Rådgiver i Bedre Psykiatri Hanne Block Bøttger kommer her med fem råd til at håndtere at have en pårørende med selvmordstanker.
- Snak om
det
Du gør ikke skade ved at spørge og spørge ind. Forskningen viser, at man ikke øger risikoen ved at spørge ind til tankerne. Det er voldsomt ensomt ikke at kunne dele så pinefulde tanker med andre. Spørg gerne så meget ind til tankerne, at du har en viden om, hvorvidt selvmordstankerne rummer en konkret plan og metode for en eventuel udførelse.
- Vurdér
situationen
Når du har spurgt, har du fået en viden – evt. om hvorvidt din pårørende har en konkret plan og metode. Som tommelfingerregel gælder, at: Jo mere planlagt personen er omkring selvmord, jo mere alvorlig er situationen.
- Vær der
Vær til stede fysisk. Husk at brug dele af netværket, som også har mulighed for at være der, så I er flere om at være og bære. Samvær er livredende.
- Søg hjælp.
Et menneske, der har tanker om selvmord, har brug for hjælp. Intensiteten af tankerne om selvmord afgør, hvilken hjælp der kan søges. Hvis situationen er akut, kan I hente hjælp i akutberedskabet. Hos Livslinien kan du tale med en rådgiver, som er trænet i at tale med mennesker med selvmordstanker og deres pårørende.
Livslinien kan kontaktes på telefon 70 201 201. - Hold fast.
Hjælp den der har tanker om selvmord med at holde fast i at få søgt hjælp. Det er vigtigt at få hjælp til at håndtere disse tanker om selvmord, og det kan man ikke gøre alene. Du kan hjælpe med at holde fast.