“I næste uge har jeg min sidste tid hos psykiatrien,” siger 33-årige Tenna Gude Pedersen med et stort smil og fortsætter:
“Det har virkelig været min redning.”
Det er 12 år siden, hun første gang gik ind til en samtale med en psykiater, fordi hendes mor simpelthen frygtede for sin datters liv.
“Fra jeg var 18 år, handlede mit liv mest om byture. Jeg havde mange venner, for alle ville altid gerne i byen med mig. Men jeg var lige kommet ud af et voldeligt forhold, min far var alkoholiker, og jeg boede i en etværelses lejlighed i ét stort kaos,” fortæller Tenna Gude Pedersen
En sort-hvid verden
Hvad Tenna Gude Pedersen dengang ikke var klar over var, at hun havde borderline.
“Jeg så verden i sort-hvid. Jeg følte meget, jeg overtænkte meget, og jeg var styret af mine impulser. Jeg var også selvskadende, selv om det var en lidt anden form end andre. Hvis der kom alt for mange følelser på én gang, kunne jeg nive, rive eller slå mig selv. Jeg har givet mig selv hjernerystelse flere gange. Det var meget selvdestruktivt, men det var min flugt,” forklarer hun.
Alligevel nægtede hun, at der var nogen grund til, at hendes læge henviste hende til psykiatrien. Men for sin mors skyld gav hun det en chance. Behandlingen bestod i første omgang af gruppeterapi med syv andre unge med borderline.
“Jeg var rasende over, at jeg skulle til det. Allerede første gang svor jeg, at jeg ikke ville tilbage. Men jeg endte med at være der i et år, og jeg fik så meget ud af det. De fortalte mig, at de nærmest var nødt til at bryde mig ned for at bygge mig op igen. Og selvfølgelig var det hårdt. Vi sad otte mennesker med forskellige oplevelser af samme diagnose, og indimellem førte det til skænderier mellem os, og en enkelt gang har jeg været nødt til at forlade lokalet. Men jeg var nødt til at blive i behandlingen. I dag kan jeg se, hvor meget det har givet mig at høre de andres følelser og tanker,” fortæller Tenna Gude Pedersen.
Far i kisten
Efter få år var Tenna Gude Pedersen klar til at starte en uddannelse som salgsassistent. Desværre kom det næste dyk kort efter, hvor Tennas far døde.
“Jeg gav ham tøj på i kisten på min 25-års fødselsdag. I det halvandet år, der fulgte, forsøgte jeg at bearbejde sorgen selv. Men det føltes altid lidt, som om jeg ikke kunne få luft. Igen havde jeg bare så mange følelser. Jeg har blandt andet altid følt, at min far valgte alkohol over mig, og det gav mig dårligt selvværd. Da han døde, var jeg ked af det og vred, men også lettet over, at jeg ikke længere skulle være mor for min far,” forklarer Tenna Gude Pedersen.
Der gik ikke lang tid, før Tenna vendte tilbage til terapien.
“Det føltes igen som et kæmpe nederlag, men på den anden side gad jeg fandeme ikke blive ved med at have det så dårligt. Jeg har haft det sådan, siden jeg var teenager, og jeg var efterhånden nået til et punkt, hvor jeg ikke kunne få det værre,” fortæller Tenna Gude Pedersen.
Tenna kom til samtaler hos en psykiater, og denne gang lukkede hun op for alt, hvad hun bar rundt på.
“Den her gang handlede det ikke bare om ”min far er alkoholiker”. Jeg fik kigget endnu mere på mig selv. Jeg var blevet mere åben over for behandling, og jeg lærte at fortælle præcis, hvordan jeg havde det. Jeg tror også, det hjalp, at jeg var blevet det ældre,” uddyber Tenna Gude Pedersen.
En anden vej end far
Det liv er i stor kontrast til Tenna Gude Pedersens liv i dag. Hun bor i hus med sin mand, deres to piger på to og tre år og deres hund.
“Det er bare det her klassiske, lykkelige leverpostejsliv, jeg lever. Det havde jeg ikke troet i min vildeste fantasi,” fortæller Tenna Gude Pedersen.
To gange om ugen tager Tenna på job i en dyrepension.
“Det er det bedste, der kunne ske, at jeg fik det flexjob. Jeg møder ind om morgenen til de her glade og kærlige væsner. Jeg har altid troet, at jeg skulle ned ad samme vej som min far. Min far nøjedes altid i livet. Jeg skulle også bare nøjes med mig selv, min etværelses og mine byture. Nogle gange har jeg også forestillet mig, at jeg ikke ville blive særlig gammel,” siger Tenna Gude Pedersen trist og afslutter:
“Nu er jeg bare så stolt og taknemmelig over, at det er gået så godt. Selv på en regnvejrsdag når jeg går tur med hunden, er jeg glad.”