
Da Peter Øvig var barn, lignede julen et glansbillede med julemiddag og pynt. Men bag facaden, var sandheden en anden. For selvom hans forældre forsøgte at få det til at se lykkeligt og godt ud udadtil, var julen i virkeligheden en svær tid for Peter Øvig og hans familie – blandt andet fordi Peter Øvigs mor led af alvorlige depressioner. Så da han som voksen selv blev syg med depression, valgte han og familien at håndtere højtiden helt anderledes. De skruede ned for forventningerne og holdt en utraditionel jul.
Barndomsjulen var et glansbillede
Peters mor blev lidt mere trist i juletiden. Det var hun til gengæld altid ærlig omkring, hvilket Peter var glad for:
”Min mor sagde, at hun blev trist i julen, så det vidste jeg. Det var en hjælp, at det blev sagt. For mig har det værste altid været at lade som om.”
Men udadtil var det dog en anden sag. Der forsøgte Peter Øvigs forældre at få det til at se lykkeligt og godt ud med traditioner som f.eks. julemiddag og julepynt. Så da Peter i julen 2017 selv blev syg, ville han og familien gøre det, der var bedst for dem på det tidspunkt – og det var at planlægge en utraditionel jul, der tilgodeså alle:
”Det kan være en stor hjælp at lave nogle ændringer, så det ikke ligner et glansbillede udadtil. Jul er identisk med, at du skal være glad og hygge dig. Og det gør, at din ulykkelighed som f.eks. deprimeret står endnu tydeligere frem, fordi det er så meget i kontrast til, hvordan det burde være,” siger Peter Øvig.
Tilpassede julen til situationen
Peter Øvigs værste erindring fra julen 2017 var, da han og hans datter skulle på julegaveindkøb. Han havde ikke sovet i flere nætter inden på grund af bekymringer over, hvordan han skulle klare turen:
”Den værste erindring for mig og min datter fra den jul var, da vi skulle ud og købe julegaver. Det havde vi aftalt, så vi tog ind på Østerbrogade, hvor der var nogle butikker, hun godt ville i. Som deprimeret kan du ikke træffe beslutninger. Selv de mindste ting kan du ruge over i flere timer. Så juleindkøb er det værste kun overgået af juleaften. Det eneste, der topper i forfærdelighed, er juleaften. Min datter beskrev, at jeg stod fuldstændig handlingslammet og kiggede på noget tøj.”
Det var en dårlig oplevelse for dem begge så for, at julen ikke skulle ende på samme måde, besluttede Peter Øvig og familien at nedjustere forventningerne:
”Vi holder altid jul med min ekskone (børnenes mor red.). Så vi mødtes nogle dage inden for at nedjustere forventninger.”
Og derfor droppede Peter Øvig og hans familie for eksempel julemenuen og lavede burgere i stedet. Det ville børnene gerne. Derudover pillede de mange traditioner ud. De havde ikke julepynt. De sang ikke julesange. De havde dog et juletræ.
”Min søn Aske valgte en film, som vi så sammen efter maden. Det har vi aldrig gjort før juleaften, der plejer man at sidde og sludre hele aftenen og åbne gaver. Men det var en lettelse, at jeg ikke skulle præstere hele aftenen. Hvis det hele ser lykkeligt ud udadtil, men du har det ad helvede til, så får det det hele til at virke værre,” siger Peter Øvig.
Derfor er Peters juleråd til alle – syge som pårørende – at holde et møde med dem, man skal holde jul med og sammen finde ud af, hvor man kan skrue ned for forventningerne.