Jeg synes, det har været svært at komme tilbage fra sommerferie i år – jeg har været ramt af en følelse af afmagt. Nytter det overhovedet at kæmpe for at skabe en bedre psykiatri? Er opgaven blevet for stor til, at vi kan vende udviklingen?
Nye tal, der viser, at 82% af os får brug for hjælp i psykiatrien i løbet af vores liv. DR har afdækket at antallet af mennesker, der tvangsindlægges med politiets hjælp, er steget voldsomt. Og så var der den forfærdelige tragedie i Glostrup, hvor en læge blev slået ihjel og to andre såret. De triste nyheder efterlod mig overvældet!
Nu er der gået et par uger, og jeg har heldigvis genvundet kampgejsten. For selvfølgelig nytter det! Vi må huske og minde hinanden om, at vi ER kommet langt allerede. Vi – altså alle os, der kæmper for bedre hjælp til mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende – har sat psykiatrien på dagsordenen og gjort det til en del af den brede samtale i medierne og blandt politikerne. Og vi har fået politikerne overbevist om at afsætte mange millioner kroner til arbejdet. Herunder ikke mindst til at hjælpe pårørende.
Ja, der er uendeligt langt igen, og ja, der vil gå år, før vi mærker konkrete forandringer, men der er ikke andet at gøre end at gå i gang. Det er med alle store opgaver sådan, at de skal løses bid for bid. Og sådan er det også at vende udviklingen i psykiatrien. Det en kæmpe opgave og vi kan ikke gøre det med et snuptag – vi må gøre det opgave for opgave, område for område. Og vi må ikke miste modet og troen på, at det kan blive bedre.