder blandt andre en socialrådgiver, som har flere års erfaring fra det kommunale system og kan rådgive dig i forhold til din ansøgning.

    Se alt indhold

    Svære følelser

    Lær at tackle de svære forælderfølelser

    Som forælder til et barn med psykisk sygdom kan du opleve mange ubehagelige, skamfulde og tabubelagte følelser. Bliv klogere på nogle af dem her.

    Forældre sidder i samtalegruppe

    Mange forældre til et barn med psykisk sygdom ønsker af og til, at barnet ikke var blevet født eller bare var som alle andre. Og mange skammer sig over barnet og føler skyld over den psykiske sygdom.

    Følelserne kan være enormt opslidende og svære at kapere. Men det er vigtigt at forstå, at dine følelser er helt normale. Du er hverken en dårlig forælder eller et dårligt menneske, fordi du føler, som du føler.

    På denne side kan du læse om nogle af de typiske svære forælderfølelser og få råd om, hvordan du lærer at håndtere dem.

    De typiske følelser

    At ønske barnet væk

    Mange forældre til personer med psykisk sygdom føler af og til et ønske om, at barnet aldrig var blevet født eller bare ikke var her længere. Det er én af de sværeste følelser, blandt andet fordi den er enormt tabubelagt. Ikke desto mindre er det en følelse, som rigtigt mange forældre kender til.

    Det er vigtigt at forstå, at du ikke er et dårligt menneske, fordi du har den følelse. Den er helt normal i din situation.

    Ønsket om, at barnet ikke er her, bunder ikke i manglende kærlighed eller omsorg. Tværtimod. Ofte er det et resultat af frustrationer og afmagt over, at barnet ikke får det bedre, uanset hvor meget du kæmper som forælder.

    At føle skyld over barnets sygdom

    Er jeg skyld i mit barns sygdom? Begik jeg fejl under graviditeten eller i opvæksten? Og har jeg ikke gjort nok for at finde den rette behandling?

    Midt i afmagt og frustrationer er det naturligt, at lede efter en årsag til sit barns psykiske sygdom, og her er det nemt at pege pilen mod sig selv som forælder. Derfor kæmper mange forældre med skyldfølelse.

    En almindelig følelse

    Skyld handler ofte om noget, man har gjort, eller tror man har gjort. Man kan sagtens føle skyld over noget, man faktisk ikke er skyld i. Men der kan også være en forklaring på skyldfølelsen – nemlig at man har gjort noget, man ikke burde.

    Uanset hvad, er skyld en almindelig følelse og en naturlig del af det at være et menneske.

    At skamme sig over barnet

    Som forælder til et barn med psykisk sygdom kan du let komme til at skamme dig over, at dit barn ikke fungerer som ”normale” børn.

    Måske gør sygdommen, at dit barn opfører sig uhensigtsmæssigt i offentligheden. Måske deltager barnet aldrig i sociale arrangementer. Eller måske kan personen ikke finde ud af at tage vare på sig selv og ser usoigneret ud.

    Skammen kan i nogle tilfælde udvikle sig til en følelse af had til barnet. Følelsen er ubehagelig, men normal, og ofte bliver den tricket af din frygt for andres syn på barnet eller på dig som forælder.

    Se video om skam

    I denne video giver Bedre Psykiatris rådgiver Cecilie Sørensen viden om skam og et værkstøj til at håndtere følelsen.

    Hvordan kan jeg håndtere følelserne?

    Tal om følelserne

    Det hjælper næsten altid at give følelserne luft og sætte ord på – også når følelserne er tunge eller skamfulde. Når tankerne og de smertelige følelser bliver formuleret højt, skifter de nemlig ofte karakter og bliver til noget man kan forstå og håndtere.

    Tænk over, hvem der kunne være bedst at tale med, og hvem der har overskud til at høre om det. Måske er nogen i din omgangskreds et godt bud? Spørg gerne direkte, om personen vil tale med dig om noget svært og alvorligt, og aftal eventuelt et tidspunkt for, hvornår I skal tale sammen.

    Tal med en professionel

    Hvis du ikke har en oplagt person i din omgangskreds, kan det være en idé at tale med en professionel om de sværeste følelser – og så kan du eventuelt tale med andre om resten.

    Som pårørende har du mulighed for at få tilskud til psykologhjælp til dig selv. Det kræver henvisning fra din læge. Tilskuddet er 60% af regningen, og egenbetalingen er derfor 40%.

    Kontakt din læge og fortæl om din situation for at få en henvisning.

    Deltag i Bedre Psykiatris samtalegrupper

    Det kan være en stor hjælp at tale med andre pårørende. Bedre Psykiatri holder samtalegrupper rundt om i landet, hvor det er muligt at tale åbent med andre pårørende til mennesker med psykisk sygdom. Her vil der ofte være andre forældre med, som forstår og genkender dine følelser og dit udgangspunkt. Kontakt din lokalafdeling og hør om mulighederne.

    Kontakt Bedre Psykiatris Pårørenderådgivning

    Når de svære følelser tager over, er Bedre Psykiatris pårørenderådgivning klar til at hjælpe. Rådgiverne har stor erfaring i at rådgive pårørende og kender de svære følelser, man typisk kæmper med – og i rådgivningen er ingen tanker og følelser for mørke eller tabubelagte. Kontakt rådgivningen.

    Se webinar om de svære forælderfølelser

    I dette webinar zoomer psykolog Louise Brückner Wiwe og pårørenderådgiver Christina Wind ind på de svære følelser, som forældre til mennesker med psykisk sygdom kæmper med. Se webinaret ’De svære forælderfølelser’.