Skip to content

Åbenhed om psykisk sygdom: – Det er et valg, du selv må træffe

Der har de senere år været flere kampagner med fokus på psykisk sygdom, hvor syge og pårørende er stået frem og har fortalt om deres oplevelser. Men med åbenheden om psykisk sygdom følger også spekulationer om hensynet til den syge pårørende og samtidig risikoen for blot at blive mødt med en larmende tavshed fra familie og venner. Vi har talt med medlem af Udsatterådet i Hillerød og frivillig i Bedre Psykiatri, Marie-Therese Hattel, som selv har oplevet stigmatisering, men alligevel insisterer på at være åben om sine sønners diagnoser.

Hvorfor være åben
Marie-Therese og hendes mand havde et godt liv med fire dejlige børn, da de med få års mellemrum pludselig oplevede, at to af deres voksne sønner havde akut brug for hjælp. Den ene fik en psykose, da han som 28-årig var på job i Riga, og måtte hentes hjem i al hast. Den anden afslørede som 17-årig en barndom og ungdom med grov mobning fra både elever og lærere i skolen, og først som 25-årig blev han diagnosticeret med autisme.

Marie-Therese har været voldsomt påvirket af de to sønners forløb, og er det stadig – men alligevel har hun valgt at være åben om problemerne og at engagere sig i kampen for en bedre psykiatri. For hende er det et behov hun har, for at påtage sig en rolle, hvor hun er med til at påvirke tingene i en bedre retning. Samtidig pointerer hun, at det under alle omstændigheder en dag vil komme frem, hvis din familie kæmper med psykisk sygdom, og at det kan blive værre at forsøge at skjule det.

Hensynet til sønnerne
På et tidspunkt blev Marie-Therese nødt til at efterlyse én af sine sønner gennem Missing People, fordi han var forsvundet. Det var med billede og fornavn og gik som en løbeild i hele landet. Her var der tale om en desperat situation, som overskyggede eventuelle bekymringer om at komme til at udlevere en sårbar søn.

Det er altid en individuel afvejning, hvornår og hvordan man åbner op for familiens problemer. Men for Marie-Therese bør hensynet til, om nogen opdager at én af hendes sønner har en psykisk sygdom, ikke gå forud for hensynet for hans behov for hjælp:”Vi må ransage os selv – hvad vejer tungest? Hvad er konsekvenserne af, at jeg ikke gør det her? Hvad er konsekvenserne af, at jeg gør det? Sådan skal vi vælge mellem pest og kolera nogle gange”, siger hun.

De andres reaktioner
De mest ubehagelige reaktioner, Marie-Therese har været ude for, når hun stiller sig frem, er at folk trækker sig: At hun måske ikke bliver inviteret med til én eller anden familiefest mere. At der bliver underligt stille omkring hende. Men hun insisterer på, at det handler om at oplyse dem, der stigmatiserer psykisk sygdom: “Stigma er jo forfærdeligt for dem, det rammer. Og jeg tror måske, vi kan håndtere det ved at fortælle folk, at psykisk sygdom rammer i flæng, og at ingen kan føle sig sikker”.

Marie-Therese drømmer om at være med til at gøre det til en folkesag at få udbredt kendskabet til psykisk sygdom og dermed gøre det indlysende, at vi ikke kan tillade os at se ned på folk, der er ramt af en psykisk sygdom: “Jamen i morgen, så kan det faktisk være dig, og hvad vil du så gøre? Har du tænkt over det? Du står og ser på mig i dag og har måske lyst til at tage afstand fra mig. Men hvad nu, hvis det var dig i morgen, hvad ville du så gøre?” spørger hun.

Heldigvis er langt de fleste reaktioner positive, når Marie-Therese fortæller om familiens problemer. Fra folk der er i krise, og unge mennesker som lider under en sygdom, møder hun ofte ros og nysgerrighed: “Der er rigtig mange, der også kigger på én og siger: Hold da op! Det må virkelig være hårdt! Får I hjælp, taler I med nogen? Altså simpelthen, at folk bliver venlige og nysgerrige. Det oplever jeg også”.