Vejen gennem en depression kan være lang, snørklet og fuld af lyskryds som er ude af funktion. Det ved 37-årige Anne Schwarz Walsted, der efter fødslen af sin datter fik en svær depression. I dag er hun rask og sidder på den anden side af bordet, som læge i børne- og ungdomspsykiatrien.
Depressionen
Den 28. september 2013 skulle Anne giftes med sin kæreste Emil. Sammen ventede de deres første barn, med termin fem uger efter brylluppet. Men Anne nåede aldrig at deltage i bryllupsfesten. Hendes vand gik kort efter ceremonien på rådhuset og fødslen gik derefter hurtigt i gang.
Den overraskende fødsel blev startskuddet på en fødselsreaktion, der udviklede sig til en svær depression. Kampen tilbage til livet, som mor for datteren Karen, krævede tre måneders indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, efterfulgt af måneders træning i at slippe identiteten som patient og indtage rollen som mor.
”Den første periode jeg var indlagt, husker jeg som rædselsfuld. Jeg fik flere ECT-behandlinger (elektrochok), som måtte stoppes pga. bivirkninger. Herefter var jeg tre uger på en lukket afdeling, da jeg ikke kunne tage afstand fra at tage livet af mig selv. Takket være medicin blev jeg bedre og blev flyttet til en åben afdeling”, fortæller Anne, der i dag er taknemmelig for, at der var professionelle mennesker til at tage hånd om hende, da hun ikke selv kunne.
Der findes ingen genveje til at blive rask
Efter tre måneders indlæggelse har Anne kæmpet sig ud af dyndet og er på vej mod bedring. Men hun må sande, at der ingen genveje er på vejen til at blive rask. Hun døjer med skyldfølelse over for sin datter, som hun ikke kunne være mor for i de første måneder af hendes liv. Sygdommen har også skabt en emotionel kløft mellem Anne og hendes mand, som stadig kan spøge i deres forhold den dag i dag.
”-Det var først hen mod slutningen af min barsel, at jeg for alvor kunne slappe af i rollen som mor og ikke havde en evig skyldfølelse hængende over hovedet. Jeg kan takke terapi, medicin, min tålmodige mand og gode venner for, at jeg kom hel igennem den sværeste periode i mit liv”, fortæller Anne.
Anne bruger hele sin barsel på depressionen – den første tid på psykiatrisk afdeling og derefter som barslende mor, i en svær balance mellem at sikre sin datters trivsel og samtidig arbejde sig ud af depressionen. Hun sygemelder sig aldrig og er tilbage i job som planlagt efter barslen, dog på deltid i de første måneder på opfordring fra sin egen læge.
Helbredt?
I dag er Anne et bedre og mere stabilt sted i sit liv. Datteren Karen er startet i 0. klasse og trives, mens Anne netop er trappet ud af sin antidepressive medicin.
”-Jeg kan se en patient i øjnene og med hånden på hjertet sige, at det nok skal blive bedre. Det giver mig en troværdighed, at jeg ved noget om, hvad de gennemlever. For mig er patientkontakten så givende og meningsfuld, at det opvejer de tunge følelser, jeg også skal rumme hos de depressive patienter jeg møder i mit daglige arbejde, og som naturligvis rammer lidt mere personligt end så mange andre patienter”, fortæller hun.
”-Lige nu er jeg et stabilt sted i mit liv, men sårbarheden for at få en ny depression vil altid være der. Jeg gør meget ud af forebyggelse f.eks. ved at træne mig selv i at slappe af og se det positive i livet. Jeg har taget antidepressiv medicin i flere år, og jeg har været i et langt psykoterapeutisk forløb”, forklarer Anne, der som læge i psykiatrien ser sin erfaring med psykiatrien på egen krop som en styrke.
Vil du læse mere om Anne? Så følg hendes blog her
Læs også Annes råd til dig, der har en pårørende med depression