“Jeg har lige fået en kæreste. Det er faktisk første gang i mit liv,” smiler 25-årige Niklas Andersen.
Han slår glad ud med armene i den rummelige lejlighed i Aarhus, som han deler med tre jævnaldrende drenge. En af dem er hans fætter, Andreas Sørensen, som har været en af de helt store støtter for Niklas Andersen de seneste år, hvor han har været syg.
Noget var helt galt
En anden er hans mor, Margrethe Sørensen. Hun husker tydeligt den dag, hun fandt ud af, at Niklas var syg. De var på café i september 2020, og Niklas Andersen sad bare og hang og kiggede ned i bordet. Dengang skubbede Margrethe Sørensen det hen som kærestesorger, men det var mere end det, forklarer Niklas Andersen selv.
“Jeg var faktisk aldrig kærester med hende pigen, men i min egen verden troede jeg, at vi var det,” siger Niklas Andersen, som arbejdede på en virksomhed, som blandt andet handlede med plastikvarer. Det var her, på Niklas’ arbejde, at det en dag gik op for ham selv, at noget var helt galt.
“Jeg stod med et par røde neglebørster i hænderne. Men pludselig smeltede de mellem fingrene på mig og løb ned på gulvet som blod. Jeg smed dem fra mig, og idet de ramte gulvet, var jeg tilbage i den virkelige verden,” siger Niklas Andersen og knipser med fingrene.
Tre versioner af Niklas
Samtidig var Niklas Andersen begyndt at høre stemmer, som på skift prøvede at få ham til at gøre skade på sig selv og andre.
“Jeg hørte min egen stemme i tre versioner: Jeg, mig og mig selv. Min egen treenighed,” siger Niklas Andersen.
En dag talte en af stemmerne for højt, husker Niklas’ far, Henrik Andersen.
“Niklas’ søster ringede og sagde til os, at nu var den helt gal. Han havde sagt, at han havde købt et reb,” fortæller Henrik Andersen sørgmodigt.
Da Niklas Andersen blev indlagt på psykiatrisk afdeling, stod det klart for lægerne, at den 20-årige mand fra Viborg led af skizofreni. Heldigvis var Niklas Andersen selv indstillet på at tage imod hjælp og få det bedre.
“Jeg ville gerne have hjælp af psykiatrien. Jeg ville jo gøre alt for at få det godt igen, og da jeg begyndte at få medicin, gik det op for mig, hvor syg jeg havde været,” fortæller Niklas Andersen.
Henrik Andersen nikker til sin søn.
“Jeg tror, det er koden til, at du har fået det godt igen. Du har hele tiden sagt, at du ville tage imod alt den hjælp, du kunne få. Det er derfor, du er kommet så langt i dag,” siger Henrik Andersen.
“Ja, jeg gik ind i psykiatrien for at få det bedre, og jeg ville komme stærkere derfra en dag,” fortæller Niklas Andersen, som endte med at være indlagt i tre måneder til stor sorg og frustration for sin mor.
“Det har været skræmmende at se, hvor galt det kunne gå. Jeg har tit tænkt på, hvad jeg mon kunne have gjort anderledes. Vi er ikke perfekte som forældre, men vi har gjort vores bedste,” siger Margrethe Sørensen, mens Henrik Andersen nikker.
“I perioder har jeg mistet modet og tudet over det. Jeg har været banket tilbage til nulpunktet, og Margrethe har stået med det hele selv. I starten kunne jeg ikke engang sige på arbejde, at Niklas var syg. Jeg var så bange for, hvordan folk ville se på det,” husker han.
558 dages taknemmelighed
Skizofreni er en sygdom, som kan give tilbagefald, hvis man holder op med at tage sin medicin. Alligevel er Niklas Andersen optimistisk nok til, at han sammen med sin psykiater har planer om at trappe ud snart. Han ved da også præcis, hvad der skal holde ham i den virkelige verden fremover; fysisk og psykisk træning. Han holder sig fra alkohol, kaffe, cigaretter, stoffer og lever et sundt liv med sine tre bofæller, og han har været symptomfri siden julen 2024.
Det har hans fætter også bemærket og fortæller:
“Niklas har altid troet, at han ikke kunne bo med nogen, men han har været glad i lang tid nu. Indimellem må vi lige have en snak om at bo sammen, for Niklas kan stadig blive både presset og ked af det.”
Niklas Andersen nikker.
“Men faktisk har det udviklet mig enormt at bo i kollektiv med de tre andre. Jeg er så heldig, at jeg har mine tre roommates i mit liv. De trækker mig op, og skal jeg være 100 procent ærlig, har jeg aldrig haft det bedre,” siger Niklas Andersen, som skriver taknemmelighedsdagbog på daglig basis.
“Nu har jeg skrevet i 558 dage. Jeg starter hver dag med at skrive, at jeg er taknemmelig for Christina. Jeg er også taknemmelig for, at jeg er fuldkommen. Med det mener jeg ikke perfekt. Men jeg er et helt menneske. Jeg er ikke min diagnose. Jeg er Niklas, som lever her i lejligheden med de andre i fred og fordragelighed. Det meste af tiden i hvert fald,” siger han og ser smilende over på sin fætter.
Ét skridt ad gangen
“Jeg kan huske, jeg lå på hospitalet på min 21-års fødselsdag og havde slet ikke lyst til at leve mere. Jeg kunne intet. Men så kom Andreas og sagde til mig, at jeg bare skulle tage ét skridt ad gangen. Jeg skulle bare gøre en lille ting hver dag, og nogle dage blev det ikke til mere end at børste tænder og gå tilbage i seng,” uddyber Niklas Andersen.
I dag er Niklas Andersens største ambition at hjælpe andre, der står i samme situation, som han selv gjorde for fem år siden. Derfor drømmer han om at holde foredrag om skizofreni, og det er han sikker på, at han nok skal nå, for som han afslutter:
“Hvis min fantasi kan få mig til at tro, at en neglebørste smelter mellem hænderne på mig, kan den også bruges til at forestille mig mit drømmeliv.”