For nogle pårørende kan det være hjælpsomt eller nødvendigt at kunne tage sig af sin kære i en kortere periode, hvor sygdommen fylder meget. I denne video bliver du klogere på servicelovens §118: Pasnings- og plejeorlov.
Som pårørende kan du anmode om digital fuldmagt hos din kære, som har en psykisk sygdom. I denne video kan du trin for trin se, hvordan du anmoder om digital fuldmagt hos din kære.
Nogle kommuner har en medarbejder ansat, som skal hjælpe pårørende med at finde rundt i kommunens tilbud. Bliv klogere på pårørendevejledere i videoen her.
Det kan være svært at passe sit arbejde, når man er pårørende til én med en psykisk sygdom. Derfor kan det være godt at kende til §56-aftalen. Den bliver du klogere på i videoen her.
Hvis du er utilfreds med kommunens afgørelse i jeres sag, så kan du klage over den. I denne video får du seks punkter, som er gode at have med, når du laver en klage.
Mit barn har en psykisk sygdom – hvilken støtte kan vi få?
Som forælder til et barn med særlige behov eller en psykiatrisk diagnose kan det være svært at finde rundt i kommunens støttemuligheder og regler. Dem kan du blive klogere på i dette webinar.
Mange pårørende har svært ved at finde rundt mellem kommunens mange afdelinger og tilbud. Og mange oplever, at de får ringere hjælp, end de har brug for. I denne podcast giver pårørenderådgiver Cecilie Sørensen og socialrådgiver Inge Louv gode råd om, hvordan du finder frem til den rette hjælp.
Pårørende til én over 18: Hvad er min rolle i sager på kommunen?
Når den, du er pårørende til, er over 18 år, skal personen give samtykke, for at du kan blive inddraget i kommunale sager. Her er et overblik over, hvilken ret du har til at blive inddraget og spille en rolle for den, du er pårørende til.
Mange pårørende vil gerne informeres og inddrages i sager på kommunen. Men man har ikke automatisk ret til det, når den, sagen drejer sig om, er over 18 år. Det kræver, at personen giver samtykke til, at du som pårørende må deltage eller blive oplyst om sagen.
Herunder kan du læse om, hvilken ret du har til at blive inddraget med eller uden samtykke.
Personen har ikke givet samtykke
Du kan ikke få oplysninger om den konkrete sag, hvis personen ikke har givet samtykke til det. Du må heller ikke kontakte kommunen på vegne af den, sagen drejer sig om. Personen skal selv tage kontakt og søge hjælp, medmindre der er samtykke til, at du tager kontakten.
Fortæl om dine bekymringer
Selvom du ikke har ret til at få informationer om sagen, må du gerne fortælle kommunen om din bekymring i en konkret sag og bede om en samtale, hvor du beskriver, hvad bekymringen er baseret på.
Kommunen må gerne modtage dine informationer – de må bare ikke videregive informationer fra sagen uden et samtykke fra personen, den handler om. Og dine informationer kan være værdifulde for, at den syge får den rette hjælp.
Vær dog opmærksom på, at du ikke bryder den syges tillid ved at give personalet oplysninger, da det kan gå ud over jeres relation.
Få vejledning i sager på kommunen
Kommunen har pligt til at vejlede borgerne i kommunen om deres muligheder for blandt andet at modtage hjælp efter serviceloven. Vejledningen er ikke relateret til selve sagen, men af mere generel karakter.
I visse kommuner er der desuden ansat pårørendevejledere, som er ansat specifikt til at vejlede pårørende som dig. Spørg gerne på kommunen, om de har en pårørendevejleder tilknyttet.
Intet samtykke – hvad nu?
Mange samtykke kan være nedslående, men der er heldigvis flere ting, du kan gøre. Læs mere.
Personen har givet samtykke
Informationer og agtindsigt
Hvis den, du er pårørende til, giver samtykke, har du ret til at få informationer og agtindsigt i den konkrete sag. For at et samtykke er gyldigt, skal det være givet frivilligt og på et oplyst grundlag. Det vil sige, at den, der er syg, skal være klar over, at han eller hun med sit samtykke giver dig ret til aktindsigt.
Vær med som bisidder i sager på kommunen
Som pårørende må du gerne tage med til et møde med en sagsbehandler for eksempel for at støtte personen, hvis han eller hun ønsker det. Dette kaldes at deltage som bisidder – og alle borgere har ret til en bisidder jf. Forvaltningslovens §8.
Med en fuldmagt får du mulighed for at spille en endnu mere aktiv rolle, end du kan med samtykke. Der kan nemlig være situationer, hvor personen har brug for, at du handler på hans eller hendes vegne. Hvis det er tilfældet, kan I sammen lave en fuldmagt, hvor den, du er pårørende til, formulerer, hvad du har tilladelse til at gøre.
Det kan for eksempel være at videregive oplysninger om personens situation og støttebehov eller at tale med kommunen om den hans eller hendes handleplan. Der er ingen krav til udformningen af fuldmagten, men det anbefales at lave den skriftligt.
På borger.dk kan I også søge om, at du kan få digital fuldmagt. Med en digital fuldmagt kan du på vegne af personen for eksempel melde flytning, ansøge om SU eller se laboratoriesvar.
I denne video kan du se trin for trin, hvordan du søger om digital fuldmagt hos din kære.
Bedre Psykiatri kan rådgive om sager på kommunen
Det kan være svært at finde rundt i ens rettigheder i kommunale sager. Bedre Psykiatris pårørenderådgivning har indgående kendskab til systemet og kan guide dig videre.
Forælder til barn med psykisk sygdom: Hvilken støtte kan jeg få?
Her kan du læse, hvilke muligheder du har for at få støtte fra det offentlige, når dit barn under 18 år har en psykisk sygdom.
Det kan give store udfordringer, når ens barn har psykisk sygdom. Og mange forældre kæmper hårdt for at få hverdagen og arbejdslivet til at hænge sammen midt i sorgen og kampen for at hjælpe sit barn.
Heldigvis findes der forskellige former for støtte fra det offentlige, som kan lette noget af presset:
Tabt arbejdsfortjeneste
Har dit barn brug for, at du er hjemme, kan dit løntab kompenseres. Det kan for eksempel være, hvis barnet har psykisk sygdom og derfor så store vanskeligheder, at han/hun ikke kan passes i institution eller være i skole på fuld tid. Eller hvis barnet grundet sin sygdom går til mange undersøgelser eller behandlinger.
Vær opmærksom på, at en række betingelser skal være opfyldt, og dit barn skal have nogle særlige behov.
Der er en øvre grænse for, hvor meget man kan få i tabt arbejdsfortjeneste. Har man en løn, der er højere end loftet, vil man derfor ikke få fuld dækning for sit løntab. I 2022 ligger den øvre grænse på 33.063 kroner om måneden.
For at søge om tabt arbejdsfortjeneste skal du udfylde en digital blanket på borger.dk.
Aflastning og afløsning
Det er krævende at have et barn med en psykisk sygdom, og af og til kan det være nødvendigt at lade op.
Du kan søge om aflastning og afløsning i kommunen. Afløsning består oftest i, at en medarbejder fra kommunen afløser dig, så du har mulighed for at gå udenfor hjemmet. Aflastning betyder, at dit barn får tilbudt et midlertidigt ophold, enten dag-, nat-, eller døgnophold for eksempel i familiepleje (hvis personen er under 18 år).
Når du skal søge
Hvis I vil søge om aflastning, skal I gøre det hos kommunens sagsbehandler. Fortæl grundigt om forholdene i jeres familie, og hvor mange ressourcer det kræver for jer at tage hånd om barnet med en psykisk sygdom.
Sagsbehandleren vurderer behovet for aflastning, og på baggrund af vurderingen finder i sammen med sagsbehandleren frem til den bedst mulige aflastningsordning for jer og jeres barn.
Merudgifter
For nogle familier giver det såkaldte merudgifter – altså ekstra udgifter at have et barn med psykisk sygdom. Nogle af dem har I ret til at blive kompenseret for.
Der er mulighed for at søge dækning af nødvendige merudgifter, der er opstået på grund af den psykiske sygdom hos barnet. Når det handler om psykiske sygdomme, autisme eller ADHD vil der oftest være tale om dækning af udgifter til nødvendige kurser for forældrene.
Regler for merudgifter, når dit barn har psykisk sygdom
For at kunne få refunderet sine merudgifter, skal de overstige et beløb, som står i loven og bliver reguleret hvert år. I 2022 er minimumsgrænsen på 5.207 kroner.
Du kan læse meget mere om, hvilke regler der gælder for merudgifter i DUKH’s guide.
Kontaktperson
Nogle kan have gavn af, at barnet mødes med en kontaktperson, som er en fast og kendt voksen at tale med i en kortere eller længere periode.
Kontaktpersonens opgave er at støtte barnet og give redskaber til en bedre trivsel. Børn mellem 8 og 15 år mødes typisk med deres kontaktperson en time ad gangen og en gang om ugen.
Det kræver altid en henvisning fra en sagsbehandler at få en kontaktperson.
Familievejlederordning
Familievejlederordningen er et tilbud til familier med et barn, der er hårdt ramt af sygdom.
Vejledningen kan give dig et overblik over hjælpemulighederne i kommunen og inspiration til, hvor du kan søge yderligere viden og få kontakt til forældre, der har stået i en lignende situation.
Vejledningen skal tilbydes senest tre måneder efter, at kommunen er blevet bekendt med jeres situation. Kontakt jeres kommune, hvis I ikke er blevet tilbudt familievejledning og er interesseret i at få det. Ordningen står i Servicelovens § 11.8.
Ud over disse tilbud kan der være supplerende tilbud i din kommune eller i din region.
Den børnefaglige undersøgelse
Flere af støttetilbuddene til familier, hvor et barn har psykisk sygdom, står i serviceloven og gives efter en individuel vurdering. For at lave den vurdering skal der ofte udføres en børnefaglig undersøgelse.
Undersøgelsen kommer hele vejen rundt om jeres barn og jer som familie og danner grundlag for vurderingen af, hvilken hjælp der er brug for.
Selvom processen for nogen kan virke voldsom, så husk, at det er den børnefaglige undersøgelse, der rent lovgivningsmæssigt åbner for mange typer af hjælp til jer som familie.
Her kan du læse, hvilke rettigheder børn og unge har i sager på kommunen.
Hvis dit barn under 18 år bliver ramt af psykisk sygdom, har I som forældremyndighedsindehavere ret til at blive inddraget og træffe beslutninger i sager på kommunen. Personen har dog også selv visse rettigheder. Alle børn skal for eksempel inddrages i deres sagsforløb, da der skal holdes børnesamtaler, med mindre noget åbenlyst taler imod det. Som pårørende kan det være en fordel at kende til børn og unges rettigheder.
Børn og unges rettigheder
0 – 12 år
Ret til en bisidder
Et barn under 12 år har altid ret til en bisidder, når han eller hun skal tale med en myndighedsperson. Det kan for eksempel være en socialrådgiver. En bisidder er en person, barnet kan have med som en ekstra tryghed.
Bisidderen kan blandt andet hjælpe barnet med at forklare, stille spørgsmål og sørge for, at samtalen holder sig til dagsordenen.
En bisidder kan for eksempel være en forælder, en lærer eller en støttepædagog. Hvis barnet ikke kan udpege en bisidder fra sit netværk, vil Børns Vilkår stille en til rådighed.
12 – 15 år
Ret til at klage
Når barnet er fyldt 12 år, får han/hun delvis partstatus i sagen, hvilket betyder, at barnet nu har mulighed for at klage over kommunens afgørelse.
Ret til agtindsigt – men skal ikke give samtykke
Når barnet er fyldt 12 år, kan personen få aktindsigt i sin sag. Indtil barnet fylder 15 år, kan der dog stadig godt blive truffet beslutninger i sagen, uden at barnet skal give samtykke til, at de føres ud i livet.
For at få agtindsigt i sagen, skal personen bede om det hos den afdeling, som behandler sagen. Det kan både gøres mundtligt og skriftligt.
Ret til en bisidder
Et barn har altid ret til en bisidder, når han eller hun skal tale med en myndighedsperson som for eksempel en socialrådgiver. En bisidder er en person, barnet kan have med som en ekstra tryghed.
Personen kan for eksempel hjælpe barnet med at forklare, stille spørgsmål og sørge for, at samtalen holder sig til dagsordenen.
En bisidder kan for eksempel være en forælder, en lærer eller en støttepædagog. Hvis barnet ikke kan udpege en bisidder fra sit netværk, vil Børns Vilkår stille en til rådighed.
15 – 18 år
Skal give samtykke til støtte
En ung, der er fyldt 15 år, får partstatus i sagen. Det betyder blandt andet, at den unge både skal give samtykke til, at en eventuel støtte føres ud i livet, og at han eller hun har ret til at klage over kommunens afgørelser.
Ret til agtindsigt
Den unge har ret til at få aktindsigt i sin sag. For at få agtindsigt i sagen, skal personen bede om det hos den afdeling, som behandler sagen. Det kan både gøres mundtligt og skriftligt.
Ret til at klage
Når barnet er fyldt 12 år, får han/hun delvis partstatus i sagen, hvilket betyder, at barnet nu har mulighed for at klage over kommunens afgørelse.
Ret til en bisidder
Barnet eller den unge har altid ret til en bisidder, når han eller hun skal tale med en myndighedsperson som for eksempel en socialrådgiver. En bisidder er en person, barnet kan have med som en ekstra tryghed.
Personen kan blandt andet hjælpe med at forklare, stille spørgsmål og sørge for, at samtalen holder sig til dagsordenen.
En bisidder kan for eksempel være en forælder, en lærer eller en støttepædagog. Hvis barnet ikke kan udpege en bisidder fra sit netværk, vil Børns Vilkår stille en til rådighed.
Overgang til voksenliv
Når barnet er fyldt 18 år, har I som forældre ikke længere ansvaret for barnet. Derfor mister I jeres rettigheder i forbindelse med sagen. Den unge skal nu give samtykke til, at I kan blive inddraget eller få informationer om sagen.
Læs mere om jeres rettigheder som pårørende i sager på kommunen
Hvis barnet før det 16. år har modtaget støtte efter serviceloven, og hvis du som forælder har modtaget kompenserende ydelser på grund af barnets psykiske sygdom, skal kommunen tilbyde støtte i forbindelse med overgangen til voksenlivet, når barnet fylder 18 år.
Kommunen begynder på det arbejde, når den unge er fyldt 16 år. Gennem dialog og samarbejde med den unge og jer finder kommunen frem til, hvilke behov for støtte den unge har i voksenlivet. Det kan for eksempel være i forhold til bolig, uddannelse og forsørgelse.
På denne side kan du læse om, hvordan du klager over en afgørelse i en sag på kommunen.
Når man er pårørende til én med psykisk sygdom, kan det være relevant at søge hjælp eller støtte i kommunen. Og hvis du er utilfreds med en afgørelse i jeres sag på kommunen, har du mulighed for at klage over kommunen og dens afgørelse.
Når du klager, skal kommunen revurdere afgørelsen, og hvis de fastholder den, bliver den sendt videre til Ankestyrelsen, som behandler den og træffer en endelig afgørelse. Her på siden kan du blive klogere på, hvilke regler og procedurer der gælder, når du skal klage over kommunens afgørelse.
Hvem kan klage?
Som udgangspunkt er det den, sagen handler om, som kan klage over afgørelsen. Som pårørende har du mulighed for at klage, hvis personen har givet samtykke til det.
Hvis sagen drejer sig om en person under 18 år, som du har forældremyndigheden over, har du også ret til at klage.
Vigtigt at vide, når du skal klage
Fire ugers klagefrist
Fra du modtager afgørelsen, har du fire uger til at klage over den. Kommunen er ikke forpligtet til at behandle en klage, hvor klagefristen er overskredet. Ankestyrelsen kan desuden afvise at behandle sagen, hvis du ikke har overholdt klagefristen.
Klagen sendes til den relevante afdeling
Du kan sende klagen digitalt, med posten eller ved at ringe. Klagen skal sendes til den afdeling, som har truffet afgørelsen. Er sagen for eksempel behandlet af jobcenteret, skal klagen sendes til jobcenteret.
Ofte er det en fordel af sende klagen skriftligt. På den måde sikrer du, at kommunen får alle oplysninger med.
Bemærk: Hvis klagen handler om en afgørelse fra kommunens børne- og ungeudvalg, skal du klage direkte til Ankestyrelsen. Læs mere på Ankestyrelsens hjemmeside.
Hvad skal klagen indeholde?
En god klage er ikke nødvendigvis en lang klage. Men der er forskellige ting, som er gode at få med og have i baghovedet:
Afklar, hvad du er uenig i eller utilfreds med i afgørelsen.
Inddel klagens pointer efter afsnit i afgørelsesbrevet – særligt hvis du har flere kommentarer.
Vær konkret, præcis og faktuel, hvis der er ukorrekte oplysninger eller noget, som du er uenig i.
Pas på med at skrive frustrationer og følelser i klagen. Det kan forstyrre budskabet.
Påpeg, hvis oplysninger mangler eller ikke er blevet vægtet af kommunen. Skriv de oplysninger, der mangler.
Påpeg uklarheder. For eksempel hvis kommunen blot henviser til oplysninger i et dokument, eller det er uklart, hvad kommunen har lagt særligt vægt på ved afgørelsen. Kommunen skal altid begrunde de oplysninger, de medtager og ligger vægt på.
En klage skal derudover gerne indeholde:
Navn på den, der klager
Adresse, telefonnummer og mail på den, der klager
Cpr-nr. på den, der klager
Navnet på den myndighed, I klager over
Sagsnummeret på den sag, I klager over.
Afgørelsen indeholder en klagevejledning
Afgørelsen, du modtager, skal indeholde en klagevejledning, hvor du blandt andet kan se, hvem du skal klage til.
Hvis afgørelsen ikke indeholder en klagevejledning, bør du kontakte kommunen og klage over det.
Klageprocessen – Trin for trin
1. Afgørelsen falder
Når kommunen træffer en afgørelse i en sag, får du besked om afgørelsen på brev eller i din e-Boks. Fra du modtager afgørelsen, har du fire uge til at klage. Afgørelsen skal indeholde en klagevejledning.
2. Du klager
Du skal klage til den afdeling, der har truffet afgørelsen, inden for fire uger efter du modtager afgørelsen. Det kan ske over telefon eller via mail eller brev.
3. Klagen behandles
Når klagen er modtaget, har kommunen pligt til at genvurdere afgørelsen. Hvis de vil ændre afgørelsen, får du besked om det, og hvis de holder fast i afgørelsen, bliver den sendt videre til Ankestyrelsen.
4. Ankestyrelsens behandler sagen og træffer afgørelse
Når klagen når frem til Ankestyrelsen, får du besked om den forventede sagsbehandlingstid.
Ankestyrelsen undersøger sagen og ser nærmer på afgørelsen, og om kommunen har overholdt reglerne i forbindelse med sagen. Hvis du ligger inde med nye oplysninger, som Ankestyrelsen bør have, kan du for eksempel sende kopier af nye, relevante dokumenter eller ringe eller skrive til Ankestyrelsen med oplysningerne. Find kontaktinfo.
Når Ankestyrelsen har truffet sin afgørelse, får du besked via post, i din e-Boks eller Digital Post.
Få rådgivning om din klage
DUKH
Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH) rådgiver blandt andet borgere i forbindelse med sager i kommunen. I deres rådgivning kan du få afklaring og vejledning, når du vil klage over kommunen afgørelse. Find dem her.
Borgerrådgiver
Mange kommuner har ansat en borgerrådgiver, som blandt andet skal hjælpe med at forstå kommunens afgørelser og at finde vej i klagesystemet. Se om din kommune har tilknyttet en borgerrådgiver og find kontaktinfo på borger.dk.
Bedre Psykiatris pårørenderådgivning
Bedre Psykiatri har stor erfaring i at rådgive pårørende. I vores rådgivning sidder blandt andre en socialrådgiver, som kan besvare spørgsmål om den kommunale sagsbehandling og vejlede dig i forhold til din klage. Kontakt rådgivningen.
Pårørende til én under 18: Hvad er min rolle i sager på kommunen?
Hvis dit barn under 18 år skal have støtte fra kommunen, har du som forælder en række rettigheder i forbindelse med sagen. Her får du et overblik.
Når børn og unge under 18 år har en psykisk sygdom, kan det være nødvendigt at få støtte fra kommunen. I den forbindelse bliver der oprettet en kommunal sag. Hvis du har forældremyndigheden, er det dig, der repræsenterer barnet i sagen og har kontakten med kommunen. Du er nemlig part i sagen. Det kan derfor være en fordel at kende forældres rettigheder i sager på kommunen.
Vigtigt: Når dit barn er fyldt 18 år, er personen myndig, og så mister du dine automatiske rettigheder i kommunale sager.
Ret til at kontakte kommunen
Du må som forælder gerne tage den første kontakt til kommunen, hvis du mener, at dit barn har brug for hjælp. Når personen fylder 18 år, mister du denne ret, medmindre personen giver samtykke.
Ret til at deltage i møder
Der holdes typisk en række møder i forbindelse med sagen på kommunen. Møderne skal for eksempel være med til at afdække barnets behov for hjælp eller informere jer om jeres muligheder for støtte. Som part i sagen har du ret til at deltage i møderne.
Ret til at få informationer
Mange pårørende vil gerne vide, hvad der sker i deres barns konkrete sag. Det har du ret til, når dit barn er under 18 år. Du kan desuden søge om agtindsigt for at få lov at se alle dokumenter og korrespondancer i forbindelse med sagen.
Ret til at træffe beslutninger
Da du er part i sagen og har myndigheden over dit barn, har du ret til at træffe beslutninger på vegne af personen. Du kan sige ja eller nej til kommunens forslag om støtte, og være med til at beslutte, hvilke indsatser der skal sættes i gang.
Når dit barn fylder 15, får han/hun også partstatus, og det betyder, at personen nu skal give samtykke, før der kan iværksættes forskellige støttetiltag i forbindelse med sagen.
Klageret
Er du utilfreds med en sagsbehandler eller en afgørelse, har du som part i sagen ret til at klage – og kommunen har pligt til at behandle din klage. I denne video kan du se seks gode punkter, som er gode at have med, når du laver en klage.
Barnets egne rettigheder
Selvom du som forælder repræsenterer barnet, så har personen også selv rettigheder i forbindelse med sagen.
Alle børn skal for eksempel inddrages i deres sagsforløb, da der skal holdes børnesamtaler, med mindre noget åbenlyst taler imod det.
Når personen fylder 12 år, får han/hun desuden delvis partsstatus i dagen, og når personen fylder 15 år, får han/hun partsstatus. Det giver blandt andet ret til at klage, få agtindsigt og træffe visse beslutninger.
Er det svært at finde rundt i forældres rettigheder? Kontakt Bedre Psykiatri
Rettigheder og det kommunale system kan virke uoverskueligt midt i alt kaosset. I Bedre Psykiatris pårørenderådgivning kender vi de typiske udfordringer, som du står med som pårørende, og vores rådgivere har stor erfaring og indgående kendskab til systemet.
Se webinar om støttemuligheder for børn og unge
I dette webinar giver Bedre Psykiatris socialrådgiver, Majken Büron Andersen, dig et overblik over støttemuligheder i kommunen, når dit barn er under 18 år.
På job med psykisk sygdom: Hvilken støtte kan man få?
Her får du overblik over de muligheder, personen med psykisk sygdom har for at søge støtte fra kommunen, når han/hun er i job.
At have et job er afgørende for mange mennesker med psykisk sygdom. Og for dig som pårørende kan det have stor betydning, at den, der er syg, har et liv med indhold og noget at stå op til i hverdagen.
Det kan dog være udfordrende at passe og fastholde et job med psykisk sygdom. For at du som pårørende kan hjælpe bedst muligt, er det en god idé at kende til de muligheder for støtte, kommunen tilbyder.
Der findes nemlig særlige ordninger, som er til for hjælpe mennesker med nedsat funktionsevne med at beholde sit job, og de gælder ofte også for mennesker med psykisk sygdom.
Handicapkompenserende ordninger
I det kommunale system findes de handicapkompenserende ordninger. Selvom psykisk sygdom ikke normalt kategoriseres som et handicap, gælder de handicapkompenserende ordninger også for mennesker med psykisk sygdom, hvis sygdommen svækker personens arbejdsevne.
Personlig assistance
Er den, du er pårørende til, så hæmmet af sin psykiske sygdom, at personen ikke magter opgaverne på sit arbejde? Så kan kommunen måske bevillige en personlig assistent.
En personlig assistent bliver ansat op til 20 timer om ugen, hvis personen, der skal hjælpes, arbejder fuld tid. Assistenten hjælper løbende med de opgaver, den, der er syg, ikke selv kan klare, og arbejdsgiveren kan få tilskud til en del af lønnen.
Sådan søger I:
Kontakt jobcenteret i jeres kommune og hør om mulighederne for at få en personlig assistent. Herefter laver I sammen med en sagsbehandler en grundig vurdering af den syges arbejdsevne, hvorefter det bliver besluttet, om der er mulighed for personlig assistance.
Isbryderordningen: Løntilskud for nyuddannede med nedsat funktionsevne
Hvis personen med en psykisk sygdom er nyuddannet, er der mulighed for at søge om en særlig form for løntilskud. Ordningen hedder isbryderordningen og giver ham/hende mulighed for at få erhvervserfaring indenfor sit fagområde ved at komme i løntilskud i en offentlig eller privat virksomhed.
Personen kan blive en del af isbryderordningen, uanset om han/hun er i job, så længe personen:
Har gennemført en uddannelse, der varer mindst 18 måneder og giver ret til optagelse i en a-kasse.
Mangler erhvervserfaring inden for sit fagområde.
Er blevet færdiguddannet indenfor de seneste to år.
Hvis den, du er pårørende til, vil skifte job, men har svært ved det på grund af sin sygdom, er der mulighed for at få fortrinsadgang til jobsamtaler på ledige stillinger i det offentlige.
Personen kan søge stillinger med fortrinsadgang på to måder:
Gennem jobcenteret: Jobcentret henvender sig til arbejdsgiveren og gør opmærksom på, at personen søger stillingen med fortrinsadgang.
Udenom jobcentret: Personen med psykisk sygdom gør i sin jobansøgning opmærksom på, at han/hun søger med fortrinsadgang på grund af sin funktionsnedsættelse.
Hjælpemidler
Det er muligt at søge om fysiske hjælpemidler, som kan gøre arbejdet nemmere. I kan søge om at få bevilliget hjælpemidler i jobcenteret på kommunen. Tilbuddet er mest relevant, hvis personen med psykisk sygdom også har en fysisk funktionsnedsættelse.
Der findes andre ordninger, som også kan være relevante for personer med psykisk sygdom på arbejdsmarkedet. Dem kan du læse om her:
§ 56 aftale: refunderet udgift til sygedagpenge
En § 56 aftale gør, at arbejdsgiveren kan få refunderet udgiften til sygedagpenge fra første sygedag, hvis medarbejderen har øget risiko for fravær, på grund af en kronisk eller langvarig lidelse. Det vil ofte være relevant for en ansat med psykisk sygdom.
Ordningen er en stor hjælp for arbejdsgiveren og gør det mere attraktivt at ansatte eller beholde personen på arbejdspladsen. Tal derfor med arbejdsgiveren, om hvorvidt du er interesserede i den mulighed.
Sådan søger I
Kommunen skal i sidste ende godkende § 56 aftalen, men i første omgang indgås den mellem den ansatte og arbejdsgiveren, som sammen udfylder en blanket, der hedder DP 211. Find blanketten i jeres kommune eller elektronisk på borger.dk.
Hvis den, der er syg, har behov for det, kan det hjælpe, at du tager initiativet og er med til at udfylde blanketten. Når den er udfyldt, skal den afleveres i kommunen, som behandler sagen og giver accept eller afslag.
Mentorordning
Jobcentret kan tilbyde en ordning, hvor den, du er pårørende til, får tilknyttet en mentor i en indkøringsperiode. Mentoren hjælper i perioden med det, der er svært, og understøtter på den måde, at personen får eller fastholder et arbejde.
Udover hjælp på arbejdspladsen kan mentorens opgaver bestå af hjælp til at overkomme barrierer, der står i vejen for job eller uddannelse. Det kan for eksempel være hjælp til at komme op om morgenen og møde på arbejdspladsen eller hjælp til at kontakte læge eller jobcentret. Derfor kan en mentorordning ofte være relevant for mennesker med psykisk sygdom.
Sådan søger I
Kontakt jobcenteret og hør om mulighederne for at få mentorstøtte. Find nummeret på kommunens hjemmeside.
Fleksjob og fastholdelsesfleksjob
Hvis personen med psykisk sygdoms arbejdsevne er så nedsat, at han/hun ikke kan arbejde på normale vilkår, er der mulighed for at få et fleksjob. Ved et fleksjob tilrettelægges arbejdet ud fra personens evne og behov for at blive skånet. Ofte vil det være på nedsat tid.
Er personen allerede i arbejde, kan han/hun søge om at få bevilliget et fastholdelsesfleksjob på sin arbejdsplads.
Sådan søger I
For at søge om at få bevilliget fleksjob, skal I kontakte kommunens jobcenter, hvorefter I sammen med en sagsbehandler begynder et forløb for at vurdere den syges arbejdsevne, og om personen er berettiget til et fleksjob.
Er personen i arbejde, så tal først med arbejdspladsen om, hvorvidt de er interesserede i at lade personen fortsætte i et fastholdelsesfleksjob.
Et fleksjobforløb kan desværre af og til være langt, og det kan være en god idé at forberede sig.
Vil I have generel vejledning om de forskellige ordninger, så kontakt Styrelsen for Arbejdsmarkedsområdet, Specialfunktionen for Job og Handicap på sjh@star.dk.
Du er også altid velkommen til at kontakte Bedre Psykiatris rådgivning, hvor der blandt andre er ansat en socialrådgiver, som har erfaring fra en kommune. Kontakt rådgivningen.
Har den, der er syg, allerede en sagsbehandler i jobcenteret, kan sagsbehandleren informere om, hvordan I søger om forskellige ordninger. Hvis der ikke er en sagsbehandler tilknyttet, kan jobcenteret kontaktes på deres hovednummer for oplysninger om, hvordan personen søger.
Hvis dit barn har en psykisk sygdom, kan du muligvis få dækket din tabte arbejdsfortjeneste. Her får du viden om, hvordan du søger, og hvilke regler der gælder.
Det kræver tid og kræfter at have et barn med psykisk sygdom. Nogle forældre må blive væk fra arbejdet for at passe barnet hjemme eller deltage i møder – og for andre er det nødvendigt at sætte arbejdslivet helt på standby. Oplever du det, har du mulighed for at søge om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Men hvordan søger jeg tabt arbejdsfortjeneste? Det får du viden om på denne side.
Når du skal søge tabt arbejdsfortjeneste
Hav gerne en dialog med din arbejdsgiver
Det kan være en fordel at have en dialog med din arbejdsgiver, inden du søger.
Det kommer selvfølgelig an på situationen og forholdet mellem dig og arbejdsgiveren. Men fortæl eventuelt, at du planlægger at søge orlov eller arbejde på nedsat tid for at imødekomme sit barns behov.
Ansøgning
Det er din kommune, der behandler din ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste. Du søger ved at udfylde en blanket på borger.dk.
I blanketten skal du besvare en række spørgsmål om din og barnets situation og give samtykke til, at kommunen må indhente de nødvendige oplysninger. Du skal desuden svare på, hvem der kunne være relevant at indhente oplysninger fra. Det kan for eksempel være helbredsoplysninger fra psykiatrien eller en udtalelse fra skolen.
Vær grundig i din ansøgning og anfør alle de begrænsninger, dit barn oplever. Er du i tvivl om noget ved ansøgningen, så kontakt eventuelt din kommunes familierådgivning, find deres nummer på kommunes hjemmeside. Du er også velkommen til at kontakte Bedre Psykiatris Pårørenderådgivning.
Kommunens vurdering
Når kommunen har modtaget de nødvendige oplysninger, vurderer den, om dit barn er i målgruppen for tabt arbejdsfortjeneste. Vurderingen foretages ud fra en række betingelser, du kan finde længere nede på denne side.
Godkendelse fra arbejdsgiver
Når kommunen har foretaget vurderingen, skal de have en erklæring på, at din arbejdsgiver giver dig orlov/fri uden løn i en periode.
Hvad vurderer kommunen ud fra?
Kommunens vurdering foretages ud fra følgende betingelser:
At det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne eller lidelse, at barnet passes hjemme.
At det er mest hensigtsmæssigt, at det er moren, faren eller anden pårørende, der passer barnet. Heri ligger en vurdering af, om barnet eller den unge vil kunne passes af andre på det nødvendige tidspunkt.
At du som forsørger helt eller delvis har måttet ophøre med din beskæftigelse for at passe barnet eller ikke kan påtage dig beskæftigelse, fordi du passer dit barn.
At dit barn er under 18 år og har en betydelig og varigt nedsat fysiskellerpsykisk funktionsevne eller en indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Se hvad der menes med de fremhævede ord herunder:
Betydelig
Betydelig funktionsnedsættelse betyder, at funktionsnedsættelsen har konsekvenser af indgribende karakter i den daglige tilværelse. Her skal foretages en bred vurdering i forhold til den samlede livssituation. Hvad betyder dit barns handicap for hans eller hendes aktivitetsniveau? For eksempel i forhold til institution, skole, sociale forhold, personlige forhold, helbredsforhold etc.
Varig
Ved varig funktionsnedsættelse er der tale om en funktionsnedsættelse, hvor der ikke er udsigt til bedring af de helbredsmæssige forhold inden for en overskuelig fremtid, og hvor der vil være behov for at kompensere for følgerne af funktionsnedsættelsen i lang tid.
Nedsat funktionsevne
Barnets sygdom eller diagnose er i sig selv ikke afgørende for, om man er i målgruppen for tabt arbejdsfortjeneste. Det er derimod følgerne af den nedsatte funktionsevne.
Den samlede vurdering
Det er den samlede vurdering af funktionsevnenedsættelsen i forhold til dagligdagen, der er afgørende for vurderingen.
Fysisk eller psykisk
Eksempler på fysiske og psykiske funktionsnedsættelser kan være udviklingshæmning, psykiske sygdomme, epilepsi, diabetes, nedsat bevægelsesfunktion, hjerneskade, nedsat talefunktion, manglende eller svagt syn samt manglende eller nedsat hørelse.
Indgribende
Indgribende betyder, at sygdommen skal være af en sådan karakter, at den har alvorlige følger i dagligdagen.
Kronisk
Med betegnelsen kronisk forventes det, at der er tale om en sygdom, som varer i flere år eller barnealderen ud.
Langvarig
Sygdommen skønnes at vare i et år eller mere. Det er dog ikke udelukket at yde støtte, selvom sygdommen kan forventes at vare mindre end et år.
Hvordan søger jeg tabt arbejdsfortjeneste? Find mere viden
Vil du læse mere om, hvilke regler der gælder omkring tabt arbejdsfortjeneste, eller for eksempel hvordan ydelsen bliver beregnet, så gå ind på Social- og Ældreministeriets hjemmeside.
I Bedre Psykiatris Pårørenderådgivning sidder blandt andre en socialrådgiver, som har flere års erfaring fra det kommunale system og kan rådgive dig i forhold til din ansøgning.
Her får du råd om, hvad du kan gøre, hvis den, du er pårørende til, ikke har givet samtykke til, at du må inddrages og få informationer.
Hvis den, du er pårørende til, er fyldt 18 år, så er det ham eller hende, der bestemmer, hvilken rolle du som pårørende kan spille i behandlingen eller i sagen med kommunen. Når personen er myndig, har personalet nemlig tavshedspligt, og så må du kun få oplysninger, hvis den, der er syg, har givet samtykke til det.
Drejer det sig derimod om en person under 18 år, behøver du som forælder ikke samtykke for at få informationer og være part i sagen, da du har myndigheden over barnet.
Manglende samtykke kan være nedslående, men husk, at afvisningen ikke behøver at udelukke dig helt. Her får du tre råd om, hvordan du bedst kan gribe situationen af.
Del din viden med personalet
Uanset om der er givet samtykke, må personalet gerne være i dialog med dig. Og du må gerne kontakte personalet og fortælle om de, der er syg. Hvilke symptomer har du for eksempel set? Hvordan er personens reaktionsmønstre? Hvad plejer at hjælpe, og hvilke behov ser du?
Dine informationer kan være værdifulde for, at den, du er pårørende til, får den rette hjælp – så del ud af den viden, du har.
Pas på tillidsbrud
Afhængigt af hvordan din relation er til den sygdomsramte, skal du være opmærksom på, om du bryder jeres tillid ved at give personalet oplysninger, da det kan gå ud over jeres relation.
Vær desuden opmærksom på, at personalet nogle steder skriver de oplysninger, du giver, ind i patientens journal, da patienten så vil kunne se de senere. Spørg eventuelt, om det er noget, de gør på afdelingen.
Få generelle oplysninger
Når der ikke er givet samtykke, kan du ikke få oplysninger om den konkrete sag eller behandling. Men du må godt få general viden for eksempel om sygdommen, eller om hvilke hjælpemuligheder, der typisk er. Søg derfor informationer og viden, som kan give dig afklaring og ro. Det kan være for eksempel være hos personalet eller på internettet.
Nogle pårørende oplever, at personalet ikke selv er opmærksomme på muligheden for at give generel information. I de tilfælde kan det være nødvendigt, at du selv gør dem opmærksom på det.
For generel rådgivning og information om behandling kan du også kontakte din regionale Psykinfo. Find dem her:
Husk, at selvom den, du er pårørende til, har afvist at give samtykke i første omgang, behøver afvisningen ikke gælde for evigt.
Når behandlingen skrider frem, og personen forhåbentlig får det bedre, er der også mulighed for, at han/hun skifter mening om samtykket.
Giv eventuelt dit telefonnummer til personalet, så de kan kontakte dig, hvis det sker. Spørg gerne direkte, om de har skrevet dine oplysninger ind i systemet, da det ikke altid er tilfældet.
Motivér – uden at presse
Det kan hjælpe, hvis du og personalet bliver ved med at motivere den, der er syg, til at give samtykke, men pas på med at presse for meget, da det kan have negativ effekt. Af og til kan det være bedst at anerkende, at personen ikke ønsker, at du bliver direkte inddraget, men i stedet selv vil bestemme, hvor meget du får at vide.