Skyld, skam, afmagt, had og ensomhed. Pårørende til mennesker med psykisk sygdom kæmper med følelser, som er svære at håndtere. Mange føler for eksempel, at de er skyld i den psykiske sygdom, og mange skammer sig over den syge, når de er ude blandt mennesker. Og i de allersværeste stunder ønsker mange pårørende, at personen bare ikke var her.
Men hvad er det for nogle svære følelser, pårørende har? Hvorfor opstår de? Hvad betyder de? Og hvordan håndterer man dem bedst? Bedre Psykiatri har talt med psykolog Louise Brückner Wiwe, som gennem mange år har beskæftiget sig med pårørende og har et indgående kendskab til de svære følelser, der fylder i deres liv.
”Pårørendes følelser er enormt komplekse og opstår blandt andet, hvis der sker en stor forandring i den næres personlighed og måde at fungere på samt i relationen mellem den syge og pårørende. Den, man kendte, ’forsvinder’ helt eller delvist, og pludselig kan der være et helt nyt ansvar, en helt ny rollefordeling og i nogle tilfælde nærmest et helt nyt menneske at forholde sig til,” siger hun.
Skyld, skam og had
Skyld og skam er nogle af de følelser, som pårørende oftest kæmper med. Det fortæller Louise Brückner Wiwe. Særligt forældre til personer med psykisk sygdom kan føle skyld over deres barns sygdom. Begik jeg fejl under graviditeten eller i opvæksten? Skulle jeg have været der mere? Har jeg givet mine egne svagheder videre til mit barn? Og har jeg ikke gjort nok for at finde den rette behandling?
”Midt i afmagt og frustrationer er det naturligt at lede efter en årsag til sit barns psykiske sygdom, og her peger forældre meget ofte pilen mod sig selv,” fortæller Louise Brückner Wiwe.
Skyld handler om noget, man enten har gjort eller tror, man har gjort, og det er en forholdsvis håndgribelig følelse, som samtidig også kan rettes mod andre.
Følelsen af skam er ifølge Louise Brückner Wiwe ofte sværere at sætte ord på. Det er mere smertefuldt at forholde sig til skam, og det er svært at bære følelsen – blandt andet fordi, den sidder i en selv og ikke bare kan skydes mod andre.
”Når den syge for eksempel opfører sig problematisk i offentligheden, og man fornemmer, at andre kigger skævt eller bebrejdende, kan man som pårørende føle skam. Følelsen er helt normal, men det er selvfølgelig enormt ubehageligt at føle skam over sit eget barn eller sin partner, og skammen kan i nogle tilfælde udvikle sig til en følelse af had til personen,” siger Louise Brückner Wiwe.
Tabuiseret og unævneligt – men normalt
En af grundene til, at følelserne kan være svære at arbejde med og kapere, er, at de ofte er tabubelagte og derfor hårde at være åben om. De svære følelser kan være så opslidende, at man som forælder tænker ’gid, at mit barn bare døde’. At man som partner overvejer at forlade sin ægtefælle på grund af sygdommen. Eller at man som søskende føler et had til den syge, fordi han eller hun tager alt opmærksomheden eller ”ødelægger familien”.
”Den slags følelser og tanker er svære at fortælle til andre, fordi de rører ved noget af det allermest forbudte og tabubelagte. Men faktisk er de velkendte for rigtigt mange pårørende, og det er vigtigt at huske,” siger Louise Brückner Wiwe og fortsætter:
”Følelserne har altid funktioner og formål, som man skal have for øje, om end det er svært. For eksempel er de typisk en positiv ”bivirkning” ved overhovedet at kunne føle nærhed og kærlighed til et andet menneske. Vrede kan være vældig tabubelagt at udtrykke, men den kan positivt formuleres som et signal om, at man skal handle på noget. Og skyldfølelse kan få dig til at drage omsorg, selvom du er vred og føler dig afvist. Så selvom følelserne er ubehagelige, kan de have positive funktioner.”
Vi prøver at undgå dem
Hovedbudskabet fra Louise Brückner Wiwe er, at man skal forsøge at blive bevidst om følelserne og ikke undgå eller fornægte dem.
”Vi mennesker forsøger typisk at undgå de svære følelser og indrette vores liv, så vi ikke mærker dem. Og for pårørende kan der være tidspunkter, hvor der simpelthen ikke er plads til dem, fordi man er nødt til at tage hensyn til en, der har det vanskeligere end en selv,” siger hun og fortsætter:
”Men følelserne er et livsvilkår – særligt som pårørende. Det bedste, du kan gøre, er at blive bevidst om følelserne og acceptere dem i stedet for at skubbe dem væk. Det er nemmere for nogle end for andre, og hvor let eller svært det er, trækker tråde helt tilbage til, hvordan man selv blev opdraget i at mærke og vise følelser.”