OCD står for Obsessive Compulsive Disorder. Det centrale ved OCD er, at man har svære tvangstanker og tvangshandlinger, man ikke kan slippe for. Med fornuften kan den OCD-ramte oftest godt se, at det er overdrevent. Men det er nærmest umuligt ikke at følge tvangstankerne og -handlingerne. Man bliver nemlig grebet af voldsom angst eller frygt for, hvad der kan ske, hvis man ikke udfører tankerne og handlingerne. I sjældne tilfælde kan OCD godt opstå uden angst – her handler det mere om følelsen af at have gjort noget godt nok og rigtigt. Men ved langt de fleste tilfælde ligger der en angst for, at der sker noget frygteligt, hvis ikke man udfører sine ritualer.

Her får du Per Hove Thomsens fire råd til dig, som er pårørende til et menneske med OCD.

Spørg nysgerrigt ind

For at forstå din kære bedst muligt, er det vigtigt, du som pårørende spørger ind og bliver klogere på, hvad der fylder hos ham eller hende. Hvad er det for nogle tanker? Hvilke skrækscenarier kører rundt? Hvor meget fylder det i hverdagen? Mange med OCD er meget bevidste om deres tanker og synes, de er pinlige eller skamfulde. Derfor kan mange finde på at holde dem for sig selv. Ved at spørge nysgerrigt ind bliver du som pårørende selv klogere på din kære og de ting, der fylder. Men du hjælper også vedkommende med OCD med at sætte nogle ord på hans eller hendes oplevelser.

Gå med til behandlingssessioner

Hvis det er muligt, vil det være en fordel for dig som pårørende at komme med til nogle af behandlingssessionerne. Når man behandler for OCD, vil de pårørende nemlig spille en stor rolle. Dels fordi man nemt kan have tendens til at hjælpe med nogle af de ritualer, der er forbundet med OCD’en. Det skal man lære at blive bevidst om, så man kan stoppe. Men også fordi en del af helbredelsen består i at blive eksponeret for nogle af de ting, som trigger den OCD-ramte, for derefter at lære, hvordan man så skal reagere i det. Den proces kan de pårørende i høj grad hjælpe og støtte med, fordi man jo er en del af den hverdag, hvor tvangstankerne og -handlingerne foregår. Det er dog også vigtigt, at din kære har nogle behandlingssessioner alene, hvor der er plads og mulighed for at snakke om de ting, der er ekstra svære at tale om.

Træk dig ud af ritualerne

Når man er pårørende til én med OCD, kan man nemt komme til at blive en del af ritualerne. Det kan være, din kære vil have, du tænder vandet, så han eller hun ikke selv skal røre ved vandhanen. Eller måske bliver du dagligt og gentagende gange hørt i, om døren er låst og om komfuret er slukket. Bliver man ved med at hjælpe den OCD-ramte med at gennemføre sine ritualer eller svare på alle de spørgsmål, der bliver stillet, er man med til at vedligeholde OCD’en. Det er svært for pårørende at se ens kære lide under det, og derfor skal man ikke trække sig pludseligt. Men det er vigtigt, der bliver lagt en plan for, hvordan du gradvist trækker dig ud af ritualerne. Er du med til nogle af behandlingssessionerne, er det en plan, I kan lægge sammen med behandleren.

Genoptag dine egne sociale aktiviteter

Nogle OCD-ramte kan have meget svært ved at have gæster i sit hjem – for eksempel hvis de er bange for bakterier. Hvis man bor sammen, kan det i høj grad komme til at gå ud over den pårørendes sociale liv. Ligesom du skal trække dig ud af ritualerne, er det også vigtigt, at du genoptager dine egne sociale aktiviteter. Dels for din egen skyld, så du får set nogle mennesker, du holder af og har det godt med. Og dels vil det også være et led i behandlingen af din kære at blive eksponeret for det, som kan udløse tvangstankerne og -handlingerne. Dette er også et punkt, I kan tale med behandleren om.

Det er værd at sætte sig ind i, hvordan det er at have tvangstanker, og hvorfor ens kære har behov for at udføre tvangshandlinger. Mange pårørende bliver frustrerede over, at OCD’en har så stor indflydelse på deres eget liv. Og mest af alt kan det være smertefuldt at være vidne til, at én man holder af, er forpint af sin sygdom. 

Her er vores bedste råd til dig, der er pårørende til én med OCD.

Døm ikke dig selv for hårdt, når du er frustreret

Som pårørende kan man let blive frustreret og få lyst til at udbryde ”stop så” eller ”tag dig nu sammen”. Det er en meget forståelig og menneskelig reaktion, som kommer af, at du gerne vil passe på din kære. Men det er ikke en særlig hensigtsmæssig reaktion. Prøv at undgå at dømme dig selv for hårdt over, at du har følelsen.

Undgå at tilpasse din egen adfærd efter din kære

Som pårørende kan det være fristende at indordne sig under de handlinger og ritualer, ens kære udfører. Det kan for eksempel være, hvis din kære spørger dig om det samme igen og igen. Eller måske forlanger han eller hun, at der under rengøring bliver gjort noget på en meget bestemt eller måske overdreven måde uden særlig grund. Hvis du indordner dig, kan det på kort sigt være med til at bevare roen hos din kære. Men på længere sigt kan det være med til at bekræfte ham eller hende i, at der er noget at være bange for, og at det er vigtigt at efterleve tvangstankerne og tvangshandlingerne. På den måde risikerer du at forstærke tankerne og adfærden.

Er du allerede en del af din kæres rutiner og handlinger, er det ofte en god idé, du trækker dig gradvist ud. Det er vigtigt, I taler om det. Så kan I nemmere navigere i det sammen. Fortæl din kære om dine tanker. Forklar, at du kan mærke, du er gået over dine egne grænser i forhold til, hvad OCD’en gør i jeres hverdag eller når I ses. Fortæl vedkommende at du vil forsøge at være i det på en anden måde fremover. På den måde forbereder du din kære på, at noget kommer til at blive anderledes.

Tilbyd hjælp til at finde en behandler

Hvis du har overskuddet til det og din kære gerne vil have hjælp, kan du tilbyde at hjælpe med at finde en behandler. Og hvis I er enige om det, er det ofte en hjælp for jer begge, hvis du deltager i nogle af behandlingerne. Hvis din kære ikke er tilpas med at have dig med hos behandleren, kan I prøve at finde et kompromis. Måske du må være med en enkelt gang, eller måske du kan være med i starten af en behandlingssession.

Undgå tvang

Som pårørende kan man ind i mellem have lyst til at tvinge sin kære til at overvinde en tvangstanke for at vise, at der ikke sker noget dårligt. Det kan for eksempel være ved at hive et barn ud ad døren, uden han eller hun når at gennemføre sine tvangsritualer. Selvom intentionen kan være god eller følelsen forståelig, er det ikke en god idé. For det første er det vigtigt, dit barn opfatter jeres relation som tryg og tillidsfuld. For det andet risikerer det at give ubehagelige oplevelser for jer begge to. Det er bedre, hvis I i fællesskab kan undersøge, hvordan I trin for trin kan dele en udfordring op. På den måde kan din kære lære at overvinde nogle af tvangstankerne. Det kan for eksempel være, I kan sænke antallet af gange, din kære skal tælle eller tjekke noget. Det kan være med til give en positiv erfaring med, at der ikke sker noget ved at ændre ritualerne. Er din kære i behandling, så prøv at få hjælp af behandleren til, hvordan I tackler det i hverdagen og sammen tilrettelægge en måde, hvorpå den OCD-ramte lærer at modarbejde sin OCD.

OCD er en form for angst, hvor man har tanker, man ikke kan slippe af med og/eller handlinger, man føler, at man er nødt til at udføre. Mange føler, at der vil ske noget slemt, hvis de ikke handler på trangen til at gøre eller tænke noget bestemt. OCD hænger derfor ofte nøje sammen med eller har rod i angst.

OCD-ramte ved godt, at deres tvangstanker og handlinger er ulogiske, men de har meget svært ved at lægge dem væk og stå imod.  OCD står for Obsessive Compulsive Disorder. På dansk hedder det obsessiv-kompulsiv tilstand.

Det kan være meget invaderende at have OCD, og det har ofte stor indvirkning på ens omgivelser. I de fleste tilfælde er OCD’en nem at opdage, fordi den vil være synlig og tydelig. Men i nogle tilfælde vil tvangstankerne handle om grænseoverskridende eller skræmmende emner, der er meget ubehagelige, uønskede og svære at snakke om. Det gør, at nogle OCD-ramte holder deres tvangstanker skjulte.

Der findes også det, som kaldes mentale ritualer. De er heller ikke umiddelbart synlige for pårørende, fordi det er ting eller tankerækker, man gennemfører i hovedet. De kan dog være lige så belastende som de synlige.

OCD er et spektrum og noget, vi alle har en tendens til. Mange af de tanker og handlinger man gør, når man har OCD, er tit noget, som egentlig er hensigtsmæssige for menneskets overlevelse – at man ikke bliver overfaldet af en fjende, sikrer vi ved at låse døren. At ens hjem ikke går til grunde, sørger vi for ved ikke at gå fra et tændt komfur. Og håndvask er godt for hygiejnen, så vi ikke spreder smitte. Det er handlinger, vi alle instinktivt har i hjernen. Men hos nogen tager tankerne og handlinger overhånd og bliver invaderende for hverdagen.

Hvem får OCD?

OCD viser sig typisk i barndommen eller ungdommen. Drenge får typisk diagnosen tidligere end piger, men der er ca. lige mange mænd og kvinder, der er ramt. Lidt over to procent af danskerne får ifølge OCD-foreningen OCD på et tidspunkt i livet.

Symptomer på OCD

Symptomerne på OCD kan overordnet opdeles i tvangstanker og tvangshandlinger.

• Tvangstanker

Tvangstanker er tanker, man ikke kan slippe af med, selvom man godt ved, at de ikke er rationelle. Det kan fx være frygt for, at man selv eller nogen, man holder af, bliver syg, at der vil ske noget ondt, eller at man er bange for at blive beskidt.

• Tvangshandlinger

Tvangshandlinger er ting man føler, at man er nødt til at gøre og ofte gentage igen og igen, selvom det ikke giver nogen rationel mening. Det kan fx være at vaske hænder overdrevet meget, mumle eller tænke små gentagende remser, tælle bestemte ting, man ser eller tjekke ting langt mere end nødvendigt, fx om lyset er slukket eller døren er låst.

Hvor alvorligt er OCD?

OCD er kun sjældent tegn på andre psykiske sygdomme. De negative konsekvenser af OCD er først og fremmest de sociale, det vil sige, når det giver udfordringer med at være sammen med andre mennesker. Det gælder ikke mindst for børn. Nogle børn skammer sig over deres tvangshandlinger og nogle kan være i risiko for at blive drillet. I værste fald kan OCD føre til social isolation, fordi man oplever, at omkostningerne ved at være sammen med andre, er for store.

Selvom OCD kun sjældent er tegn på andre psykiske sygdomme, optræder det relativt ofte i kombination med andre lidelser. Det gælder fx depression og angst.

For de fleste, der får OCD – ikke mindst børn, går det over igen, uden at det bliver alvorligt eller bekymrende. Nogle har det resten af livet, men i perioder. Det kan især være i stressede perioder.

Behandling af OCD

Mange med OCD har god gavn af behandling. Behandlingen kan hjælpe en med at forstå og håndtere symptomerne og hos mange kan de fjernes helt.

• Samtaleterapi

Den mest almindelige behandling er samtaleterapi – især kognitiv adfærdsterapi, hvor målet er at ændre uhensigtsmæssige tanke- og handlingsmønstre.

• Psykoedukation

Som med de fleste andre psykiske sygdomme og lidelser er det for de fleste gavnligt at lære om sygdommen og forstå dens symptomer. Det kan være vigtigt for at kunne håndtere symptomerne.

• Medicin

Medicin er sjældent nok i sig selv, men det kan for nogle være gavnligt. Det er som regel antidepressiv medicin. I meget alvorlige tilfælde kan nogle have gavn af antipsykotisk medicin.