Vil du være med til at udvikle og implementere en banebrydende ny indsats til forældre til børn med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse?
Bedre Psykiatri skal i de kommende år udvikle og udbrede en ambitiøs landsdækkende indsats med hjælp, støtte og viden til forældre til børn med psykisk sygdom og udviklingsforstyrrelse. Det er stort og spændende arbejde, som i mange år frem vil hjælpe mange tusinde familier til en lettere hverdag med færre bekymringer og mindre sygdom.
Vi er i det kommende arbejde – ligesom i alle vores andre indsatser – meget ambitiøse ift. det faglige indhold. Og vi glæder os til at møde dig, der ligesom os vil engagere dig i at hjælpe familier med børn med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse.
Om stillingen
Projektlederen får dagligt ansvar for at lede, udvikle og implementere indsatsen. Herunder at:
- omsætte projektansøgningen til et virkningsfuldt og relevant støttetilbud for forældrene
- samarbejde med forældre i målgruppen og fagfolk i psykiatrien om at udvikle og optimere indsatsen, så den virker for både forældrene og passer til de fagprofessionelles dagligdag på de psykiatriske afdelinger
- at implementere indsatsen i hele landet i løbet af de kommende år.
Du refererer til programchefen, som du vil have løbende faglig sparring med. Du får et tæt samarbejde med dine kollegaer i Bedre Psykiatri om udviklingen af indsatsen, så vores eksisterende viden bringes i spil og i særlig grad med vores kommunikationsafdeling. Vi lover, at du får en spændende og meningsfuld hverdag med dedikerede, sjove og ambitiøse kolleger og NGO-verdenens vigtigste dagsorden. Vi knokler for at hjælpe mennesker med svære vilkår, samtidig med at vi prioriterer og respekterer balancen mellem arbejde og fritid. Vi har kort fra idé til handling, og vi er gode til at undgå trættende hierarkier og forsinkende beslutningsprocedurer.
Dine kvalifikationer
Det er en fordel, hvis du har:
- En kandidatgrad – gerne samfundsfaglig
- Dokumenteret erfaring med projektledelse og facilitering
- Kendskab til det regionale psykiatriske behandlingssystem
- Erfaring med samarbejde mellem civilsamfund og den offentlige sektor
Om dig
Du er en driftssikker og analytisk projektleder, der kan eksekvere og få tingene til at ske. Du har fx arbejdet i en kommune, en region eller et konsulentfirma med opgaver indenfor sundhedsvæsnet eller socialområdet. Det er en stor fordel – men ikke et krav – at du har kendskab til social- og eller sundhedsvæsenet.
- Du er analytisk og strategisk tænkende
- Du er driftssikker og løsningsorienteret
- Du har en struktureret og systematisk arbejdsstil
- Du er god til at skabe relationer og holder dig ikke tilbage fra besøgsrunder, kaffemøder og telefonsamtaler
- Du er holdspiller og værdsætter et kreativt, uhøjtideligt arbejdsmiljø
Om os
Bedre Psykiatri er Danmarks største medlemsorganisation indenfor psykiatrien. Vi hjælper pårørende til mennesker med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse til et bedre liv, og vi kæmper for bedre behandling og vilkår i psykiatrien. Vi driver blandt andet rådgivning, kurser og frivillige fællesskaber i hele landet. Læs mere på www.bedrepsykiatri.dk.
Praktisk
Ansættelsen er på fuld tid på vores landssekretariat på Gammeltorv 14, 2. sal, 1457 København K. Løn efter kvalifikationer. Vi er ikke lønførende, men vi tilbyder gode arbejdsvilkår, og vi prioriterer et godt arbejdsmiljø.
Ansøgningsproces
Send et motiveret CV via Jobindex https://www.jobindex.dk/jobannonce/h1568696/projektleder
Vi holder løbende ansættelsessamtaler med henblik på ansættelse 1. august 2025 eller hurtigst muligt derefter. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte programchef Vibeke Lybecker på lyb@bedrepsykiatri.dk / 6127 1705.