Hverdagen • Svære følelser

Parterapeutens råd om parforhold i pårørenderollen

Det er enormt sorgfuldt og overvældende, når man har et barn, som er syg. Det påvirker både dagligdagen, familien og parforholdet. Hvordan kan man passe på parforholdet og hinanden, når man står i den svære pårørendesituation? Læs med og få parterapeut Lone Algot Jeppesens råd her.

Frygt, overvældelse og udmattelse er ofte på spil, når ens barn ikke har det godt. At opleve den frygt kan bringe os ud i en adfærd, som ikke altid er hensigtsmæssig i et parforhold.

Lone Algot Jeppesen er psykolog og uddannet parterapeut. Hun har grundlagt Parterapeutisk Institut og har arbejdet med par i mange år. Læs med her og få hendes råd til, hvordan I som par kan støtte og hjælpe hinanden, så I står stærkere i den svære pårørendesituation.

*Lone Algot Jeppesen, psykolog og parterapeut.*

Få øje på, at mønstrene er problemet

Som udgangspunkt er det ikke parrets forskellighed og det, at man tænker og forstår noget forskelligt, som er det største problem. Problemet ligger i, at man kan komme ind i nogle negative, fastlåste mønstre, når man som par taler om noget, der har stor betydning. Det kan være mønstre, hvor man indtager de samme roller og siger og gør det, man plejer, uden at løse problemerne.

Al kommunikation handler om kontakt og tab af kontakt. Hvis vi i et parforhold har en fornemmelse af at miste den følelsesmæssige kontakt til vores partner, så danner det grobund for de negative mønstre og utydelige budskaber.

Det er givende at få øje på og være bevidst om, at det er mønstrene, som er problemet og spænder ben for, at I kan tale sammen, løse problemerne eller skabe samhørighed. Når I får en bevidsthed om det, så åbner det op for en mulighed for at kunne tale sammen på en anden måde.

Er man som par lydhør og til stede, når noget er svært, så er man ofte i stand til at håndtere store udfordringer sammen. Vi taler godt sammen, når der er 3 markører til stede:

Tilgængelig: Er partneren til at få fat på, når vi har brug for at tale om noget bestemt?
Responsiv: Får vi en respons? Måske er den anderledes end forventet. Men det at få en respons fra en, der betyder noget, giver følelsen af, at vi bliver hørt og har en betydning.
Engagement: Oplever vi, at vores partner er engageret i det, vi oplever som værende svært? Selvom det ikke er et emne, som partneren nødvendigvis opfatter som problematisk, så virker det anerkendende, når partneren udviser engagement.

Vær bevidst om forskellige reaktioner

Når man er forældre og deler pårørenderollen, så er der typisk to forskellige reaktioner, man kan ende i.

Ved den ene reaktion er man følelsesmæssigt overvældet. Alt føles kaotisk, og man har brug for at tale meget om situationen. Partneren kan måske opleve denne reaktion som for meget og for dramatisk.
Omvendt er der den anden reaktion, hvor man er mere logisk, bagatelliserende, løsningsorienteret og lukker mere ned for den følelsesmæssige side. Ved denne reaktion er der risiko for, at partneren kan opleves som værende ligeglad og ikke-engageret.

Man har typisk en tendens til at reagere på enten den ene eller den anden måde. Og ofte er dynamikken, at jo mere man mærker den ene reaktion hos sin partner, jo mere skruer man op for sin egen reaktion; fornemmer man, at den ene bagatelliserer udfordringen, så kommer man ofte til at blive ekstra bekymret selv. Derfor er det vigtigt at have en bevidsthed om jeres forskellige reaktioner for at undgå den dynamik.

Når bevidstheden om jeres forskellige reaktioner er der, er der også plads til at gå skridtet videre og have mere sårbare samtaler om det. Bag begge former for reaktioner ligger der ofte det samme: Frygten for, hvordan det skal gå. Det, som kan være med til at opløse frygten, er, at få følelsen af ikke at skulle kæmpe alene.

Når man kan have de sårbare samtaler og dele sine tanker, er det nemmere at nærme sig hinanden.

Vær et team

Husk på og mind hinanden om, at I står sammen som et team. Frygten for at den anden ikke er der, kan aktivere de negative mønstre. Det er vigtigt, at ingen af jer føler, at I står alene i pårørenderollen og situationen. Det, at jeres barn har det svært, kan aktivere forskellige reaktioner i jer hver især. Men selvom reaktionerne er forskellige, betyder det ikke, at I står alene.

Det er også vigtigt, at I husker, I ikke kun er et team, som skal håndtere krævende opgaver. I er også bare jer som par. Forsøg at finde plads til at gøre ting, som giver jer glæde livsenergi og som skaber kontakt mellem jer.

Vi kan hjælpe dig på flere måder

Få personlig rådgivning

Book tid til eller skriv med en rådgiver

Kontakt en rådgiver

Find viden og råd

Læs, se eller lyt til gode råd og viden om at være pårørende

Få svar, viden og råd

Få hjælp lokalt

Få hjælp tæt på dig

Få hjælp lokalt

PårørendeKurset

Gratis kursus til pårørende

Om PårørendeKurset

Se alt indhold

Find hjælp & støtte • Hverdagen • Svære følelser • Svære følelser • Svære følelser

Psykologens råd: Til pårørende om skyldfølelse

Skyldfølelse er en af de svære følelser, som mange pårørende bærer rundt på. Psykolog Zarah Høst har stor erfaring med at hjælpe pårørende og giver sine råd til, hvordan man kan arbejde med skyldfølelse.

Mange pårørende føler skyld over for den, der er syg og går rundt med mange selvbebrejdende tanker. Det kan være meget belastende og der opstår en risiko for, at den pårørende selv bliver syg. Det fortæller psykolog Zarah Høst. Hun er psykolog hos Pårørendepsykologerne i København og har stor erfaring med at hjælpe pårørende. Hun mener, at selvom skyldfølelse er en naturlig del af menneskets følelser, er den vigtig at være opmærksom på. Den må nemlig ikke fylde i så høj grad, at det bliver hæmmende for personen. Her kommer hun med sine bedste råd til pårørende om at arbejde med skyldfølelse.

Gå i rette med tankerne

”Mange pårørende har skyldfølelse uden at have reel skyld. Og har mange selvbebrejdende tanker over, hvad man kunne have gjort anderledes. Fx kan man måske ikke være så stor en støtte, som man gerne vil. Her må man se på den situation, man står i, og gå i rette med tankerne. Er det rigtigt, at jeg kunne have gjort noget andet og bedre på det pågældende tidspunkt med den viden og de ressourcer, jeg havde der?

Nogle kan føle skyld over, at man fx ikke opdagede sygdommen tidligere. Ofte når vi kigger tilbage, kan vi se alle tegnene. Men før sygdommen udviklede sig, kendte man ikke tegnene. Derfor kunne man ikke have set det eller gjort noget anderledes. Man skal huske sig selv på de ressourcer og den viden, man havde til rådighed og spørge sig selv, om man reelt kunne have gjort noget andet og bedre.”

Tal med dine nærmeste

”En anden ting, man kan gøre, er at tale med sine nærmeste om sine følelser og tanker. Det kan være hjælpsomt at få andres perspektiv på situationen. Ofte ser de os med mere milde øjne, end vi selv gør. Det kan hjælpe os til at forstå, hvor vi reelt har skyld, og hvornår vi er urimelige overfor os selv.

Hvis man er bekymret for en afvisning eller synes, det er svært at tage op med andre, kan man gøre det i små trin. Fx ved at tale med en ven om en enkelt situation. Der kan man se, hvordan han eller hun reagerer, og hvordan det føles for en selv at dele det. Føles det svært at skulle tale om, kan man skrive det ned, før man taler med sin ven eller veninde. Det kan gøre det nemmere at åbne op, når man allerede har formuleret sine tanker.”

Søg professionel hjælp

”Hvis skyldfølelse breder sig til at have indflydelse på daglig trivsel eller udvikler sig til skam, hvor de negative tanker begynder at handle om, hvem man er som menneske fremfor ens handlinger, er det vigtigt at søge hjælp fx gennem en psykolog eller en forening, der hjælper pårørende. For mange pårørende kan skyldfølelse brede sig til at handle om hele en selv, hvor man fx kan tænke, at man er en dårlig mor. Det kan være svært at spørge om hjælp, når det omhandler skam, fordi det er følelser, vi helst gemmer væk. Det ligger i skammens natur, at vi forsøger at undgå, at andre finder ud af, hvor vi er ”forkerte”. Men for de fleste, er det en stor lettelse, når de først har rakt ud.”

Del med andre i samme situation

”For mange pårørende kan det være rart og befriende at tale med andre, der har en forståelse for ens situation. Her kan man tale med andre, der også er pårørende, hvor det nogle gange kan være nemmere at dele svære følelser. Det kan man fx gøre gennem de mange online fora og grupper, der findes for pårørende, men man kan også tale med andre pårørende i en samtalegruppe.”

Det er okay at føle negative følelser over for den, der er syg

”Mange kan have dårlig samvittighed eller føle skyld over at have negative følelser rettet mod den, der er syg, fx at være vred på eller skamme sig over vedkommende. Her er det vigtigt at understrege, at det er helt naturlige følelser at have og at følelserne ikke er forkerte. Vi kan ikke kontrollere, hvad vi føler, hvorfor vi heller ikke kan føle noget, der er forkert. Men det er måden vi reagerer og handler på, der er afgørende. Det handler om, hvordan vi opfører os og om vi forsøger at håndtere eksempelvis vreden på konstruktiv vis. Og hvis vi ikke formår at reagere hensigtsmæssigt på de følelser, vi har, kan man tage ansvar ved at søge hjælp til at lære det.”

Skyld og skam. Ifølge psykolog Zarah Høst er der forskel på, om der er tale om skyld eller skam. Skyldfølelse er den følelse, vi får, når vi indser, at vi har gjort noget forkert. Det er en naturlig del af menneskets følelsesregister, som er med til at gøre, at vi som sociale væsner kan omgås hinanden ordentligt.

Udfordringen opstår, når en person føler skyld uden at have gjort noget galt eller når skyldfølelsen er ude af proportioner med den reelle skyld. Skyldfølelse kan komme til at fylde så meget, at det bliver invaliderende eller udvikler sig til skamfølelse. Skyldfølelse handler om at føle skyld over vores handlinger, hvor skam handler om dem, vi er som mennesker. For mange selvbebrejdende tanker er psykisk belastende for et menneske og i sidste ende kan den pårørende risikere selv at blive syg.

Sig undskyld

”Hvis vi føler skyld overfor en person, kan man i stedet for at vende det indad, sige undskyld. Det er jo netop det, er er forskellen på skyld og skam. Når vi oplever skyld, kan vi sige undskyld, og erkende overfor den anden, at vi ville ønske vi havde handlet eller tænkt anderledes. At sige undskyld giver mulighed for tilgivelse, hvilket kan være forløsende for begge parter. Det er selvfølgelig ikke i alle situationer, hvor det er muligt at give en undskyldning, eller at få tilgivelse. Men det kan være forløsende at have erkendt sin skyld, for om ikke andet, at man selv kan begynde at give slip på skyldfølelsen og arbejde hen mod også at kunne tilgive sig selv. For vi bliver bedre hjælpere, både for den, der er syg, men også for os selv, når vi er drevet af omsorg frem for skyldfølelse.”