JEG ELSKER MIN SØN betingelsesløst. Alligevel ville jeg nogle gange ønske, at jeg ikke havde fået ham. Det havde nok gjort livet lettere. Men det er noget af det mest forfærdelige at tænke, og den slags kan man ikke bare sige højt – ikke til ret mange i hvert fald.” Sådan siger Kathrine, som er mor til 26-årige Jonas med skizofreni. Siden sygdommen indtraf, har hun kæmpet med svære følelser som skam, skyld, magtesløshed og forbudte ønsker om, at sønnen var en anden eller slet ikke var her.
Det var først, da Kathrine åbnede op i en af Bedre Psykiatris pårørendegrupper, at hun rigtigt kunne bearbejde følelserne.
– Lige pludselig kunne jeg sige, hvad jeg følte, uden at føle mig som en dårlig mor. Det var enormt befriende at sidde overfor nogle mennesker, som forstod mig, genkendte følelserne og anerkendte dem. Det hjalp virkeligt meget at mærke, at følelserne var helt normale, fortæller hun.
Hvorfor kan han ikke bare begå sig ligesom alle andre?
Før Kathrine fik aflad for sine følelser i Bedre Psykiatris pårørendegruppe, følte hun sig meget alene. Og følelserne trådte særligt frem, når hun oplevede andres reaktioner på Jonas’ sygdom eller adfærd.
For eksempel når han ikke deltog i familiesammenkomster eller andre sociale arrangementer på grund af hans sygdom. Eller når de var ude at gå tur sammen, og andre kiggede på ham.
– På grund af sygdommen ser han helt forhutlet ud. Og folk synes jo, det er mærkeligt, at han ikke bare kan tage sig sammen. De virker uforstående og nogle gange fordømmende, og det gør, at jeg føler mig enormt ensom og forkert. Det giver desuden en rigtigt ubehagelig følelse af skam over, at det er min søn, der ikke kan finde ud af at begå sig ligesom alle andre, fortæller Kathrine.
Frygter, at det aldrig bliver bedre
Kathrine har ansvar for store dele af Jonas’ liv i dag, og hun er i konstant alarmberedskab. Blandt andet fordi han også er selvmordstruet. Frygten for, at det aldrig bliver bedre, tænder op under de allermørkeste tanker.
– Normalt vokser ens barn op, lærer at stå på egne ben og begynder at bidrage på en anden måde til familien. På et tidspunkt kan man slippe personen fri og få en masse glæde og gode oplevelser igen. Men sådan er det bare ikke i vores situation, siger hun og fortsætter:
– Måske bliver han aldrig rigtigt voksen og får et ordentligt liv. Måske får jeg aldrig noget igen, uanset hvor meget kærlighed og hjælp jeg giver. Så måske ville det være bedre, hvis han ikke var her, siger Kathrine, som får professionel hjælp til at klare sig i hverdagen.
– Jeg taler med en psykolog, og det hjælper mig med at holde mig oppe. Men det allerbedste har været at tale om følelserne med andre pårørende og indse, at jeg ikke er alene, siger hun.
Kathrine hedder i virkeligheden noget andet. Hun har ikke ønsket at få sit navn med i artiklen. Redaktionen kender hendes rigtige navn.