Fart og masser af energi. Grænsesøgende adfærd. Minimal søvn og et højt forbrug af penge. At tale over hovedet på mange mennesker og miste dem i sin talestrøm.
Det var de første tegn på Thomas Teisens sygdom. I dag er han diagnosticeret med bipolar affektiv sindslidelse og negativ paranoid skizofreni. Men trods alvorlig sygdom og invaliderende symptomer har han fået det bedre. Han er uddannet skolelærer, har en kandidatgrad i Design for Play fra Designskolen Kolding og arbejder som selvstændig terapeut, hvor han bruger sine egne erfaringer med at hjælpe andre. Hans forløb er en påmindelse om, at det kan lade sig gøre at få det bedre – også fra alvorlig psykisk sygdom. Men det var ikke lykkedes uden støtte og behandling.
Sygdommen kom snigende
Da Thomas Teisen var i 20’erne, flyttede han til København. Her var han langt væk fra alle dem, han havde et tæt forhold til. Derfor følte han sig mere fri til at udforske aspekter af tilværelsen, som han ellers har følt sig holdt tilbage fra tidligere. Han begyndte at tage i byen og tage stoffer. Og i begyndelsen gjorde stofferne ham energisk, kreativ og inspireret. Han havde en drivkraft, som fik ham til at dele ud af sine indsigter og sprede den glæde, han havde i sig, ud til så mange mennesker som muligt. Men det gik alt for hurtigt. Folk forstod ikke, hvad han mente. På studiet var der en af klassekammeraterne, som blev nødt til at oversætte det, han sagde – simpelthen fordi han tabte folk i sin ivrige talestrøm. Thomas Teisen havde en følelse af, at der var en anden, som styrede hans tanker og ord, og at han ikke selv havde kontrol over det. Hans handlinger blev mere og mere fremmedgjorte over for ham selv.
”På samme måde som hovedrollen bliver besat i en gyserfilm, følte jeg mig besat af at reagere på alle mine tanker og impulser. Jeg kunne ikke skelne det væsentlige fra det uvæsentlige. Jeg kunne ikke skelne mine tanker og følelser fra andres. På den måde tog jeg alt ind og det var meget overvældende,” fortæller Thomas Teisen.
Thomas Teisen fremhæver tre faktorer, der har hjulpet ham til at få det bedre: Pårørende, behandling og selvindsigt.
Nære pårørende har været afgørende
Thomas Teisen peger selv på flere vendepunkter, der har været afgørende for, at han har det meget bedre i dag og kan leve et velfungerende liv med en kæreste og et arbejde.
Et af vendepunkterne for Thomas Teisen er hans mor, som hver dag kom og besøgte ham, da han var indlagt. Hun bad ham ikke om at gøre noget – hun var der bare.
”Min mor gav mig den opbakning, jeg havde brug for. Det hjalp mig med at finde tilliden til andre menneskers opbakning og give mig mod til at opsøge andre menneskers hjælp, når jeg møder modstand. Jeg har en klar tiltro til, at hvis jeg beder om hjælp, så får jeg den også,” fortæller Thomas Teisen.
Den tiltro er meget gennemgående for Thomas Teisens liv og hans udvikling til at få det bedre.
God behandling i sundhedsvæsenet og kommunal støtte
Som studerende har Thomas Teisen fået specialpædagogisk støtte, ugentlige samtaler med en mentor, og så har han fået handicaptillæg til sin SU, så han kunne gennemføre sit studie uden at behøve at arbejde ved siden af – noget der ellers kunne trigge hans sygdom og give ham tilbagefald. Han har fået behandling i psykiatrien, hvor han har talt med sin behandler en time om ugen i tre år. Han har modtaget hjælp fra kommunen med at komme i arbejdstræning. Senere blev det til en ansættelse, hvor arbejdspladsen har været hjælpsomme og langsomt har givet ham flere og flere timer. Thomas Teisen har altså fået massiv støtte og har selv været god til at række ud.
Thomas er selv meget bevidst om, at han har været heldigere end de fleste med den hjælp, han har fået i psykiatrien. Desværre er det langt fra alle, der har fået tilbudt lige så grundig hjælp og behandling som Thomas.
Behandling har hjulpet til selvindsigt
Thomas Teisen understreger, hvor vigtigt det har været for ham at lære sine diagnoser at kende, så han forstår sine triggers og advarselssymptomer.
”Da jeg blev diagnosticeret med bipolar affektiv sindslidelse, indså jeg, at jeg altid var enten ekstremt glad eller ekstremt nede. For hver svingning blev jeg klogere på, at det er sådan livet foregår – i bølger. Så når jeg er dybt nede, så ved jeg også, at det kommer til at vende på et tidspunkt. Den indsigt har givet mig meget,” fortæller han og fortsætter:
”I de perioder, hvor jeg er manisk, så tænker jeg på, hvordan jeg kan kede mig og på den måde regulere mig selv og få et stabilt stemningsleje. Og når jeg er dybt nede, så ved jeg, at det er vigtigt, at jeg for eksempel tager en lur eller mediterer hver dag for at komme tilbage i et balanceret stemningsleje. Jeg tager det meget seriøst, for jeg ved, at jeg ikke kan være der for mig selv og for andre, hvis jeg er i yderlighederne.”
Han pointerer også, at det er en vedvarende proces at arbejde med sig selv:
”Selvom jeg lærer om mig selv, mine sygdomme, mønstre, triggers og hvordan jeg får det bedre, så vil der altid være nedture og tilbagefald. Det kan være, at det, som plejede at virke, ikke virker længere. Så skal jeg tage det alvorligt og være nysgerrig og undersøge, hvad der så virker. Og jeg skal give udtryk for mine behov og række ud efter hjælp, så jeg kan komme tilbage på sporet. Men jeg ved, det kan gå godt og at jeg kan få det bedre.”
Thomas Teisens udvikling fra de dybeste afgrunde af mental ustabilitet til et balanceret og indholdsrigt liv understreger vigtigheden af både den individuelle kamp, samfundets hjælp og de pårørendes store rolle. Hans historie vidner om, at med den rette hjælp, støtte og gode behandlingsmuligheder, er det muligt for de fleste at få et velfungerende liv.