“Jeg kommer og spiller med dig lige om lidt,” siger Mie Oddermose til sin 13-årige søn, Rasmus.
Rasmus nikker og går med bat og bold i hånden ind for at træne lidt selv ved det velkendte bordtennisbord.
Allerede som femårig blev Rasmus diagnosticeret med ADHD. “Det betød, at efter en lang dag i skolen kom han hjem og havde ikke mere kapacitet til at forstå, hvordan man opfører sig. Jeg kunne se på ham, at det nogle gange nærmest gjorde fysisk ondt på ham at få en ny besked,” fortæller Mie Oddermose.
Nemmere i dag
Det er noget andet i dag. Rasmus er blevet 13 år, og selv om han stadig har ADHD, er han medicineret, går i en særlig klasse og trives med både venner og forældre.
“Det er blevet meget nemmere. Før havde han de her hyppige nedsmeltninger. Hvis han fik et nej, forstod han simpelthen ikke hvorfor. Rasmus har det med at dulme sine følelser med mad, men hvis jeg sagde nej til, at han måtte få et eller andet, smed han sig på jorden eller kastede om sig med ting. Det kunne tage alt fra fem minutter til flere timer,” husker Mie Oddermose og fortsætter:
“Hvor har han tit stået og grædt foran Nettos slikhylde. Når han var i den zone, var han fuldstændig ligeglad med konsekvenserne. Han kunne finde på at råbe gennem hele butikken, at jeg var en luder.”
Det gjorde selvsagt hans mor meget stresset. Hun fortæller:
“Jeg skulle hele tiden tænke forud. Hvad udløser det næste anfald? Og hvis det sker om to minutter, hvad er så min plan B og min plan C?
Samtidig havde Rasmus hyppige night terrors, hvilket holdt både hans mor og lillebror vågne flere gange i løbet af en nat.
“Jeg var konstant træt i de år,” husker Mie Oddermose.
Ikke bare en i flokken
Som 5-årig fik Rasmus første gang medicin mod ADHD og med tiden har familien fundet det helt rigtige præparat til ham.
“Det er faktisk både appetitnedsættende og stopper tankemylderet. Jeg kunne mærke det på ham fra den ene dag til den anden,” fortæller Mie Oddermose.
Det hjalp også, da Rasmus forlod folkeskolen og blev visiteret til en særlig og meget lille klasse.
“I skolen får Rasmus lov at være Rasmus. De ser ham ikke bare som én i flokken. De tager højde for ham, og hver morgen mærker de på ’morgenbarometeret’, hvordan han har det. Kan vi presse ham lidt i dag, eller er det bedre en anden dag?” Sådan fortæller Mie Oddermose om forskellen i den lille klasse.
Også den altoverskyggende uro er væk og de hyppige nedsmeltninger er blevet langt færre.
“Han kan stadig sidde og pille ved ting, men han kan også pludselig koncentrere sig i op til et kvarter ad gangen. Og fra at gå i bro over de mindste ting kan han i dag forstå en simpel besked. Spis ordentligt, tal pænt. Alle de almindelige beskeder gik simpelthen ikke ind hos ham før i tiden,” siger Mie Oddermose.
To nye venner
Rasmus har også fået venner for første gang, og det er helt nyt for ham, at andre børn kan rumme ham.
“Rasmus kan godt opfattes som mærkelig eller voldsom, for hvis han ser to børn, der sidder og leger med noget, og han gerne vil være med, gør han det bare. Men nu har han efterhånden fået styr på det sociale,” siger Mie og kaster et blik mod bordtennisbordet, hvor Rasmus venter tålmodigt.
“Rasmus er jo det sødeste barn, der vil alt det rigtige. Men hvis der flyver en flue forbi ham, bliver han distraheret og glemmer, hvad han er blevet bedt om,” fortæller Mie Oddermose.
At slippe glansbilledet
I stedet har Mie ændret sin egen indstilling til sin ældste dreng og fortæller:
“Jeg har sluppet glansbilledet og accepteret Rasmus, som han er. Jeg kan indimellem godt sørge over, at han ikke er ’normal’, men jeg elsker ham for den, han er i stedet for at putte ham i en kasse eller prøve at forene ham med det glansbillede, jeg havde i mit hoved. Det har gjort en kæmpe forskel, for mit glansbillede af, hvordan han skulle være, gjorde ham bare endnu mere usikker og førte til endnu flere nedsmeltninger. Så snart jeg slap det, ændrede det sig.”
I dag kan hun se, at det var det, der skulle til.
“Hvis han i dag er i en sammenhæng, hvor han forventes at være på en bestemt måde, han ikke kan leve op til, begynder han at ryste,” forklarer hun og afslutter:
“Jeg har tit spurgt mig selv, hvad jeg har gjort galt, og det har taget tid at acceptere. Det har været en lang kamp for mig at acceptere Rasmus’ ADHD, men i dag har jeg en dejlig unge, som elsker mig og som jeg elsker, som han er.”