
Hvordan sikrer vi, at pårørende også i fremtiden kan finde fællesskab og støtte i deres lokalområde?
Det spørgsmål har været omdrejningspunktet i projektet Nye veje til frivillighed, som Bedre Psykiatri netop har afsluttet sammen med Nyreforeningen og Høreforeningen med støtte fra Nordea-fonden.
Bedre Psykiatri er en forening bygget på frivillige kræfter og lokale fællesskaber. Det er de ca. 400 frivillige i Bedre Psykiatri, der sikrer lokale mødesteder for pårørende. Frivillige, der deler erfaringer, hjælper og støtter hinanden og arbejder for bedre vilkår lokalt og regionalt. Uden dem kunne vi ikke tilbyde den samme støtte og det samme nærvær.
Frivilligheden er i forandring
Lysten til at engagere sig er stadig stærk. Men måden, mennesker engagerer sig på, er under forandring.
Flere ønsker fleksible rammer. Kortere forløb. Mulighed for at bidrage konkret – uden nødvendigvis at indgå i klassiske bestyrelsesroller som forperson eller kasserer.
Hvis vi ikke tilpasser os den virkelighed, risikerer vi, at lokale tilbud forsvinder. Og når tilbud forsvinder, mister pårørende et vigtigt fællesskab.
Derfor har vi i projektet afprøvet nye organiseringsformer og undersøgt, hvordan vi kan sænke barrierer for at engagere sig.
Hvad tager vi med os?
Projektet har givet os vigtig viden om:
- At fleksibel og aktivitetsbaseret frivillighed kræver tydelige rammer
- At relationer og tryg facilitering er afgørende
- At nye og traditionelle frivilligformer skal kunne sameksistere
- At organisatoriske ændringer også er kulturændringer
Det handler i sidste ende ikke kun om frivillighed.
Det handler om, hvordan vi som civilsamfund sikrer, at pårørende til mennesker med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse kan finde støtte, fællesskab og indflydelse – også i fremtiden.
Vi arbejder videre
Projektet blev afsluttet den 24. februar med en konference, hvor godt 100 ledere og konsulenter fra andre frivillige organisationer bliver præsenteret for de erfaringer og resultater, projektet har givet.
Vi tager selvfølgelig erfaringerne med os i udviklingen af vores lokale fællesskaber og i arbejdet med at skabe rammer, hvor flere kan finde en meningsfuld måde at bidrage på.
For når frivilligheden lykkes, er det de pårørende, der mærker forskellen.
Her kan du læse mere om ’Nye veje til frivillighed’ og metoder og erfaringer i projektet.