fbpx
Skip to content

Mor til søn med dobbeltdiagnose: Der skal meget mere handling til

Ullas søn er 36 år og har misbrugt stoffer og alkohol, siden han var 14. Han er som voksen blevet diagnosticeret med ADHD, social fobi og skizofreni, og for tre år siden fik han tilkendt førtidspension og flyttede på et velfungerende bosted i Nordsjælland. Her er han iflg. Ulla for første gang i sit liv begyndt at lære at håndtere en almindelig hverdag, og han har kvittet de hårde stoffer, som ellers har fyldt meget i hans liv.

Men sønnen har aldrig fået en stabil tilknytning til omverdenen: Selvom han har været i døgnbehandling tre gange og i dagbehandling fire gange, er han hver gang vendt tilbage til et liv med misbrug. Bostedet har givet ham et bedre liv, men han lider stadig meget under sin sociale fobi – bl.a. er hans selvværd meget lavt. Han har iflg. Ulla brug for hjælp og støtte til at tage ansvar for sit eget liv, blive behandlet for sin angst og kvitte misbruget helt, idet han endnu ikke har den selvindsigt, der skal til, for at få sit liv til at køre uden selvmedicinering med hash og alkohol.

Vred på systemet
Allerede da Ullas søn er 12 år, kontakter hun først en psykolog og siden en børnepsykiatrisk afdeling, fordi hun er bekymret for sønnens urolige adfærd. Men her får Ulla blot at vide, at hun har en ”aktiv dreng”. Da han som 14-årig begynder at selvmedicinere sig med hash, bliver Ulla enig med ham om, at han skal på efterskole. Men da han som 16-årig vender hjem igen, har han øget sit misbrug og er blevet aggressiv og truende over for Ulla. Han er blevet en stor ung mand på 1, 93 meter, og Ulla føler ikke, hun kan håndtere ham. Hun er desperat og kontakter kommunen og siger, at de bliver nødt til at gøre noget, for ellers ender det med, at hende og sønnen slår hinanden ihjel. Sønnen bliver fjernet fra hjemmet og placeret på et hotelværelse, hvor han må klare sig selv. Og herfra eskalerer hans misbrug voldsomt.

Ullas søn får på daværende tidspunkt en sagsbehandler i kommunen, men først da han er 27 år, kommer han med kommunens hjælp i misbrugsbehandling på ”Kysten” på Lolland. Og Ulla begynder at håbe igen: ”Jeg kan huske, at jeg tænkte: Yes, nu får jeg min søn tilbage igen. Hans lillebror og jeg var dernede til en julefrokost, og vi havde en kanon hyggelig dag med ham, hvor de spillede bordtennis osv. – alt muligt, som drenge nu gør. Det var virkelig hyggeligt”, husker hun.

Men da sønnen bliver sluset ud efter behandlingen, går der ikke ret lang tid, før han falder i misbruget igen. Et år senere bliver han endelig udredt og diagnosticeret med ADHD og social fobi – som 28-årig. Det giver mening for Ulla med al den uro og det kaos, der har været i hans liv: ”Jeg tror først det var der, jeg forstod, hvor svært og hårdt, han havde haft det. Og jeg blev vred på systemet over, at vi ikke havde fået hjælp mange år tidligere, for så kunne der måske have været reddet nogle ting. Både for ham, for hans lillebror og for mig. Men især for ham, for det er jo ham, der har gennemgået det helvede her”, siger hun.

Behandlingen når ikke hele vejen rundt
For fire år siden indlægger Ullas søn sig selv på Hillerød psykiatriske afdeling, fordi han begynder at høre stemmer. Han bliver overflyttet til Sct. Hans, afruset og udredt for skizofreni – og går i gang med en medicinsk behandling, som han stadig følger. Ulla oplever, at selv om personalet forsøger at koordinere sønnens dobbeltdiagnose rent medicinsk, bliver det aldrig rigtigt adresseret, hvad hans egentlige problem er: ”Jeg tror, han har brug for noget terapi, hvor han kan bearbejde nogle af de ting, han har været igennem i sin barndom. Og jeg skal ikke gøre mig bedre, end jeg er. Der er sket rigtig mange ting i hans barndom, som kunne have været håndteret bedre og have hjulpet ham”, erkender hun.

I forbindelse med misbrugsbehandlingen har Ullas søn været i gruppeterapi, og han har haft nogle enkelte individuelle samtaler hos en psykiater en gang om måneden. Men han er ikke på noget tidspunkt blevet tilbudt behandling på OPUS – Psykiatrisk Center Nordsjælland, som ellers yder tværfaglig behandling til patienter med psykotiske sygdomme ml. 18 og 35 år, og hvor social færdighedstræning, fysisk træning og inddragelse af pårørende er en del af tilbuddet. Det største problem er dog iflg. Ulla, at sønnen hver gang, han har været i misbrugsbehandling, er blevet sluset ud til ingenting – der har ikke været noget efterforløb: ”Der skal være mere fokus på efterværn, når personer med dobbeltdiagnoser har været i behandling. I dag er der ingenting – de bliver bare udskrevet til gaden, og så kan de ellers fortsætte deres misbrug derude. For det er det, de gør!”, pointerer Ulla.

På Psykoterapeutisk Center Stolpegård er Ambulatorie for Psykoterapeutisk Udvikling (APU) i 2017 etableret som et tværsektorielt tilbud, hvor medarbejdere i den regionale psykiatri og i de kommunale misbrugscentre samarbejder om ét samlet behandlingsforløb. Det inkluderer både psykoterapi, hvor man forsøger at få brugeren til at forstå, hvorfor han/hun misbruger, og et meget tæt samarbejde med kommunerne om rehabilitering mm. Pt. er det ikke for patienter med psykotiske lidelser, fordi OPUS varetager denne del. Adspurgt om et sådant tilbud ville være en god idé for hendes søn, hvis det også var målrettet personer med skizofreni, svarer Ulla, at det er hun ikke i tvivl om: ”Det ville helt sikkert være godt. Dog vil jeg pointere, at det skal være en intensiv behandling med psykoterapi  ̶  nok en gang om ugen eller mindst hver 14 dag. Ellers vil det ikke hjælpe”, slutter hun.