I mandags den 20. november 2023 kom Sundhedsstyrelsen med sin nye rapport om tvang inden for psykiatrien. Læs generalsekretær, Jane Alrø Sørensens, kommentarer om rapporten.
I går kom Sundhedsstyrelsen med nye ’tvangstal’ og det er trist læsning. På trods af, at der siden 2013 har været et massivt fokus (politisk såvel som i psykiatrien) på at nedbringe tvangen i psykiatrien, så er det ikke lykkes.
Brugen af tvang i psykiatrien er på et helt urimelig højt niveau – hver fjerde voksne patient og knap hver fjerde patient i børne- og ungdomspsykiatrien udsættes for mindst en tvangsforanstaltning, som en del af deres behandling.
Man har i de sidste ti år opnået gode erfaringer og vigtig viden om, hvordan man forebygger og undgår brug af tvang og man er lykkes at nedbringe brugen af bæltefikseringer – men desværre er billedet, at brugen af andre tvangsformer som akutberoligende medicin og fastholdelser stiger tilsvarende i samme periode.
Denne gang viser opgørelsen desværre, at vi for første gang i ti år ser en stigning i antallet af mennesker med psykisk sygdom, som bliver fastspændt med bælter, ligesom antallet af bæltefikseringer er steget fra 4.212 til 4.722.
Flere patienter udsættes for bæltefikseringer og de udsættes for flere bæltefikseringer end tidligere. Det går den forkerte vej og det er aldeles hjerteskærende.
Det er utrolig indgribende, grænseoverskridende og uværdigt for et menneske at blive udsat for tvang som en del af behandlingen og derfor har Danmark også fået en del international kritik. Senest var det Europarådets kommissær for menneskerettigheder, der rettede skarp kritik af Danmarks brug af tvang.
Det stigende antal bæltefiksering er en tydelig indikator på, hvor dyb psykiatriens krise er. Det er min klare overbevisning, at det ikke vil lykkes os at nedbringe brugen af tvang, før psykiatriens udvikling er vendt.
Der skal mere personale ind på de psykiatriske afdelinger, personalet skal uddannes i at forebygge og undgå tvang, kvaliteten i behandlingen af psykisk sygdom skal øges, der skal være et klart ledelsesmæssigt fokus på det og patienterne skal have tidligere hjælp mm.
Alt dette kræver en massiv investering i psykiatrien – men i modsætning til de forskellige løsrevne projekter, vi har set igennem årene, så er det disse indsatser, der virker.
Jeg vil derfor stærkt opfordre folketingets partier til at få snuden i sporet og bruge pengene, der hvor de faktisk virker. Det er ikke rimeligt overfor mennesker med psykisk sygdom, at tvangen stiger.