PTSD er en bred lidelse, og der kan være mange forskellige ting, som kommer i spil afhængig af, hvad der har gjort, at man har fået PTSD. Af samme grund er der også mange forskellige råd at give afhængig af situationen. Fælles for mennesker, der har PTSD, er, at de har været udsat for noget voldsomt og traumatiserende. Hverdagen kan bære præg af for eksempel livagtige flashbacks til de traumatiske hændelser, søvnproblemer, øget alarmberedskab og undgåelsesadfærd. Som partner til en med PTSD kan det være rigtig hårdt at være så tæt på og se den kamp, som ens partner kæmper.

Mikkel Christoffer Berg Arendt er specialpsykolog i psykiatri og arbejder til daglig med behandling på Klinik for PTSD og angst ved Aarhus Universitetshospital. Han giver her sine råd til dig, der er partner til en med PTSD.

Skab forudsigelighed

Når man har PTSD, har man brug for forudsigelighed. Det gælder både i hverdagens rytmer, men også de konkrete ting og udfordringer, som er forbundet med din kæres PTSD. Derfor er det vigtigt, I taler tingene ordentligt igennem. Hvis I står med en specifik udfordring, så tal konkret om de første skridt. Det er vigtigt at lave aftaler og overholde dem, så din kære ikke bliver overrasket undervejs. Det er rart for både dig og din partner, at I begge kender til aftalen og er trygge ved fremgangsmåden.

Støt op om strukturen og rutinerne

Nogle mennesker med PTSD kan have svært ved at planlægge og holde struktur, fordi man er fyldt op med alt mulig andet i hovedet. En del af arbejdet og behandlingen af PTSD er at lære at skabe struktur i hverdagen igen. Det kan du som partner støtte op om ved at stille dig til rådighed og hjælpe med at få ting skrevet i kalenderen på en overskuelig måde og minde din partner om de forskellige aftaler. Du kan også hjælpe med den generelle struktur og rytme i hverdagen som for eksempel at gå i seng cirka samme tid hver dag og spise mad på de samme tidspunkter.

Insistér på behandling

Der er generelt en rigtig god effekt af PTSD-behandling. Derfor er der god grund til både at tro, håbe og forvente, at din partner får det bedre. Og hvis din partner allerede har forsøgt behandling uden nævneværdig effekt, er det værd at opsøge en anden slags behandling – det kan jo være, den allerede afprøvede behandling simpelthen ikke passede på din partner.

Som partner kan du støtte din kære til at opsøge behandling og du kan være med til at sørge for, at han eller hun husker sine aftaler med behandleren og kommer afsted.

Find balancen mellem at skåne og presse

Mange mennesker med PTSD bliver begrænset i deres adfærd, fordi deres tilstand er så invaliderende. Genoplevelse af den traumatiserende hændelse og undgåelsesadfærd er to typiske, gennemgribende symptomer. Det kan være mange ting, som sætter genoplevelsen i gang – en lyd, en duft, en berøring, en person, som ligner en gerningsperson eller noget femte. Det gør ofte, at den PTSD-ramte undgår situationer, hvor han eller hun kan blive trigget. Det kan blive en ond cirkel, hvor den PTSD-ramte bliver meget isoleret og symptomerne forværret.

Som pårørende kan man godt komme til at ville hjælpe og støtte sin partner så meget, at man kommer til at skåne ham eller hende uhensigtsmæssigt. Men det kan være svært at vide, hvornår man skåner for meget eller presser for meget. Derfor er det vigtigt, I får et sprog for det, så du kan blive klogere på, hvornår du som partner gerne må presse lidt på, og hvornår du skal lade være.

Tag gerne fat i en konkret situation. Hvis din partner har et ønske om at kunne tage ned og handle dagligvarer igen selv, så tal om, hvordan I gør det, og hvornår og hvordan du må opmuntre ham eller hende. Sæt også gerne nogle ord på, hvordan I kan snakke sammen i situationen, hvis du er kommet til at presse for meget på. Igen handler det om aftaler og forudsigelighed.

Bevar håbet om, at I kan få intimitet igen

Ligesom der med behandling er god mulighed for at få det godt igen, er det også muligt at kunne blive intime igen, selvom det for nogen har været et stort problem. Men det kommer ikke af sig selv – især ikke hvis undgåelse af intimitet og fysisk nærhed er et symptom, som fylder. Så det er noget, I sammen skal arbejde på.

Som partner må du gerne italesætte, at det er vigtigt for dig, at I kan holde i hånd, give hinanden et knus eller sidde tæt sammen i sofaen. Tal om, hvad der er okay – hvor meget er det i orden, at du holder om din partner? Og hvornår er det okay, du tager initiativ? Tal om hvad der er okay nu, og hvor I kan have en opmærksomhed på at udvide det, I kan sammen. I kan dele det op i små skridt, så I tager det lidt ad gangen og korrigerer undervejs.

Tal om vrede

Nogle mennesker med PTSD oplever vredesudbrud og har det svært med at regulere vreden. Hverken du eller din kære skal indstille jer på, at vrede altid skal være et problem mellem jer. Der er nemlig hjælp at hente hos en behandler.

Mellem jer som par er det en god ide at snakke om, hvornår den typisk opstår. Hvad sker der? Kunne I have forebygget det? Kan I nedtrappe situationen, når det sker?

Der er forskellige niveauer af vrede, og I kan tale om, hvad I skal gøre på de forskellige niveauer. Det kan være, I begge lige skal tælle til 10. Måske har I brug for fysisk afstand fra hinanden, hvor I går i hvert jeres rum eller går en tur hver for sig. Det er rart for begge parter, at I har talt om det, så der er en plan og I ved, hvad der skal ske.

Hjælp til søvnproblemer

Nogle mennesker med PTSD oplever store problemer med søvn. Mange har voldsomme mareridt, hvor man genoplever traumet. Nætterne kan også være fulde af uro og tankemylder. Søvnen bliver ofte bedre i takt med, at man begynder at bearbejde traumerne.

Det er en god ide at nævne søvnproblemerne for behandleren, så der kan blive arbejdet med det. Mellem jer som par kan I tale sammen om, hvordan I skal håndtere det i praksis. Skal du for eksempel vække din partner, når han eller hun har mareridt? Og hvad skal du så gøre, når du vækker vedkommende?

Derudover er der de generelle søvnråd som for eksempel at bevæge kroppen hver dag, undgå koffeinholdige drikke efter klokken 16, gå i seng og stå op på de samme tidspunkter hver dag og undgå skærmtid, inden sengetid.

Tal om traumerne

Nogle pårørende kan godt være nervøse for at spørge ind til og tale om traumet, der ligger til grund for ens partners PTSD. Men det er en god ting at spørge ind. En del af bearbejdningen af traumet for din partner er netop at tale om hændelsen igen og igen. Både med partner, venner og familie, og altså ikke kun med professionelle. Der sker noget, når man genfortæller ens historie flere gange, og det gør en forskel at høre andres inputs og forståelse af hændelsen. Måske har man som PTSD-ramt skammet sig over noget, som andre slet ikke kan se, hvorfor man skulle skamme sig over. Nuancerne og inputs fra andre har altså en stor betydning.

Derfor er det godt, hvis du stiller dig til rådighed som en, der vil lytte, og at du spørger interesseret ind. Men du skal samtidig acceptere, at du ikke behøver høre alle detaljer – både for din og din partners skyld. Det kan nemlig være hårdt som pårørende at høre om det, din partner har været udsat for. Og det er helt i orden at sætte en grænse for, hvad du kan høre på og hvad en professionel skal høre på. Først og fremmest er du pårørende og partner.

Det kan være hårdt og opslidende at være tæt på én med PTSD. Det er sorgfuldt, frustrerende og skræmmende at være vidne til, at én man holder af, må kæmpe med voldsomme følelser som følge af en traumatisk hændelse. For pårørende til PTSD-ramte bliver situationen ofte yderligere kompleks og opslidende, fordi de traumatiske oplevelser i mange tilfælde får mennesker med PTSD til at trække sig fra deres omgivelser – herunder deres nærmeste.

PTSD står for posttraumatisk stressforstyrrelse/belastningsreaktion og opstår, fordi der er sket noget meget voldsomt og traumatiserende. Det kan være krig, overfald, trafikuheld, voldtægt, incest, vold, skyderi eller andet, som sætter sig dybt og grundlæggende i personen, som er ramt.

Lise Møller er psykolog og arbejder til daglig på Psykiatrisk Center København. Her får du hendes fire råd til dig, der er pårørende til et menneske med PTSD.

Anerkend at det også kan påvirke dig som pårørende

Har ens nærmeste PTSD, kan man selv udvikle en krisetilstand, fordi man bliver påvirket og overvældet af det, vedkommende har været udsat for. Dels oplever mange pårørende at se sider af deres kære, som de aldrig har set før, og det kan vække bekymring. Som pårørende kan man mærke en skyldfølelse, som blandt andet kan have rod i tanken om, at de ikke var der til at forhindre eller beskytte deres nærmeste fra den frygtelige oplevelse. Hos nogle pårørende kan den traumatiske hændelse fylde så meget, at man som pårørende selv kan begynde at udvise symptomer på PTSD – det kaldes sekundær traumatisering.

Det er derfor vigtigt at opsøge hjælp, hvis man har behov for det. Man kan finde samtalegrupper med andre pårørende til mennesker med PTSD, få hjælp hos en psykolog, opsøge viden om PTSD eller tage med sin nærmeste til pårørendesamtale på vedkommendes behandlingscenter. Det er vigtigt at anerkende, at du også kan blive påvirket og søge hjælp til det.

Hjælp den PTSD-ramte med at søge hjælp

Et af kernesymptomerne ved PTSD er undvigende adfærd over for ting, der kan igangsætte minder. Når det er særligt slemt, isolerer den ramte sig og kan ikke gå uden for en dør, fordi den PTSD-ramte er så bange for, at der kan ske noget svært igen. Når det sker, er det vigtigt, at du som pårørende hjælper den ramte med at søge hjælp. Både at opfordre til det, men også helt lavpraktisk at følge ham eller hende til lægen, hvor I sammen fortæller, hvad I ser og oplever. Når din kære kommer i behandling, kan I sammen med behandleren lægge en strategi for, hvordan du som pårørende hjælper din kære.

Vær opmærksom på ikke at tage over

Når man har PTSD, kan der være nogle ting, man undgår, fordi det minder én om den traumatiske oplevelse. For eksempel er der nogle PTSD-ramte, som ikke tør gå ud, når det er mørkt. Det kan betyde, at man måske ikke får handlet ind i vintermånederne. Når det sker, vil man som pårørende typisk hjælpe til ved at handle ind for vedkommende. Det skal du prøve at undgå. Det er vigtigt, du ikke udfører de opgaver, som den ramte undviger. Det er nemlig med til at vedligeholde og fastholde symptomerne. Overvej i stedet at tilbyde, at I gør det sammen.

Vær lydhør og undgå at fikse

Når man ser ens kære lide, kan man godt have tendens til at komme med gode råd eller sige ”Det er overstået nu.” Men det essentielle ved at have PTSD er, at det i kroppen og tankerne ikke er overstået. Man sidder nemlig fast i traumet og genoplever hændelsen igen og igen. Mange med PTSD har brug for at fortælle om deres oplevelse, men er bange for ikke at føle sig forstået. Som pårørende kan du ikke tage hændelsen væk. Men du kan være lydhør og anerkende, at angsten er en del af efterreaktionen på oplevelsen. Spørg for eksempel, hvordan det føles for din kære, og hvordan du kan hjælpe ham eller hende. Man ved ikke, hvordan det opleves og føles, når man ikke selv har PTSD. Så vær åben over for, at du ikke ved, hvordan den PTSD-ramte har det.

Det kan være hårdt og opslidende at være tæt på én med PTSD. Det er sorgfuldt, frustrerende og skræmmende at være vidne til, at én man holder af, må kæmpe med så voldsomme følelser. For pårørende til PTSD-ramte bliver situationen ofte yderligere kompleks og opslidende, fordi de traumatiske oplevelser i nogle tilfælde får mennesker med PTSD til at nære mistillid til deres omgivelser – herunder deres nærmeste.

Her er vores råd til dig, der er tæt på én med PTSD.

Husk, du ikke er behandler

Det er vigtigt, du ikke påtager dig rollen som behandler, men lader en professionel hjælpe din kære. Når du lytter til din kæres oplevelser, behøver du hverken at ordne problemerne eller give konkret hjælp til din kære. Det er nemlig den instinktive reaktion for mange. Din vigtigste rolle og den bedste måde at hjælpe på, er i de fleste tilfælde bare at lytte og anerkende.

Det kan være hårdt for dig at høre om de oplevelser, der ligger bag hans eller hendes PTSD. Selvom det er vigtigt at lytte, er det også vigtigt at mærke efter, hvordan du bliver påvirket og sætte grænser for, hvad du kan holde til. Det er okay at have en grænse for, hvad man kan tåle at høre om. Og det er okay at sige, at det er bedre, din kære taler med en professionel. Husk at professionelle behandlere er uddannet og får løbende støtte og hjælp i deres arbejde – det gør du ikke som pårørende.

Tilpas den sociale oplevelse

Nogle mennesker med PTSD trækker sig fra flere og flere sociale sammenhænge og ender i værste fald med at isolere sig fuldstændig. Det er vigtigt at være opmærksom på risikoen for isolation. Udover de sociale og følelsesmæssige problemer, det giver dig og din kære, kan det også forværre nogle af sygdommens øvrige symptomer.

Det vigtigste, du kan gøre, er at blive ved med at tage initiativ til at ses – også selvom du bliver afvist. Accepter det, når din kære siger nej, og vær ikke dømmende, når du bliver afvist. Det kan være en hjælp at spørge, hvordan din kære foretrækker at ses. Måske er det bedst at mødes med få personer. Og måske har din kære en præference for, om det skal være ude eller hjemme. Mange med PTSD har gavn af at være ude i naturen, hvor der er ro og plads til bare at være til. Overvej også gerne en plan B, hvis dagsformen ikke giver mulighed for plan A.

Foreslå din kære at søge professionel hjælp

At søge hjælp kræver både at din kære har erkendt behovet, og at han eller hun føler sig klar til at tage imod hjælp. Hvis din kære har erkendt det og er klar, kan du opfordre til at opsøge behandling. Det er vigtigt, du ikke presser vedkommende. Lad ham eller hende vide, at du synes, det er en god ide, og at du gerne støtter ham eller hende i det omfang, du kan – for eksempel ved at hjælpe med at finde en behandler eller køre din kære hen til behandlingen.

Opsøg selv hjælp

Som pårørende til én med PTSD er du selv i risiko for at blive påvirket og belastet. Mange pårørende føler skyld over, at de ikke var der til at forhindre den frygtelige oplevelse. Det er derfor rigtig vigtigt, at du tager dine egne oplevelse og reaktioner alvorligt og opsøger hjælp, hvis du bliver påvirket af situationen og det fylder meget. I værste fald kan skyldfølelsen og belastningen for pårørende blive så voldsom, at den pårørende selv udvikler PTSD-symptomer. Det bliver kaldt sekundær PTSD.

Træk dig i voldsomme situationer

I nogle tilfælde kan mennesker med PTSD få meget voldsomme udbrud, som går ud over de pårørende. Hvis du føler dig utryg, er det vigtigt, at du passer på dig selv først. Træk dig ud af situationen, hvis du føler dig utryg eller bange, eller fornemmer det er ved at eskalere. Når der så er kommet mere ro på, kan du og din kære tale om, hvad der skal til for at forebygge de situationer og hvordan I kan agere i situationerne sammen. Går din kære ikke allerede i behandling, så prøv at motivere til det, så I kan få hjælp derfra.  

Hvad er PTSD?

PTSD kan ramme alle, der har været udsat for eller vidne til meget voldsomme oplevelser. Det er oplevelser, som bliver siddende i dem og dukker op længe efter, at faren og den frygtelige situation er overstået. Det kan variere fra uger til måneder efter hændelsen, før tilstanden kommer til udtryk. Mange oplever, at de traumatiske begivenheder kommer tilbage til dem igen og igen. Det kan være som mareridt om natten, flashbacks om dagen eller når der sker ting, der psykologisk kan minde om det. Det kan være bestemte sanseindtryk, der aktiverer frygten, fx fyrværkeri, der minder om bombenedslag, eller en særlig lyd eller lugt, der minder om oplevelsen.

To personer kan godt være til stede og opleve den samme frygtelige hændelse, hvoraf den ene udvikler PTSD og den anden ikke gør. Det er, fordi der er flere ting, som spiller ind – for eksempel hændelsens varighed og omfang, men også den enkelte persons håndtering og opfattelse af hændelsen.

Det er helt naturligt at reagere på en traumatisk oplevelse – men det kendetegnende ved PTSD er, at det regulerer sig, men bliver siddende i kroppen.

Symptomer på PTSD

Nogle af de mest almindelige symptomer på PTSD er:

• Søvnproblemer og mareridt
• Flashbacks til de traumatiske hændelser
• Misbrug fordi man dæmper traumerne med hash, alkohol, angstdæmpende medicin eller andet
• Øget alarmberedskab – følelsen af at være nødt til at være på vagt
• Overdrevne reaktioner på små forskrækkelser – fx at man farer sammen ved små lyde 
• Man undgår ting eller situationer, der minder om den traumatiske hændelse. 
• Koncentrationsproblemer og hukommelsesbesvær
• Vredesudbrud og irritabilitet
• Depression

Behandling for PTSD

Det er vigtigt, at man forsøger at få bearbejdet de traumer, der har sat sig i én som PTSD. Hvis man i stedet forsøger at håndtere det ved bare at undgå de situationer, som får de negative følelser frem, risikerer man, at det går udover ens følelsesliv, sociale fællesskaber og arbejde. Hos nogle sætter traumerne sig som en kronisk tilstand med vedvarende ændringer i personligheden.

• Samtaleterapi

Mange har gavn af samtaler med en psykolog eller en anden terapeut, der kan hjælpe én med at bearbejde de oplevelser, man har haft. Jo tidligere, man kommer i behandling, jo større er muligheden for at lægge traumerne bag sig.

• Medicin

Nogle mennesker med PTSD har gavn af antidepressiv eller beroligende medicin. Men medicinen kan – ligesom ved de fleste andre psykiske sygdomme og lidelser – ikke stå alene.

• Psykoedukation / undervisning

Det er en vigtig hjælp for mange at lære om sygdommen, symptomerne og behandlingen. Ligesom for alle andre psykiske sygdomme er det meget gavnligt, når de pårørende bliver involveret i psykoedukationen.