Intet fra kommunen kommer af sig selv. Alt er en kamp, og de fleste ønsker bliver afvist. Sådan har Mimi Jensen oplevet forsøget på at få kommunen til at hjælpe hendes datter.
Lige siden Mimi Jensens datter, Freya, var helt lille, har hun brugt en stor del af sin tid og energi på at få den rette hjælp fra kommunen. I lange perioder har hun afleveret en skrigende datter i skole, og nogle dage har hun måttet give op, melde sig syg på arbejdet og tage datteren med hjem igen. Freya har angst og autisme, og mange dage er hun så plaget af sine angstanfald, at hun må blive hjemme i sin seng.
Mimi Jensen er langt fra alene med sin følelse af, at hjælpen fra kommunen er mangelfuld. I en stor undersøgelse lavet af Bedre Psykiatri svarer tre ud af fire af mere end 2.700 pårørende, at hjælpen fra kommunen er dårlig. De pårørende oplever blandt andet, at hjælpen er mangelfuld og usammenhængende, og at ingenting kommer uden lange, stridsomme forhandlinger.
Stort pres på pårørende
For Mimi Jensen er netop kampen og de evige forhandlinger et af de største problemer. Hun oplever, at hun hele tiden skal forsvare sig selv og argumentere for at få hjælp til sin datter. Det kræver meget energi og giver hende i perioder følelsen af, at hverdagen handler om at overleve.
– Man får ikke ro i kroppen, fordi man hele tiden skal have argumentationerne i orden. Argumenter for, at vi stadig har brug for de her ting, eller for hvorfor vi har brug for noget andet. De tror ikke bare på en – man skal kunne bevise det hele, siger hun.
Den evige argumentation giver Mimi Jensen en følelse af at blive mistænkeliggjort – at hun hele tiden skal bevise, at hun bare forsøger at gøre det bedste for sin datter, og at de faktisk har brug for den hjælp, hun beder om.
– Det er som om, de slet ikke kan forestille sig, at det passer, det man siger til dem. Vi skal bruge uanede mængder ressourcer på at forsvare os selv. Jeg kunne fylde flere bøger med alle de argumenter, jeg har siddet og skrevet i ankesager og så videre, siger Mimi Jensen.
De pårørende bliver glemt
Samtidig med at familien stod i en voldsom krise, måtte Mimi Jensen gøre sig til ekspert i autisme, angst, støttetilbud, kommunale klageprocesser og meget mere. Det ville hun gerne have haft hjælp til.
– Jeg er aldrig nogensinde blevet tilbudt hjælp som pårørende. Hvordan skal jeg som mor kunne hjælpe mit barn på den rigtige måde, når der aldrig nogensinde er nogen, der har givet mig redskaber til det? spørger Mimi Jensen.
Hjælpen kom først, da hun i desperation selv opsøgte en erfaren psykolog, der kunne hjælpe både hende og datteren.
Kendte problemer
Det er ikke overraskende, at så mange pårørende har svaret, at kommunens hjælp er dårlig. Det mener Inge Bonfils, som forsker i socialt arbejde på Københavns Professionshøjskole.
– Bedre Psykiatris undersøgelse bekræfter konklusionerne i flere tidligere undersøgelser og socialpolitiske redegørelser, og kommunerne vil også selv nikke genkendende til resultaterne, siger Inge Bonfils.
Hun peger især på kommunernes udfordringer med at sikre sammenhæng internt i kommunen og mellem kommunen og behandlingen på sygehuset.
– Der er for mange døre, man kan gå ind ad og fare vild i. Det bliver man nødt til at se på i kommunerne. Det skal ikke være den syge eller den pårørende, der bærer kompleksiteten – det skal være kommunen, siger hun.
En del af løsningen er ifølge Inge Bonfils, at de medarbejdere, der har et fælles ansvar – fx for mennesker med psykisk sygdom, sidder under samme tag. Et af de bedst kendte eksempler på det er Psykiatriens hus i Silkeborg, hvor kommunen har samlet hjælpen til mennesker med psykisk sygdom, og hvor også behandlingspsykiatrien har nogle af sine medarbejdere. Inge Bonfils peger også på kontaktpersoner med ansvar for at hjælpe de pårørende som en del af løsningen.
Trods udfordringerne mener Inge Bonfils, at mange kommuner er på vej i den rigtige retning og har fokus på at koordinere hjælpen og imødekomme borgernes behov. Det kræver dog, at kommunens medarbejdere har kompetencer til at omstille sig til nye opgaver og arbejdsformer.
– Når man gerne vil arbejde mere recoveryorienteret og mere med inddragelse og brobygning til civilsamfundet, så er medarbejderne nødt til at have kompetencerne til det. Derfor er man nødt til at satse mere på kompetenceudvikling, siger Inge Bonfils.
Som et godt eksempel på det fremhæver hun Københavns kommune, som har sendt alle medarbejdere fra Socialpsykiatrien på efteruddannelse på Københavns Professionshøjskole.
Hvis bare de havde lyttet
Når Mimi Jensen ser tilbage på de første års kamp med kommunen, tænker hun på, hvordan datteren ville have haft det, hvis hendes nødråb var blevet hørt tidligere.
– De fastsatte et støttetimebehov uden overhovedet at have mødt hende. Jeg ved virkelig ikke, hvad de fastsatte det ud fra, for lærerne havde jo givet udtryk for, at hun havde brug for mere støtte end det. Hvis folkeskolen havde lyttet allerede dengang, ville Freya ikke have haft det så dårligt, som hun har det nu, siger Mimi Jensen.
I dag har Mimi Jensen og hendes datter fået en sagsbehandler, som de er glade for. Efter mange år, hvor de har søgt efter den rette hjælp til Freya og har kæmpet med at blive lyttet til hos kommunen, har de endelig en følelse af at blive hørt.
– Hun har jo givet os mere i denne her tid, end de andre nogensinde har givet os. Hun har virkelig forsøgt at hjælpe os på den bedste måde. Det er vi rigtig glade for, siger Mimi Jensen.