fbpx
Skip to content

Pårørende mor: Nedbrydning af tabuer begynder med dig selv

Marie-Therese Hattel og hendes mand følte sig meget sårbare, da de med få års mellemrum pludselig oplevede, at to af deres voksne sønner havde akut brug for hjælp. Alligevel insisterer Marie-Therese på, at man som pårørende må gå forrest i at bryde med tabuer.

Du er nødt til selv at være rummelig
På trods af politisk velvilje på Christiansborg oplever pårørende til mennesker med en psykisk sygdom stadig at blive dømt ude i kontakten med omgivelserne: Bekendte, der holder op med at invitere, sagsbehandlere der ikke vil lytte osv.

– Men vi kan ikke bare sige, at de andre er nogle klaphatte, mener Marie-Therese, som er medlem af Udsatterådet i Hillerød og frivillig i Bedre Psykiatri.

Marie-Therese har været voldsomt påvirket af de to sønners forløb, og er det stadig. Den ene fik en psykose, da han som 28-årig var på job i Riga, og måtte hentes hjem i al hast.

Den anden afslørede som 17-årig en barndom og ungdom med grov mobning fra både elever og lærere i skolen, og først som 25-årig blev han diagnosticeret med autisme. Alligevel har Marie-Therese valgt at være åben om problemerne og at engagere sig i kampen for en bedre psykiatri. Efter hendes mening ligger der også et arbejde hos os selv med at blive mere rummelige:

“Det kan godt være, jeg har en søn med autisme og én med skizofreni. Men hvis jeg ikke selv kan tolerere et andet menneskes stigma, kan jeg så forvente forståelse, når min familie rammes? Hvis jeg vil anerkendes, er jeg nødt til selv at være rummelig, fx i forholdet til kollegaen på jobbet, der altid mener noget andet end mig”, pointerer hun.

I Marie-Thereses øjne er vi alle pårørende, og det skal ikke gradbøjes: “Pårørende, det er også dig, der har haft en tante med depression, eller en kollega, der har været nede med stress”, siger hun.

Tal frit om det!
Marie-Therese opfatter sig selv som talerør for alle psykisk syge sønner og døtre og som én, der kan være med til at berede vejen for dem, så de ikke altid møder modgang, pga. folks fordomme. Hun synes, alle pårørende sammen med andre skal samle mod til at tale frit om psykisk sygdom ude i samfundet: “Tal frit om det på din arbejdsplads. Fortæl naboen om det. Tal med dine svigerforældre, dine kusiner og fætre. Hele den øvrige familie – få det afmystificeret!” opfordrer hun.

Adspurgt hvorfor man skal stille sig frem og være åben, når man selv har nok at kæmpe med, pointerer hun, at det naturligvis er en individuel beslutning, men at man også kan vende det om: Åbenhed er vigtigt for, at der ikke kommer et kæmpe lavineskred den dag, hvor man ikke kan holde tingene hemmelige længere.

Det er meget værre at skjule det
Marie-Thereses pointe er, at det under alle omstændigheder en dag vil komme frem, hvis din familie kæmper med psykisk sygdom, og at det kan være meget værre at forsøge at skjule det: “Når først det ikke kan holdes skjult længere, så vælter det frem med en kraft, som kan ødelægge alt på sin vej – familiens infrastruktur, muligheden for at passe sit arbejde, og hvad det nu kan være”, uddyber hun. Samtidig erkender hun, at man nok skal have mærket det på egen krop, før man kan forstå, hvilken bedrift det for mange mennesker er bare at overleve et liv med psykisk sygdom: “Det er jo mennesker, der virkelig tåler noget, udholder noget. På en måde som vi næsten har vænnet os af med i vores moderne samfund – og krisehåndtering er jo ikke et fag, vi har i skolen”, slutter hun.