Skip to content
Nyheder

Psykologens råd om at passe på sig selv som pårørende

Når ens kære bliver syg, sætter mange pårørende ind med al den energi og hjælp, de kan - og lidt mere. Men der tænker man måske ikke på, at situationen kan vare ved rigtig længe og at det ikke er et ansvar og en belastning, man kan holde til i længden. Det fortæller Zarah Høst, der er psykolog hos Pårørendepsykologerne i København. Derfor giver hun sine bedste råd til, hvordan man kan passe på sig selv som pårørende.

3. marts 2022

Psykolog Zarah Høst giver sine bedste råd til pårørende om at passe på sig selv.

Det er okay, hvis du har det svært

”Mange pårørende siger: ’Det er ikke mig, der er syg, så det er ikke mig, der skal have hjælp eller have fokus’. Ofte er der tale om mennesker, der tager ansvar for et andet menneske i en sådan grad, at de kan risikere at glemme dem selv. Men for at du kan være en langtidsholdbar pårørende, er det nødvendigt, at du bruger tid og energi på dig selv, og lytter til dig selv, og rækker ud efter hjælp og støtte, hvis du har det svært. Din trivsel er både vigtig for dig og for den, du er pårørende til.”

Vær bevidst om det ansvar, du tager

”Det kan være en hjælp at blive bevidst om det ansvar, man tager eller får pålagt. Er det mere, end jeg kan håndtere? En god måde kan være at spørge sig selv: Kan jeg være pårørende på den her måde de næste tre år? Hvis ikke, er det nødvendigt at ændre på nogle ting og fralægge sig noget af ansvaret, så situationen bliver langtidsholdbar.”

Uddeleger så mange opgaver som muligt

”Det er realiteten for mange, at der på grund af huller i systemet ender et stort ansvar på pårørende. Mange pårørende ender i mange forskellige roller for eksempel som behandler, sygeplejerske, chauffør, advokat og så videre og der ender med at være et stort ansvar på de pårørendes skuldre. For ikke at blive overbelastet, vil mit råd være, at man forsøger at uddelegere så mange opgaver som muligt. Også de små, som man tænker ikke tager så meget energi. Er der for eksempel en anden, der kan køre den syge til og fra ting eller er der måder, hvor andre i dit netværk kan hjælpe dig, så DU bliver aflastet i DIN hverdag.”

Godt at skelne mellem tanker og bekymringer

”Det er en naturlig menneskelig reaktion at bekymre sig. Når vi står i en krise, så forsøger vi at forudsige situationen. Men problemet er, at når vi bekymrer os, tager forsmag på de negative følelser forbundet med det vi forestiller os, og at det sjældent er virksomt. Det kan her være brugbart at skelne mellem tanker og bekymringer. Tanker er, når man tænker over noget, som kan blive til en handling. Bekymringer er, når tankerne drejer sig om noget, hvor man ikke kan overføre det til en handling, som kan afhjælpe situationen. Ved at lave denne skelnen, kan du øve dig på at skubbe bekymringerne væk og i stedet fokuserer på at tænke på hvor dit egentlige råderum er i den pågældende situation. Nogen bruger for eksempel en bekymringskasse, hvor man skriver bekymringerne ned på et papir og lægger fysisk væk.”

Tag små og store pauser

”Det er vigtigt at sørge for at tage nogle pauser. Både små og store pauser. Små pauser i hverdagen kan være en gåtur, at bruge en mindfulness-app eller sidde og drikke kaffe og kigge ud ad vinduet. Det kan også være at holde fast i de hobbyer og interesser, som du hele tiden har haft, men måske ikke har prioriteret længe.

De store pauser handler om, at det er ok at trække sig i længere tid. Det kan for eksempel være at tillade sig selv at tage på ferie. Hvis I bor sammen, kan det være at tage en dag hjemme, mens den syge er et andet sted eller hvis I bor hver for sig at have mindre kontakt i nogle dage, uger eller måneder. I nogle pårørenderelationer er det sværere at holde pauser end andre, for eksempel hvis det drejer sig om relationer, hvor man er den primære omsorgsperson. Her kræver er det, at man undersøger, hvilke andre der kan være der, mens du selv tager en pause. Perioden, hvor du er fraværende, er på kort sigt måske ikke den optimale løsning for den syge, men det vil betyde at du kan blive ved med at holde til at være der på langt sigt.”

Spørg dig selv: Hvornår gør jeg nok?

”Mange af de pårørende, jeg taler med, har dårlig samvittighed, hvor de føler, at de burde gøre mere for den syge. Her vil jeg råde til, at man husker at tage sine omstændigheder i betragtning. Hvilke ting spiller ind i forhold til, hvad jeg kan gøre og hvor meget jeg kan klare?

Man kan spørge sig selv og helt ærligt forsøge at svare på: Ved jeg, hvornår jeg gør det godt nok? Og være venlig og realistisk i din vurdering af, hvor meget du egentlig kan.

Hvis man ikke ved, hvornår det er godt nok, kan det være, fordi man forsøger at kompensere for den lidelse, sygdommen påfører den syge og en selv. Og det kan man selvsagt ikke, hvorfor man kommer på alvorligt overarbejde. Her skal man prøve at huske sig selv på, at man gør det så godt, man kan – og måske søge hjælp til at arbejde med den sorg, det kan være at erkende, hvad det betyder for en selv og ens kære, at sygdommen er til stede i jeres liv.”