Skip to content

Bedre Psykiatris Frivilligpolitik

Bedre Psykiatri er foreningen for pårørende til mennesker med psykisk sygdom og udviklings­forstyrrelser. Vi giver rådgivning, støtte og hjælp til pårørende, og vi taler deres og de syges sag overfor politikere, fagfolk og myndigheder, og ikke mindst tilbyder vi et fællesskab med andre pårørende.

Det frivillige arbejde er rygraden i Bedre Psykiatri. Dels er det gennem frivillige indsatser, at vi støtter og hjælper pårørende og taler deres sag rundt om i hele landet, dels tror vi på, at det styrker den enkelte at engagere sig i et fællesskab, hvor man hjælper hin­anden og arbejder for bedre vilkår for sig selv og andre.

Alle kan være frivillige i Bedre Psykiatri
Alle, der støtter Bedre Psykiatris formål og værdier, kan være frivillige i foreningen. Du kan gøre lidt eller meget, og du kan skrue op og ned for din indsats afhængig af din situation. I Bedre Psykiatri forstår alle, at pårørende har særlige vilkår, og det er vores frivilligarbejde formet efter. Det betyder ikke, at du skal være pårørende for at være frivillig, men det er afgørende, at du forstår pårørendes situation.

Man kan være frivillig på mange måder
Din indsats er vigtig og værdsat – uanset om du er formand for en lokalafdeling eller sætter stolene frem til foredraget. Afhængig af, hvor meget ansvar du påtager dig, og hvor meget tid du bruger, kan du være:

  • Bestyrelsesmedlem: Du har et bredt ansvar og er engageret over en længere periode. Du kan være valgt som bestyrelsesmedlem i en lokalafdeling, i en regionalafdeling eller i landsbestyrelsen. Sammen med resten af bestyrelsen sætter du retningen og bestemmer, hvad der skal prioriteres.
  • Tovholder/koordinator: Du tager ansvar for en konkret aktivitet eller en gruppe af frivillige i en kortere eller længere periode. Du kan være organiseret lokalt, regionalt eller i et konkret projekt, men du er ikke nødvendigvis valgt til bestyrelsen.
  • Aktivitetsfrivillig: Du hjælper med at gennemføre konkrete aktiviteter. Du ikke er valgt til bestyrelsen og har ikke samme ansvar og indflydelse, men du indgår i det løbende arbejde.

Derudover kan der være mere løst tilknyttede hjælpere eller samarbejdspartnere, som ikke er en del af det frivillige fællesskab, men blot hjælper med noget helt konkret en enkelt gang.

Det kan du forvente af Bedre Psykiatri
Vi lægger vægt på, at du som frivillig i Bedre Psykiatri oplever, at din indsats har værdi, og at du føler dig godt klædt på til opgaven. Du kan forvente:

  • At blive taget godt imod og introduceret til foreningen og arbejdet, fx med en velkomstmappe og et intromøde.
  • Hjælp til at finde ud af, hvilke opgaver der matcher det, du kan og vil.
  • At blive en del af et stærkt fællesskab, der hjælper pårørende og skaber forandring.
  • At blive inviteret til sociale arrangementer.
  • Mulighed for indflydelse og lydhørhed overfor dine idéer.
  • Gratis deltagelse i kurser, oplæg og møder arrangeret af Bedre Psykiatri.
  • Råd og sparring hos erfarne frivillige og sekretariatet.
  • Adgang til information, inspiration og værktøjer, fx nyhedsbreve og frivilligportal.
  • Godtgørelse af udgifter i forbindelse med dit frivillige arbejde.
  • At du og dine persondata bliver passet godt på, og at alle regler og love bliver overholdt.

Vores forventninger til dig
Vi er glade for og stolte af vores fællesskab i Bedre Psykiatri, og det er let at blive en del af det. Der er kun få konkrete forventninger, du skal leve op til. Vi forventer:

  • At du respekterer og arbejder efter Bedre Psykiatris formål og værdigrundlag.
  • At du bidrager til et godt samarbejdsklima, anerkender andres indsats og holdninger og tager godt imod nye frivillige.
  • At du siger fra, når du ikke har tid, overskud eller kompetencer til at løse en opgave.
  • At du er med til at sikre, at Bedre Psykiatris indsatser er værdifulde og gør en reel forskel for pårørende, fx ved at deltage i kurser og holde dig orienteret.
  • At du er en god ambassadør for Bedre Psykiatri, når du repræsenterer foreningen.
  • At du har lyst til at blive medlem af Bedre Psykiatri. Du skal være medlem for at være bestyrelsesmedlem eller repræsentere foreningen, fx i råd, udvalg eller i medierne.
  • At du overholder love og regler, fx i forhold til persondata, habilitet, tavshedspligt, under­retningspligt og børneattest.
  • At du passer godt på de penge, du bliver betroet, og bruger dem fornuftigt i overens­stemmelse med foreningens formål.

En landsdækkende demokratisk forening
Vi er en demokratisk forening, hvor medlemmerne bestemmer. Medlemmerne vælger lokale bestyrelser, som organiserer arbejdet lokalt, og en lands­bestyr­else, der sætter foreningens overordnede retning. Den øverste myndighed er Repræsentant­skabet, som mødes hvert andet år. Lokalafdelinger og regions­afdelinger er selvstændige foreninger, som har ansvar for deres egen drift og økonomi. Sådan er opgaverne og ansvaret fordelt i organisa­tionen:

  • Lokalafdelingerne
    Støtter og hjælper pårørende og arbejder for lokale forbedringer. De arrangerer fx: samtalegrupper, foredrag og andre relevante tilbud, repræsenterer foreningen i lokale råd, udvalg og netværk og holder møder med lokalpolitikere.
  • Regionsafdelingerne
    Arbejder for forbed­ringer i den regionale psykiatri og under­støtter sam­ar­bej­det mellem lokal­afdelin­g­erne. De arrangerer fx møder med regionspolitikere og deltager i regionale råd og udvalg.
  • Sekretariatet
    Understøtter det frivil­lige arbejde og står for pårørende­rådgiv­ning, politisk interesse­vare­tagelse på nationalt plan, videnscenter, kommuni­kation og forenings­administra­tion.
  • Landsbestyrelsen
    Sætter den over­ordne­de retning for forening­en. Dens opgave er fx at være arbejdsgiver for general­sek­retæren, have ansvar for fore­ningens økonomi og beslutte politiske mærkesager.

Hent Bedre Psykiatris Frivilligpolitik som trefløjet flyer til print.