Skip to content

Studentermedhjælper

Vil du være med til at understøtte lokale aktiviteter og frivilligdrevne fællesskaber for pårørende? 

Bedre Psykiatri søger en studentermedhjælper til en tidsbegrænset stilling fra august til og med december 2026. Du skal hjælpe med kommunikations-, administrations- og praktiske opgaver, der understøtter vores lokalafdelinger, frivillige og kollegaer i sekretariatet. 

Lokalafdelingerne spiller en vigtig rolle i Bedre Psykiatris arbejde. De er drevet af frivillige – ofte selv pårørende, der skaber fællesskaber, aktiviteter og tilbud til pårørende og sætter fokus på psykiatrien lokalt. Vi søger derfor en studentermedhjælper, der kan hjælpe med at gøre det lettere for lokalafdelingerne at planlægge, gennemføre og kommunikere deres aktiviteter. 

Dine opgaver 

Opgaverne vil blive tilpasset dine kompetencer og erfaringer, men fælles for dem er, at de understøtter lokalafdelingerne, de frivillige og dine kollegaer på sekretariatet. Du vil blandt andet komme til at: 

  • udarbejde og tilpasse kommunikationsmaterialer som foldere, invitationer, opslag og Facebookannoncer 
  • oprette arrangementer og kommunikationsflows i Conference Manager og NemTilmeld 
  • opdatere hjemmesider og løse mindre kommunikationsopgaver på tværs af organisationen 
  • hjælpe lokalafdelinger og frivillige med brug af organisationens systemer og kommunikationsværktøjer 
  • understøtte praktiske opgaver i forbindelse med arrangementer, møder og aktiviteter 
  • løse administrative opgaver og andre ad hoc-opgaver, der opstår i hverdagen 

Hvem er du? 

Du trives med en hverdag, hvor opgaverne spænder fra kommunikation og koordinering til administration og praktisk understøttelse. Du motiveres af at få ting til at fungere og hjælpe andre godt videre med deres opgaver, og formidler og vejleder på en måde, der gør det let for andre at være med. Derudover er du: 

  • I gang med en relevant videregående uddannelse. 
  • God til at skrive, og formulerer dig klart og korrekt på dansk. 
  • Struktureret, har blik for detaljer og tager ansvar for dine opgaver. 
  • Fortrolig med digitale værktøjer og hurtig til at sætte dig ind i nye systemer. 

Hvis du kender til frivillighed og foreningsarbejde eller har interesse for det, er det en fordel. Erfaring med Metas annonceadministrator, sociale medier generelt, Canva eller lignende værktøjer er også en fordel men ikke et krav. 

Om Bedre Psykiatri og stillingen 

Bedre Psykiatri er landsforeningen for pårørende. Vi arbejder for bedre vilkår for mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende, og for at flere får den hjælp, støtte og behandling, de har brug for. 

Som studentermedhjælper bliver du en del af arbejdet i en landsdækkende medlemsorganisation med engagerede frivillige og lokalafdelinger i hele landet. Psykiatrien og vilkårene for mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende fylder stadig mere i den offentlige debat og på den politiske dagsorden. Stillingen giver erfaring med kommunikation, frivillighed og medlemsaktiviteter på et område med stor samfundsmæssig betydning. 

Stillingen er på 15 timer om ugen og løber fra august til og med december 2026 med mulighed for forlængelse. Arbejdsstedet er Bedre Psykiatris sekretariat på Gammeltorv 14, 2. sal, 1457 København K. Løn og øvrige ansættelsesvilkår fastsættes efter aftale. 

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte organisationschef Trine Ladegaard på tlf. 7174 7325 eller mail: trl@bedrepsykiatri.dk

Send din ansøgning og dit CV senest den 22. juni 2026 til job@bedrepsykiatri.dk  

I din ansøgning vil vi gerne bede dig kort svare på: 

  • Hvorfor søger du stillingen hos Bedre Psykiatri?  
  • Hvilke erfaringer har du med kommunikation, administration eller frivillige?  
  • Hvad gør dig særligt egnet til en stilling, hvor opgaverne spænder fra kommunikation til praktisk og administrativ understøttelse? 

Vi holder samtaler fredag den 26. juni 2026, og vi ser gerne, at du kan starte 1. august 2026.