Spørger man KlausTheill Jensen, er der én ting, som er afgørende for, at man kan trives på en arbejdsplads som pårørende: Fleksibilitet.
”Jeg har brug for et job, hvor jeg kan tage tid ud af kalenderen og planlægge rundt om private aftaler. Jeg skal for eksempel kunne følge mit barn til og fra skole og til behandling i dagtimerne. Så derfor skal vigtige møder kunne planlægges rundt om dette. Somme tider er der også brug for, at jeg kan sidde og arbejde om aftenen i stedet. Det kan man ikke med alle stillinger,” fortæller Klaus Theill Jensen.
En ny virkelighed
For halvandet år siden blev Klaus Theill Jensens yngste barn diagnosticeret med skizotypi. Det har betydet et barn, der det meste af tiden er hjemme, opstart af behandling, skoleskift til specialskole og et generelt behov hos Klaus Theill Jensen for at have mere tid og fleksibilitet til at kunne tage sig af sin søn. Da han i foråret starter i sit nye job, ved han godt, at der er meget at se til, og at det kræver, at han lægger mange timer i det.
”Jeg troede, jeg kunne passe mit arbejde og styre privatlivet med den anden hånd. Men jeg måtte erkende, at det kunne jeg simpelthen ikke,” siger Klaus Theill Jensen.
Sønnen starter på specialskole omkring samme tid, som Klaus Theill Jensen begynder i sit nye job. Familien håbede, at de med hjælp og støtte fra specialskolen kunne få noget, som lignede en mere normal hverdag. Desværre oplevede de ikke den fremgang, som de troede. Med det store arbejdspres og ansvar med det nye job, måtte Klaus Theill Jensen erkende, at han var nødt til at arbejde mindre og have mere tid til at tage sig af sin søn.
En ny og anderledes situation
Da Klaus Theill Jensen kommer til den erkendelse, kontakter han sin gamle chef for at høre, om de har en ledig stilling – dog med nogle forbehold. Situationen er anderledes og ny, og Klaus Theill Jensen har brug for mindre ansvar og knap så mange opgaver sammenlignet med tidligere. Og så har han brug for fleksibilitet.
”Jeg blev mødt med utrolig meget forståelse både fra min nye og gamle arbejdsplads. Den afgørende forskel var bare, at min rolle i det nye job krævede nogle ting, som jeg ikke kunne indfri. Det nye sted var en virkelig spændende og god arbejdsplads, men selve stillingen havde ikke de samme muligheder for den fleksibilitet og ro, der var så vigtigt for mig og min familie,” uddyber Klaus Theill Jensen.
Klaus Theill Jensen er meget ærlig om sin pårørendesituation over for begge arbejdspladser, og han påpeger, at den forståelse, han bliver mødt af, også er vigtig. Samtidig har typen af job også en betydning.
”Jeg er heldig, at jeg har et kontorarbejde, som jeg kan udføre over alt. Det kan man ikke, hvis man for eksempel er lærer eller sygeplejerske. Så på den måde har det også en afgørende betydning, hvilken type job man er i. Der er jeg heldig stillet,” siger Klaus Theill Jensen.
Heldigvis havde Klaus Theill Jensen gamle arbejdsplads en ledig stilling, der kunne opfylde hans behov, som han takkede ja til. Og det viste sig at være det helt rigtige for Klaus Theill og hans pårørendesituation.
Mærk efter
Det råd, Klaus Theill Jensen vil give videre til andre pårørende, er, at man skal huske at mærke efter. Både for din egen, din kære, og din arbejdsplads’ skyld.
”Jeg er ikke til nogens hjælp, hvis jeg går ned med stress. Derfor er det vigtigt at spørge sig selv tit: Har jeg fundet balancen? Kan jeg stadig passe mit job? Står jeg i en situation, hvor jeg skal overveje at søge om tabt arbejdsfortjeneste? Det tog en del tid for mig selv at indse situationen og mærke efter.”
Derudover understreger han vigtigheden af at kunne dele sine tanker og bekymringer med nogen. Det kan være en psykolog eller en nær ven.
”Det kan være rigtig hårdt at være pårørende. Men det er ikke hårdt 24 timer i døgnet. Vi har jo også masser af dejlige, sjove og helt almindelige stunder, som alle andre. Men det er en situation og et livsvilkår, som kræver noget ekstra af én. Og det skal man tage alvorligt,” afslutter Klaus Theill Jensen.