”Med det økonomiske løft, regeringen lægger op til her, kan vi indfri de fleste af de anbefalinger, Sundhedsstyrelsen gav i de faglige anbefalinger. Det er en fantastisk nyhed!”, siger Jane Alrø Sørensen.
Dansk Psykiatrisk Selskab og sundhedsøkonom Jakob Kjellberg har vurderet, at det vil koste ca. 4,5 mia. kr. om året at gennemføre anbefalingerne i Sundhedsstyrelsens faglige oplæg. Altså en halv mia. mere end regeringsgrundlaget lægger op til.
Bedre hjælp til alvorligt syge og pårørende
Jane Alrø Sørensen mener, at de vigtigste indsatsområder er de alvorligt syge og de pårørende.
”Tusinder af mennesker med alvorlig psykisk sygdom får i dag så ringe hjælp, at de reelt ikke har mulighed for at blive raske. Og alt for mange pårørende oplever, at de bliver holdt ud i strakt arm og ingen hjælp eller undervisning får. Begge dele har vi nu for første gang i mange år en reel mulighed for at lave om på. Det er jeg fantastisk glad og lettet over”.
Jane Alrø Sørensen roser samtidig, at regeringen lægger op til at gøre psykiatriplanen, der blev vedtaget i september, mere langsigtet. I den nuværende plan, er der kun planlagt og finansieret indsatser de første fire år, men regeringen lægger nu op til at planlægge og finde penge til den samlede 10-årsperiode.
Indsats har båret frugt
Bedre Psykiatri har sammen med flere andre organisationer og fagfolk arbejdet hårdt de sidste tre år for at påvirke arbejdet med psykiatriplanen og medvirke til, at den kommer til at gøre en reel forskel for mennesker med psykisk sygdom og pårørende.
”Jeg har været til utallige møder med ordførere, organisationer og ministre, og vores politikmedarbejdere har fodret partierne og embedsmændene med konkrete og realistiske politiske forslag til, hvordan behandlingen og støtten til patienter og pårørende kunne blive bedre. Vi har også haft flere politikere med ude på besøg hos vores frivillige og høre om deres arbejde og de pårørendes udfordringer”.
Ifølge Jane Alrø Sørensen er det derfor i sidste ende medlemmernes og støtternes fortjeneste, at psykiatrien nu omsider ser ud til at få det store ambitiøse løft, som Bedre Psykiatri har kæmpet for i årevis.
”Vi er en frivillig forening med meget begrænset økonomi. Så den eneste grund til, at vi kan kæmpe så længe og så hårdt, som vi har gjort de seneste år, er, at der er så mange mennesker, der støtter vores arbejde. Så tusind tak til alle jer”, siger Jane Alrø Sørensen.