fbpx
Skip to content
Nyheder

Kom tilbage, når du er stoffri

Anette Friis´ søn blev afvist i psykiatrien på grund af sit misbrug. Som mange andre med psykisk sygdom og misbrug oplevede han, at systemet ikke er indrettet til at håndtere den dobbelte problemstilling.

30. juni 2020

Anette Friss' søn har en dobbeltdiagnose. I mange år har hun kæmpet forgæves for at inde hjælp til sønnen.

”Vi kan ikke behandle dig, før du har været clean i tre måneder”. Det var den klare besked til Anette Friis’ søn, da han søgte hjælp på psykiatrisk afdeling. Afvisningen knækkede ham, og for Anette Friis blev det startskuddet til et frustrerende møde med et system, der ikke kan tage hånd om mennesker med psykisk sygdom og misbrug.

For Anette Friis kulminerede problemerne, da hun en sen aften blev ringet op af sin svigerdatter.

– Jeg tør ikke være alene med din søn længere. Han har fået det værre, og psykiatrisk afdeling nægter at indlægge ham. Du bliver nødt til at tage over nu, sagde svigerdatteren i telefonen.

Fra da begyndte en sej kamp for at hjælpe hendes søn Anton. Han sloges med psykisk sygdom og misbrug af hash og alkohol.

– Min søn var kommet så langt ud, at ham og kæresten frygtede, hvad han kunne finde på at gøre. Men da de søgte hjælp på den psykiatriske akutmodtagelse, var beskeden klar: Kom tilbage, når du har været stoffri i tre måneder. Men hvordan skulle han bare blive stoffri, når han havde det så dårligt? spørger Anette Friis.

Mellem to stole

Episoden, Anette Friis beskriver, er desværre langt fra enkeltstående. Omkring 40.000 danskere lever med både psykisk sygdom og misbrug – også kaldet dobbeltdiagnose. Og en stor del af dem får ikke den hjælp, de har brug for.

Det store problem er, at ansvaret for misbrugsbehandling ligger hos kommunen, mens den psykiatriske behandling foregår på sygehuset, der hører til regionen. Opdelingen gør, at ingen af instanserne formår at tilbyde sammenhængende behandling, der tager hånd om begge problemer, og at de syge og misbrugende ofte får alvorlige psykiske og sociale problemer og i værste fald ender med at blive hjemløse og dø en alt for tidlig død.

I en undersøgelse fra Bedre Psykiatri svarer næsten halvdelen af de deltagende pårørende, at de har oplevet, at den syge blev afvist af psykiatrien med begrundelsen, at misbruget stod i vejen for behandlingen.

Mistede troen på systemet

Afvisningen tog hårdt på Anette Friis´ søn. Det havde været en kæmpestor overvindelse at søge hjælp i første omgang. Så da lægerne sendte ham afsted igen uden behandling, ramlede korthuset, fortæller Anette.

– Den Anton, som kom hjem til mig, var knækket og nedbrudt. Han følte sig forkert, skamfuld og havde fuldstændig mistet troen på systemet og omverdenen. Jeg var nervøs for, om han ville tage sit eget liv.

Anton hørte ikke mere fra psykiatrisk afdeling. Han havde ikke fået nogen henvisning og var nu overladt til sig selv. Hvis han skulle have hjælp, måtte Anette Friis selv træde til.

– Jeg var helt på bar bund og kendte intet til systemet. Hvad skulle jeg stå for, og hvem skulle jeg kontakte? Hvilken del havde kommunen og regionen ansvar for? Og hvad kunne Anton selv gøre? Min rolle som mor blev vendt fuldstændig på hovedet i den periode, og bekymringerne var utroligt opslidende. Jeg fik angst, mistede livsglæden og følte, at alt andet kunne være lige meget, fortæller hun.

Støtte og god behandling

Heldigvis lykkedes det for Annette at finde frem til alkoholambulatoriet i Odense Kommune. Og et par måneder efter det mislykkede besøg på psykiatrisk afdeling begyndte Anton i behandling for sit alkoholmisbrug.

– Anton er en sej og viljestærk ung mand. Gennem behandlingen og med solid støtte fra familien lykkedes det med tiden at komme ud af alkoholmisbruget – og efterfølgende også hashmisbruget. Da han mere end tre år efter afvisningen kommer stoffri tilbage på psykiatrisk afdeling, har piben fået en anden lyd. Anton bliver udredt, og lægerne stiller diagnosen bipolar lidelse type 1. Men hvor skulle vi dog meget igennem for at nå dertil!, siger Anette Friis.

Hvad med alle de andre?

I dag har familien det godt. Anton bliver behandlet for sin sygdom og søger ind på en videregående uddannelse. Misbruget er fortid, og Anette Friis har sluppet sin angst. Men hun kan ikke lade være med at tænke på andre, der havner i samme situation uden at have ressourcerne til at tage kampen op.

– Er du så langt ude, som Anton var dengang, og er du ikke i stand til selv at stable sådan en indsats på benene, så bliver du altså tabt i systemet, siger hun.

Den røde tråd

Stod det til Anette Friis, skulle systemerne være bedre til at arbejde sammenhængende og til at sikre, at ingen bliver sendt hjem uden hjælp.

– Der bliver nødt til at være en rød tråd i behandlingen af psykisk sygdom og misbrug. Når du kommer ind med de her problemer, skal du enten indlægges eller have at vide, præcis hvor du skal gå hen, og hvem du skal tale med. Det må simpelthen ikke ske, at man bare får besked på at komme igen tre måneder senere. Det er en kæmpe katastrofe rent medmenneskeligt, at vi har et system, der bare sender borgere med så store udfordringer ud i mørket, siger hun.

Begivenhederne i artiklen er et udtryk for Anette Friis’ og hendes søns egne oplevelser. Bedre Psykiatri har været i kontakt med den psykiatriske afdeling, som artiklen omtaler. De kommenterer ikke på konkrete patientforløb, men fortæller, at de ifølge retningslinjerne ikke må afvise at behandle en patient med begrundelsen, at patienten først skal have afhjulpet sit misbrug.

▪ Læs hele artiklen og temaet om dobbelt diagnoser i Magasinet Bedre Psykiatri

▪ Er du pårørende, kan du få hjælp og rådgivning til at støtte et menneske med en psykisk sygdom i vores rådgivning