For nogle med alvorlig psykisk sygdom er tvang desværre en del af mødet med psykiatrien. Det kan være ekstremt voldsomt at blive udsat for tvang eller at være vidne til det som pårørende. De fleste – herunder Bedre Psykiatri – mener, at der bliver brugt for meget tvang i psykiatrien i Danmark. Men der vil desværre altid opstå situationer, hvor tvang er nødvendigt.
Former for tvang
Overordnet bliver tvang brugt til at forhindre, at mennesker med alvorlig psykisk sygdom gør skade på sig selv eller andre. Tvang kan også bruges for at sikre behandling af mennesker med meget alvorlig sygdom, som risikerer alvorlig forværring, hvis de ikke kommer i behandling.
Der findes overordnet tre former for tvang i psykiatrien:
- Frihedsberøvelse – når en person bliver tvangsindlagt, tilbageholdt eller ført tilbage med tvang
- Fiksering – når en person bliver holdt fast, bæltefikseret eller på andre måder udsat for fysisk magt
- Tvangsbehandling – når en person bliver tvunget til behandling. Det kan for eksempel være at tage medicin eller spise.
Lettelse eller skyld
Mange pårørende står i et smertefuldt dilemma mellem lettelse og skyld. På den ene side kan det være en lettelse, når ens kære endelig bliver tvangsindlagt eller udsat for tvangsbehandling, hvis personen gennem lang tid ikke har erkendt sin sygdom og ikke har villet tage imod behandling. På den anden side er det grænseoverskridende at håbe på – eller måske medvirke til – at ens kære bliver udsat for tvang, som desværre ofte er voldsomt.
Husk på, at beslutningen om og ansvaret for tvang altid ligger hos psykiatrien – ikke hos dig. Som pårørende kan du udtrykke bekymring eller ønske, at der bliver grebet ind, og du kan fortælle, hvad du ser og frygter. Det kommer af omsorg, afmagt og et håb om, at den, du holder af, kan få hjælp. Det er systemet og lægerne, der vurderer situationen, træffer beslutningen og har ansvaret – ikke dig.
Tvang kan gå ud over tillid
Tvang kan belaste relationen mellem dig og den, du er pårørende til. Nogle oplever vrede, mistillid eller afstand efterfølgende. Især hvis den, du holder af, forbinder dig med beslutningen om tvang – også selvom det ikke var dig, der traf den. Det kan være dybt smertefuldt og efterlade pårørende med en følelse af at have svigtet, selv når man har handlet ud fra omsorg og bekymring.
Tilliden kan styrkes ved at tale åbent om det, der er sket. Den kan også styrkes ved at anerkende, at tvang kan have været en voldsom oplevelse – også selvom intentionen var omsorg. For nogle hjælper det, at man som pårørende tydeligt adskiller sig selv fra systemets beslutninger og viser, at man fortsat er en støtte, der lytter og respekterer grænser.
Retten til patientrådgiver
Psykiatrien må kun bruge tvang, når det er strengt nødvendigt, og alle andre muligheder er forsøgt. Desværre bliver der nogle steder i psykiatrien brugt for meget tvang. Nogle oplever, at den tvang, de har været udsat for, var unødvendig eller uberettiget. Når man bliver udsat for tvang, har man ret til at få tilknyttet en patientrådgiver. Patientrådgiveren har til opgave at støtte én, forklare rettigheder og hjælpe med at klage, hvis man ønsker det.
Retten til eftersamtaler
Efter enhver tvangsforanstaltning skal patienten ifølge loven have tilbudt en eftersamtale. Hvis din kære ønsker det, har du som pårørende også ret til at være med til samtalen. Hvis patienten er et barn under 15 år, skal overlægen rådgive forældrene om, om det er hensigtsmæssigt, at de deltager i eftersamtalen, eller om det er bedre med en separat eftersamtale.