Skip to content

Treårig hf giver sårbare unge ro til at gennemføre en ungdomsuddannelse

Simone Jensen blev i juni student fra den treårige hf på Kalundborg Gymnasium.

Kalundborg Gymnasium besluttede for tre og et halvt år siden at starte en treårig hf-uddannelse for sårbare unge. Initiativet startede, da en fra jobcenteret tog fat i skolens rektor, Peter Abildgaard Andersen. Han spurgte, om de mon kunne finde en løsning til de unge, som har de faglige forudsætninger, men som af forskellige årsager har haft svært ved at færdiggøre en ungdomsuddannelse.

Den udfordring var Peter Abildgaard Andersen med på at tage op, og sammen gik de i gang med at undersøge mulighederne. I juni i år kunne Kalundborg Gymnasium fejre de første studenter fra den treårige hf.

En ny chance
En af de studenter er 21-årige Simone Jensen. Oprindeligt startede hun på en toårig hf, men efter fire måneder måtte hun give op. Hun har det meste af sin skolegang været udsat for mobning og har haft angst og depression. For hende var de lange dage og den manglende forståelse for hendes situation det sidste skub til, at hun droppede ud af uddannelsen.

”Når jeg kom hjem fra en skoledag, havde jeg nærmest brug for en uges pause,” tænker hun tilbage. Det var udmattende og gav hende ikke den nødvendige ro til at arbejde med sig selv og samtidig fokusere på skolen.

Derfor var det oplagt, da hun fik muligheden for at starte på Kalundborg Gymnasiums treårige hf-uddannelse. Fordi undervisningen er fordelt ud på tre år i stedet for to, giver det mulighed for kortere skoledage, hvor man typisk har to fag på en dag.

Det er særligt de kortere dage, der har givet Simone Jensen mere overskud i hverdagen.

”Det er rigtig dejligt. Der er færre fag at skulle koncentrere sig om. Og så er der heller ikke så meget at indhente, hvis man ikke er i skole en dag,” siger hun.

De rette rammer
I den nye klasse møder Simone Jensen også en helt anden forståelse for sin situation. Alle i klassen har hver deres at kæmpe med, og det gør, at der ikke er nogen, der ser skævt til en, hvis man har brug for et pusterum. Det har skabt en tryghed og fjernet nogle bekymringer hos Simone Jensen. Nu bruger hun ikke lige så meget energi i skolen på tankemylder.

”Jeg har ikke tænkt lige så meget over alle mulige andre ting henne i skolen, og det har faktisk gjort, at jeg kunne fokusere på skolen og koncentrere mig bedre om timerne,” fortæller hun.

Det var også et fokusområde for Kalundborg Gymnasium, da de oprettede uddannelsen. Peter Abildgaard Andersen fortæller, at de startede ud med at lave nogle spilleregler sammen med klassen. Det skulle sætte rammerne for, at de hver især og i fællesskab kunne fungere optimalt.

”Eleverne har formået at skabe en ramme, hvor de hellere ville være henne i skolen end at være hjemme under dynen,” fortæller han.

Det kan også være med til at forklare succesen bag linjen.

På alle måder en god oplevelse
Ifølge Peter Abildgaard Andersen har linjen indtil videre nemlig været en succes. Han er glad for, at de har mulighed for at tilbyde en treårig hf på skolen, og han er ikke i tvivl om, at de rigtig gerne vil fortsætte med linjen.

”På alle måder har det været en rigtig, rigtig god oplevelse. Det er både givende for skolen og for de enkelte elever,” mener han.

”Vi har mennesker, der nu tør starte på universitetet eller vil være pædagoger eller folkeskolelærere. For tre år siden sad de derhjemme og havde det skidt. Der er virkelig sket en udvikling,” fortæller Peter Abildgaard Andersen med begejstring i stemmen.

På Kalundborg Gymnasium er linjen forbeholdt unge med psykiske diagnoser. Kommunen har stillet en mentor til rådighed, som er tilknyttet linjen, og som de unge kan bruge efter behov. Gymnasiet oplever stor efterspørgsel på linjen og har til den kommende årgang elever på venteliste. Flere andre gymnasier har også lignende linjer for sårbare unge.