Regeringen lover flere penge og en bedre psykiatri. Men det har de lovet før, så hvorfor skal vi stole på det denne gang? Kan vi regne med, at det faktisk bliver bedre nu? Vi har spurgt vores generalsekretær Jane Alrø Sørensen:
JA, JEG TROR PÅ, AT VI DENNE GANG LYKKES MED AT SKABE EN BEDRE PSYKIATRI!
For lidt tid siden blev jeg af en mismodig pårørende i Sønderborg spurgt om, hvorfor jeg troede på, at vi denne gang ville lykkes med at sikre psykiatrien et løft. Hun oplevede, at der i årevis var givet tomme politisk løfter til psykiatrien og at situationen i psykiatrien blot var blevet værre. Det spørgsmål har rumlet i mit baghoved lige siden den vindblæste aften i Sønderborg. For ja, jeg tror virkelig på, at det lykkes denne gang!
Efter mange års kamp er det lykkedes Bedre Psykiatri sammen med de øvrige bruger- og pårørende organisationer, de faglige organisationer og lægelige selskaber mf. at overbevise politikerne om, at psykiatrien er nedslidt og har brug for et løft. Og med psykiatriplanen og regeringens seneste løfter, er der – i hvert fald på papiret – udsigt til et historisk løft.
Men det er ikke første gang, politikerne lover forbedringer. Så hvorfor tør jeg tro på det denne gang?
De fleste af de politikere, jeg taler med – fx Sundheds- og indenrigsminister Sophie Løhde, som jeg mødtes med forleden, og hendes forgænger Magnus Heunicke, som jeg var i løbende kontakt med, har en ærlig og konkret forståelse og accept af, at nu går det ikke længere – psykiatrien er i knæ og skal have et løft. Det tror jeg ikke, at de hverken kan eller vil løbe fra. Den samme erkendelse oplever jeg hos folketingets psykiatri- og sundhedsordfører, uanset om de kommer fra et parti på venstrefløjen, højrefløjen eller i midten. Det er en kæmpe landvinding.
I tillæg har der blandt alle os organisationer aldrig været større enighed om udfordringerne og forslagene til løsninger. Løftet af psykiatrien skal ske på baggrund af de 37 faglige anbefalinger, som er beskrevet i det faglige oplæg som Sundhedsstyrelsen sammen med Bedre Psykiatri og en række andre nøgleaktører udarbejdede og præsenterede sidste vinter. Sådan en enighed har der aldrig været før, og det giver mig endnu en grund til at tro, at vi denne gang er på rette vej.
Og selv om jeg første gang i mange år er optimistisk, så er jeg ikke så naiv, at jeg tror, at vi bare kan læne os tilbage nu. Vi bruger- og pårørendeorganisationer, faglige organisationer og faglige selskaber skal blive ved med at minde om psykiatriens problemer og holde fast i politikernes opmærksomhed. Og så skal vi huske på, at politikerne har brug for os til at pege på, hvordan psykiatrien skal blive bedre. Penge gør det ikke alene. Kun få har så meget kontakt med mennesker med psykisk sygdom og pårørende, som vi har, så det er både vores pligt og vores mål at være med til at pege på de rigtige løsninger.
Er jeg naiv at tro på forandringen? Måske! Men jeg vil gøre mit til, at vi kommer i mål med et løft af psykiatrien til glæde for patienter, pårørende og personalet i psykiatrien. Hvis vi stopper med at tro på, at det lykkes – så kan vi lige så godt give op uden kamp!
