Hvordan skelner man forstyrret spisning fra en alvorlig lidelse? Hvad er godt at vide, når det gælder behandling af en spiseforstyrrelse? Hvordan støtter jeg min kære, som har en spiseforstyrrelse?
I dette webinar vil psykolog og faglig direktør Birgitte Hartvig Schousboe fra Kompetencecenter for Spiseforstyrrelser komme ind på netop de emner og meget andet.
Her får du råd til, hvordan din kære kan få bedre og mere målrettet hjælp i kommunen, når han eller hun har en spiseforstyrrelse.
Som udgangspunkt er det psykiatrien, som har behandlingsansvaret for din kære, imens kommunen er ansvarlig for rehabilitering. Desværre oplever nogen pårørende, at deres kære hverken får tilstrækkelig eller god nok hjælp i kommunen. Her får du nogle råd til, hvordan du som pårørende kan hjælpe din kære til at få bedre hjælp i kommunen.
Bliv klædt på til samtalen om rehabilitering hos kommunen
Mange oplever, at hjælpen fra kommunen ikke er god nok og at mulighederne for de forskellige former for hjælp ikke er særlig nemme at gennemskue. I den forbindelse kan det være værdifuldt at se på Socialstyrelsens Nationale retningslinjer for rehabilitering til borgere med svære spiseforstyrrelser. Den indeholder anvisninger til kommunen og fagfolk om, hvordan man sikrer en høj faglig kvalitet i tilrettelæggelsen og gennemførelsen af rehabilitering til mennesker med svære spiseforstyrrelser. Da det er retningslinjer og ikke krav, har du ikke mulighed for at klage, hvis rehabiliteringen ikke følger retningslinjerne. Men målet med retningslinjerne er, at kommunen så vidt muligt bør udbyde de tilbud, som er beskrevet. Derfor kan du bruge kendskabet til retningslinjerne til at blive bedre klædt på til, hvordan du taler med kommunen om jeres problematik og kommunens håndtering af det. Du kan læse retningslinjerne her.
Har din kære været i behandling for en spiseforstyrrelse i psykiatrien, skal hjælpen i langt de fleste tilfælde fortsætte i kommunen, hvis behovet er der. I den overgang afholdes der et netværksmøde mellem jer, kommunen og psykiatrien, for at klæde kommunen på til at bære opgaven videre. Nogle oplever, at de ikke bliver kaldt ind til et netværksmøde. Hvis det er tilfældet for din kære, kan du som pårørende hjælpe til ved at bede om et netværksmøde.
Nogle kommuner har ansatte eller et specialiseret team, som arbejder med spiseforstyrrelser. I de tilfælde giver det rigtig god mening, at ens sagsbehandler bliver én, som netop er specialiseret i spiseforstyrrelser. Man har ikke krav på at få en tildelt, og muligheden er der ikke i alle kommuner, men det er værd at spørge, hvis I har overskuddet til det.
I samme omgang er det også en god ide at spørge, om de har nogle tilbud til pårørende. Det kan for eksempel være, at kommunen har et tilbud om søskendegrupper.
Forsøg at skabe et godt samarbejde med sagsbehandleren
Det er vigtigt, at I får et godt samarbejde med din kæres sagsbehandler. Det kan somme tider være svært, hvis man møder udfordringer, fordi det kan være en sårbar og frustrerende situation, du og din kære står i. Forsøg så vidt muligt at have øjet på bolden. Husk på at sagsbehandleren og du som pårørende har det samme mål: At hjælpe den, der er syg. Det kan være godt at minde sig selv om – også når I er uenige. Forsøg at være åben over for sagsbehandlerens perspektiv, erfaring og faglige viden, og respektér at sagsbehandleren arbejder inden for økonomiske og lovmæssige begrænsninger. Når sagsbehandleren mærker, at du accepterer og respekterer vedkommendes udgangspunkt, starter I et konstruktivt sted og der er større mulighed for, at jeres ønsker bliver hørt og tilgodeset.
Her kan du blive klogere på, hvordan det typisk forløber, når din kære skal udredes og i behandling for en spiseforstyrrelse i psykiatrien.
Hvis du og din kære er bekymret for, om han eller hun har eller er ved at udvikle en spiseforstyrrelse, så er første skridt at bestille en tid hos din kæres praktiserende læge.
Hvis det er okay med ham eller hende, så er det en god ide, at du tager med til lægesamtalen. Det kan være godt, at I er to om at spørge og lytte til det, lægen fortæller. Som pårørende kan du både hjælpe til ved at fortælle om situationen, dagligdagen og omfanget, men du hjælper også til ved at lytte og huske på de ting, der bliver sagt undervejs. Samtidig har du mulighed for at stille spørgsmål til lægen.
Hvis lægen vurderer, at der er tegn på en spiseforstyrrelse, så vil han eller hun lave en henvisning til regionens centrale visitation. De vurderer, hvad der skal ske herfra og visiterer din kære til rette sted.
Når henvisningen er modtaget af hospitalet, har din kære ret til at få tilbuddet om at blive udredt inden for 30 dage. Hvis regionen ikke lever op til det, har din kære det, som hedder udvidet ret til at vælge udredning hos et privathospital (udvidet frit sygehusvalg). Du kan læse mere om udredningsretten her.
Man kan desværre godt blive afvist i psykiatrien, selvom man er blevet henvist af sin egen læge. Det kan være meget nedslående og skabe mange bekymringer. Din kæres læge har mulighed for at henvise til en psykolog eller psykiater i stedet, og i nogle kommuner er der relevante støttetilbud til mennesker med en spiseforstyrrelse. Du er som pårørende altid velkommen til at kontakte Bedre Psykiatris rådgivning for at få hjælp til, hvad I kan gøre, hvis henvisningen bliver afvist.
Din kære vil blive kaldt ind til en forsamtale med en behandler. Det er her, behandleren bliver klogere på din kæres symptomer og sværhedsgraden af spiseforstyrrelsen. Typisk spørger behandleren ind til dagligdagen, forholdet til mad, adfærd, vægt og kropsforståelse. Behandleren vil også forsøge at blive klogere på, hvor motiveret din kære er for at komme i behandling. Det kan nemlig være en stor omvæltning at starte i behandling, og det kræver motivation og lyst fra din kære. Som pårørende kan du foreslå, at du gerne vil være med til forsamtalen, hvis din kære har lyst til det, og hvis behandleren finder det hensigtsmæssigt.
Hvis der på baggrund af forsamtalen og eventuelle flere undersøgelser og samtaler stilles en diagnose, vil din kære blive informeret om det videre behandlingsforløb. I nogle regioner laver man en behandlingsplan, som indeholder aftaler og mål for forløbet. Fra diagnosen stilles, til behandlingen går i gang, må der maks gå 30 dage. Kan hospitalet ikke tilbyde din kære behandling inden for de 30 kalenderdage, skal de tilbyde ham eller hende at blive behandlet på et andet enten offentligt eller privat hospital. Det skal være et behandlingssted, som hospitalet har en aftale med. Det hedder udvidet frit sygehusvalg. Det kan du læse mere om her.
I de fleste tilfælde bliver man behandlet ambulant. Det vil sige, at din kære ikke bliver indlagt, men i stedet skal møde op til sine behandlingsaftaler. Hvis du som pårørende har mulighed for det, og din kære har lyst til det, kan du tilbyde at hente og bringe til behandlingerne.
Det vil være et tværfagligt team, som står for behandlingen. Den kommer til at bestå af flere forskellige behandlingsformer som for eksempel kostvejledning, psykoedukation, psykoterapi og kropsterapi.
Hvis din kære har et meget svært tilfælde af spiseforstyrrelse, så kan han eller hun blive indlagt. Enten en dagsindlæggelse eller en døgnindlæggelse. Under den type indlæggelser vil måltidstræning og måltidsstøtte typisk være en del af behandlingen.
Som pårørende kan du have mulighed for at få tilskud til psykologhjælp til dig selv. Det kræver, at du kontakter din egen læge og får en henvisning. Hvis du har en sundhedsforsikring gennem dit arbejde, er der ofte også mulighed for at få psykologhjælp herfra.
”Spørg ind til trivsel og undgå at kommentere på udseende, mad og vægt”. Sådan lyder det første råd fra psykolog Birgitte Hartvig Schousboe, som til daglig arbejder med behandling af mennesker med spiseforstyrrelse.
Der findes flere former for spiseforstyrrelser som for eksempel bulimi, anoreksi, ortoreksi og BED. Der kan være mange symptomer på en spiseforstyrrelse, og det kan være meget forskelligt, hvordan og hvor tydeligt det kommer til udtryk over for pårørende.
De nære relationer kan være en enorm støtte, når man skal ud af en spiseforstyrrelse. Derfor kan man som partner til en med en spiseforstyrrelse, være en stor hjælp.
Birgitte Hartvig Schousboe er psykolog og faglig direktør i Kompetencecenter for spiseforstyrrelser. Hun har mange års erfaring med både behandling af mennesker med spiseforstyrrelse og rådgivning til pårørende.
Læs med her og få hendes råd til, hvordan du som partner til en med en spiseforstyrrelse kan støtte din kære.
En vigtig ting at forstå om en spiseforstyrrelse er, at det handler om mere end bare mad. Det handler i høj grad om trivsel. Samtalerne kan somme tider drukne i mad, vægt, spisetider og udseende. Men det er vigtigt at se på mennesket og ikke kun symptomerne. Spørg din kære, hvordan han eller hun har det. Forsøg at spørge ind til trivsel i stedet for at fokusere på det ydre.
Det er f.eks. ikke hjælpsomt at kommentere på kroppens udseende, vægten eller det man spiser. Selvom man mener det positivt, når man kommenterer på udseendet, er det stadig ikke hensigtsmæssigt. Positive kommentarer kan nemlig også sætte negative tanker i gang – for hvad betyder det så i de situationer, hvor det ikke bliver kommenteret? Din kære kan nemt komme til at tænke det modsatte: Om han eller hun har taget på, eller ikke ser godt ud mere, hvis der ikke bliver sagt noget.
Det er heller ikke hjælpsomt, hvis du som pårørende har meget fokus på din egen kost og motion. Det store fokus kan påvirke din kære og sætte gang i uhensigtsmæssige tanker og adfærd hos ham eller hende.
Mennesker er forskellige og har brug for støtte på forskellige måder. Derfor er det en god idé at spørge din kære, hvad lige præcis han eller hun har brug for og finder hjælpsomt – både i dagligdagen og i situationer, hvor det er svært. Det er dog vigtigt, I har snakken, når I ikke står midt i en konflikt.
Er et måltid svært at komme igennem, er der nogle, som gerne vil have hjælp og små påmindelser undervejs. Andre vil helst være fri. Så tal om, hvordan du som partner kan hjælpe, og hvordan du formulerer dig bedst i situationen, så din kære føler sig respekteret og omfavnet.
En del af behandlingen for spiseforstyrrelse er det, man kalder mekanisk spisning. Det vil sige, at man spiser cirka hver 3. time og ikke springer måltider over. De regelmæssige måltider hjælper kroppen til at genlære sult og mæthedssignaler. Det hjælper både, hvis man er undervægtig og skal tage på, men også hvis man lider af overspisning. At komme i gang med at spise regelmæssigt igen kan være en lang, men vigtig proces.
Der er mange praktiske ting forbundet med de regelmæssige måltider, hvor du som partner kan være en stor støtte. Du kan for eksempel være med til at holde fast i at få spist både hovedmåltider og mellemmåltider. Også i weekender, hvor I måske er ude eller på anden vis har rusket op i rutinerne. Men du kan også hjælpe ved at være med til at lave madpakker, som din kære kan tage med, hvis han eller hun ikke er hjemme til måltiderne. Derudover kan du være med til at skabe god tid og rare rammer under måltiderne, så de ikke bliver indtaget under stress og jag – og uden følelsen af overvågning.
Skridt, som kan se små ud for udenforstående, kan være kæmpestore for den med en spiseforstyrrelse. Når man er partner, er man ofte så tæt på ens kære, at man godt kan forstå, hvor vigtige små forandringer er, selvom det kan se ud som små skridt.
Hvis din kære for eksempel har besluttet sig for at prøve at spise chokolade inden næste behandlingssession, kan det være en meget stor ting for vedkommende. Det kræver meget mod, og efterfølgende kan din kære måske opleve en stor glæde over at have gjort det, eller måske kommer der mange bekymringer og tanker efterfølgende. Her kan du som partner være en stor støtte, hvis du ikke negligerer hændelsen eller slår det hen som noget småt. Det er vigtigt at have øje for fremskridt og anerkende, at det kan være svært.
Det er også vigtigt at have en dialog om, hvordan skridtene anerkendes, så din kære ikke oplever det som et forventningspres, vedkommende muligvis ikke kan leve op til.
Sygdommen kan fylde rigtig meget i hverdagen – både i tankerne, samtalerne og de daglige aktiviteter. Mange par oplever, at der bliver mindre tid til at dyrke relationen som kærester. Selvom du som partner er en stor støtte og også kan hjælpe meget med de lavpraktiske ting i hverdagen, så er det fortsat vigtigt, at I også sætter tid af til jer som par. Her kan I tale om og lave ting, der ikke handler om sygdommen, men om alt det andet, I holder af, og som livet også indeholder.
Det er meget forskelligt, om intimitet og sex mellem par, hvor den ene har en spiseforstyrrelse, er udfordrende eller ej. For nogle volder sygdommen ingen problemer, og andre oplever, at sygdommen udfordrer samlivet.
Forsøg at sætte ord på, hvad I hver især kan lide og har behov for. På den måde kan I bedre indrette jer, så begge parter er tilpas. Der er ikke noget rigtigt og forkert. Prøv jer frem og tal om, hvad der fungerer for jer.
Spiseforstyrrelse er en psykisk sygdom, hvor man er så optaget af mad, krop og vægt, at det går alvorligt udover ens fysiske og psykiske sundhed og sociale liv. Der er flere forskellige former for spiseforstyrrelser. De mest udbredte er anoreksi, bulimi og tvangsoverspisning.
En spiseforstyrrelse er en kompliceret tilstand. Selvom man i mange tilfælde har et forvrænget billede af sin egen krop, er man ofte bevidst om, at man er syg og skader sin krop. Alligevel føler man sig tvunget til at fortsætte med den skadelige adfærd. Mange vil ikke give slip på den tryghed og kontrol, som de oplever, at de får med spiseforstyrrelsen.
Hos nogle med anoreksi bliver spiseforstyrrelsen så farlig for helbredet, at de bliver indlagt og tvunget til at indtage næring. Selv i de meget ubehagelige tvangssituationer oplever nogle, at tvangen og ubehaget er det ultimative vidnesbyrd om, at de gør sig tilstrækkeligt umage med at overholde de skadelige spiseregler.
Ingen ved præcis, hvorfor nogle bliver ramt af spiseforstyrrelse. Det kan være et samspil mellem arvelige, sociale og kulturelle faktorer. Man ved ikke, hvor stor risiko der er for at arve en spiseforstyrrelse. Men statistisk er der større risiko for at få sygdommen, hvis andre i familien har den.
De fleste med spiseforstyrrelse får det bedre og får et normalt liv med normal vægt. Men spiseforstyrrelse kan være en farlig sygdom, og får man ikke den hjælp, man har brug for, kan det i værste fald ende med, at man dør af underernæring eller selvmord. Risikoen for, at sygdommen ikke går over, er størst hos mennesker med anoreksi. Her bliver omkring halvdelen raske. Men selvom man ikke bliver helt rask, kan man i de fleste tilfælde lære at håndtere sygdommen og få et godt liv på trods af spiseforstyrrelsen.
Ca. 75.000 danskere har ifølge Foreningen spiseforstyrrelser og selvskade en spiseforstyrrelse. Langt de fleste lider af overspisning eller bulimi, mens ca. 5.000 har anoreksi. Både kvinder og mænd kan blive ramt af spiseforstyrrelse. Men de fleste er kvinder. De fleste bliver ramt i teenageårene eller tidlig voksenalder. Anoreksi rammer tidligst.
De mest udbredte former for spiseforstyrrelse er:
For mange med spiseforstyrrelse handler behandlingen i begyndelsen om mad og om at lære at spise og få et balanceret forhold til mad og vægt. Men det er afgørende, at man får behandlet de bagvedliggende grunde til, at spiseforstyrrelsen er opstået.
Nogle bliver så underernærede, at det bliver farligt. Så kan behandlerne vælge at bruge tvang for at få den sygdomsramte til at optage ernæring. Det foregår ved, at den ramte bliver tvangsfikseret og får næring gennem en sonde.
Den bedste behandling for spiseforstyrrelse er tværfaglig og kombinerer samtaleterapi, kostvejledning og medicin.
”Ændr kun aftaler i fællesskab.” Sådan lyder et af rådene fra Karin Abel, som gennem mange år har arbejdet med børn, unge og voksne med en spiseforstyrrelse.
Det kan være en lang, smertefuld og krævende proces at være pårørende til et barn eller en ung med en spiseforstyrrelse. Det påvirker hele familien. Man ser ens kære få det værre både mentalt og fysisk. Og samtidig opdager man, at vedkommendes adfærd også ændrer sig. Det er enormt frustrerende, sorgfuldt og opslidende at være vidende til.
Det er meget forskelligt, hvor hårdt sygdommen rammer, og den kommer til udtryk på meget forskellige måder. Hos nogle kan det være et mindre alvorligt symptom på mistrivsel, mens det hos andre er en livstruende psykisk sygdom. Uanset hvor alvorligt ens kære er ramt, skal man som pårørende indstille sig på, at man selv, ens familie og den ramte vil være præget af spiseforstyrrelsen i lang tid. Da det er en meget alvorlig sygdom, er det afgørende at komme i behandling hurtigst muligt. Jo tidligere man kommer i behandling, jo bedre er prognosen for at blive rask.
Karin Abel har mange års erfaring fra Klinik for Spiseforstyrrelser i Skejby (tidligere Risskov). Her får du hendes råd til, hvordan du støtter din kære, som har en spiseforstyrrelse.
Det er vigtigt, at pårørende får så meget viden som muligt om spiseforstyrrelsen. Det er afgørende, fordi man skal være godt rustet til at forholde sig til de mange og belastende udfordringer, der kommer til at være i sygdomsforløbet. Groft sagt kan mange pårørendes reaktioner opdeles i to poler. I den ene ende fylder frustrationerne og tanker som: ”Hvorfor spiser han/hun ikke bare? Hvor svært kan det være?”. I den anden ende fylder sorgen og tristhed utrolig meget, og her lægges energien i at trøste ens kære. Uanset hvordan man reagerer som pårørende, er det vigtigt at opsøge og få robust viden om spiseforstyrrelser. Man skal ikke underkende alvorsgraden – en spiseforstyrrelse er den mest dødelige psykiske sygdom.
Som forældre er det vigtigt, I er enige om, hvad I beslutter. Hvis I beslutter, at den portion, som er foreskrevet af diætisten, skal spises, så skal den spises. Det går altså ikke, hvis en af forældrene lemper på det og siger ”pyt”. Er beslutningen taget, så hold jer til den. Husk på at faste rammer også er et udtryk for omsorg og støtte. Mennesker med spiseforstyrrelser foretrækker faktisk oftest tydelige og faste rammer, fordi det er nemmere at forholde sig til.
En spiseforstyrrelse kan nemt komme til at spille forældrene ud mod hinanden. Det sker især, hvis den ene synes, det er synd og grænseoverskridende at blande sig i ens barns madindtag. Men det er vigtigt at holde sammen og kun ændre i aftalerne i fællesskab. På den måde undgår I, at ingen får rollen som den ”gode” eller ”onde”.
En spiseforstyrrelse kan lede til mange konflikter i hverdagen. Som forælder skal du turde at være i konflikten og vise, det er okay, den opstår. Forsøg så vidt muligt at være rummelig og rolig i konflikter og husk på, at de opstår, fordi dit barn er syg.
Det kan være godt at lave noget hyggeligt sammen efter måltidet. Dels er det med til at distrahere din kære fra ubehagelige tanker, som er forbundet med maden, vægten og udseendet. Og dels kommer I tættere på hinanden ved at have en stund, hvor I kan sidde og snakke. Nogle med en spiseforstyrrelse lider også af selvfremkaldte opkastninger. Eftersom det er betydeligt sværere at kaste mad op 20 minutter efter, at man har indtaget måltidet, vil en social og rar stund efter måltidet også gavne. Så spil et spil eller vis interesse for dit barn ved at spørge nysgerrigt ind til dagen, og hvad han eller hun har oplevet.
Husk at vise interesse for andre ting end spiseforstyrrelsen. Spørg ind til skolen, fritidsaktiviteter, serier, musik eller hvad end, din kære interesserer sig for. Dels er det godt for begge parter, at I oplever normalitet og andre samtaleemner end sygdommen. Men det er også sundt for din kære at få lov til at sætte nogle ord på hans eller hendes interesser. For mange med en spiseforstyrrelse bliver sygdommen altoverskyggende og tager en stor plads af ens personlighed. Det gør, at mange har svært ved at mærke, hvem de selv er. Når I taler om andre ting end sygdommen, vil din kære både blive klogere på sig selv og få mulighed for at adskille sygdom og personlighed.
Det er vigtigt, I overholder den aftalte spisetid. Har I aftalt, at der er aftensmad klokken 18, så spiser I klokken 18. Når man har en spiseforstyrrelse, er man meget styret af regler, tvang og kontrol. Så overholder I ikke spisetiden, kan I enten risikere at din kære ser det som et brud på aftalen, og at han eller hun derfor heller ikke behøver overholde aftalen om at spise. Eller også risikerer I, at den sygdomsramte har sat sig så meget op til at skulle spise klokken 18, at det falder til jorden, hvis det så ikke sker der. Udover at overholde spisetiden, er det godt at have en tidsbegrænsning på, hvor længe måltidet skal vare. Har man en spiseforstyrrelse, har man en tendens til at sidde længe med maden og skubbe den rundt uden at få det spist. Så mind din kære om, at nu er der 10 minutter tilbage, nu 5 minutter tilbage og at han eller hun skal nå at spise op inden da.
Som pårørende kommer du med stor sandsynlighed til at stå i en situation, hvor du opdager, at dit barn har gemt maden, smidt den ud, eller på anden uhensigtsmæssig måde fået den ad vejen uden selv at spise den. Når du opdager det, så fortæl, hvad du ser. ”Jeg kan se, det er svært for dig at få spist madpakken, og at du har smidt den ud. Det dur ikke. Hvor længe har du gjort det? Gør du også det oppe i skolen? Hvad kan vi ændre i din hverdag, så du får spist maden? Har du selv nogle forslag?” Italesæt det du kan se, men gør det på en nysgerrig og konstruktiv måde.
Her får du viden, råd og værktøjer til, hvordan du som pårørende kan hjælpe din nærtstående, som har en spiseforstyrrelse.
Det kan være meget hårdt og angstfuldt, når én man holder af, har en spiseforstyrrelse. Og det er svært at være vidne til, at ens kære er så hård ved sig selv. Mange pårørende har en skyldfølelse og føler sig magtesløse og frustrerede. Helt konkret kan det også være meget svært at finde ud af, hvordan man kan hjælpe, og mange pårørende er bange for at gøre det værre.
Her er vores bedste råd til dig, der er tæt på én med en spiseforstyrrelse.
Mange pårørende til mennesker med spiseforstyrrelse kommer til at fokusere for meget på det fysiske – først og fremmest maden og vægten. Det er helt naturligt og menneskeligt, for det er det, man kan se, og det er den mest indlysende konsekvens af sygdommen. Men det er ofte en god idé at prøve at lægge de ydre ting til side og også tale om og være nysgerrig på de indre. Når du spørger til din kæres tanker og følelser, bliver det ofte lettere for din kære at sætte ord på, hvordan han eller hun har det. Det kan være en stor hjælp.
Det er vigtigt, I også taler om andre ting end sygdommen og det, som er svært. Din kære er så meget andet end sin sygdom. Hvis I kun taler om den, kan det medvirke til, at din kære begynder at føle sig mere som sin sygdom og mindre som sig selv. Så prøv at holde fast i noget af alt det ”almindelige” I talte om og lavede fra før sygdommen. På den måde hjælper du med til at fremme de andre sider også.
Er du forælder til et barn eller en ung med spiseforstyrrelse, vil en del af behandlingen højst sandsynligt være, at du er medansvarlig for, at din kære spiser regelmæssigt og tilstrækkeligt. Det kan være enormt hårdt og opslidende. Ofte kan det være forbundet med konflikter, vrede og afvisning fra ens barn. Tal med behandlingsstedet om, hvad du kan gøre i situationen. Du kan også prøve at finde et kursus eller et seminar, hvor du får hjælp og råd. Det er desværre ikke altid muligt, og mange føler sig desværre overladt til sig selv. Uanset hvad så prøv at lade være med at bebrejde dig selv. Du er i en ekstremt vanskelig situation, og det er et næsten overmenneskeligt krav, at man som forælder skal kunne tøjle de kræfter, som er på spil i dit barn.
Når man har en spiseforstyrrelse, er kroppen på overarbejde. Når det er meget alvorligt, fungerer ens hjerne ikke lige så hurtigt, som den plejer. Derfor kan det blive nødvendigt at tale mere tydeligt og konkret, end man ellers ville gøre.
Det kan være svært at forstå, hvorfor ens kære ikke bare kan spise normalt. Man kan blive meget frustreret, hvis måltiderne er en kamp, som ender med tårer og konflikter. Indimellem kan det være svært at holde følelserne tilbage, og man kan komme til at udbryde ”stop så” eller ”tag dig nu sammen”. Det er ikke gavnligt, men følelsen, der ligger bag reaktionen er forståelig og meget menneskelig. Prøv at undgå reaktionen over for din kære, men døm ikke dig selv for hårdt over, at du har følelsen.
Når man er pårørende til en med en spiseforstyrrelse, kan sygdommen nemt komme til at overtage hele ens liv, fokus og dagligdag. Hvis det overhovedet er muligt så prøv at holde fast i noget af den hverdag, du havde, før din kære blev syg. Det er vigtigt med plads til søskende, parforhold og familieliv. Og det er vigtigt for dig som pårørende at have noget normalitet i hverdagen. Det kan være aftaler med venner, sport, biografture og andet, du kan lide. Det er med til at give dig energi og adspredelse.
Du må gerne fortælle din kære, at du er bange for at miste vedkommende. I skal ikke snakke om det hver dag, men du må gerne dele din bekymring. På den måde mærker din kære, at han eller hun er betydningsfuld, og du viser også et andet og mere følelsesmæssigt fokus, end når I taler om maden.
Håbet bliver virkelig udfordret, når ens kære er så syg. Du vil måske opleve, at det er noget af det første, som forsvinder hos din kære. Og som pårørende vil du måske også opleve kortere eller længere perioder, hvor det er svært at holde fast i håbet. Det er en helt normal reaktion på en opslidende situation. Men prøv at minde dig selv om, at det kan blive bedre, og at din kære kan få det godt igen. Det hjælper dig selv, og det hjælper din kære.
Læg mærke til de små fremskridt og mind dig selv om, at ting tager tid. Selv de helt små skridt er vigtige fremskridt på vejen mod bedring. De fleste får det heldigvis bedre igen og selv, hvis sygdommen ikke går væk, lærer de fleste at håndtere symptomerne og få et godt liv alligevel.