De mest almindelige vrangforestillinger er, at man bliver forfulgt eller overvåget. Det behøver ikke hænge sammen med hallucinationer, men kan også være, at man tolker noget, man ser og oplever ind i bestemte mønstre, der kun giver mening for én selv.

De mest almindelige symptomer på skizofreni er vrangforestillinger og hallucinationer. Det mest almindelige er hørehallucinationer. Altså at man hører noget, der ikke er der i virkeligheden. Det kan fx være en stemme, der taler til én, eller flere stemmer, der taler om én. Stemmerne er ofte ubehagelige, nedladende eller truende.

Nogle ser og lugter ting, som ikke er der. Det kan være i forbindelse med forfølgelsestanker, hvor man tror, at nogen har forgiftet ens mad. Synshallucinationer, hvor man ser noget, som ikke findes, er mere sjældent.

Nogle med skizofreni oplever forstyrrelser, hvor deres sprog bliver usammenhængende og uforståeligt, eller hvor de selv opfinder ord, der gør det meget svært at forstå, hvad de siger.

De mest almindelige følelsesforandringer er, at man isolerer sig og bliver passiv. Det er en af grundene til, at mange unge med skizofreni har meget svært ved at gennemføre deres uddannelse eller at fastholde et arbejde.

Medicinen mod skizofreni er først og fremmest antipsykotisk medicin. Formålet med antipsykotisk medicin er at dæmpe hallucinationer og vrangforestillinger. Mange oplever, at medicinen har effekt, men hos nogle virker den ikke. De mere følelsesmæssige symptomer som isolation og initiativløshed er sværere at behandle med medicin.

Medicin mod skizofreni kan have alvorlige bivirkninger. Derfor er det – ikke mindst for de pårørende – vigtigt at være opmærksom på at medicinen bliver taget rigtigt og på at fortælle behandlerne om bivirkningerne. Nogle oplever desværre, at behandlerne ikke har tilstrækkelig opmærksomhed på at hjælpe patienterne med at trappe ud af medicin. Konsekvensen kan være, at nogle patienter ender med at få for meget medicin og for mange forskellige typer medicin samtidig.

Gennem samtaleterapi i en gruppe eller alene, kan mennesker med skizofreni få hjælp til at takle sygdommen og de symptomer, den medfører. Det kan fx være hjælp til at genkende og håndtere de vrangforestillinger og hallucinationer, de oplever.

Inddragelse af de pårørende – særligt familien – kan være en afgørende del af behandlingen af mennesker med skizofreni. Målet med inddragelsen og undervisningen er, at både patienten og de pårørende forstår sygdommen og behandlingen, og at de sammen kan bakke op om behandlingen og de sociale og terapeutiske værktøjer, de har fået. Inddragelsen af de pårørende kan samtidig være afgørende for, at de pårørende kan bevare energien og motivationen og undgå at blive slidt ned.

Mange med skizofreni isolerer sig og mister lysten og evnen til at tage initiativ. Det kan have alvorlige konsekvenser for deres sociale kompetencer og deres mulighed for at uddanne sig og passe et arbejde. For nogle bliver helt almindelige dagligdags pligter som indkøb, rengøring og personlig hygiejne uoverkommelige opgaver. Derfor bør socialpædagogisk støtte og træning være centrale elementer i behandlingen.

Ansvaret for de socialpædagogiske indsatser ligger i de fleste tilfælde i kommunen. En af de væsentlige forhindringer mod at sikre effektive sociale indsatser er, at der mange steder er et utilstrækkeligt samarbejde mellem kommunen og sygehuset.

Når personer med skizofreni hører stemmer, kaldes det også for hørelseshallucinationer. Hvad, du kan gøre for at hjælpe, afhænger af graden af stemmerne.

Er sygdommen i akut forværring, bør du altid kontakte det professionelle behandlingssystem. Ring eller besøg lægen eller den nærmeste psykiatriske akutmodtagelse, hvis du er bekymret for, om stemmerne gør, at personen er til skade for sig selv eller andre.

De følgende råd er til dig, som skal håndtere vedvarende og måske endda kroniske hørelseshallucinationer hos den, du er pårørende til, men hvor der ikke er tale om en egentlig forværring.

Fokusér på følelser, når du taler med der har skizofreni

Det kan være svært som pårørende at forstå, hvad personen med skizofreni oplever, når han eller hun hører stemmer. I stedet for at prøve at finde hoved og hale i det, den syge fortæller, så fokuser på de følelser, personen oplever ved sin hørelseshallucination. Som regel er det følelser, du kan genkende fra dig selv og derfor lettere kan tale med om.

Sig for eksempel ting som ’Det lyder godt nok skræmmende’, eller ’Jeg kan godt forstå, at det bekymrer dig’.

Hvis personen er åben for det, kan du spørge, om han/hun har tænkt sig at lytte til stemmerne, eller hvordan han ellers har tænkt sig at håndtere dem. Svaret kan give dig en indikation på, i hvilket omfang personen har indsigt i egen sygdom, og om der er brug for at søge professionel hjælp.

Spørg til personens skizofreni – og følg op

Tal med personen, om der er noget, du kan gøre for at hjælpe, når hørelseshallucinationerne kommer. Det kan for eksempel være i form af aktiviteter, der kan aflede ham/hende fra stemmerne.

Det kan være en god idé at spørge ind til personens erfaringer i forhold til, hvad der kan gøre stemmerne mildere. Spørg, hvad der har hjulpet før, og prøv at gøre det igen. Og følg gerne op senere og hør, om personen har fået det bedre. Ved at følge op på, hvordan det går, får I erfaring og viden om, hvad der hjælper.

Når du spørger ind og følger op, viser du desuden, at du er der for den syge og tager vedkommendes oplevelser alvorligt.

Vær imødekommende og ikke dømmende

Når den, du er pårørende til, har hørelseshallucinationer, er det en god idé at være lyttende og ikke dømmende overfor det, personen siger.

Selvom I har forskellige virkelighedsopfattelser, vil en konfrontation kunne gøre, at den syge trækker sig fra dig. Du behøver ikke sige, at personens virkelighedsopfattelse er sand. Men du kan imødekomme den, der er syg ved for eksempel at sige: ’Jeg hører, at det er sådan, du oplever det, men jeg oplever det på en anden måde’.

Når du kommer personen i møde og anerkender hans/hendes oplevelser, har det stor betydning for, at I kan opretholde en god relation, og at du fortsat kan få lov at hjælpe.

Forsøg at aflede personen fra stemmerne

Hvis den, der er syg, giver udtryk for, at stemmerne er ubehagelige og for eksempel taler nedgørende, er det en god idé at tale om, hvordan du kan hjælpe med at aflede personen fra stemmerne. Er han/hun tilknyttet behandlingssystemet, kan du også forsøge at involvere kontaktpersonen i samtalen.

En måde at aflede de ubehagelige stemmer er ved tale om noget andet end stemmerne og fokusere på ting, der interesserer personen. Selvom det kan virke kunstigt at foretage et sådant skifte midt i en samtale, er det ofte effektivt at tale om noget helt andet, så personens fokus ændres, og stemmerne ikke får overtaget.

En anden metode er at forsøge at udvande stemmerne ved for eksempel at spille høj musik, tage personen hen et sted, hvor der i forvejen er støj eller opfordre til at finde stilhed ved for eksempel at meditere.

Du må gerne sætte grænser

Hvis den, du er pårørende til, er plaget af vedvarende hørelseshallucinationer, må du godt sætte grænser for, hvad du vil involvere dig i. Det er uholdbart og opslidende, hvis du konstant skal stå til rådighed. Du kan sætte grænser ved for eksempel at sige: ’Jeg kan godt høre, det er sådan, du oplever det, men jeg oplever det på den her måde’. Sig gerne, at det er okay med dig, at I er uenige og, at I ikke behøver blive uvenner over det.

Tager du samtalen med personen om dine grænser, er det vigtigt, at du vælger et tidspunkt, hvor han/hun er i en stabil periode. Start samtalen som en dialog og undgå ultimative krav. Hav fokus på, at I sammen finder en fælles løsning på de situationer, hvor det er udfordrende for dig at lægge ører til de mange hørelseshallucinationer. Overvej sammen, hvornår du skal bruges, og hvornår fagpersoner skal på banen.

Det er hårdt at være pårørende til et menneske med vedvarende hørelseshallucinationer. Og ved at sætte grænser for, hvor meget du skal involvere dig, giver du dig selv en pause.

At føle sig forfulgt er en typisk vrangforestilling hos mennesker med skizofreni.

En tommelfingerregel i forhold til at tale med en, der har vrangforestillinger, er, at det sjældent hjælper at diskutere personens overbevisninger. Vrangforestillingerne opfattes ofte som kendsgerninger for den, der lever med skizofreni, og kan derfor være svære at ændre.

Fokusér på følelser

I stedet for at tale om selve vrangforestillingen og dem, som personen føler sig forfulgt af, så fokuser på de følelser, personen oplever i forbindelse med vrangforestillingerne. Som regel er det følelser, du kender og derfor lettere kan tale med om.

Skab tryghed og bevar roen

Når I taler om følelserne ved vrangforestillingen, så vis med dit kropssprog, at du holder med ham/hende ved for eksempel at sætte dig ved siden af og bevare roen. Er du nervøs for at nærme dig personen med vrangforestillinger, kan det være bedre at overlade initiativet til de professionelle behandlere.

Mange mennesker med skizofreni anerkender ikke, at de har sygdommen. Derfor kan man opleve, at personen ikke vil indlægges, selvom der tydeligvis er behov for det.

Kontakt i første omgang personens læge og forklar situationen. I tilspidsede situationer kan du henvende dig til lægevagten eller politiet, og hvis de vurderer, at personen bør indlægges mod sin vilje, er det muligt for dem at få ham/hende indlagt med tvang.

Når et menneske med skizofreni har svært ved at udtrykke sig klart eller går i stå midt i en sætning, er det sandsynligvis fordi, personen er ramt på sin måde at tænke på. Symptomet er almindeligt og kaldes for tankeforstyrrelser.

Tankeforstyrrelser kan for eksempel opleves ved, at personen formulerer sig i lange kringlede sætninger, opfinder nye ord eller går helt i stå.

Tal klart, tydeligt og præcist

Når man oplever tankeforstyrrelser, er der ofte kaos inde i hovedet. Har du et budskab, så gør det derfor tydeligt med enkel og klar tale.

Tal i korte og præcise sætninger. Hvis det er nødvendigt, så gentag stille og roligt, hvad du har sagt, og giv personen god tid til at svare. Det kan også hjælpe at give overskuelige informationer, som han/hun kan følge trin-for-trin.

Acceptér og vis nysgerrighed

Hvis du har svært ved at forstå, hvad personen siger, så prøv at acceptere, at dette er et vilkår, og at du skal rumme det, så godt du kan. Bed personen om at gentage det, han/hun har sagt, da det viser, at du er nysgerrig på, hvad personen prøver at fortælle.

Det kan være enormt frustrerende, når din nære med skizofreni bare lukker sig inde og går helt i sig selv. Men i stedet for at presse på, er det ofte en god idé, at du sænker forventningerne til personen for en periode.

At være energiforladt og isolere sig er et af kernesymptomerne på skizofreni, og du skal derfor se det som en del af sygdommen og ikke som et udtryk for eksempelvis dovenskab eller bevidst asocial adfærd.

Acceptér og vær den aktive

Sig, at det er okay ikke at se så mange mennesker som før, symptomerne tog til. Acceptér, at du i en periode er den, der tager kontakten.

Forsøg med lette aktiviteter

Tag eventuelt initiativ til nogle overskuelige aktiviteter, hvor der en tydelig tidsramme for start- og sluttidspunkt. Hvis personen har svært ved at overholde aftalerne, så forsøg med nogle mindre krævende aktiviteter. Skulle han/hun alligevel aflyse, så husk dig selv på, at det er sygdommen, der er på spil, og at det er ikke dig, personen afviser.

Mange mennesker med skizofreni udvikler en vis form for apati, som kan være svær at være vidne til som pårørende. Mind dig selv om, at det er et symptom på sygdommen og derfor ikke er noget, du skal tage personligt.

Husk også, at blot fordi personen ikke viser følelser, betyder det ikke, at han/hun ikke har nogen.

Sænk forventningerne til den, der har skizofreni

Sænk først og fremmest forventningerne for en tid. Kræv ikke for meget, og bliv ikke alt for utålmodig eller skuffet, hvis personen virker ligeglad med sine omgivelser.

Kontakt personens kontaktperson i psykiatrien

Hvis den, der er syg, udvikler apati, kan det være en god idé, at kontakte kontaktpersonen i psykiatrien, så de er opmærksomme på, at vedkomne har det dårligt. Så kan de vurdere, hvad der er bedst at gøre. Forhør dig eventuelt om, hvad planen er. Støt op om planen og kom med tilføjelser, hvis du har erfaret noget der tidligere har virket, da din kære var inde i en nedtrykt periode.

Når man lever med skizofreni, er der øget risiko for, at ens kognitive færdigheder forstyrres. Det kan derfor være svært at overskue selv de simpleste ting i hverdagen. For eksempel kan ens daglige rutiner og døgnrytme komme ud af balance.

Få forståelse for årsagen

Er du i tvivl om, hvorfor personen forsømmer sig selv, så prøv at spørge ind til det. Hvorfor er det for eksempel svært at gå i bad? Er der noget, der er ubehageligt ved det, som han/hun er bange for? Måske kommer vrangforestillingerne eller hallucinationerne i badet og gør, at personen undgår badesituationen helt?

Uanset hvad kan du bedre hjælpe, når du forstår situationen og årsagen.

Hjælp med planlægning

Du kan foreslå, at I sammen laver en plan over dagens aktiviteter. Brug for eksempel en kalender eller et dagsskema, som I hænger op et sted, hvor I begge kan følge med. Skriv ind i skemaet, hvornår personen skal gå i bad, spise, sove og så videre, hvis der er behov for det. Måske er der blot behov for at skrive aktiviteter ind, som ligger udover de daglige rutiner.

Hvis den, der er syg, er i behandling, så udfyld eventuelt skemaet sammen med behandlingsstedet. Når personen er klar, kan I skrive flere ting ind i skemaet som for eksempel aftaler og fritidsaktiviteter.

Brug skemaet som et hjælperedskab til at få nogle hensigtsmæssige rutiner i hverdagen og ikke som et succeskriterie for, om personen lykkes.

Psykisk sygdom som skizofreni kan føre til misbrug. Ofte er det en form for selvmedicinering, fordi alkohol eller stoffer lindrer symptomerne for en stund. Når en person både har psykisk sygdom og misbrug, kaldes det dobbeltdiagnose.

Det er enormt svært at være pårørende til en med dobbeltdiagnose – både fordi, man ofte ikke ved, hvordan man kan hjælpe, og fordi det kan være udfordrende at finde den rigtige behandling.

Få råd om, hvordan du hjælper og støtter en med dobbeltdiagnose.