Jonnas datter har borderline og PTSD. Da det stod allerværst til, var Jonna nødt til at tage orlov fra sit arbejde. Hun kunne ikke arbejde samtidig med, at hun i en længere periode blev ringet op flere gange dagligt fra psykiatrien, der fortalte, at hendes datter, Lykke, igen havde forsøgt at tage sit eget liv.
”Til sidst siger jeg, efter hun har været fikseret, og efter hun er stukket af fra afdelingen, og efter vi igen har været ude og hente hende på motorvejen, at nu tager jeg min datter med hjem. Når de ikke kan passe på hende, så er jeg nødt til at gøre det selv,” fortæller Jonna.
Til trods for at Jonna har en meget syg datter og spiller en stor rolle som pårørende i hendes liv, så har Jonna og hendes mand aldrig fået tilbudt hjælp.
Ingen hjælp at hente
Jonna havde fået oplyst, at de egentlig havde krav på en ugentlig pårørendesamtale, da Lykke ikke var myndig på daværende tidspunkt. Men det blev de aldrig tilbudt. Hun fortæller, at det er ærgerligt, fordi man som pårørende står magtesløs tilbage. Jonna uddyber:
”Jeg kunne godt have tænkt mig, at nogen i systemet kunne fortælle os, hvad vi kunne gøre. Nu har Lykke en diagnose med borderline og PTSD. Hvad betyder det for Lykke i dagligdagen? Hvad kan vi gøre, for at Lykke kunne trives bedre med sin diagnose? Hvis nu din datter har brækket et ben, så kan du hjælpe hende ved at hente ting for eksempel. Men det er svært at vide, hvad vi kan hjælpe Lykke med. Og det er der ikke nogen, der fortæller os om.”
Hun savner, at der kommer mere fokus på hjælp til de pårørende, og at det er muligt at tage hensyn til, at de pårørende også har et liv med et arbejde ved siden af. For eksempel kunne det være en pårørende-café om aftenen, hvor man kan komme efter arbejde. Fordi det ikke har været muligt, har Jonna og hendes mand mest passet sig selv. Hun kender flere, som har foreslået hende at flexe tider på sit arbejde. Men Jonna fortæller, at det ikke er så nemt:
”Al min flex og alle mine ferier bliver brugt på Lykke. Både på at være der for hende, men også for helt lavpraktisk at følge hende til alle de ting, hun skal. Så der er simpelthen ikke mere at tage af,” fortæller Jonna.
”En psykisk sygdom bliver simpelthen ikke anerkendt på samme måde.”
Jonna efterspørger, at en psykisk sygdom bliver anerkendt på samme måde som en fysisk sygdom. Hun fortæller om den rideskole, som hendes datter går på, hvor en af pigerne er blevet diagnosticeret med leukæmi.
”Det er selvfølgelig fuldstændig forfærdeligt. Men hendes mor fik fra dag 1 at vide, at hun skulle starte med at tage to års orlov fra sit arbejde. Og jeg måtte kæmpe for at få mine 2,5 måneds orlov. En psykisk sygdom bliver simpelthen ikke anerkendt på samme måde,” siger Jonna.
Jonna fortæller, at de ikke lever som en normal familie, fordi alt er nødt til at foregå inden for de rammer, som passer til hendes datters sygdom. Jonna siger, at hun konstant er opmærksom på sin telefon og er klar, hvis hendes datter ringer. For nylig blev Jonna indlagt til observation for en blodprop i hjertet. Lægerne mente, det var en stressreaktion på at have været under pres i så mange år som pårørende.
Du er ikke alene
Jonna fortæller, at det har hjulpet hende meget, at hende og hendes mand har haft hinanden. Udover det har vennerne været en stor støtte.
”Vi har nogle rigtig gode venner, som har været med os hele vejen igennem. Det betyder meget, at vi må læsse af og kan tillade os at være kede af det,” siger Jonna.
Desuden har Jonna været til foredrag hos Bedre Psykiatri – både alene og sammen med sin datter. Her har hun mærket, at hun ikke er alene. ”Jeg har fået bekræftet, at det jeg oplever, også er det, andre oplever. Man står ikke alene.”