Allerede da Bettina Borkfelts datter var helt lille, begyndte tegnene på sygdom at vise sig. I dag er datteren 27 år og kæmper med blandt andet depression, PTSD og misbrug. Trods det årelange bekendtskab, Bettina Borkfelt og hendes datter har til psykiatrien, har Bettina Borkfelt aldrig fået tilbudt hjælp som pårørende.
”Der er aldrig nogen, som har taget fat i mig som pårørende og spurgt, om jeg havde brug for hjælp. Ingen har spurgt ind til, hvordan det er at have et sygt barn,” fortæller Bettina Borkfelt.
Samtalegruppen gav en følelse af at blive forstået
Hjælpen var i høj grad nødvendig. Bettina Borkfelt var stresset, angst, i konstant alarmberedskab og magtesløs. Derfor meldte hun sig ind i en samtalegruppe hos Bedre Psykiatri. Det viste sig at være en stor hjælp for hende.
”Den største oplevelse i gruppen var at mærke, at der findes nogle mennesker, som ikke bare lytter på, hvad jeg siger. Der findes også nogen, der faktisk forstår følelsen. Det er kun dem, der selv har været i det her pres, som forstår, hvordan man har det. Det handler ikke så meget om den konkrete situation – det handler mere om de pårørendefølelser, der går igen, som vi alle kunne nikke genkendende til.”
En mulighed for at sætte ord på følelserne
Bettina fortæller, at forløbet i samtalegruppen har hjulpet hende med at lære og holde fast i, at hun skal passe på sig selv.
”Jeg har tit tænkt, at jeg var nødt til at være tilgængelig 24/7. For hvis der sker min datter noget, vil jeg aldrig kunne tilgive mig selv. Så det er ikke noget, man bare gør med god samvittighed. Men jeg har lært, at jeg ikke kan tage ansvaret altid, og at jeg er nødt til at sige fra og passe på mig selv. Ellers kan jeg ikke være i det.”
I samtalegruppen har de pårørende fået gode råd og redskaber til at håndtere deres situation. Men de har også fået mulighed for at sætte ord på, hvordan de har det, og hvordan deres situation påvirker dem.
”Det har været vigtigt for mig at få sat ord på, hvad det her gør ved mig. Man aner ikke, hvordan man har det, når man står i et kaos, der har stået på i så mange år. Så det var afgørende for mig at lære at mærke og sætte ord på,” afslutter Bettina Borkfelt.