Stanna Lund Øland er 61 år og mor til Josefine aka musikeren Moody på 26, som fik diagnosen skizotypi i december 2019. Stanna er i gang med et 9-uger langt forløb i en af Bedre Psykiatris samtalegrupper, hvor hun en gang om ugen mødes med andre forældre til en teenager eller voksen med psykiske udfordringer. I samtalegrupperne finder pårørende værktøjer til mere overskud i en svær hverdag og et fællesskab, hvor der er rum til at dele deres oplevelser uden en følelse af skyld og skam.
Kampen for en diagnose
”Jeg er bange for at blive syg af det her.” Sådan sagde Stanna til sin mand efter 7-8 år med Josefines udiagnosticerede sygdom.
Siden Josefine var 15-16 år gammel, har hun haft udfordringer med depression og angst, lavt selvværd og spiseforstyrrelse, som blev dulmet med alkohol som en form for selvmedicinering, når det var værst. Ingen læger tænkte på at undersøge, om der lå noget dybere bag Josefines psykiske udfordringer.
Først da Stanna og hendes mand i 2019 tog Josefine med på psykiatrisk skadestue og pressede på for en udredning, skete der noget. Josefine fik diagnosen skizotypi og psykiatrisk akutafdeling satte Josefine i kontakt med Opus (Opus er et tværfagligt behandlingstilbud til unge med skizofreni og skizotypi), hvor hun startede op i et forløb i januar 2020.
”Det er første gang i mange år, at jeg kan fokusere på at være mor, mens andre har overtaget rollen som socialrådgiver, misbrugsvejleder og psykoterapeut,” fortæller Stanna. ”Det er en kæmpe lettelse, at der i Opus er nogle, der har taget over for os og hjælper Josefine med at få hverdagen til at fungere.”
”Kampen mod systemet er en ekstra byrde, som vi pårørende må bære på vores skuldre, udover den svære situation vi allerede befinder os i, når et familiemedlem bliver syg,” forklarer Stanna. ”Vi er heldige at være så ressourcestærke, at vi fik systemet overbevist om at udrede Josefine, mens andre pårørende oplever at løbe panden mod en mur igen og igen.”
Efter diagnose, opstart på Opus og med hjælp fra antipsykotisk medicin, begynder Josefine langsomt at dukke op til overfladen igen, og begynder at tænke på at få en hverdag til at køre igen. Hun er flyttet sammen med sin kæreste, der er god til at støtte hende og omvendt, og hun tænker på at få et job.
Stanna fortæller: ”Det sværeste ved at være Josefines mor er, når hun har det dårligst. Hun har gennem årene haft svært ved at acceptere, at hun er syg og tage behandlingen seriøst. Men det gør hun heldigvis denne gang. For tiden har Josefine det bedre end hun længe har haft, og så er jeg jo en lykkelig mor, der bedre kan tackle de bekymringer, der måtte dukke op.”
Stanna fandt forståelse i samtalegruppe for pårørende
”Jeg kunne mærke med det samme, at der var en fælles forståelsesramme, som jeg godt kan mangle blandt venner og bekendte. Dem der forstår én bedst, er dem som selv har oplevet psykisk sygdom hos sine nærmeste.”
Stanna fortæller: ”Jeg startede op i samtalegruppen med et håb om at få det bedre, da jeg havde mistet mit ellers så positive livssyn. Jeg havde brug for nogle redskaber i min hverdag, når følelserne og tankerne går i selvsving. Jeg er en type, der tænker meget over tingene, men i gruppen har jeg fået en øvelse, der går ud på at indføre grubletid, hvor jeg behandler mine tanker. Når tankerne kommer udenfor grubletid, registrerer jeg dem og parkerer dem til det rette tidspunkt på dagen. Jeg er også blevet introduceret til metakognitiv terapi, som jeg godt kunne tænke mig at udforske mere i fremtiden.”
”Vi taler meget om skyld og skam i gruppen, fordi det tror jeg, vi alle sammen er ramt af på et eller andet plan. Når jeg taler med venner og familie, bruger jeg energi på at forklare og undskylde Josefine, hvis hun fx ikke havde overskud til at deltage i en familiemiddag, eller forklare hvorfor hun ikke er i arbejde. Der kan godt falde en bemærkning om, vi måske ikke har pakket hende lidt rigeligt ind i vat.”
Før samtalegruppen i Bedre Psykiatri, har Stanna aldrig fået hjælp eller støtte til sin pårørenderolle. Hun ville ønske, at lægerne var mere opmærksomme på dem omkring den syge. På den måde var hun ikke selv kommet derud, hvor hun tænkte at hun blev syg af det forløb familien havde været igennem:
”Hvor ville jeg ønske, at min praktiserende læge eller en fagperson i psykiatrien havde opfordret mig til at søge hjælp til at tackle alle mine følelser i starten af min datters sygdomsforløb. Der skulle gå mange år før det gik op for mig, hvor vigtig egenomsorg er, hvis man skal blive ved med at stå oprejst som pårørende”.
Stanna opfordrer derfor andre pårørende at søge støtte: ”Jeg har stor forståelse for, hvis det kan være svært at overskue at gå i en samtalegruppe. Men det er en kæmpe gave til én selv, hvis man kan magte det, og så er det bare med at komme afsted. Jeg er supertaknemmelig for den forståelse jeg er blevet mødt med i gruppen og de redskaber jeg kan bruge i min hverdag,” slutter hun.
Vil du vide mere om samtalegrupper?
Hvert år afholder Bedre Psykiatri omkring 150 samtalegrupper over hele landet, der giver de pårørende værktøjer til at håndtere deres nye livssituation. De fleste af Bedre Psykiatris 60 lokalafdelinger har samtalegrupper.
Find din lokalafdeling her