Som barn cyklede Ann tit rundt og rundt for sig selv i kvarteret omkring familiens rækkehus. Måske var det for at få tristheden i hjemmet lidt på afstand. Eller for at holde sig selv beskæftiget imens hendes mor i måneder ad gangen sov dagen væk. Ann havde svært ved at forstå, hvad der var med moren. Hvorfor var hun så trist?
Som enebarn voksede hun op alene med sin mor fra hun var 11 år, hvor hendes forældre blev skilt. Hendes mors psykiske sygdom prægede hele hendes opvækst meget. Spørgsmålet om, hvorfor hendes mor tit var så trist, har Ann gradvist fået svaret på, selvom hun aldrig er blevet helt klar over, hvilken psykisk sygdom moren har.
Fortiden indhentede hende
Ann er i dag voksen og har selv børn. Mange af oplevelserne fra barndommen har Ann gået stille med og pakket væk bagerst i tankerne det meste af sit liv. Det blev ændret, da Ann for nogle år siden blev udsat for et overgreb. Overgrebet rev op i Anns fortid på en måde, så hun ikke længere kunne skubbe den væk fra sine tanker. Det var her, hun begyndte at skrive en roman om en pige, der voksede op med en mor med psykisk sygdom.
”At bogen er kommet til at handle om et barn af en forælder med en psykisk lidelse og en fraværende far, det tror jeg kommer sig af, at jeg havde brug for at få kanaliseret noget ud,” fortæller hun.
Det er en roman, hvor hun har taget udgangspunkt i nogle af de følelser, oplevelser og tanker, hun har haft som barn, men selve historien og de ting, der sker i romanen, er fiktion.
Alene med sine følelser
Som barn følte hun sig meget alene med sine følelser og lærte hurtigt, at holde sine tanker og følelser for sig selv.
”Som barn var jeg ensom, fordi jeg egentlig var den eneste, der så, hvordan min mor havde det bag de fire vægge. Ensom, fordi jeg ikke havde nogen at spørge eller dele med. Hvad er det med min mor? Hvorfor er hun så ked af det? Hvorfor sover hun hele tiden? Hvorfor græder hun? Er det min skyld?” tænker hun tilbage.
For Ann var det svært at bryde stilheden. Det var svært at begynde at tale om, hvordan hun selv havde det, fordi hun fra barnsben var vant til, at der ikke var plads til hendes følelser. Det har haft nogle tydelige konsekvenser, som hun har taget med sig ind i voksenlivet.
”Når man lærer sig selv ikke at kunne sætte ord på sine følelser, kan det være enormt svært at gå ud i verden og være sig selv, fordi man lægger låg på sig selv, og hvem man egentlig er,” fortæller hun og fortsætter:
”Det, at jeg har åbnet op for det hele og stukket hul på bylden, gør jo, at jeg nu kan være i mit liv på en mere autentisk måde. De temaer er jo en del af mig, og skubber jeg dem væk, skubber jeg jo også mig selv ud af mit eget liv.”
Vil gerne bryde stilheden
Med bogen vil hun gerne bryde med den stilhed, som hun selv har gået med. Den psykiske sygdom er ikke kun noget, der påvirker den syge. Den har også i høj grad indflydelse på de pårørende.
”Jeg har jo ikke bare været vidne til det. Jeg har jo levet i det. Det er også gået op for mig, mens jeg skrev bogen.”
Derfor synes hun, det er vigtigt at åbne samtalen omkring psykisk sygdom.
”Såret det bliver bare dybere, hvis jeg går alene med mine oplevelser. Jeg tror, det skaber dybere sår end vi aner at gå stille med det.”
Alle gør deres bedste
I arbejdet med bogen har hun har tænkt meget over, hvordan hun skulle begynde at tale om emnet og sit forhold til sin mor. Både fordi hun ikke vil sætte sig selv i en offerrolle, men også fordi hun ikke vil have det til at lyde som en kritik af sin mor eller andre forældre med psykisk sygdom. Selvom moren har haft svært ved at rumme Anns følelser, så har hun aldrig været i tvivl om morens kærlighed til hende.
”Jeg er slet ikke i tvivl om, at hun elsker mig. Jeg ser hende som en stærk person, og jeg tror, at de færreste ville have klaret så store smerter, som hun har været igennem. Jeg tror på, at alle gør deres bedste. Det tror jeg bestemt også, min mor gjorde.”