Barnets lov §122: Kommunen skal forberede overgang fra ung til voksen
Barnets lov § 122: Forberedelse af overgangen til voksenlivet
Mange forældre oplever, at den hjælp, de selv og deres barn med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse kan få af kommunen, ændrer sig markant, når han eller hun fylder 18 år. Og mange oplever, at ændringen sker meget brat. Men hvis kommunen vurderer, at barnet får brug for støtte i voksenlivet – altså efter han eller hun er fyldt 18 år – er de forpligtet til at begynde at forberede overgangen, allerede fra når barnet fylder 16 år.
Mange oplever desværre, at kommunerne ikke overholder deres pligt til at forberede overgangen tidligt. Det kan derfor være en god ide for dig som pårørende at gøre barnets sagsbehandler opmærksom på pligten og at følge op på, om den bliver overholdt.
Kommunen skal både inddrage den unge og jer forældre i planlægningen og forberedelsen af overgangen.
Alle voksne over 18 år har ret til at få rådgivning om sociale spørgsmål og problemstillinger af deres kommune. Det kan for eksempel handle om sociale ydelser, boligforhold, sundhed eller økonomi.
Det kan både være rådgivning til mindre praktiske udfordringer, din kære har, som for eksempel at få hjælp til at forstå breve, søge om lejlighed eller komme i bunds i Digital Post. Men det kan også være til større ting, hvor der er brug for lidt flere samtaler for at løse problemstillingen. Det kan for eksempel være, hvis du og din kære har brug for støtte til at skabe gode rutiner, så hverdagen kan fungere bedre.
Kommunen skal også tilbyde rådgivning i forhold til hjælpemidler. Et hjælpemiddel kan for eksempel være en servicehund, en kugledyne eller en time-timer.
Det varierer fra kommune til kommune, hvordan man konkret kan kontakte kommunen og få rådgivning. Nogle steder kan man fx møde uanmeldt op i åbningstiden, andre har telefontid, og hos nogle kan man booke tid til et møde. Det afgørende er, at man har ret til hjælp og rådgivning, og at kommunen har pligt til at vejlede i, hvordan man finder frem til hjælpen. Hvis den, man kommer i kontakt med, ikke kan hjælpe, skal vedkommende hjælpe én videre til en anden, som kan.
Rådgivningen skal tilpasses efter den enkeltes behov. Det betyder, at kommunen skal foretage en helhedsvurdering af sagen og tilbyde dig en helhedsorienteret indsats, der kan hjælpe dig.
Formålet med den rådgivning, du har ret til, er at forebygge sociale problemer og at hjælpe dig over akutte problemer. På den lange bane er målet, at du selv kan løse de problemer, du møder.
Rådgivningen skal være gratis, og du har mulighed for at være anonym, hvis du ønsker det. I forbindelse med rådgivningen skal sagsbehandleren være opmærksom på, om du har behov for en anden form for hjælp – enten efter den lov, den konkrete sagsbehandler forvalter, eller en anden lovgivning. Pointen er, at du har ret til hjælp og rådgivning, og sagsbehandleren skal se udover hans eller hendes eget område og lede dig videre, hvis du har brug for hjælp inden for et andet område.
Hvis du selv, eller den du er pårørende til, føler jer afvist, kan du nævne, at du er bekendt med kommunens rådgivningsforpligtelse i henhold til servicelovens § 10, og spørge, hvem der står for den rådgivning i din kommune.
Hvis du oplever, at kommunen afviser dig, eller du ikke bliver hjulpet videre til den rigtige forvaltning eller myndighed med dit problem, så har du mulighed for at klage over sagsbehandleren.
Hvis din kære på grund af sin psykiske sygdom eller udviklingsforstyrrelse ikke er i stand til at handle på egne vegne, kan vedkommende komme under et værgemål. Det kan både gælde økonomiske forhold som køb og salg af ejendom, lån og aftaler med banken. Og det kan være personlige forhold som beslutninger om behandling hos læge eller psykolog, eller lavpraktiske ting som at indgive en klage eller anmode om aktindsigt i en sag om din kære. Et værgemål betyder, at din kære får en værge, som kan træffe beslutninger og kan handle på vedkommendes vegne. Et værgemål kan tilpasses meget specifikt, så det passer til den enkelte situation. Værgemålet må ikke være mere omfattende og indgribende, end hvad din kære har behov for hjælp til.
Ved de fleste værgemål er din kære stadig myndig og har stemmeret.
I nogle tilfælde kan ens kære delvist få frataget sin økonomiske retlige handleevne. Det kan for eksempel være for at undgå, at vedkommende bliver udnyttet eller kommer til at indgå uhensigtsmæssige økonomiske aftaler. Her har man stadig stemmeret, men man kan ikke indgå gyldige økonomiske aftaler på de områder, hvor det er blevet vedtaget, at handleevnen er frataget.
Bliver den retlige handleevne frataget helt, er man umyndig. Det betyder, at man ikke kan stemme ved valg til Folketinget, optage lån eller lignende. Det er domstolene, som helt eller delvist fratager din kæres retlige handleevne.
Mennesker med psykisk sygdom eller andre fysiske eller psykiske problemer kan få tilskud til at ansætte en hjælper. Det kaldes borgerstyret personlig assistance – forkortet BPA-ordningen. Hjælperen kan fx blive ansat til ledsagelse, pleje eller overvågning.
Det er den, der får hjælpen, som ansøger om BPA-tilskud og selv fungerer som arbejdsgiver. Der er altså nogle konkrete opgaver og et konkret ansvar, din kære er nødt til at kunne håndtere for at få en BPA-ordning.
Du kan som pårørende selv blive ansat til at hjælpe din kære vha. BPA-ordningen. Det kan være en stor hjælp, fordi du så bliver ansat til at udføre opgaver, du som pårørende udfører i forvejen, men vha. BPA-ordningen får løn for. Alternativt kan en anden blive ansat, så du får fjernet noget af arbejdsbyrden.
Din kære skal søge om BPA-ordningen i kommunen. BPA-ordningen kan være svær at få bevilliget, fordi det er relativt dyrt for kommunen, og fordi kommunen ofte vurderer, at ansøgeren ikke er i målgruppen for ordningen. Derfor kan det være gavnligt at se på alternativerne. Det kan fx være støtte i hjemmet (§ 85), ledsagelse (§ 97) eller støttekontaktperson (§ 99).
Servicelovens § 100: Dækning af merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem 18 og folkepensionsalderen.
Hvis du har ekstraudgifter som direkte følge af, at du er nær pårørende til og bor sammen med en voksen, der har en psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse, kan du i nogle tilfælde få dækket nogle af udgifterne. For at få udgifterne dækket er det en betingelse, at de overstiger et bestemt beløb. Beløbet bliver reguleret hvert år. I 2024 var minimumsgrænsen på kr. 7.296 pr. år.
Det kan for eksempel være egenbetaling til medicin, transportudgifter til behandling eller aflønning for at andre slår græs, handler ind, gør rent eller følger børnene i skole. Det skal være udgifter, som er opstået på grund af den psykiske sygdom hos den voksne, og som I ikke ville have haft under andre omstændigheder.
Der er en tilsvarende paragraf for pårørende til børn under 18 år. Den hedder § 86 i barnets lov.
Du kan i nogle tilfælde få kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, hvis dit barn har en sygdom, som påvirker dine muligheder for at arbejde. Det vil sige en form for betaling fra kommunen som kompensation for de timer, dit barns situation forhindrer dig i at arbejde.
Du kan ansøge om kompensation for en længere eller kortere periode. Det tager afsæt i, hvor stort et behov barnet har for pasning. Du kan også ansøge for enkeltdage. Det giver mening, hvis dit barn fx skal til undersøgelse, eller hvis du skal til et møde med jeres sagsbehandler.
Det er kommunen, som behandler din ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste. Du søger ved at udfylde en blanket på borger.dk eller din kommunes hjemmeside.
Når dit barn fylder 18 år, bortfalder din mulighed for at få tabt arbejdsfortjeneste. Men det betyder ikke, at dit barn ikke har behovet for støtte. Derfor kan det være en god ide at være på forkant og tale med sagsbehandleren i god tid om, hvilke muligheder der er, når barnet bliver 18 år. Det kan fx være afløsning/aflastning (§ 84) eller støtte i hjemmet (§ 85).
Servicelovens § 84: Aflastning til at passe din kære
Servicelovens § 84: Aflastning/afløsning
Hvis det er meget krævende for dig at passe og hjælpe din kære, kan kommunen i nogle tilfælde bevilge dig aflastning eller afløsning. Det gælder både, hvis din kære er voksen eller barn.
Aflastning sker uden for hjemmet – fx hos nogen i jeres netværk eller på en institution. Hvis det er dit barn, som er syg eller har en udviklingsforstyrrelse, kan det foregå i en aflastningsfamilie.
Afløsning sker i hjemmet. Her kommer der en hjem til jer og afløser dig som pårørende i nogle timer. Det kan fx hjælpe dig til at få ordnet praktiske ting eller give dig tid til at være sammen med dine andre børn eller din ægtefælle.
Du søger om aflastning eller afløsning hos jeres sagsbehandler i kommunen. Det er en individuel og konkret vurdering, som tager udgangspunkt i din og jeres situation. Det er sagsbehandleren, der tager stilling til, om dit behov lever op til kriterierne. Hvis du får bevilget hjælpen, skal du sammen med sagsbehandleren finde frem til den bedste ordning for jeres familie.
Sygedagpengelovens § 56-aftale: Refusion fra 1. sygedag til din arbejdsgiver
Din arbejdsgiver kan få refusion fra din første sygedag, hvis du er så belastet af din kæres sygdom eller udviklingsforstyrrelse, at du selv må sygemelde dig eller tage sygedage, og dit sygefravær derfor er væsentligt forøget. Det betyder, at din arbejdsgiver bliver kompenseret for noget af den løn, du har fået, da du var syg. Det kan for mange være en hjælp til at have mindre dårlig samvittighed over at melde sig syg, og det kan gøre dig mere tilpas i din arbejdssituation, selvom du har mange sygedage. Det kaldes en § 56-aftale.
§ 56-aftalen bliver mest brugt af mennesker, som selv har en diagnose og altså i mindre grad af pårørende. Men den kan være relevant for dig, hvis din pårørendesituation er så belastende, at du bliver syg – fx med PTSD, angst eller depression, og din risiko for sygefravær derfor er væsentligt forøget.
Tre forhold skal være gældende
Du kan søge kommunen om en § 56-aftale efter sygedagpengeloven. Med en § 56-aftale kan din arbejdsgiver få refusion fra din første sygedag, hvis der er tale om en langvarig, tilbagevendende eller kronisk lidelse hos dig, som øger din risiko for fravær.
Tre forhold skal være gældende, for at du kan søge om § 56-aftale:
Du skal have en kronisk eller langvarig lidelse. Det kan for eksempel være angst eller PTSD som en reaktion på din pårørendesituation.
Din lidelse skal give dig betydeligt større risiko for sygefravær.
Du skal have udsigt til mindst 10 sygedage inden for ét år på grund af lidelsen.
Hvis alle tre ting er gældende, skal kommunen indhente oplysninger fra dig, din læge og måske din arbejdsgiver for at vurdere og godkende aftalen. Aftalen bliver bevilget for to år ad gangen. Den kan ikke fornyes, hvis sygefraværet på grund af lidelsen ikke har medført mindst 10 sygedage det seneste år.
Lettere at tage de nødvendige sygefraværsdage
Med en § 56-aftale kan det blive lettere for dig at tage de sygefraværsdage, som din lidelse medfører. Med aftalen har du på forhånd talt med din arbejdsgiver om din lidelse og fået accept af de sygedage, den kan medføre. Samtidig gør aftalen, at din sygdom giver din arbejdsgiver færre udgifter.
For nogle pårørende kan det være hjælpsomt eller nødvendigt at kunne tage sig af sin kære i en kortere periode, hvor sygdommen fylder meget. I denne video bliver du klogere på servicelovens §118: Pasnings- og plejeorlov.
Som pårørende kan du anmode om digital fuldmagt hos din kære, som har en psykisk sygdom. I denne video kan du trin for trin se, hvordan du anmoder om digital fuldmagt hos din kære.
Nogle kommuner har en medarbejder ansat, som skal hjælpe pårørende med at finde rundt i kommunens tilbud. Bliv klogere på pårørendevejledere i videoen her.
Det kan være svært at passe sit arbejde, når man er pårørende til én med en psykisk sygdom. Derfor kan det være godt at kende til §56-aftalen. Den bliver du klogere på i videoen her.
Hvis du er utilfreds med kommunens afgørelse i jeres sag, så kan du klage over den. I denne video får du seks punkter, som er gode at have med, når du laver en klage.
Her kan du få et overblik over, hvad kommunen og den regionale psykiatri har ansvar for, når mennesker med psykisk sygdom skal have hjælp.
Når den, du er pårørende til, skal have hjælp, kan I både få brug for kommunen og den regionale psykiatri. Men hvad har kommunen og regionen hver især ansvar for i forhold til hjælp til psykisk sygdom? Det kan du få et overblik over her.
Kommunen
Kommunen hjælper mennesker med psykisk sygdom med mange af de ting, som ikke har med selve den psykiatriske behandling at gøre.
Kommunen har ansvar for:
Misbrugsbehandling
Bostøtte (støtte i eget hjem)
Aflastning – til forældre til personer under 18 med psykisk sygdom
Bosteder
Hjælp til skole, job og uddannelse
Akut hjælp gennem tilbud som akuttelefon og lignende
Alle landets offentlige hospitaler og sygehuse styres regionalt. Regionens psykiatriske afdelinger kendes også som psykiatrien eller behandlingspsykiatrien.
I Bedre Psykiatris pårørenderådgivning sidder både rådgivere med erfaring fra tidligere arbejde i kommunen og i psykiatrien, som kender til systemet og kan guide dig, når I skal have hjælp til psykisk sygdom. Kontakt rådgivningen.
Mange pårørende oplever, at kommunens hjælp er mangelfuld, og at det er svært at få den støtte, man har brug for – både til den, der er syg og de pårørende. Her får du råd om, hvad du selv kan gøre for at få bedre hjælp i kommunen.
Selvom kommunens hjælp er enormt vigtig for mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende, oplever mange, at den er svær at få. Som pårørende står du typisk med en stor del af ansvaret, og det kan være opslidende og nedslående at rende panden mod en mur af kommunale instanser, regler og ventetider.
Råd til at få bedre hjælp
Har du svært ved at få god hjælp i kommunen, så får du her en række råd til, hvad du selv kan gøre for, at hjælpen bliver bedre.
Giv alle oplysninger videre
Sørg for, at sagsbehandleren har alle relevante oplysninger om den, sagen drejer sig om. Er der for eksempel noget konkret, han/hun ikke kan og har brug for hjælp til? Er der specifikke situationer, tidspunkter eller mennesker, som forværrer tilstanden?
Oplysningerne hjælper sagsbehandleren med at give den, der er syg, præcis den støtte, han/hun har brug for. Du kan også sikre, at oplysninger fra sygehuset eller en anden afdeling i kommunen bliver inddraget.
Tag gerne initiativ til at invitere andre, der har oplysninger om personen, med til møderne – for eksempel kontaktpersonen fra sygehuset.
Husk, sagsbehandleren er her for at hjælpe
Kommunens medarbejdere gør i langt de fleste tilfælde, hvad de kan for at sikre den bedst mulige hjælp til den, du er pårørende til. Det er værd at huske på, når man er uenig og måske frustreret eller ked af det.
Vær derfor åben overfor medarbejderens faglige viden og respektér, at han eller hun arbejder indenfor økonomiske og lovmæssige begrænsninger.
Forsøg så vidt muligt at søge om støtte på skrift. Så er det lettere at dokumentere, at I har søgt, hvad I har søgt om, og hvornår I har søgt.
Det giver mulighed for at følge op, rykke for svar og eventuelt klage, hvis man ikke er tilfreds med afgørelserne.
Forbered jer godt på mødet
Når I skal til møde på kommunen, så tænk den personens situation igennem inden. Hvad ønsker I præcist at få ud af mødet? Lav gerne en beskrivelse af, hvad han/hun har brug for hjælp og støtte til, og overvej hvilke tilbud I eventuelt vil takke ja eller nej til. Skriv det ned sammen med jeres spørgsmål – så er I godt klædt på til at få det bedste ud af mødet.
Bed om en skriftlig afgørelse
Bed altid om at få kommunens afgørelser på skrift. Så kan du læse begrundelsen bag afgørelsen, og I ved præcist, hvad du skal tage højde for, hvis du overvejer at klage.
Hvis en sag strander i systemet, og det er uklart, om eller hvordan den er afgjort, kan I bede om at få truffet en afgørelse og om at få den på skrift. Så kan I vurdere, om I er tilfredse, og om I eventuelt vil klage.
Klag, hvis I er uenige
Hvis kommunen træffer afgørelser, som du og den syge ikke er enige i, kan I klage. Vær opmærksom på, at afgørelser fra kommunen har en klagefrist på fire uger, som man skal overholde for at få vurderet sin klage.
Send først klagen til dem, der har truffet afgørelsen. Hvis de fastholder afgørelsen, skal de sende klagen videre til ankestyrelsen.
Få rådgivning fra DUKH
Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH) kan rådgive jer om, hvordan man skriver en klage. Alle kan ringe eller skrive til DUKH, og det er gratis.
Lyt til andres erfaringer
Det kan hjælpe at tale med andre, som også har prøvet at søge hjælp i kommunen, da det kan give indsigt, overblik og forståelse. Brug for eksempel Bedre Psykiatris lokale netværks- og samtalegrupper. Her er pårørende og frivillige med, som har været igennem de samme udfordringer som dig, og som kan være gode at tale med og få råd fra.
Der er meget klare regler for, hvornår du som pårørende kan gå med til møder, tale på vegne af den, der er syg, eller få indsigt i oplysninger om sagen.
Hvis den, som er syg, er fyldt 18 år, er det ham eller hende, der bestemmer, hvilken rolle du som pårørende kan spille i sagen med kommunen. Og du må kun få oplysninger i sagen, hvis den syge har givet samtykke til det.
Med en decideret fuldmagt kan du være såkaldt partsrepræsentant. Så kan du modtage informationer, tale og korrespondere på den syges vegne og gå til møder med sagsbehandlere.
Du kan også få samtykke til at være med som bisidder. Som bisidder fungerer du som et ekstra sæt ører, der kan støtte personen til at få sagt de væsentligste ting og få spurgt ind til de ting, som måtte være uklare for ham/hende.
For børn, som du har forældremyndighed over, er det anderledes. Er personen under 18 år, må forældre eller værge godt informeres og være part i sagen uanset hvad, da de har myndigheden over barnet.
Ingen samtykke – hvad nu?
Manglende samtykke er selvfølgelig nedslående, men husk, at afvisningen ikke behøver at udelukke dig helt. Personalet kan stadig være i dialog med dig. Og uanset om der er givet samtykke, må du gerne kontakte personalet og fortælle om den syge.
Hør podcast om kommunens hjælp
I Bedre Psykiatris podcast om kommunens hjælp kan du høre Bedre Psykiatris rådgiver Cecilie Sørensen og socialrådgiver Inge Louv give gode råd om, hvordan man lettest får den hjælp, man har brug for i kommunen. Lyt til podcasten.
