Skip to content

tilbage til Nyheder

Finansministeren smækker kassen i for psykiatrien

I denne uge kom regeringen med sit udspil til finansloven, som ifølge Bedre Psykiatris generalsekretær, Jane Alrø Sørensen, har gjort det svært at bevare håbet om en ambitiøs psykiatriplan på denne side af valget. Hun oplever dog stadig, at politikerne har viljen til forandring.

1. september 2022

Regeringens udspil til finansloven har gjort det sværere at bevare håbet om en ambitiøs psykiatriplan på denne side af folketingsvalget. Det siger Bedre Psykiatris generalsekretær Jane Alrø Sørensen. 

“Der er simpelthen for få penge i finansministerens udspil. Og uanset hvad de når frem til i forhandlingerne om psykiatriplanen, så bliver det nu meget svært for dem at finde penge til det,” siger Jane Alrø Sørensen. 

600 mio. kr. til fordeling i 2023. Det er, hvad regeringen lægger op til at forhandle om med deres udspil til finansloven. Sundhedsstyrelsen kom i vinter med et meget rost fagligt oplæg med 37 anbefalinger til forbedringer af psykiatrien. Ifølge Jane Alrø Sørensen er 600 mio. langt fra nok til at følge styrelsens anbefaling.

“I den bedste vurdering, vi har set, blev det regnet ud, at vi over de næste år skal op på 4,5 mia. kr. om året for at give psykiatrien det løft, der er brug for. Det er nok mere, end de fleste har turdet håbe på. Men 600 mio. kr. er på den anden side så lidt, at det bliver meget svært at lande en psykiatriplan, som faktisk gør en forskel.”

Politikerne har lyttet

Bedre Psykiatri har arbejdet hårdt for at tale psykiatriens sag overfor politikerne. Og Jane Alrø Sørensen er ikke i tvivl om, at de har lyttet, og at det ikke er viljen, der mangler.

“Jeg har holdt utallige møder med ministre og ordførere på tværs af fløje og partier, og jeg har givet utallige interviews til medierne. Og jeg ved, at Bedre Psykiatris forslag er med på bordet i forhandlingerne. Men når der i sidste ende er så få penge på bordet, er der desværre stadig lang vej.”

Midt i Jane Alrø Sørensen kritik af udspillet til finansloven ser hun dog et lyspunkt.

“Noget af det, vi har kæmpet for, er at pårørende skal have bedre hjælp. Her ser det faktisk ud til, at det lykkes. For netop pårørende er faktisk nævnt eksplicit i finanslovsudspillet. Det er jeg selvfølgelig virkelig glad for,” siger Jane Alrø Sørensen.