Skip to content

Er du skarp til kommunikation – og motiveres du af at understøtte frivillige fællesskaber og pårørende?

I Bedre Psykiatri søger vi en organisationskonsulent til et barselsvikariat. Du skal understøtte vores lokalafdelinger og videreudvikle vores interne vidensdeling. Du får mulighed for at kombinere din kommunikations- og frivilligfaglighed med arbejdet for en vigtig sag – og blive en del af et team præget af høj faglighed, tæt samarbejde og en uformel tone.

Om stillingen

Som organisationskonsulent bliver du et vigtigt bindeled mellem sekretariatet og vores lokalafdelinger. Du får et særligt ansvar for samarbejdet med vores afdelinger i Syd- og Midtjylland, hvor du understøtter frivillige i deres arbejde og bidrager til stærke, lokale fællesskaber. På tværs af landet er du med til at sikre sammenhæng i organisationens interne kommunikation og udvikle de strukturer, der hjælper frivillige med at lykkes. Din rolle er både rådgivende, koordinerende og driftsunderstøttende – altid med udgangspunkt i de frivilliges behov.

Du bliver en del af et organisationsteam, der arbejder målrettet med at skabe de bedst mulige betingelser for den frivillige indsats i en organisation, der vokser og udvikler flere tilbud på landsplan.

Dine hovedopgaver

  • Sparre med frivillige om planlægning af lokale aktiviteter og bestyrelsesopgaver – fx arrangementer, lokal kommunikation og rekruttering af deltagere, frivillige og medlemmer.
  • Drive og udvikle vores interne kommunikation til frivillige – herunder nyhedsbrev, Facebook-gruppe og hjemmeside – samt teste og udvikle nye formater og løbende analysere effekten af indsatserne.
  • Understøtte lokalafdelingernes drift og administration, bl.a. økonomi, bank, tilmeldingssystemer m.m.
  • Sagsbehandle lokalafdelinger ansøgninger til vores aktivitetspulje.
  • Koordinere og understøtte afholdelse af samtalegrupper for pårørende i tæt samarbejde med lokale frivillige og lønnede gruppeledere.

Om dig

Du trives i en hverdag med både planlagte opgaver og uforudsete behov fra frivillige – og du kan bevare overblikket, når der er meget i gang. Du finder energi i at skabe struktur sammen med andre.

Vi forestiller os, at du:

  • Har en relevant uddannelse og erfaring med kommunikation, frivilligkoordinering eller organisationsudvikling – gerne fra en medlems- eller frivilligorganisation. Er du nyuddannet, har du sandsynligvis erfaring fra frivilligt arbejde.
  • Har stærke formidlingskompetencer – både skriftligt og mundtligt – og kan arbejde strategisk med kommunikation.
  • Trives i relationelt arbejde og har forståelse for frivilliges motivation og rammer.
  • Arbejder selvstændigt og struktureret og tager ansvar for dine opgaver.
  • Værdsætter et samarbejdende arbejdsmiljø og en kultur, hvor vi finder løsninger sammen og bruger vores ressourcer klogt.

Praktisk information

Arbejdspladsen er Bedre Psykiatris sekretariat i Københavns indre by med reference til organisationschef Trine Ladegaard. Der vil være rejseaktivitet rundt i landet og jævnligt aften- eller weekendarbejde.

Bedre Psykiatri tilbyder et kreativt og godt arbejdsmiljø, hvor fleksibilitet og godt samarbejde på tværs af opgaverne er i centrum. Løn forhandles individuelt. Stillingen er tidsbegrænset med start
d. 1. marts 2026 eller evt. lidt før hvis muligt, og en varighed af mindst 8 måneder. Arbejdstiden er på 37 timer om ugen.
Send en motiveret ansøgning og dit CV senest 4. januar 2026 via jobindex. Har du spørgsmål vedr. stillingen, kan du kontakte organisationschef Trine Ladegaard på tlf. 7174 7325 eller
mail: trl@bedrepsykiatri.dk indtil d. 19. december.

Første runde ansættelsessamtaler forventes afholdt d. 12. Eller 13. januar 2026 og anden runde samtaler d. 19. januar 2026.

Jobbet søges via QuickApply på Jobindex.

Om Bedre Psykiatri

Bedre Psykiatri er en landsdækkende forening for pårørende til mennesker med psykisk sygdom og udviklingsforstyrrelser. Vi arbejder for, at pårørende får støtte, viden og handlemuligheder – og for at psykiatrien bliver bedre til at inddrage og samarbejde med pårørende.

Foreningen har 40 lokalafdelinger og et sekretariat i København med godt 30 medarbejdere. Vi udvikler i disse år både vores nationale indsatser og de tilbud, vi driver lokalt. Det skaber nye rammer og muligheder for vores lokalafdelinger og de frivillige, der driver det lokale arbejde.