Vi skal holde op med hele tiden at tale om flere medarbejdere, for det er svært at finde nogen at ansætte. Færre skal i bælter, men vi kommer aldrig ned på nul. Sådan lød nogle af pointerne, da Bedre Psykiatri og LAP havde samlet nogle af psykiatriens skarpeste debattører til at svare på spørgsmål om psykiatrien og den kommende 10-årsplan i en debat til Folkemødet på Bornholm i sidste weekend.
Spørgsmålene kom blandt andet fra Bedre Psykiatri og LAP. Bedre Psykiatri havde inden debatten indsamlet spørgsmål fra medlemmer på sociale medier. Vi kom desværre ikke omkring dem alle, men her er svarene på de spørgsmål, vi nåede:
Panelet bestod af Helene Probst (Vicedirektør i Sundhedsstyrelsen), Trine Torp (MF for SF), Mikkel Rasmussen (Dansk Psykiatrisk Selskab / Psykiatri-Listen), Ebbe Henningsen (Bedre Psykiatri),Tom Jul Pedersen (LAP) og moderator: Jesper Nissen.
Regionerne fik 600 mio. i 2019 til at forbedre psykiatrien. Hvad er der blevet af pengene?
Mikkel Rasmussen:
- Det var et meget lille beløb i forhold til de mange flere opgaver, der er kommet. Der skal meget mere til, før det gør en forskel og ikke bare lapper huller.
Alle taler om flere hænder, men der er jo ikke nogen at ansætte. Hvad så?
Trine Torp:
- Det er vigtigt, at vi med psykiatriplanen ikke bare gør mere af det samme, men giver plads til andre kompetencer og en anden måde at arbejde på, hvor andre metoder får plads. Der er brug for både flere mennesker og flere mennesker med flere fagligheder og kvalifikationer. Og så skal der være de rigtige kompetencer – i dag er det for tilfældigt, om de mennesker der arbejder på et bosted, har de rette kompetencer til at varetage de behov, som beboerne har.
Skal der være tydeligere krav til, hvad man skal kunne for at arbejde i psykiatrien eller socialpsykiatrien?
Helene Probst:
- Sundhedsstyrelsen går i gang med forløbsbeskrivelser, hvor det kortlægges, hvilke krav der skal stilles. Den behandling man får som psykisk syg er ikke tilsvarende den som man får, hvis man fejler noget somatisk. Det er ikke beskrevet godt nok, hvad der skal være. F.eks. bliver nogle sendt hjem, fordi der ikke er et botilbud til dem. Der skal investeres, så vi kan tiltrække de bedst kvalificerede. Som på kræftområdet, hvor forskningen og behandlingen blev faglige fyrtårne, som gjorde at folk har lyst til at arbejde i det.
Ebbe Henningsen
- De der arbejder der skal også uddannes bedre. Det er svært at tiltrække alle de nye mennesker vi drømmer om, så dem vi har, kan vi godt investere i.
Tom Jul Pedersen:
- Nogle af de ansatte i dag har jo slet ingen uddannelse, så vi kan starte med at opkvalificere de gode, af dem vi har. Noget af det vigtige for brugere er, at det er nogle mennesker, der har lyst til at være sammen med os. Dem skal vi passe på og styrke.
Giver I for meget medicin i psykiatrien?
Mikkel Rasmussen:
- Ja og nej. Noget medicin bliver givet fordi det er nødvendigt som psykiatrien ser ud i dag – fx sovemedicin. Man kunne gøre andre ting, der kunne hjælpe i stedet for medicin, hvis der var flere til at hjælpe. Der mangler hjælp til de, der gerne vil trappe ned eller ud af medicin. Det foregår i almenpraksis, men den medicin, vi har med at gøre, kræver et højt specialiseret kendskab – særligt fordi der er interaktioner med anden medicin. Nogle mennesker har brug for og gavn af medicin. De skal have den nødvendige medicin. Vi skal huske de mange, der kommer sig og lever gode liv, hvor sygdommen fylder mindre og symptomerne bliver færre. De skal have hjælp til at udtrappe.
Er det rimeligt, at man bliver udelukket fra behandling, hvis man ikke ønsker medicin?
Mikkel Rasmussen:
- Nej. Man kan jo gøre andet. Og det skal man gøre. Støttende samtaler, hjælp til mestringsstrategier, psykoedukation er blandt nogle af de ting man kan anvende.
Hvordan kan vi sikre bedre samarbejde mellem regionen og kommunen?
Trine Torp:
- Man gør kun det, man skal, når der er mangel på ressourcer. Så bliver det med samarbejde ikke prioriteret. Der mangler også relationel kontinuitet på tværs, så man kender de mennesker, der tager over, når man skifter.
Ebbe Henningsen:
- Sammenhæng skal gøres forpligtigende. Man overlader for meget ansvar til pårørende og den syge.
Helene Probst:
- Man kunne på kræftområdet få bedre sammenhæng. Det kom med flere ressourcer, prioritering og klare retningslinjer.
Mange pårørende frygter overgangen fra barn til voksen. Burde grænsen fra børne- til voksenpsykiatrien rykkes til 21 år?
Trine Torp:
- Måske er det en god idé. Man kunne også oprette ungdomsafdelinger for unge mellem 15 og 25, hvor man kan have mere fokuserede indsatser. Man kan være gammel som 17-årig på en børneafdeling og ung som 19-årig på en voksenafdeling.
Skal der mere uddannelse i traumeforståelse?
Mikkel Rasmussen:
- Mange har traumer, og det er vigtigt, at personalet forstår og anerkender det. Det er med i det faglige oplæg, men vi skal helt generelt blive bedre til at møde folk med en interesse for, hvad der er sket. Traumer er ikke kun i barndommen. Det kan også være ting, der er sket for nylig, der skaber problemer nu. Så livshistorien er vigtig.
Ebbe Henningsen:
- Som pårørende er det vigtigt, at vi ikke mødes, som om det er underforstået, at en person med psykisk sygdom har en dårlig relation til forældre, eller at der er en formodning om, at det er de pårørendes skyld.
Kommer der bedre vilkår for mennesker med psykisk sygdom, der er tilknyttet jobcentrene?
Trine Torp:
- Vi skal meget mere hen mod en tilgang, som vi finder i IPS, hvor indsatsen er personligt tilrettelagt. Det er med i det faglige oplæg. Men vi som psykiatriordførere bestemmer ikke over indsatsen på beskæftigelsesområdet. Vi skal mere over i en tilgang om, at man kan komme sig, og understøttes i den proces. Lad recovery tankegangen smitte af på jobcentrene.
Hvordan kommer de pårørende til at mærke psykiatriplanen?
Helene Probst:
- Det kommer, når den politiske handleplan kommer. Der er kun én anbefaling om pårørende. Men den store hjælp til pårørende kommer, når det bliver lettere at få hjælp, og vi lukker de store huller, der er i dag for, at man kan få hurtig hjælp. Sundhedsstyrelsen har prioriteret, at vi starter med de store huller, der er for hurtig hjælp til børn og til de sværest syge. Når det bliver lettere for de to grupper, bliver tingene også lettere for mange pårørende.
Hvordan nedbringer vi tvang? Skal bælter forbydes som i andre lande?
Mikkel Rasmussen:
- Vi har alt for meget tvang, og det er et billede på en psykiatri, der ikke fungerer godt nok. Men man skal ikke bare forbyde bælter. Vi risikerer, at én form for tvang erstattet med en anden form – fx medicin. Men forsøg med at nedbringe tvang viser, at det kan nedbringes til tæt på 0, hvis man tilfører ressourcer, hænder og kvalifikationer. Når man prioriterer nærvær, konfliktnedtrapning og underviser sit personale i hvad de kan gøre anderledes. Tvang skal altid være det absolut sidste valg, man må aldrig vænne sig til at bruge tvang. Og så skal vi huske, at tvang ikke er behandling, men nogle gange forudsætningen herfor. Det er ofte kun noget man må, hvis der er fare på færde. Vi taler om den unødvendige tvang, som sker fordi der ikke er ressourcer til at forebygge og den nødvendige tvang, hvor det er livsreddende eller fare på færde for omgivelserne.
Trine Torp:
- Vi skal huske, at tvang ikke er behandling. Det er kun noget man må, hvis der er fare på færde. Det burde være som uden for psykiatrien, hvor reglerne for magtanvendelse gælder. Det er forrående, at der gælder særlige regler, der tillader magt over for indlagte.