Det er også svært at være bedsteforælder – om sorg, bekymring og at stå lidt uden for

Det er ikke kun forældre, der bliver ramt, når et barn har en psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelse. Mange bedsteforældre bærer på en stille sorg og bekymring, som der sjældent bliver talt om. Her kan du læse om nogle af de følelser og tanker, mange bedsteforældre går med og som du måske kan genkende hos dig selv.

Det er okay at sørge over det, du havde forestillet dig

Måske havde du et billede af, hvordan det skulle være at være bedsteforælder: Ferier, fælles projekter, en bestemt slags nærvær. Når virkeligheden bliver anderledes, kan der opstå en sorg. Den kan være svær at tale om, fordi den let kan opfattes som en afvisning af barnebarnet. Det er den ikke. Det er en naturlig reaktion på, at noget blev anderledes, end du havde ventet. Den følelse fortjener plads og er helt okay.

Bekymringen for dit eget barn fylder ofte mest

Mange bedsteforældre fortæller, at det, der fylder mest, ikke er barnebarnet, men bekymringen for, hvordan ens eget voksne barn holder til presset. Den bekymring kan være svær at lægge fra sig. Det er netop, fordi du som forælder ved, hvor meget ens barns velvære betyder for én.

Det er svært at stå lidt uden for

Som bedsteforælder er du sjældent den, der sidder med til møder i psykiatrien eller kommunen, og du får ikke altid den fulde information. Det kan give en følelse af afmagt og af at stå uden for noget, der fylder alt for dem, du elsker. Den følelse er meget almindelig, og den betyder ikke, at du er mindre vigtig for familien.

Du må gerne tale om det

Mange bedsteforældre holder deres bekymringer for sig selv for ikke at belaste deres voksne børn yderligere. Men det kan være en stor lettelse at tale med andre, der forstår. Det kan fx være andre i familien, venner, i en samtalegruppe eller hos en psykolog. Du skal ikke bære det alene, fordi du “kun” er bedsteforælder.