fbpx
Skip to content

Ea fik ingen hjælp, før hun forsøgte at tage sit eget liv

Ea er i dag 18 år og stadig påvirket af oplevelserne fra sin barndom.

Med blikket naglet fast i gulvbrædderne holdt lille Ea vejret. En tåre krøb frem i hendes øjenkrog. Hun stod musestille mens morens vrede ord ramte hende som hårde, kolde hagl. Det er min egen skyld, tænkte Ea. Jeg må være sødere. Først mange år senere fik Ea hjælp til at forstå sin mors psykiske sygdom. Og da var det næsten for sent.

Den i dag 18-årige Ea kan ikke længere huske den ene konflikt fra den næste i barndomshjemmet, men hun husker tydeligt den konstante følelse af skyld og utryghed, der fulgte med at have en psykisk syg mor. ”Min barndom… det har været et kaos.”, fortæller hun.

Ea er et af de mindst 333.000 danske børn, der vokser op med en forælder med en psykisk sygdom. Det er børn, der er i overrisiko for selv at få en psykisk sygdom, hvis de ikke får hjælp. Og det fik Ea ikke før morens sygdom havde sat uoprettelige spor i hendes sind.

Troede det hele var hendes skyld
Eas mor har diagnosen borderline, og sygdommen har kastet mørke skygger over store dele af Eas barndom. Moren kunne skifte humør på et splitsekund, så Ea gik på æggeskaller i hjemmet. Ea forstod det ikke. En mor bliver jo ikke sur, sådan helt uden grund. Derfor vendte Ea problemerne indad – hun måtte være årsagen.

”Jeg følte mig altid som problemet derhjemme. Hvis der var problemer i hjemmet, så blev det altid lagt over på mig. F.eks. hvis kommunen kom,” siger hun. Til sidst følte Ea sig så værdiløs, at hun i hemmelighed begyndte at overveje, om moren mon ville være gladere i en verden uden Ea. Ea begyndte at skade sig selv både fysisk og psykisk.

Hjælpen kom alt for sent
Som 17-årig gjorde Ea alvor af tankerne om at tage sit eget liv. Selvmordsforsøget og Eas selvskade fik hende indlagt på psykiatrisk afdeling.

Ea er selv overbevist om, at hun ikke var nået så langt ud, hvis hun fået hjælp undervejs i barndommen til at tackle udfordringerne i hjemmet. Hjælpen kom først, da hun selv blev indlagt på psykiatrisk afdeling.

”Det er jo bare for sent at stå som 18-årig og have det skidt, og først der kan finde ud af, hvad der er op og ned i ens barndom,” fortæller hun.

Manglende åbenhed omkring sygdommen
Ea ville ønske, at hun havde fået hjælpen tidligere, og familien havde talt mere åbent om sygdommen fra starten.

”Både i familien, men også med nogle fagfolk. Nogle, som kan sætte det helt ned i børnehøjde, så man kan vokse op med at vide, at når mor reagerer sådan her, så er det ikke min skyld,” siger hun.

Den bedste hjælp, hun kunne have fået, var rådgivning om, hvad sygdommen handler om, så hun tidligere i sit liv kunne få en indsigt i, at hendes mors adfærd ikke handlede om hende, men om sygdommen. 

Den støtte, som Ea har fået det sidste år, siden hun blev indlagt, har hjulpet hende meget. Selvom hun har en bedre indsigt i sin mors sygdom og adfærd nu, er det svært at komme ud af de gamle tankemønstre. 

”Det har jeg arbejdet rigtig lang tid på nu. Det havde måske været nemmere, da jeg var yngre, hvor man ikke har haft de her mønstre og tankegange i lang tid. Det tager lang tid at ændre på det,” siger hun.