Tilbage til Børn & unge med psykisk sygdom
Hvorfor vil mit barn ikke i skole? Hvor kan vi få hjælp? Hvad er skolevægring? Det er nogle af de spørgsmål Mikael Thastum, professor og forsker på psykologisk institut ved Aarhus Universitet, vil give dig svar på i dette webinar.
Tilbage til Diagnoser eller Børn & unge med psykisk sygdom
Autisme er en medfødt udviklingsforstyrrelse, som blandt andet kan give forsinket udvikling af sproglige og sociale egenskaber, en anden måde at opfatte omgivelser og oplevelser på og store udfordringer med at forstå og indgå i sociale relationer.
Autisme bliver som regel opdaget i løbet af barnets tidlige år – fx ved, at barnet ikke kommunikerer og reagerer som andre børn. Det kan fx være ved, at de ikke reagerer, når deres forældre taler til dem eller siger deres navn. Nogle får først stillet diagnosen efter, at de er blevet voksne. Det gælder især mennesker med Aspergers syndrom.
0,77 pct. af befolkningen i Danmark har en autisme-diagnose. For børn under 17 år er tallet 1,67 pct. Tallene er fra Socialstyrelsen. Flere drenge end piger får diagnosen autisme, men det kan være, fordi man er bedre til at opdage det hos drenge.
Der er flere meget forskellige former for autisme. Samlet bliver de i nogle sammenhænge kaldt autismespektrumforstyrrelser, fordi mange de senere år er begyndt at beskrive de forskellige former for autisme som variationer på et spektrum.
De former for autisme, som hører under autismespektrumforstyrrelser, er:
Vi går ikke i detaljer med specifikke symptomer og udfordringer for de enkelte former for autisme i denne artikel. Symptomerne og udfordringerne i det følgende går på tværs af autismespektrumforstyrrelserne.
Mennesker med autisme har som regel ved ved at indgå i sociale relationer med andre mennesker. Noget af det, som mange med autisme har svært ved, er at:
Mennesker med autisme har svært ved at forstå og bruge de mange nuancer, kompleksiteter og ikke-talte kommunikationsformer, der for de fleste indgår i sproget. Fx ansigtsudtryk, gestik, humor, ironi og overført betydning. I stedet har mange med autisme et meget bogstaveligt sprog, hvor ting kun kan betyde præcis det, ordet siger. Mange oplever derfor, at nogle børn med autisme lyder gammelkloge.
Smalltalk og hyggesnak er svært for mange med autisme, fordi de oplever, at det de siger skal have et konkret formål.
Mange mennesker med autisme har svært ved at sortere i deres sanseindtryk, og det man ser, hører, lugter og mærker kan føles ekstremt stærkt og svært at abstrahere fra. Mange med autisme har derfor glæde af at reducere mængden af sanseindtryk – fx ved hjælp af høreværn.
Det er børne- ungdomspsykiatrien, der udreder barnet og vurderer, om det har en autismeforstyrrelse. Det er barnets læge eller PPR, der henviser barnet til udredning i psykiatrien. Som led i udredningen undersøger lægerne blandt andet barnets begavelse, udviklingshistorie og almindelige helbred.
Man kan ikke kurere autisme. Men der er meget, man kan gøre for at hjælpe og træne børn med autisme, så de udvikler sig og bliver bedre til at håndtere deres udfordringer. En væsentlig del af behandlingen består i at hjælpe forældrene til at forstå udviklingsforstyrrelsen, støtte deres barn og indrette hverdagen efter barnets særlige udfordringer. Derudover kan børn og deres familie få tilbudt
Hos mange med autisme optræder udviklingsforstyrrelsen sammen med andre psykiatriske diagnoser – bla. ADHD, OCD og depression. Det vanskeliggør behandlingen og støtten og kan være meget belastende for de pårørende.
Tilbage til Diagnoser eller Børn & unge med psykisk sygdom
”Vær først og fremmest nysgerrig på, hvorfor din kære skader sig selv. Selvskade har altid en funktion, og i forståelsen heraf ligger vejen til bedring.” Sådan lyder det første råd fra Cecilie Krag Semmling, der er psykolog og til dagligt arbejder med unge med selvskade.
Der findes mange former for selvskade. Denne artikel fokuserer på den direkte ikke-suicidale selvskade. Det er en bevidst handling, hvor man direkte skader sig selv på kroppen i forsøget på at få det bedre. Det gør man for eksempel ved at skære i sig selv, brænde sig, forhindre et sår i at hele, slå kroppen ind i en væg eller ved at udøve anden form for skade på ens krop. Den direkte ikke-suicidale selvskade er en mestringsstrategi til at håndtere noget, der er svært. Motivet bag selvskade er, for de fleste unge, at håndtere og regulere svære følelser. Som overlevelsesstrategi står selvskade altså i kontrast til selvmordsadfærd, hvor intentionen er at ende – ikke mestre – smerten. Unge, der har udfordringer med at regulere følelser konstruktivt, kan være i særlig risiko for at udvikle selvskadende adfærd.
Det er hårdt og kan vække mange følelser og frustrationer at være pårørende til et menneske med selvskade. Det er et komplekst emne og sårbart for alle, der er involveret i det.
Cecilie Krag Semmling er psykolog i Team for selvskade hos Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Bispebjerg. Her er hendes tre råd til dig, som er forælder eller på anden måde pårørende til en ung med selvskade.
Selvskade har en funktion, og dén funktion skal du være nysgerrig på som pårørende. Så mød din kære med nysgerrighed og respektfulde spørgsmål. Dulmer selvskaden noget smertefuldt? Afleder den fra selvkritiske tanker?
Det er vigtigt, at fokus for din nysgerrighed ikke alene er på selve den selvskadende handling, for eksempel hvornår det skete eller hvor dybt der blev skåret. Du skal i højere grad være nysgerrig på det, der ligger bag selvskaden: De svære følelser og tanker, som den unge selv har svært ved at sætte ord på, men derimod handler på. Hvad ligger til grund for adfærden? Er der sket noget i løbet af dagen, som påvirkede humøret? Hvad hjalp selvskaden din kære med, da det hele blev for meget?
Som forælder vil du helt sikkert have en instinktiv lyst til at gribe ind og handle. Det kan endda føles naturstridigt ikke straks at gribe ind og fjerne din kære fra den fare, som selvskaden kan føles som. Det er selvfølgelig helt naturligt at være følelsesmæssigt påvirket og have lyst til at handle på de følelser. Men forsøg alligevel med alle kræfter at stoppe op, trække vejret og bevare roen nok til, at du kan være nysgerrig og lytte, frem for straks at gribe ind. Før vi kan handle på en hjælpsom måde, er vi nødt til først at forstå, hvad der sker. Det er vigtigt, I kan skabe et fortroligt rum, hvor det er muligt at tale sammen.
Når din kære har haft selvskade, er det meget vigtigt, du forsøger at reagere roligt, selvom det er svært. Vær rolig i din stemme, reaktion og mimik, kom ned i tempo og skru ned for spørgsmålene. Den selvskadende er også i affekt. Så du skal hellere prøve at få ham eller hende til at falde til ro.
En voldsom reaktion kan dels få den unge til at føle sig forkert og misforstået, og dels få ham eller hende til at fortryde, at have sagt det højt. Det er ærgerligt, for det er vigtigt at få skabt et fortroligt rum, hvor I kan tale åbent. Husk på, at din kære ofte allerede har mange selvkritiske tanker om sin selvskade og føler skyld og skam – at blive mødt med ro og respektfuld nysgerrighed kan være afgørende for den videre dialog. Når I taler om det, er det okay at sige, du synes, det er svært at forstå, og om han eller hun vil hjælpe dig med at forstå. Det er også med til at inddrage din kære og give ham eller hende noget autonomi. Vis vedkommende, at du tør tale om det. Så bliver det også nemmere for den selvskadende at turde tale om. Du kan for eksempel sige ”Det her ligner et sår, der kommer fra selvskade. Har jeg ret i det?”
Mange, både de pårørende og den selvskadende, synes, det er svært at tale om. Nogle pårørende er berøringsangste og bange for at gå ind i snakken, fordi de frygter, at de kan gøre eller sige noget, der får adfærden til at blusse op. Andre pårørende kommer måske omvendt til hele tiden at spørge ind til eller tjekke selvskaden i et forsøg på at kontrollere udviklingen af adfærden og passe på sin kære. Her kan alle spørgsmålene risikere at komme til at handle for meget om selve selvskaden og adfærden, frem for grunden til adfærden. Det, vi giver opmærksomhed, vokser – og da vi ikke ønsker at komme til at forstærke selvskaden, er det vigtigt, at fokus for vores opmærksomhed som pårørende er det, der ligger bag. Det er vigtigt at turde at spørge ind til selvskade – men vær obs på, hvad du giver opmærksomhed, når du spørger.
Nogle pårørende kan i afmagt komme til at reagere ved at straffe eller lave konsekvenser i et forsøg på at kontrollere selvskaden. For eksempel ved at den unge ikke må deltage i en fritidsaktivitet eller være alene hjemme. Her er det vigtigt at huske, at den unge gør det allerbedste han eller hun kan – hvis de bare kunne stoppe med at selvskade, havde de gjort det allerede. Derfor hjælper den strategi sjældent. I stedet kan den føre til mere selvkritik, hvis den unge fejler – fordi han eller hun nu både skuffer sig selv og dig som pårørende. Hjælp i stedet den unge med at forstå, hvad der skete, og hvilke andre strategier, han eller hun kan afprøve i en lignende svær situation fremover.
Det er svært at opføre sig rationelt og ikke være alt for følelsesmæssigt påvirket. Men vis at du respekterer den unges oplevelse og behovet for en mestringsstrategi, også selvom fremgangsmåden ikke er hensigtsmæssig.
Der er nogle lavpraktiske overvejelser og aftaler, som er gode at have gjort sig inden en selvskade sker igen.
Tilbage til Diagnoser eller Børn & unge med psykisk sygdom
”Vi kan lære at håndtere angsten.” Sådan lyder hovedpointen fra psykolog Søren Benedikt Pedersen, som til dagligt arbejder med børn, der lider af angst.
Ifølge Søren Benedikt Pedersen, skal vi flytte fokus fra at se angst som noget, der er svært og uoverskueligt at håndtere, til at være noget, vi kan påvirke og blive bedre til. Vi kan lære at håndtere angsten.
Søren Benedikt Pedersen er psykolog og har mange års erfaring med undersøgelse, udredning og behandling af børn og unge med psykiske lidelser. I dag er han klinikchef i Cool Kids Klinik, som er en børne- og ungdomspsykologisk klinik, der har fokus på behandling af angst hos børn.
Søren Benedikt Pedersens råd tager udgangspunkt i den kognitive diamant. Tankegangen bag den kognitive diamant er, at angst ikke bare er én ting, men summen af fire elementer: Vores tanker, følelser, den kropslige og fysiske reaktion, og vores adfærd.
Derfor knytter de fire råd sig til hver af de fire elementer.
Barnets tanker og forestillinger har stor indvirkning på hans eller hendes angst. Som forælder er det vigtigt at anerkende barnets bekymringer og tage dem alvorlig. Men du skal også hjælpe barnet med at nå frem til mere hjælpsomme og realistiske tanker. Så vær nysgerrig på og spørg ind til, hvad barnet har set, hørt og forestiller sig, og prøv om du sammen med barnet kan at korrigere tankerne og nå frem til mere realistiske og konstruktive tanker.
Hvis barnet for eksempel ikke tør være alene hjemme, så spørg ham eller hende, hvad grunden til det er. Er barnet bange for indbrudstyve? Er han eller hun bange for, at der sker noget med mor eller far, når de er væk? Eller måske noget helt tredje? Når man bekymrer sig, forestiller man sig tit det værst tænkelige – alt det der kan gå galt. Du kan som forælder hjælpe ved at lytte og spørge ind, og derefter hjælpe med at gøre tankerne mere realistiske.
Lav aftaler, som gør barnet tryg, og brug belønning til at forstærke de positive følelser. Hvis barnet for eksempel har det svært, når han eller hun bliver afleveret i skolen, så kan man lave en tryghedsaftale med læreren. På den måde ved barnet, at har han eller hun brug for kontakt med en af sine forælder, så går barnet først til læreren, som er indforstået med aftalen. Så vil læreren i første omgang forsøge at berolige barnet og snakke med det, før forældrene bliver kontaktet.
Det er ikke nok, at man har talt med sit barn om, at der ikke er grund til at være angst, når han eller hun bliver afleveret i skole – barnet er også nødt til at føle sig tryg. Det kan tryghedsaftaler hjælpe med.
Når barnet så har overvundet noget, som var svært, er det en god ide at belønne barnet – I kan for eksempel spille et spil, barnet holder af, eller spise barnets livret til aftensmad.
Somme tider vil barnet reagere med panikangst eller somatiske symptomer som mavepine eller åndenød. Her kan du som forælder benytte dig at metoder, som beroliger nervesystemet rent fysisk. Det kan være massage, berøring, lette tryk eller anden form for kropskontakt.
Så vidt det er muligt, er det en god ide at tage det i opløbet. Hvis barnet er meget i panik, kan det ofte ikke rumme, at nogen kommer for tæt på fysisk. Her kan du blot være der, vente og selv bevare roen, indtil dit barn falder lidt ned igen, og du har mulighed for at nærme dig.
Når barnet har en kropslig og fysisk reaktion, kan du også aflede ved at stimulere andre sanser; sæt noget musik på, aktivér smagssansen med et bolche, eller få gang i kroppen ved at bevæge jer fysisk væk. Det kan være med til at aflede opmærksomheden fra angsten.
Læg en plan, hvor barnet gradvist og helt lavpraktisk overvinder det, han eller hun er bange for. Når man har angst, forsøger man ofte at undgå de ting, som trigger angsten. Men når man undgår de situationer, risikerer man på sigt at forstærke angsten. I stedet for det, skal man forsøge at overvinde angsten gradvist. Det er vigtigt med noget praktisk erfaring, hvor barnet lærer, at det ikke er farligt, og følelsen af tryghed kan blive stærkere.
Alle fire elementer skal kombineres og understøtte hinanden, før det til sammen har en positiv effekt på barnet og hans eller hendes angst. Med de fire elementer bliver angsten konkret og mulig at arbejde med. Vi kan arbejde med vores tanker, påvirke vores følelser, berolige vores krop gennem åndedræt og afslapning og tage små skidt i den rigtige retning – og på den måde genvinde kontrollen over vores angst.
Tilbage til Børn & unge med psykisk sygdom
Det kan være svært at gå i skole, når man har en psykisk sygdom. Børn med en psykisk sygdom kan have en forøget risiko for at udvikle skolevægring, som kan give højt fravær og faglige og sociale udfordringer. I denne video får du råd til, hvordan du kan gribe det an, hvis dit barn ikke vil i skole.
Tilbage til Pas på dig selv eller Ny som pårørende eller Børn & unge med psykisk sygdom
Hvad gør man, når én man holder af, for eksempel ens barn eller ægtefælle, får alvorlige symptomer eller på andre måder får det dårligt på grund af sin psykiske sygdom? Det er et spørgsmål, der fylder meget hos pårørende. En del af svaret kan være en forebyggelsesplan. I denne video bliver du klogere på, hvad en forebyggelsesplan er, og hvornår den er god at have
Tilbage til Børn & unge med psykisk sygdom
Hvordan kan man som forældre sikre, at familiens raske børn trives og udvikler sig godt, selvom en af forældrene eller en søskende har psykisk sygdom? Og hvordan sikrer man, at sygdommen bliver noget, man taler om og håndterer i stedet for et tabu, der skaber utryghed, angst og dårlig samvittighed? Lyt med i dette afsnit.
Tilbage til Diagnoser eller Børn & unge med psykisk sygdom
Har dit barn ADHD? Så kender du sikkert til en hverdag med konflikter og uenigheder. I denne video får du tre konkrete råd, som kan være med til at styrke dit forhold til dit barn og skabe en hverdag med mindre skældud.
Tilbage til Børn & unge med psykisk sygdom
Hvis du er forælder til et barn under 18 år med en psykisk sygdom, kan du have ret til forskellige former for støtte. I denne video får du viden om nogle af de støttemuligheder.
I denne video bliver du klogere på de forskellige former for støtte, du kan have ret til, hvis du er forælder til et barn under 18 år, der har en psykisk sygdom. Der er de økonomiske kompensationsmuligheder som tabt arbejdsfortjeneste, dækning af merudgifter og dagpenge ved pasning af barn med alvorlig sygdom.
Udover de økonomiske kompensationsmuligheder er der også mulighed for familievejlederordningen, familievejledning og aflastning. Ved familievejlederordningen får I som familie tilbudt 1-2 samtaler, som kan give jer et overblik over, hvilke hjælpemuligheder der er inden for og uden for kommunen. Familievejledningen er et tilbud i kommunen, I kan bruge, hvis I har behov for redskaber og vejledning ,ed afsæt i jeres barns psykiske sygdom. Slutteligt vil vi nævne aflastning/afløsning i kommunen. Det er en mulighed for enten at jeres barn er i aflastning uden for hjemmet, eller at der kommer en og afløser i hjemmet, som giver dig luft til at gøre noget, du har brug for.
Tilbage til Pas på dig selv eller Ny som pårørende eller Børn & unge med psykisk sygdom
Skyldfølelse er en af de svære følelser, som mange pårørende bærer rundt på. Psykolog Zarah Høst har stor erfaring med at hjælpe pårørende og giver sine råd til, hvordan man kan arbejde med skyldfølelse.
Mange pårørende føler skyld over for den, der er syg og går rundt med mange selvbebrejdende tanker. Det kan være meget belastende og der opstår en risiko for, at den pårørende selv bliver syg. Det fortæller psykolog Zarah Høst. Hun er psykolog hos Pårørendepsykologerne i København og har stor erfaring med at hjælpe pårørende. Hun mener, at selvom skyldfølelse er en naturlig del af menneskets følelser, er den vigtig at være opmærksom på. Den må nemlig ikke fylde i så høj grad, at det bliver hæmmende for personen. Her kommer hun med sine bedste råd til pårørende om at arbejde med skyldfølelse.
”Mange pårørende har skyldfølelse uden at have reel skyld. Og har mange selvbebrejdende tanker over, hvad man kunne have gjort anderledes. Fx kan man måske ikke være så stor en støtte, som man gerne vil. Her må man se på den situation, man står i, og gå i rette med tankerne. Er det rigtigt, at jeg kunne have gjort noget andet og bedre på det pågældende tidspunkt med den viden og de ressourcer, jeg havde der?
Nogle kan føle skyld over, at man fx ikke opdagede sygdommen tidligere. Ofte når vi kigger tilbage, kan vi se alle tegnene. Men før sygdommen udviklede sig, kendte man ikke tegnene. Derfor kunne man ikke have set det eller gjort noget anderledes. Man skal huske sig selv på de ressourcer og den viden, man havde til rådighed og spørge sig selv, om man reelt kunne have gjort noget andet og bedre.”
”En anden ting, man kan gøre, er at tale med sine nærmeste om sine følelser og tanker. Det kan være hjælpsomt at få andres perspektiv på situationen. Ofte ser de os med mere milde øjne, end vi selv gør. Det kan hjælpe os til at forstå, hvor vi reelt har skyld, og hvornår vi er urimelige overfor os selv.
Hvis man er bekymret for en afvisning eller synes, det er svært at tage op med andre, kan man gøre det i små trin. Fx ved at tale med en ven om en enkelt situation. Der kan man se, hvordan han eller hun reagerer, og hvordan det føles for en selv at dele det. Føles det svært at skulle tale om, kan man skrive det ned, før man taler med sin ven eller veninde. Det kan gøre det nemmere at åbne op, når man allerede har formuleret sine tanker.”
”Hvis skyldfølelse breder sig til at have indflydelse på daglig trivsel eller udvikler sig til skam, hvor de negative tanker begynder at handle om, hvem man er som menneske fremfor ens handlinger, er det vigtigt at søge hjælp fx gennem en psykolog eller en forening, der hjælper pårørende. For mange pårørende kan skyldfølelse brede sig til at handle om hele en selv, hvor man fx kan tænke, at man er en dårlig mor. Det kan være svært at spørge om hjælp, når det omhandler skam, fordi det er følelser, vi helst gemmer væk. Det ligger i skammens natur, at vi forsøger at undgå, at andre finder ud af, hvor vi er ”forkerte”. Men for de fleste, er det en stor lettelse, når de først har rakt ud.”
”For mange pårørende kan det være rart og befriende at tale med andre, der har en forståelse for ens situation. Her kan man tale med andre, der også er pårørende, hvor det nogle gange kan være nemmere at dele svære følelser. Det kan man fx gøre gennem de mange online fora og grupper, der findes for pårørende, men man kan også tale med andre pårørende i en samtalegruppe.”
”Mange kan have dårlig samvittighed eller føle skyld over at have negative følelser rettet mod den, der er syg, fx at være vred på eller skamme sig over vedkommende. Her er det vigtigt at understrege, at det er helt naturlige følelser at have og at følelserne ikke er forkerte. Vi kan ikke kontrollere, hvad vi føler, hvorfor vi heller ikke kan føle noget, der er forkert. Men det er måden vi reagerer og handler på, der er afgørende. Det handler om, hvordan vi opfører os og om vi forsøger at håndtere eksempelvis vreden på konstruktiv vis. Og hvis vi ikke formår at reagere hensigtsmæssigt på de følelser, vi har, kan man tage ansvar ved at søge hjælp til at lære det.”
”Hvis vi føler skyld overfor en person, kan man i stedet for at vende det indad, sige undskyld. Det er jo netop det, er er forskellen på skyld og skam. Når vi oplever skyld, kan vi sige undskyld, og erkende overfor den anden, at vi ville ønske vi havde handlet eller tænkt anderledes. At sige undskyld giver mulighed for tilgivelse, hvilket kan være forløsende for begge parter. Det er selvfølgelig ikke i alle situationer, hvor det er muligt at give en undskyldning, eller at få tilgivelse. Men det kan være forløsende at have erkendt sin skyld, for om ikke andet, at man selv kan begynde at give slip på skyldfølelsen og arbejde hen mod også at kunne tilgive sig selv. For vi bliver bedre hjælpere, både for den, der er syg, men også for os selv, når vi er drevet af omsorg frem for skyldfølelse.”
Tilbage til Børn & unge med psykisk sygdom
Annette Anbert deler ud af sin erfaring og giver sine gode råd til, hvordan man kan håndtere livet som forælder til et barn med psykisk sygdom. Hun er psykologfaglig ledende koordinator på Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling i Region Sjælland.
Det kan være meget forskelligt, hvordan man oplever det, når ens barn får en psykiatrisk diagnose, fortæller Annette Anbert. Hun er psykologfaglig ledende koordinator på Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling i Region Sjælland. For nogle er det meget overvældende, for andre er det en lettelse.
”For nogle kan det være en lettelse, når barnet får en diagnose. De har i længere tid vidst, at der var noget anderledes i udviklingen, som voldte problemer. Forældre bekymrer sig naturligvis også og kan spekulere meget over årsagssammenhænge,” siger Annette Anbert.
Uanset hvordan man reagerer på, at barnet får stillet diagnosen, vil der typisk opstå en masse spørgsmål og tvivl hos forældrene.
”Det er altid ok at stille personalet alle de spørgsmål, man har. For eksempel hvad diagnosen betyder eller hvilke ting man skal være særligt opmærksomme på. Vi forsøger altid at formidle vores viden til forældrene på den bedst mulige måde, så når forældrene også selv spørger ind, kommer der ofte en god dialog ud af det,” fortæller Annette Anbert.
Det kan være svært at rumme at være forælder til et barn med en psykisk sygdom, og der kan følge udfordringer med, som man ikke har viden eller overskud til at håndtere.
”Det er så vigtigt, at man siger det højt,” understreger Annette Anbert. ”Tal med personalet, der har med barnet eller den unge at gøre. Meget ofte vil der i samarbejdet etableres en kontakt med sagsbehandler i kommunen og evt. også børnehave eller skole.”
Annette Anbert fortæller, at man på den måde kan arbejde med planlægning af det, der kan være helt den nødvendige hjælp i livet fremover og pointerer:
”Husk på, at det ikke er en forudsætning, at man som forældre skal kunne løse alle de aktuelle vanskeligheder, man måtte opleve at stå i.”
Det kan også være en mulighed at bruge sit netværk for støtte og opbakning.
”Hvis du har et godt netværk, kan det være rigtig gavnligt at benytte dig af dem. Tal med en, du er fortrolig med og giv udtryk for, at du er ked af det eller har brug for hjælp,” siger hun.
Hvis du har brug for at tale med en psykolog, kan du som forælder til et barn med en psykisk sygdom få en henvisning via din praktiserende læge.
For mange kan bekymringer for fremtiden fylde meget og ifølge Annette Anbert kan det være svært at bevare håbet på sit barns vegne. Man kan måske være bekymret for, hvordan de klarer fremtiden.
”Man skal altid forsøge at bevare håbet. Det kan være svært i perioder, hvor vanskelighederne ser ud til at tårne sig op, men det er ufattelig vigtigt at holde fast i, at det er lige nu, at livet er særligt udfordrende, og at der altid er et håb for fremtiden. Det er også derfor, vi i psykiatrien og Børne- og Ungdomspsykiatrien har fokus på recovery-tilgangen, hvor udgangspunktet er, at der faktisk er mulighed for at få det bedre, at komme sig og leve et liv med sygdommen i baggrunden,” fortæller hun.
Tilbage til Ny som pårørende eller Diagnoser
“Pas på med at overvåge.” Sådan lyder et af de fire råd til pårørende fra Elene Fleischer, som er ekspert inden for selvmordsforskning og forebyggelse.
Det er enormt hårdt at være pårørende til et menneske med selvmordstanker. Mange pårørende føler sig usikre og er meget angste for at miste, og de er i tvivl om, hvorvidt de kan gøre eller sige noget forkert. I denne artikel møder du Elene Fleischer. Hun arbejder hos NEFOS. Det er en organisation, der yder støtte og rådgivning til alle, der er eller har været tæt på en person, som har udført en selvmordshandling. Hun er ekspert på området, og giver her fire råd til dig, som er pårørende til et selvmordstruet menneske.
Ifølge Elene Fleischer er det vigtigt at bevare håbet for den, man er pårørende til.
”Når man er selvmordstruet og ikke føler, at noget hjælper, så er det nemt at miste håbet. Og når man ikke har håb, er der kortere vej til, at den selvmordstruede tager sit eget liv eller forsøger på det. Når du som pårørende er med til at opretholde et håb, så vil det smitte af på den selvmordstruede. Udover det, vil håb også gøre en forskel for den pårørendes trivsel og evne til at holde sig selv oven vande,” siger Elene Fleischer.
Elene Fleischer fortæller, at rigtig mange pårørende har en følelse af, at de er den eneste, som kan hjælpe deres kære. Men ifølge hende, er det vigtigt at skille ens egen rolle fra behandlerens rolle.
”Det kan godt være, man ikke synes, den behandling, der bliver givet, er optimal. Eller måske synes den selvmordstruede ikke, at det virker. Men det er ikke den pårørendes ansvar – det er behandlerens. Det er vigtigt, at man får det skilt ad, så man kan få lov til at være mor, ægtefælle, bror, eller hvad end ens relation til den selvmordstruede er,” siger Elene Fleischer.
”Hvis man går ind i behandlerrollen over for sit barn, så kommer du til at skåne det for meget. Men du kommer også til at give dit barn opmærksomhed som en patient. Den form for opmærksomhed får din kære allerede hos sin behandler eller i psykiatrien. Derhjemme skal dit barn have opmærksomhed og betydning som den rolle, vedkommende har i familien.”
Elene Fleischer understreger, at det er vigtigt, ens kære stadig føler sig som en del af familien. Hun fortæller: ”Når man er ovre den akutte fase, begynder den selvmordstruede at interessere sig for livet uden for igen. Den selvmordstruede bliver ofte spurgt, hvordan vedkommende har det. Prøv at spørge din kære, om han eller hun har lyst til at høre, hvad du laver for tiden. Og så fortæl om din hverdag med arbejde, studie eller fritidsinteresser. Det er godt at få noget normalitet ind og fornemme en hverdag igen.”
Rigtig mange pårørende er i tvivl om, om de fortsat kan stille krav til deres kære med selvmordstanker. Ifølge Elene Fleischer både kan og skal man fortsat stille krav.
”Hvis vi forestiller os en mor, som ikke stiller krav til sin selvmordstruede datter. Datteren vil i første omgang synes, det er fedt, at hun ikke skal rydde op efter sig selv eller behøver hjælpe til i hjemmet. Men før eller siden, vil det føles og tolkes som ligegyldighed for datteren,” siger Elene Fleischer.
”Hvis I plejer at have en god kommunikation, så skal du gøre, som du plejer at gøre. Og så skal man selvfølgelig have respekt for, hvis ens datter siger, hun er så træt, at hun ikke fik vasket op. Det er helt okay. Men det skal ikke afskrække dig fra at stille kravet i første omgang.”
Elene Fleischer fortæller, at når man fortsat stiller krav, så er man med til at give sin kære en følelse af at blive set som den, han eller hun er, og stadig have en værdi.
”Min pointe er, at som menneske får man først en betydning, når man bliver set og får lov til at gøre de ting, man kan. Og det er en vigtig følelse for alle – også for en med selvmordstanker. Derfor er det vigtigt ikke at skåne ens kære. Du skal fortsat forvente, stille krav og tro på, at ens nærtstående stadig kan ting, selvom vedkommende har det svært,” afslutter hun.
Har man oplevet, at ens kære har prøvet at begå selvmord, vil der ifølge Elene Fleischer ligge en bekymring og angst i én. Man er bange for, at det vil ske igen. Elene Fleischer fortæller, at det for mange pårørende betyder, at de er i alarmberedskab og konstant overvåger på den selvmordstruede. Det skal man passe på med:
”Den omsorg, man som forældre giver ud fra kærlighed og angsten for, om det skal ske igen, kan opleves som kontrollerende og overvågende hos den selvmordstruede. Derfor er det en god ide at sætte sig over for hinanden og lave en aftale. Her kan du understrege, at hvis du skal undgå at overvåge din kære og blive bange, så er I nødt til at lave en aftale, som I begge synes, er okay. Hvis man altid bliver bekymret, når ens kære går en tur, så lav en aftale om, at man sender en SMS, hvis ruten ændrer sig eller man ikke kommer hjem på det aftalte tidspunkt. Og kommer vedkommende ikke hjem på det aftalte tidspunkt, så sig: ”Det er godt, du kommer hjem nu, men hvor har du gjort mig bekymret ved ikke at overholde vores aftale”. Du må gerne fortælle, at det påvirker dig, og du må gerne stille krav,” siger Elene Fleischer.
Hun påpeger, at på den måde vil den selvmordstruede også opdage, at vedkommendes handlinger har betydning, og at det ikke er ligegyldigt, om han eller hun kommer hjem igen.
Tilbage til Diagnoser eller Børn & unge med psykisk sygdom
Hvad er selvskade? Hvorfor vælger nogle at skade sig selv? Og hvordan hjælper du bedst som pårørende til én, der skader sig selv? Se med i webinaret her, hvor psykolog Cecilie Krag Semmling deler ud af sin viden og konkrete råd.
Tilbage til Forstå systemet eller Behandling
Der kan følge mange spørgsmål med, når man overvejer at kontakte psykiatrisk akutmodtagelse for at få hjælp til sin kære. Sygeplejerske Anne Rolff og rådgiver i Bedre Psykiatri Linn Sofie Aabling giver et indblik i, hvordan man kan forberede sig til akutmodtagelsen.
Er det akut nok? Hvad hvis vi bliver afvist? Hvad spørger de om? Bekymringerne og spørgsmålene er mange, når man er på vej til psykiatrisk akutmodtagelse. Anne Rolff, der er sygeplejerske på Bispebjerg Hospitals psykiatriske akutmodtagelse, og Bedre Psykiatris sundhedsfaglige rådgiver, Linn Sofie Aabling, svarer her på nogle af de mest udbredte spørgsmål om akutmodtagelsen.
Akutmodtagelsen kan hjælpe, når der er tale om akutte psykiske problematikker. Det kan være en akut krise, akutte svære selvmordstanker eller nyopståede psykoser – fx hvis en person med skizofreni begynder at hallucinere eller hvis en med depression får alvorlige selvmordstanker.
Men det er en selv, der bedst vurderer, hvornår det er akut nok, mener Anne Rolff, der er sygeplejerske i på psykiatrisk akutmodtagelse på Bispebjerg Hospital.
”Hvis man er i tvivl, kan man ringe ind til os på vores telefon, som har døgnåbent. Det kan man gøre selv eller ens pårørende kan ringe og tale med en sygeplejerske i forhold til, hvad der er det bedste at gøre i situationen,” siger hun.
I nogle regioner skal du ringe, før du møder op i akutmodtagelsen, mens det er frivilligt i andre. Det kan derfor være en god idé at tjekke op på reglerne i din region først.
For nogle kan det være rart at forberede sig lidt på det, der venter. Det kan fx være en hjælp på forhånd at formulere et svar på, hvorfor I søger hjælp.
”Hvis man kan overskue det, kan man prøve at gøre sig nogle tanker om forløbet op til. Alt hvad der kan bidrage til, at vi kan yde den bedste behandling overfor mennesket med sygdom,” siger Anne Rolff.
I kan på forhånd tjekke, om I har samlet al den viden, I vil give videre til lægerne. Eksempelvis information om symptomer, bivirkninger og hvordan du og din kære oplever sygdommen.
Rådgiver i Bedre Psykiatri Linn Sofie Aabling fortæller, at det kan være en god idé at lave nogle aftaler med din kære, inden I tager afsted mod akutmodtagelsen.
”I kan på forhånd tale om, hvor meget du som pårørende skal være med. I kan fx aftale, om du skal være med til lægesamtalen eller om din kære foretrækker at gøre det alene. Dog kan det være godt også at forberede din kære på, at lægen formentlig også gerne vil tale alene med ham eller hende,” siger hun.
Lægesamtalen vil have til formål at vurdere situationen og det videre forløb for den, der er syg. Her er der fokus på symptomer – hvad personen oplever, og hvornår symptomerne er startet. Det kan også handle om humøret, og hvordan man fungerer socialt.
”Ved lægesamtalen kan den pårørendes synspunkt og viden være meget hjælpsomt for forløbet, men det er helt op til den, der er syg, om de ønsker deres pårørende med,” siger Linn Sofie Aabling.
Hvis din kære med psykisk sygdom ikke giver samtykke, har du som pårørende alligevel mulighed for at dele din viden om situationen.
Tilbage til Forstå systemet eller Hjælp i kommunen eller Børn & unge med psykisk sygdom
Når den unge fylder 18 år, sker der store forandringer i hjælpen fra kommunen. Læs om, hvad man kan være opmærksom på for at hjælpe den unge til en bedre overgang til voksenlivet. Artiklen er lavet i samarbejde med Linda Klingenberg, der er cand.jur. og direktør i Min Private Rådgiver.
Der sker mange forandringer i kommunens hjælp, når den unge med psykisk sygdom fylder 18 år. Den hjælp, den unge og de pårørende tidligere har fået tildelt, bliver fjernet, og der skal startes forfra med at søge hjælp til den unge.
Blandt andet tilbydes der ikke længere hjælp til de pårørende. Noget af den hjælp, der forsvinder, er tabt arbejdsfortjeneste, familiebehandling og aflastning. Samtidig kan mange opleve, at der på voksenområdet er nogle andre former for støtte til den, der er syg.
Det kan lede til mange frustrationer for både den unge og de pårørende. Det bedste man kan gøre for at hjælpe til en bedre overgang til voksenlivet, er at komme i gang med planlægningen i god tid.
Som noget nyt er kommunen forpligtet til at planlægge overgangen til voksenlivet fra den unges 16-års fødselsdag. Det kan for eksempel indebære at holde fælles overgangsmøder med relevante parter fra voksenområdet og hjælpe med at tage stilling til, hvilke behov den unge har, hvor man skal bo, hvad man skal leve af mm. Målet er, at dette skal være afsluttet, når den unge fylder 18 år, så de nye støttetilbud kan gå i gang med det samme, og der ikke vil være en periode uden hjælp.
Det er kommunens ansvar at tage initiativ til at sikre overgangen, men sker det ikke, kan man selv efterspørge det.
En anden ting, man selv kan gøre for at sikre en god overgang, er at sikre sig, at alle oplysninger kommer med videre til de relevante afdelinger på voksenområdet. Det sker nemlig ikke automatisk. Her kan man tjekke op på, at de forskellige parter har de nyeste og relevante oplysninger om den unges situation og behov.
I nogle tilfælde er det muligt at forlænge støtten efter den unge er fyldt 18 år. For eksempel hvis man har haft en fast kontaktperson. Her kan man spørge, om man kan få det som et efterværn og dermed fortsætte med den faste kontaktperson i en periode op til den unge fylder 23 år. Da det kan være svært at få hjælpen forlænget, kan det være en god idé at undersøge mulighederne i god tid, inden den unge fylder 18 år.
Når den unge fylder 18 år, står de i kommunens øjne på egne ben. Det betyder, at man som pårørende får en anden rolle og nogle andre rettigheder i forhold til at blive inddraget. Man har ikke længere krav på at blive informeret og inddragelsen kræver den unges samtykke. Afhængigt af hvad den unge ønsker, kan man som pårørende alligevel være involveret. Udover at støtte og bakke op ved siden af, kan man fx være bisidder, hvor man sidder med til møder med kommunen, eller partsrepræsentant, hvor man repræsenterer den unge overfor kommunen. Læs om, hvad du kan gøre, hvis din kære ikke har givet samtykke.
Når den unge er myndig og dermed betragtes som uafhængig af forældrene, betyder det også, at kommunen ikke kan forlange at forældrene træder til med støtte til den unge. Alligevel kan mange opleve, at kommunerne forventer eller lægger op til, at forældrene kan klare en del af støtten.
Tilbage til Hjælp i kommunen eller Børn & unge med psykisk sygdom
Et forløb med PPR kan være afgørende for, at dit barn får den rigtige støtte. Men nogle gange kan forløbet trække tænder ud. I denne artikel får du viden og gode råd om samarbejdet med PPR.
PPR står for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Det er en funktion i kommunen, som undersøger og vurderer, om børn har behov for støtte i skolen eller institutionen. PPR kan også henvise til udredning i børne- og ungdomspsykiatrien.
Mange forældre til et barn med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelser kommer i kontakt med PPR, når barnet skal have støtte eller udredes.
Her får du et overblik og gode råd om forløbet med PPR.
Det er ofte lærerne eller pædagogerne, som tager den første kontakt til PPR, men du kan også selv tage kontakt. Når der er taget kontakt til PPR, begynder en undersøgelse af, hvilken form for støtte dit barn har behov for. Oftest begynder forløbet med et dialogmøde, hvor PPR, forældre og skolen eller institutionen deltager. Her skal du som forælder fortælle, hvilke bekymringer du har, og hvilke udfordringer du oplever hos barnet.
Læs mere om vejen til behandling og den første kontakt i artiklen Børns og unges vej til behandling.
Forsøg at være grundig og fyldestgørende, når du beskriver dit barns udfordringer til PPR. Jo mere konkret du kan være i beskrivelsen, jo bedre er det. Beskriv gerne, hvordan en typisk uge eller dag ser ud. Det giver PPR bedre forudsætninger for at vurdere barnet, og dermed bedre mulighed for at finde den rette støtte.
Når der sidder mange rundt om bordet, kan det være svært at få sagt de ting, der skal siges. Skriv derfor dine oplevelser ned. Skriv, hvordan dit barn reagerer i løbet af dagen, og hvilke situationer der er svære. Skriv alle de vigtige pointer, du vil give videre – så er du bedre rustet til at fortælle om dine oplevelser til mødet.
Som forælder kan du opleve, at du ser en række symptomer i hjemmet, som pædagoger eller lærere ikke kan genkende. Nogle børn og unge reagerer forskelligt ude og hjemme – fx fordi de undertrykker følelser og reaktioner i skolen og slipper dem fri, når de er hjemme i trygge rammer. Derfor kan der være forskellige oplevelser af dit barns tilstand, og det er helt normalt. Nogle forældre tvivler på deres egen vurdering og trækker måske i land, når de hører skolens modstridende oplevelser. Men det er vigtigt, at du holder fast i, hvilke symptomer du ser, og beskriver, hvad du oplever.
Det er meget forskelligt, hvor længe et forløb med PPR varer. I nogle tilfælde er det nok, at PPR giver nogle råd og værktøjer videre til det første møde. Men ofte vil PPR blive tilknyttet i en længere periode. Særligt når det drejer sig om en psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse.
En PPR-undersøgelse kan for eksempel bestå af vejledende samtaler med forældrene, løbende arbejdsmøder med institutionens, skolens eller SFO’ens personale, psykologiske tests og observation af barnet i skolen eller institutionen.
PPR skal give besked og aftale med jer som forældre, hvilke undersøgelser der bliver lavet. På baggrund af undersøgelsen kan PPR lave en pædagogisk psykologisk vurdering (PPV) af barnets støttebehov og komme med anbefalinger til, om der skal gøres noget særligt i forhold til undervisningen eller dagligdagen i institutionen. PPR kan på baggrund af undersøgelsen også henvise til udredning i børne- og ungdomspsykiatrien.
Nogle må desværre vente længe for overhovedet at få PPR ind i sagen. Og selve forløbet med PPR kan også trække ud. Blandt andet på grund af travlhed og udskiftning i PPR-psykologer. Ventetiden kan være meget frustrerende, og mange forældre føler, at de bliver slået hjem og skal starte forfra gang på gang. Nogle vælger i den situation at søge hjælp hos en privat psykiater eller et privat hospital. Der kan man undgå ventetiden, men for de fleste er det til gengæld en stor udskrivning. Hvis I har en sundhedsforsikring, kan I eventuelt undersøge om den dækker.
Hvis PPR ikke selv laver en observation, så få eventuelt lærerne til at lave en skriftlig skolebeskrivelse. Her kan de skrive, hvordan de oplever barnets udfordringer, og hvilke indsatser der er forsøgt for at hjælpe. Skolebeskrivelsen er god at have med i en eventuel henvisning til børne- og ungdomspsykiatrien.
Tilbage til Børn & unge med psykisk sygdom
Her får du et overblik over vejene ind i behandlingssystemet for børn og unge og råd om, hvordan du kan hjælpe.
Vejen til hjælp og behandling kan desværre være lang og kringlet for mange børn og unge med psykisk sygdom. Når du skal hjælpe dit barn, er det en fordel at kende til systemet og være opmærksom på faldgruberne, og hvordan du undgår dem.
Her får du en guide og nogle råd til, hvordan du kan hjælpe i processen.
Hvornår og hvordan, forløbet begynder, er selvfølgelig meget forskelligt og afhænger ikke mindst af, hvilken sygdom eller udviklingsforstyrrelse, barnet er ramt af. Udviklingsforstyrrelser som ADHD og autisme kan vise sig tidligt i barndommen, mens sygdomme som angst, depression og spiseforstyrrelser typisk opstår og viser sig i skolealderen.
Hvornår end sygdommen eller forstyrrelsen opstår, vil den typisk vise sig med problemer og bekymringer. Det kan for eksempel være med konflikter i skolen, fravær, manglende sprog eller ved, at han eller hun aldrig vil være med til frokost. Bekymringerne kan både opstå hos jer som forældre og hos pædagoger eller lærere.
Opstår bekymringerne hos jer, så tag fat i pædagogerne eller skolelærerne og spørg, hvad de oplever. Måske har de også set nogle tegn. Selvom de ikke nødvendigvis har særlig viden om psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelser, har de kendskab til samspillet mellem børn, og hvordan man typisk opfører sig og agerer med andre.
Hvis personalet ikke selv foreslår det, kan du opfordre dem til at kontakte PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) eller eventuelt selv tage kontakten. PPR er kommunens enhed, som undersøger og vurderer, om børn har behov for støtte i skolen eller institutionen. PPR kan også henvise til udredning i børne- og ungdomspsykiatrien.
Hvis skolen eller institutionen ikke mener, at der er behov for at kontakte PPR, eller hvis du synes, at det går for langsomt, kan du selv kontakte PPR. Find nummeret på din kommunes hjemmeside. Vær opmærksom på, at PPR-funktionen har et andet navn i enkelte kommuner. Hvis du ikke kan finde din lokale PPR, så spørg kommunen, hvad enheden hedder.
Barnets egen læge kan henvise til børne- og ungdomspsykiatrien, ligesom PPR kan. For unge mennesker, som er forbi folkeskolealderen, er egen læge det mest oplagte sted at få en henvisning. Og hvis man ikke kan vente på forløbet med PPR, kan det være en god løsning at gå til egen læge i stedet, da processen ofte går hurtigere her.
Selvom et barn eller en ung er blevet henvist til psykiatrien fra deres læge, afviser psykiatrien ofte henvisningerne. Det er ofte fordi, der mangler vigtige oplysninger i henvisningen. Fx om hvilke indsatser der er gjort eller forsøgt gjort. Det er derfor vigtigt, at I er fyldestgørende overfor lægen. Få beskrevet de konkrete udfordringer og alt, der er gjort eller forsøgt gjort for at hjælpe.
Hvis I har kontaktet PPR, og der ikke er blevet observeret eller gjort en hjælpsom indsats, mens symptomerne er fortsat eller forværret – så få lægen til at skrive det. Og hvis situationen er mere akut, og I ikke har tid til at få lavet undersøgelser fra PPR eller familieafdelingen, så få lægen til at skrive det.
Vær konkrete i jeres beskrivelse af, hvilke udfordringer I oplever, og hvilke symptomer der viser sig i hverdagen. Hvis I kan beskrive, hvordan en dag eller en uge typisk ser ud, så gør det gerne, da det er med til at konkretisere udfordringerne. Husk også at have fokus på, hvordan symptomerne påvirket barnets funktionsniveau. Hvad kan han eller hun ikke længere på grund af symptomerne? Det er alt sammen vigtigt at få med i henvisningen.
Hvis I har været i gang med et forløb med PPR, ligger der højest sandsynligt en masse information om jeres barn hos PPR. Det kan være, at de fx har lavet en skolebeskrivelse. Sørg for at få de informationer med i henvisningen, så børne- og ungdomspsykiatrien får så korrekt og fyldestgørende et billede som muligt.
Hvis symptomerne viser sig derhjemme, men ikke i skolen eller institutionen, skal PPR typisk ikke ind over. I den situation kan det være relevant at kontakte kommunens familieafdeling i stedet. Sagsbehandleren i kommunen kan henvise til udredning i psykiatrien, hvis det bliver vurderet relevant og nødvendigt.
Afdelingens sagsbehandlere indhenter oplysninger, holder et netværksmøde og vurderer, om der skal henvises eller iværksættes kommunal støtte til jer som familie eller til barnet. Kommunen kan fx tilbyde en støttekontaktperson eller forældretræningskurser. Flere kommuner tilbyder også programmer henvendt til børn og unge med psykisk sygdom. Nogle af de mest udbredte er ”Cool kids” og ”Mind my mind” – begge er typisk tilknyttet PPR.
Mange kommuner har desuden en ungerådgivning, hvor unge kan henvende sig uden en henvisning og få rådgivning anonymt. Søg på ungerådgiver og din kommune.
Desværre oplever nogle forældre, at det er svært at trænge igennem i det offentlige system, og at der er lange ventetider. Nogle vælger i den situation at betale for behandlingen selv. Hvis man går den vej, skal være opmærksom på, at det koster mange penge. Undersøg eventuelt, om jeres sundhedsforsikring dækker udgifterne.
Tilbage til Børn & unge med psykisk sygdom
For forældre kan udsigten til en psykiatrisk udredning af ens barn virke skræmmende. Her får du viden om processen, som forhåbentligt kan give afklaring og tryghed.
Målet med en udredning i børne- og ungdomspsykiatrien er at finde ud af, om barnet har en sygdom eller udviklingsforstyrrelse, og hvilken behandling, der i så fald er den rigtige.
Udredningen er tværfaglig, og I kan for eksempel møde læger, psykologer, sygeplejersker og nogle steder også pædagoger, socialrådgivere, diætister og fysioterapeuter. Et udredningsforløb strækker sig typisk over 4-5 aftaler.
Her får du et overblik over, hvordan forløbet omkring en udredning af børn og unge typisk ser ud:
Inden selve udredningen lægger behandlerne en plan, som I får besked om. Planen indeholder en tidsplan, en beskrivelse af undersøgelserne og oplysninger om, hvem der skal deltage ved de forskellige aktiviteter. Afhængigt af barnets alder og tilstand, kan I fortælle om planen og forberede ham eller hende på, hvad der skal ske.
De fleste børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger sender materiale forud for første samtale, som forældrene skal udfylde. Her vil der typisk blive spurgt ind til for eksempel graviditet, fødsel, den tidlige udvikling (sproglig, motorisk og social) og tidligere sygdomme. Hvis I ikke kan huske detaljerne, kan det være en god idé at kigge i Barnets bog, som sundhedsplejersken har udfyldt.
Når det drejer det sig om mindre børn, er udredningen typisk baseret på observationer af barnet. Lægerne kan for eksempel observere, hvordan barnet leger eller løser forskellige opgaver. Der kan også være psykologiske tests, som undersøger barnets intelligensniveau, sprog eller opmærksomhedsfunktion. Når det drejer sig om unge, vil der være mere fokus på samtaler med lægerne.
Det står i planen, hvem der skal deltage i de forskellige dele af udredningen. I nogle tilfælde er det kun jer som forældre, der skal ind til et møde, andre gange er det kun barnet, og nogle gange skal I alle ind sammen. Drejer det sig fx om en 10-årig, der er henvist med mistanke om ADHD, bliver barnet kaldt ind til en lægeundersøgelse, og forældrene skal til en samtale om barnets udvikling. Det er en fordel, hvis I har forberedt en konkret beskrivelse af jeres oplevelser af barnets udfordringer. Det kan også være en god idé, at I forbereder barnet på, hvad der skal ske, og beroliger.
Når undersøgelserne er gennemført, laver behandlerne på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling en konklusion sammen med en speciallæge. I konklusionen står, hvilke undersøgelser der er lavet, hvilke tegn eller symptomer der er set hos barnet, hvad de har fundet frem til, og hvilken hjælp, de anbefaler. Det kan både være anbefalinger til psykiatrisk behandling og til, hvad der kan gøres i kommunen.
I bliver indkaldt til et møde, hvor personalet fortæller, hvad de har konkluderet. Konklusionen bliver også lavet som en skriftlig udtalelse. Det kan være en god idé, at I som pårørende gør personalet opmærksomme på, hvem udtalelsen bør sendes til. Det kan for eksempel være skolen, PPR, kommunens familieafdeling eller andre, som har været eller skal være med til at hjælpe.
Efter tilbagemeldingen kan børne- og ungdomspsykiatrien indkalde til et netværksmøde, hvor alle relevante parter inviteres for at tale om, hvad hver især kan gøre for at hjælpe barnet. Her kan I som forældre være med til at sikre, at alle de rigtige inviteres. Det er ikke altid, der bliver holdt netværksmøder. Spørg eventuelt, om det er en mulighed, når I får tilbagemeldingen.
Når udredningen er overstået, er det vigtigt, at I taler med barnet, om hvad der blev konkluderet, og hvad der nu skal ske. På de fleste børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger er der tilbud om, at barnet kan få en særlig tilbagemelding, eller at personalet hjælper forældrene med at tale med barnet. Afhængigt af hvilken diagnose, barnet eller den unge får, vil der flere steder være tilbud – især til unge – om psykoedukation, hvor de får information om diagnosen, og hvilke udfordringer den kan give.
Tilbage til Børn & unge med psykisk sygdom
Indlæggelse af børn og unge kan virke skræmmende og skabe bekymring både for forældre og børn. Her kan du få viden om nogle af de mest almindelige typer af indlæggelser.
Oftest foregår psykiatrisk udredning og behandling af børn og unge ambulant – det vil sige uden indlæggelse. Men i nogle tilfælde kan en indlæggelse være nødvendig.
Her er nogle af de mest almindelige typer af indlæggelser af børn og unge:
Hvis det ikke rækker med et ambulant udredningsforløb, kan det være nødvendigt, at barnet i stedet bliver udredt under en indlæggelse. Udredningen kan enten foregå under en dagindlæggelse eller en døgnindlæggelse. Dagindlæggelse foregår ved, at barnet kommer ind på afdelingen om morgenen og er indlagt, indtil forældrene henter barnet om eftermiddagen. Det er altså cirka i samme tidsrum som et barn normalt er i skole eller institution.
Ved en døgnindlæggelse er barnet indlagt hele døgnet. Ofte vil barnet være indlagt mandag til fredag og så komme hjem til sine forældre i weekenden. Som forældre aftaler I forløbet med personalet på forhånd: Hvor lang tid varer indlæggelsen, hvad skal undersøges, hvor meget må I være til stede?
Akutte psykiatriske indlæggelser sker relativt sjældent for børn og lidt hyppigere for unge. Det vil oftest være ved svære selvmordstanker, hvor personalet vurderer, at der er en stor selvmordsrisiko. Akut indlæggelse kan også ske på grund af pludseligt opståede psykotiske symptomer eller forværring af symptomerne.
Akutte indlæggelser er sværere at forberede sig på. Men som forælder vil du stort set altid være med til indlæggelsessamtalen og på skadestuen. Og du vil også blive inddraget undervejs, når barnet er indlagt. Afhængigt af region og alder kan der være mulighed for, at forældre kan blive medindlagt. Typisk hvis det drejer sig om de lidt mindre børn. Hvis du ønsker at blive medindlagt, så spørg gerne om muligheden.
Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at blive indlagt til behandling, hvor indlæggelsen er planlagt og aftalt med forældrene på forhånd. Fx hvis barnet eller den unge har en svær spiseforstyrrelse, og der er behov for indlæggelse i en kortere periode for at få behandlingen ordentligt i gang. Selvom det er svært, kan du prøve at tale med dit barn og forberede ham eller hende på, hvad der kommer til at ske under indlæggelsen. Spørg eventuelt afdelingen, hvad der er godt for barnet at vide på forhånd.
Tilbage til Hjælp i kommunen eller Børn & unge med psykisk sygdom
Som forælder til et barn med særlige behov eller en psykiatrisk diagnose kan det være svært at finde rundt i kommunens støttemuligheder og regler. Dem kan du blive klogere på i dette webinar.
Tilbage til Pas på dig selv eller Børn & unge med psykisk sygdom
Er jeg skyld i mit barns psykiske sygdom? Gør den mig til en dårlig forælder? Mange forældre kæmper med svære og tabubelagte følelser. De følelser sætter psykolog Louise Brückner Wiwe fokus på i dette webinar.
Tilbage til Hjælp i kommunen eller Børn & unge med psykisk sygdom
Her kan du læse, hvilke muligheder du har for at få støtte fra det offentlige, når dit barn under 18 år har en psykisk sygdom.
Det kan give store udfordringer, når ens barn har psykisk sygdom. Og mange forældre kæmper hårdt for at få hverdagen og arbejdslivet til at hænge sammen midt i sorgen og kampen for at hjælpe sit barn.
Heldigvis findes der forskellige former for støtte fra det offentlige, som kan lette noget af presset:
Har dit barn brug for, at du er hjemme, kan dit løntab kompenseres. Det kan for eksempel være, hvis barnet har psykisk sygdom og derfor så store vanskeligheder, at han/hun ikke kan passes i institution eller være i skole på fuld tid. Eller hvis barnet grundet sin sygdom går til mange undersøgelser eller behandlinger.
Vær opmærksom på, at en række betingelser skal være opfyldt, og dit barn skal have nogle særlige behov.
Der er en øvre grænse for, hvor meget man kan få i tabt arbejdsfortjeneste. Har man en løn, der er højere end loftet, vil man derfor ikke få fuld dækning for sit løntab. I 2022 ligger den øvre grænse på 33.063 kroner om måneden.
For at søge om tabt arbejdsfortjeneste skal du udfylde en digital blanket på borger.dk.
Det er krævende at have et barn med en psykisk sygdom, og af og til kan det være nødvendigt at lade op.
Du kan søge om aflastning og afløsning i kommunen. Afløsning består oftest i, at en medarbejder fra kommunen afløser dig, så du har mulighed for at gå udenfor hjemmet. Aflastning betyder, at dit barn får tilbudt et midlertidigt ophold, enten dag-, nat-, eller døgnophold for eksempel i familiepleje (hvis personen er under 18 år).
Hvis I vil søge om aflastning, skal I gøre det hos kommunens sagsbehandler. Fortæl grundigt om forholdene i jeres familie, og hvor mange ressourcer det kræver for jer at tage hånd om barnet med en psykisk sygdom.
Sagsbehandleren vurderer behovet for aflastning, og på baggrund af vurderingen finder i sammen med sagsbehandleren frem til den bedst mulige aflastningsordning for jer og jeres barn.
For nogle familier giver det såkaldte merudgifter – altså ekstra udgifter at have et barn med psykisk sygdom. Nogle af dem har I ret til at blive kompenseret for.
Der er mulighed for at søge dækning af nødvendige merudgifter, der er opstået på grund af den psykiske sygdom hos barnet. Når det handler om psykiske sygdomme, autisme eller ADHD vil der oftest være tale om dækning af udgifter til nødvendige kurser for forældrene.
For at kunne få refunderet sine merudgifter, skal de overstige et beløb, som står i loven og bliver reguleret hvert år. I 2022 er minimumsgrænsen på 5.207 kroner.
Du kan læse meget mere om, hvilke regler der gælder for merudgifter i DUKH’s guide.
Nogle kan have gavn af, at barnet mødes med en kontaktperson, som er en fast og kendt voksen at tale med i en kortere eller længere periode.
Kontaktpersonens opgave er at støtte barnet og give redskaber til en bedre trivsel. Børn mellem 8 og 15 år mødes typisk med deres kontaktperson en time ad gangen og en gang om ugen.
Det kræver altid en henvisning fra en sagsbehandler at få en kontaktperson.
Familievejlederordningen er et tilbud til familier med et barn, der er hårdt ramt af sygdom.
Vejledningen kan give dig et overblik over hjælpemulighederne i kommunen og inspiration til, hvor du kan søge yderligere viden og få kontakt til forældre, der har stået i en lignende situation.
Vejledningen skal tilbydes senest tre måneder efter, at kommunen er blevet bekendt med jeres situation. Kontakt jeres kommune, hvis I ikke er blevet tilbudt familievejledning og er interesseret i at få det. Ordningen står i Servicelovens § 11.8.
Ud over disse tilbud kan der være supplerende tilbud i din kommune eller i din region.
Flere af støttetilbuddene til familier, hvor et barn har psykisk sygdom, står i serviceloven og gives efter en individuel vurdering. For at lave den vurdering skal der ofte udføres en børnefaglig undersøgelse.
Undersøgelsen kommer hele vejen rundt om jeres barn og jer som familie og danner grundlag for vurderingen af, hvilken hjælp der er brug for.
Selvom processen for nogen kan virke voldsom, så husk, at det er den børnefaglige undersøgelse, der rent lovgivningsmæssigt åbner for mange typer af hjælp til jer som familie.
Tilbage til Børn & unge med psykisk sygdom
På denne side kan du blive klogere på, hvilke muligheder der er for at få støtte, så dit barn kan gå i skole trods psykisk sygdom.
Det kan være udfordrende at gå i skole, når man har en psykisk sygdom. Rigtig mange børn ender desværre med højt fravær og faglige og sociale vanskeligheder.
Men det er vigtigt ikke at give op. Alle børn har undervisningspligt i ni år, og det betyder, at dit barn ikke må gå uden et undervisningstilbud eller være væk fra skolen i en længere periode uden at modtage undervisning.
Skolelederen har pligt til at tilrettelægge undervisning og støtte til elever, der på grund af længerevarende eller kronisk sygdom har svært ved at deltage. Den pligt er god at have i baghovedet, og som pårørende kan det være en fordel at kende de forskellige muligheder for støtte, som kan gøre det lettere at gå i skole trods psykisk sygdom.
Hvis dit barn gennem længere tid ikke går i skole, har han eller hun ret til at modtage undervisning hjemme. Sygeundervisningen skal sættes i gang senest 15 skoledage efter, at barnet sidst var i skole. Dette gælder også ved indlæggelse eller ophold på institution.
Hvis det er aktuelt i jeres situation, så kontakt skolen og gør dem opmærksom på, at I er interesserede i sygeundervisning.
Specialundervisning kan være relevant, hvis dit barn har en psykisk sygdom. Specialundervisning gives til børn, hvis udvikling kræver en særlige hensyn i mindst ni ugentlige timer – svarende til 12 lektioner – eller undervisning i specialklasser og specialskoler.
Det er skolelederen, der beslutter, om elever kan få specialundervisning på skolen. Det kan være som støtte i den almindelige klasse, eller i en specialklasse.
Læs mere om, hvad specialundervisning kan indeholde på undervisningsministeriets hjemmeside.
Når det skal besluttes, om en elev skal have specialundervisning, sker det efter en PPV (Pædagogisk Psykologisk Vurdering) af barnet. Vurderingen bliver lavet af en psykolog fra den lokale PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) sammen med barnet selv og jer som forældre.
Skolens leder skal indstille eleven til en pædagogisk psykologisk vurdering, hvis han/hun mener, at eleven har behov for specialpædagogisk bistand som for eksempel specialundervisning.
I kan også selv bede om en PPV, hvis I synes, at der er behov for specialpædagogisk bistand. Tag fat i skolen, som så kontakter PPR.
Vil skolelederen ikke lave en indstilling til PPR, har I mulighed for at klage over den afgørelse.
Skolelederen er forpligtet til at orientere jer om klagemuligheden, og I har krav på at modtage afgørelsen skriftligt, som indeholder en klagevejledning.
Hvis dit barn har brug for støtte i mindre end ni undervisningstimer ugentligt, skal han/hun have støtte inden for den almindelige undervisning.
Der findes flere muligheder. Blandt andre:
Hvis dit barn har brug for hjælpemidler, er skolen forpligtet til at stille undervisningsmidler og hjælpemidler, der er direkte relateret til undervisningen, til rådighed.
Tilbage til Hjælp i kommunen eller Børn & unge med psykisk sygdom
Her kan du læse, hvilke rettigheder børn og unge har i sager på kommunen.
Hvis dit barn under 18 år bliver ramt af psykisk sygdom, har I som forældremyndighedsindehavere ret til at blive inddraget og træffe beslutninger i sager på kommunen. Personen har dog også selv visse rettigheder. Alle børn skal for eksempel inddrages i deres sagsforløb, da der skal holdes børnesamtaler, med mindre noget åbenlyst taler imod det. Som pårørende kan det være en fordel at kende til børn og unges rettigheder.
Et barn under 12 år har altid ret til en bisidder, når han eller hun skal tale med en myndighedsperson. Det kan for eksempel være en socialrådgiver. En bisidder er en person, barnet kan have med som en ekstra tryghed.
Bisidderen kan blandt andet hjælpe barnet med at forklare, stille spørgsmål og sørge for, at samtalen holder sig til dagsordenen.
En bisidder kan for eksempel være en forælder, en lærer eller en støttepædagog. Hvis barnet ikke kan udpege en bisidder fra sit netværk, vil Børns Vilkår stille en til rådighed.
Når barnet er fyldt 12 år, får han/hun delvis partstatus i sagen, hvilket betyder, at barnet nu har mulighed for at klage over kommunens afgørelse.
Når barnet er fyldt 12 år, kan personen få aktindsigt i sin sag. Indtil barnet fylder 15 år, kan der dog stadig godt blive truffet beslutninger i sagen, uden at barnet skal give samtykke til, at de føres ud i livet.
For at få agtindsigt i sagen, skal personen bede om det hos den afdeling, som behandler sagen. Det kan både gøres mundtligt og skriftligt.
Et barn har altid ret til en bisidder, når han eller hun skal tale med en myndighedsperson som for eksempel en socialrådgiver. En bisidder er en person, barnet kan have med som en ekstra tryghed.
Personen kan for eksempel hjælpe barnet med at forklare, stille spørgsmål og sørge for, at samtalen holder sig til dagsordenen.
En bisidder kan for eksempel være en forælder, en lærer eller en støttepædagog. Hvis barnet ikke kan udpege en bisidder fra sit netværk, vil Børns Vilkår stille en til rådighed.
En ung, der er fyldt 15 år, får partstatus i sagen. Det betyder blandt andet, at den unge både skal give samtykke til, at en eventuel støtte føres ud i livet, og at han eller hun har ret til at klage over kommunens afgørelser.
Den unge har ret til at få aktindsigt i sin sag. For at få agtindsigt i sagen, skal personen bede om det hos den afdeling, som behandler sagen. Det kan både gøres mundtligt og skriftligt.
Når barnet er fyldt 12 år, får han/hun delvis partstatus i sagen, hvilket betyder, at barnet nu har mulighed for at klage over kommunens afgørelse.
Barnet eller den unge har altid ret til en bisidder, når han eller hun skal tale med en myndighedsperson som for eksempel en socialrådgiver. En bisidder er en person, barnet kan have med som en ekstra tryghed.
Personen kan blandt andet hjælpe med at forklare, stille spørgsmål og sørge for, at samtalen holder sig til dagsordenen.
En bisidder kan for eksempel være en forælder, en lærer eller en støttepædagog. Hvis barnet ikke kan udpege en bisidder fra sit netværk, vil Børns Vilkår stille en til rådighed.
Når barnet er fyldt 18 år, har I som forældre ikke længere ansvaret for barnet. Derfor mister I jeres rettigheder i forbindelse med sagen. Den unge skal nu give samtykke til, at I kan blive inddraget eller få informationer om sagen.
Hvis barnet før det 16. år har modtaget støtte efter serviceloven, og hvis du som forælder har modtaget kompenserende ydelser på grund af barnets psykiske sygdom, skal kommunen tilbyde støtte i forbindelse med overgangen til voksenlivet, når barnet fylder 18 år.
Kommunen begynder på det arbejde, når den unge er fyldt 16 år. Gennem dialog og samarbejde med den unge og jer finder kommunen frem til, hvilke behov for støtte den unge har i voksenlivet. Det kan for eksempel være i forhold til bolig, uddannelse og forsørgelse.
Tilbage til Børn & unge med psykisk sygdom
Her kan du finde viden om den børnefaglige undersøgelse, som kan være relevant, hvis du er pårørende til en person under 18 år med psykisk sygdom.
Når børn og unge under 18 år skal modtage støtte fra kommunen, skal familien og barnet typisk igennem den børnefaglige undersøgelse – også kaldet §50-undersøgelse.
For nogle pårørende kan processen virke indgribende og uoverskuelig. Men undersøgelsen er vigtig, for at I kan få den rette hjælp.
Her får du viden om kommunens børnefaglige undersøgelse, som kan give afklaring og klæde jer på til processen.
Hvis kommunen vurderer, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte for eksempel på grund af psykisk sygdom, er den forpligtet til at lave en børnefaglig undersøgelse.
Formålet med undersøgelsen er at afdække, om barnet og/eller familien skal have hjælp og støtte samt at finde frem til, hvilken specifik støtte der hjælper barnet og familien bedst.
Som hovedregel skal den børnefaglige undersøgelse være afsluttet fire måneder efter, at kommunen er blevet opmærksom på et barns eller en ungs særlige behov for støtte.
En børnefaglig undersøgelse kigger på barnet som helhed og undersøger blandt andet barnets:
Når undersøgelsen går i gang, indhenter kommunen oplysninger om barnet og familien. Det kan både være nye oplysninger og oplysninger, som allerede er nedskrevet. Kommunen taler typisk med personer, der har med barnet/den unge at gøre i hverdagen – for eksempel læger, daginstitutionspersonale, lærere og lignende.
Undersøgelsen gennemføres i samarbejde med dig og dit barn. Kommunen skal høre barnet og inddrage personens synspunkter. Niveauet af inddragelse afhænger altid af barnets alder og modenhed.
Dog kan en samtale med barnet undlades, hvis barnets modenhed eller sagens karakter taler imod.
Når undersøgelsen er slut, tager kommunen stilling til, om der er behov for foranstaltninger. Kommunen skal have afholdt en samtale med barnet/den unge, før der kan træffes afgørelse om støtte.
Afgørelsen skal indeholde oplysninger, om hvordan I som forældre forholder jer til foranstaltningerne. Det betyder at I skal høres om undersøgelsens resultat.
Hvis undersøgelsen indeholder en børnesamtale, har barnet ret til at have en bisidder med. Det kan for eksempel være en lærer eller en pædagog, som barnet er trygt ved.
Er den unge fyldt 15 år, kan kommunen indhente nødvendige oplysninger uden samtykke fra hverken den unge eller forældremyndighedsindehaverne.
Det kan dreje sig om oplysninger, som allerede er nedskrevet og nye oplysninger, kommunen indhenter fra folk, der har med den unge at gøre i hverdagen. For eksempel daginstitutionspersonale, læger og privatpersoner.
Kommunen har også mulighed for at lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller autoriseret psykolog.
Hvis du som forældremyndighedsindehaver modsætter dig en børnefaglig undersøgelse, og kommunen har en reel bekymring for barnets fysiske eller psykiske sundhed og udvikling kan føre til alvorlig skade, kan kommunen få adgang til din bolig uden en retskendelse.
I de tilfælde skal følgende betingelser være opfyldt:
Er du uenig i kommunens afgørelse, kan du klage over den inden for fire uger efter, at afgørelsen er faldet. Herefter vil kommunen ud fra din klage genvurdere sagen og beslutte, om de vil ændre deres afgørelse.
Fastholder kommunen sin afgørelse, sendes den sammen med din klage videre til Ankestyrelsen.
Hvis du har spørgsmål om den børnefaglige undersøgelse eller kommunens hjælp til familier med psykisk sygdom, så kontakt Bedre Psykiatris pårørenderådgivning.
Tilbage til Børn & unge med psykisk sygdom
At være forælder til et barn med psykisk sygdom kan være sorgfuldt og skræmmende. Bedre Psykiatris rådgiver Cecilie Sørensen og forældrementor Dorthe Stieper giver i denne podcast råd om, hvordan du finder frem til den rigtige hjælp, ikke tager et nej for et nej, holder kontakten med skolen, finder små åndehuller til dig selv og meget andet.
Tilbage til Hjælp i kommunen eller Børn & unge med psykisk sygdom
Hvis dit barn under 18 år skal have støtte fra kommunen, har du som forælder en række rettigheder i forbindelse med sagen. Her får du et overblik.
Når børn og unge under 18 år har en psykisk sygdom, kan det være nødvendigt at få støtte fra kommunen. I den forbindelse bliver der oprettet en kommunal sag. Hvis du har forældremyndigheden, er det dig, der repræsenterer barnet i sagen og har kontakten med kommunen. Du er nemlig part i sagen. Det kan derfor være en fordel at kende forældres rettigheder i sager på kommunen.
Vigtigt: Når dit barn er fyldt 18 år, er personen myndig, og så mister du dine automatiske rettigheder i kommunale sager.
Du må som forælder gerne tage den første kontakt til kommunen, hvis du mener, at dit barn har brug for hjælp. Når personen fylder 18 år, mister du denne ret, medmindre personen giver samtykke.
Der holdes typisk en række møder i forbindelse med sagen på kommunen. Møderne skal for eksempel være med til at afdække barnets behov for hjælp eller informere jer om jeres muligheder for støtte. Som part i sagen har du ret til at deltage i møderne.
Mange pårørende vil gerne vide, hvad der sker i deres barns konkrete sag. Det har du ret til, når dit barn er under 18 år. Du kan desuden søge om agtindsigt for at få lov at se alle dokumenter og korrespondancer i forbindelse med sagen.
Da du er part i sagen og har myndigheden over dit barn, har du ret til at træffe beslutninger på vegne af personen. Du kan sige ja eller nej til kommunens forslag om støtte, og være med til at beslutte, hvilke indsatser der skal sættes i gang.
Når dit barn fylder 15, får han/hun også partstatus, og det betyder, at personen nu skal give samtykke, før der kan iværksættes forskellige støttetiltag i forbindelse med sagen.
Er du utilfreds med en sagsbehandler eller en afgørelse, har du som part i sagen ret til at klage – og kommunen har pligt til at behandle din klage. I denne video kan du se seks gode punkter, som er gode at have med, når du laver en klage.
Selvom du som forælder repræsenterer barnet, så har personen også selv rettigheder i forbindelse med sagen.
Alle børn skal for eksempel inddrages i deres sagsforløb, da der skal holdes børnesamtaler, med mindre noget åbenlyst taler imod det.
Når personen fylder 12 år, får han/hun desuden delvis partsstatus i dagen, og når personen fylder 15 år, får han/hun partsstatus. Det giver blandt andet ret til at klage, få agtindsigt og træffe visse beslutninger.
Rettigheder og det kommunale system kan virke uoverskueligt midt i alt kaosset. I Bedre Psykiatris pårørenderådgivning kender vi de typiske udfordringer, som du står med som pårørende, og vores rådgivere har stor erfaring og indgående kendskab til systemet.
I dette webinar giver Bedre Psykiatris socialrådgiver, Majken Büron Andersen, dig et overblik over støttemuligheder i kommunen, når dit barn er under 18 år.
Tilbage til Børn & unge med psykisk sygdom
Her kan du få råd om, hvordan du bedst kommunikerer med skolen, når dit barn har en psykisk sygdom.
Mange børn, der har en psykisk sygdom, har udfordringer med at gå i skole. I perioder kan barnet have svært ved at holde trit med undervisningen, kammerater og hele det sociale liv. Og mange ender desværre med slet ikke at være i stand til at møde op. Som forælder kan det være enormt hårdt at være vidne til, men det er vigtigt, at du holder en god dialog med skolen, så I sammen kan finde frem til de bedste løsninger. Både for barnets faglige og sociale udviklings skyld.
Mange kender bekymringen for, at ens barn bliver ekskluderet eller mobbet på grund af sin psykiske sygdom. Det kan få nogle forældre til lade være med at melde noget ud om sygdommen. Men husk på, at de fleste børn i en skoleklasse har en grundlæggende omsorg og forståelse for hinanden. Så når børnene ikke ved, hvorfor deres veninde ikke kommer i skole, og lærerne ikke kan fortælle hvorfor, bliver de let bekymrede, og man risikerer, at de drager deres egne konklusioner, som måske ikke matcher virkeligheden.
Når man er åben om sygdommen, undgår man misforståelser og møder oftest forståelse. Og uanset hvad, I vælger at fortælle til hvem, er det jer selv og jeres barn, der skal give skolen og lærerne lov til at give informationen videre.
Er dit barn indlagt, er det vigtigt at bevare kontakten til skolen og kammeraterne. Tag eventuelt en snak med skolen om, hvordan man kan gøre – for eksempel med hilsner eller små breve. Det gør det nemmere for barnet at komme tilbage igen.
Det er desuden en god idé at holde skolen opdateret, hvis der sker en udvikling i barnets tilstand.
Du kender dit barn bedst, og derfor er det en god idé, at du melder klart ud over for lærere, pædagoger, Psykologisk Pædagogisk Rådgivning (PPR) og skoleledelse, hvad I som forældre mener, der er behov for.
Hvis dit barn har svært ved at gå i skole, kan det være, at kortere skoledage kan hjælpe. Aftal eventuelt særregler med lærerne – for eksempel at dit barn må trække frisk luft, selvom det er midt i timen, hvis det kan hjælpe.
Mange børn med psykisk sygdom får skolevægring. Selvom dit barn ikke kommer afsted, så hold kontakten med skolen i de lange fraværsperioder, uanset om det handler om at lave lidt lektier derhjemme eller at mødes med klassekammeraterne online.
Så føler barnet sig ikke helt afskåret, og det bliver nemmere at vende tilbage igen.
Hvis dit barn har været væk i en længere periode, er det vigtigt, at I sammen med skolen lægger en plan for, hvordan barnet får støtte til komme tilbage og bliver en del af fællesskabet igen.
Planlæg eventuelt et møde med klasselæreren og andre relevante deltagere, så i sammen kan tale hele situationen igennem, og dit barn kan få den bedste vej tilbage til skolebænken.
På Danske Patienters hjemmeside kan du finde meget mere viden om skolelivet med sygdom og læse flere gode råd.
Det kan desuden være en fordel at kende til de forskellige støttemuligheder der er på området. Læs mere.
Tilbage til Hjælp i kommunen eller Børn & unge med psykisk sygdom
Hvis dit barn har en psykisk sygdom, kan du muligvis få dækket din tabte arbejdsfortjeneste. Her får du viden om, hvordan du søger, og hvilke regler der gælder.
Det kræver tid og kræfter at have et barn med psykisk sygdom. Nogle forældre må blive væk fra arbejdet for at passe barnet hjemme eller deltage i møder – og for andre er det nødvendigt at sætte arbejdslivet helt på standby. Oplever du det, har du mulighed for at søge om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Men hvordan søger jeg tabt arbejdsfortjeneste? Det får du viden om på denne side.
Det kan være en fordel at have en dialog med din arbejdsgiver, inden du søger.
Det kommer selvfølgelig an på situationen og forholdet mellem dig og arbejdsgiveren. Men fortæl eventuelt, at du planlægger at søge orlov eller arbejde på nedsat tid for at imødekomme sit barns behov.
Det er din kommune, der behandler din ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste. Du søger ved at udfylde en blanket på borger.dk.
I blanketten skal du besvare en række spørgsmål om din og barnets situation og give samtykke til, at kommunen må indhente de nødvendige oplysninger. Du skal desuden svare på, hvem der kunne være relevant at indhente oplysninger fra. Det kan for eksempel være helbredsoplysninger fra psykiatrien eller en udtalelse fra skolen.
Vær grundig i din ansøgning og anfør alle de begrænsninger, dit barn oplever. Er du i tvivl om noget ved ansøgningen, så kontakt eventuelt din kommunes familierådgivning, find deres nummer på kommunes hjemmeside. Du er også velkommen til at kontakte Bedre Psykiatris Pårørenderådgivning.
Når kommunen har modtaget de nødvendige oplysninger, vurderer den, om dit barn er i målgruppen for tabt arbejdsfortjeneste. Vurderingen foretages ud fra en række betingelser, du kan finde længere nede på denne side.
Når kommunen har foretaget vurderingen, skal de have en erklæring på, at din arbejdsgiver giver dig orlov/fri uden løn i en periode.
Kommunens vurdering foretages ud fra følgende betingelser:
Betydelig funktionsnedsættelse betyder, at funktionsnedsættelsen har konsekvenser af indgribende karakter i den daglige tilværelse. Her skal foretages en bred vurdering i forhold til den samlede livssituation. Hvad betyder dit barns handicap for hans eller hendes aktivitetsniveau? For eksempel i forhold til institution, skole, sociale forhold, personlige forhold, helbredsforhold etc.
Ved varig funktionsnedsættelse er der tale om en funktionsnedsættelse, hvor der ikke er udsigt til bedring af de helbredsmæssige forhold inden for en overskuelig fremtid, og hvor der vil være behov for at kompensere for følgerne af funktionsnedsættelsen i lang tid.
Barnets sygdom eller diagnose er i sig selv ikke afgørende for, om man er i målgruppen for tabt arbejdsfortjeneste. Det er derimod følgerne af den nedsatte funktionsevne.
Det er den samlede vurdering af funktionsevnenedsættelsen i forhold til dagligdagen, der er afgørende for vurderingen.
Eksempler på fysiske og psykiske funktionsnedsættelser kan være udviklingshæmning, psykiske sygdomme, epilepsi, diabetes, nedsat bevægelsesfunktion, hjerneskade, nedsat talefunktion, manglende eller svagt syn samt manglende eller nedsat hørelse.
Indgribende betyder, at sygdommen skal være af en sådan karakter, at den har alvorlige følger i dagligdagen.
Med betegnelsen kronisk forventes det, at der er tale om en sygdom, som varer i flere år eller barnealderen ud.
Sygdommen skønnes at vare i et år eller mere. Det er dog ikke udelukket at yde støtte, selvom sygdommen kan forventes at vare mindre end et år.
Vil du læse mere om, hvilke regler der gælder omkring tabt arbejdsfortjeneste, eller for eksempel hvordan ydelsen bliver beregnet, så gå ind på Social- og Ældreministeriets hjemmeside.
I Bedre Psykiatris Pårørenderådgivning sidder blandt andre en socialrådgiver, som har flere års erfaring fra det kommunale system og kan rådgive dig i forhold til din ansøgning.
Tilbage til Børn & unge med psykisk sygdom
Som forælder til et barn med psykisk sygdom kan du opleve mange ubehagelige, skamfulde og tabubelagte følelser. Bliv klogere på nogle af dem her.
Mange forældre til et barn med psykisk sygdom ønsker af og til, at barnet ikke var blevet født eller bare var som alle andre. Og mange skammer sig over barnet og føler skyld over den psykiske sygdom.
Følelserne kan være enormt opslidende og svære at kapere. Men det er vigtigt at forstå, at dine følelser er helt normale. Du er hverken en dårlig forælder eller et dårligt menneske, fordi du føler, som du føler.
På denne side kan du læse om nogle af de typiske svære forælderfølelser og få råd om, hvordan du lærer at håndtere dem.
Mange forældre til personer med psykisk sygdom føler af og til et ønske om, at barnet aldrig var blevet født eller bare ikke var her længere. Det er én af de sværeste følelser, blandt andet fordi den er enormt tabubelagt. Ikke desto mindre er det en følelse, som rigtigt mange forældre kender til.
Det er vigtigt at forstå, at du ikke er et dårligt menneske, fordi du har den følelse. Den er helt normal i din situation.
Ønsket om, at barnet ikke er her, bunder ikke i manglende kærlighed eller omsorg. Tværtimod. Ofte er det et resultat af frustrationer og afmagt over, at barnet ikke får det bedre, uanset hvor meget du kæmper som forælder.
Er jeg skyld i mit barns sygdom? Begik jeg fejl under graviditeten eller i opvæksten? Og har jeg ikke gjort nok for at finde den rette behandling?
Midt i afmagt og frustrationer er det naturligt, at lede efter en årsag til sit barns psykiske sygdom, og her er det nemt at pege pilen mod sig selv som forælder. Derfor kæmper mange forældre med skyldfølelse.
Skyld handler ofte om noget, man har gjort, eller tror man har gjort. Man kan sagtens føle skyld over noget, man faktisk ikke er skyld i. Men der kan også være en forklaring på skyldfølelsen – nemlig at man har gjort noget, man ikke burde.
Uanset hvad, er skyld en almindelig følelse og en naturlig del af det at være et menneske.
Som forælder til et barn med psykisk sygdom kan du let komme til at skamme dig over, at dit barn ikke fungerer som ”normale” børn.
Måske gør sygdommen, at dit barn opfører sig uhensigtsmæssigt i offentligheden. Måske deltager barnet aldrig i sociale arrangementer. Eller måske kan personen ikke finde ud af at tage vare på sig selv og ser usoigneret ud.
Skammen kan i nogle tilfælde udvikle sig til en følelse af had til barnet. Følelsen er ubehagelig, men normal, og ofte bliver den tricket af din frygt for andres syn på barnet eller på dig som forælder.
I denne video giver Bedre Psykiatris rådgiver Cecilie Sørensen viden om skam og et værkstøj til at håndtere følelsen.
Det hjælper næsten altid at give følelserne luft og sætte ord på – også når følelserne er tunge eller skamfulde. Når tankerne og de smertelige følelser bliver formuleret højt, skifter de nemlig ofte karakter og bliver til noget man kan forstå og håndtere.
Tænk over, hvem der kunne være bedst at tale med, og hvem der har overskud til at høre om det. Måske er nogen i din omgangskreds et godt bud? Spørg gerne direkte, om personen vil tale med dig om noget svært og alvorligt, og aftal eventuelt et tidspunkt for, hvornår I skal tale sammen.
Hvis du ikke har en oplagt person i din omgangskreds, kan det være en idé at tale med en professionel om de sværeste følelser – og så kan du eventuelt tale med andre om resten.
Som pårørende har du mulighed for at få tilskud til psykologhjælp til dig selv. Det kræver henvisning fra din læge. Tilskuddet er 60% af regningen, og egenbetalingen er derfor 40%.
Kontakt din læge og fortæl om din situation for at få en henvisning.
Det kan være en stor hjælp at tale med andre pårørende. Bedre Psykiatri holder samtalegrupper rundt om i landet, hvor det er muligt at tale åbent med andre pårørende til mennesker med psykisk sygdom. Her vil der ofte være andre forældre med, som forstår og genkender dine følelser og dit udgangspunkt. Kontakt din lokalafdeling og hør om mulighederne.
Når de svære følelser tager over, er Bedre Psykiatris pårørenderådgivning klar til at hjælpe. Rådgiverne har stor erfaring i at rådgive pårørende og kender de svære følelser, man typisk kæmper med – og i rådgivningen er ingen tanker og følelser for mørke eller tabubelagte. Kontakt rådgivningen.
I dette webinar zoomer psykolog Louise Brückner Wiwe og pårørenderådgiver Christina Wind ind på de svære følelser, som forældre til mennesker med psykisk sygdom kæmper med. Se webinaret ’De svære forælderfølelser’.