Når ens barn mistrives, kan det være svært at finde rundt i, hvem der egentlig bestemmer, hvilken støtte barnet skal have. Samspillet mellem skole, kommune, PPR og eventuelt psykiatrien kan virke som et stort og uoverskueligt puslespil. Især når man står midt i bekymringerne. Men der er en vis struktur bag det hele. Få et overblik her.
Skolelederen – den centrale beslutningstager
For de fleste børn foregår det meste af hjælpen i skolen. Det er skolelederen, der har ansvaret for at beslutte, hvilken støtte dit barn kan få inden for skolens rammer. Det kan fx være ekstra støtte i timerne, to-lærer-ordning, sociale indsatser eller andre pædagogiske tiltag.
Skolelederen spiller derfor en helt central rolle og er ofte den vigtigste beslutningstager i dit barns hverdag. Han eller hun kender både skolens muligheder og begrænsninger og kan være en værdifuld sparringspartner for dig som forælder.
Selv hvis der bliver tale om specialtilbud, er skolelederen som regel involveret. Enten ved at indstille barnet til visitation eller ved at koordinere samarbejdet med kommunen og PPR. Derfor kan det være en god idé at bruge skolelederen aktivt i dialogen, stille spørgsmål og bede om råd, hvis du er i tvivl om, hvad der sker i processen.
Kommunalbestyrelsen – det formelle ansvar
Hvis barnet skal have et specialtilbud uden for den almindelige skole – fx en specialskole eller en særlig mellemform – er det formelt set kommunalbestyrelsen, der træffer beslutningen. I praksis er ansvaret dog næsten altid uddelegeret til et visitationsudvalg eller kommunens embedsmænd. Politikerne bliver som regel kun involveret i helt særlige sager, fx ved klager eller principielle spørgsmål.
Som forælder vil du derfor oftest have kontakt med en sagsbehandler eller en repræsentant fra skoleafdelingen i kommunen, som på vegne af kommunalbestyrelsen vurderer dit barns behov og muligheder.
PPR – rådgiver og vurderer
PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) har stor indflydelse, men ingen formel beslutningskompetence. PPR’s opgave er at undersøge barnets trivsel og læring og rådgive skolen og forældrene om, hvilken støtte barnet har brug for. Det sker typisk gennem en Pædagogisk Psykologisk Vurdering (PPV).
Selvom PPR ikke bestemmer, har deres vurderinger stor vægt i kommunens beslutning Så det kan betale sig at samarbejde tæt og åbent med dem – både under observationer og i udarbejdelsen af vurderingen.
Henvisning udenom PPR – når lægen kan hjælpe
I nogle tilfælde kan det give mening at gå til barnets egen læge. Det kan fx være, hvis man oplever, at PPR-forløbet trækker ud, eller hvis barnet er ældre og ikke længere går i skole. Lægen kan – ligesom PPR – henvise til børne- og ungdomspsykiatrien.
Henvisningen bliver dog ofte afvist, hvis den ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger om barnets situation. Derfor er det vigtigt, at du giver lægen et så fyldestgørende billede som muligt af barnets hverdag og udfordringer. Fortæl om, hvad der allerede er forsøgt, og hvordan udfordringerne påvirker barnets funktion i hverdagen. Hvis I har haft kontakt med PPR, så få deres beskrivelser og vurderinger med i henvisningen.
Et godt råd er at beskrive en typisk dag eller uge derhjemme og i skolen. Hvad barnet kæmper med, og hvordan det påvirker det sociale, faglige og følelsesmæssige liv. Jo mere konkret du kan være, jo bedre kan lægen og senere psykiatrien forstå behovet.
Kommunens familieafdeling – når udfordringerne primært er hjemme
Hvis barnets problemer og mistrivsel mere kommer til udtryk i hjemmet end i skolen, kan det være kommunens familieafdeling, der skal hjælpe i stedet for skolen og PPR. Det kan fx være, hvis mistrivslen udspringer af problemer mellem eller hos forældrene eller hos barnets søskende. Det kan også være, at barnet bruger så meget energi i skolen på at holde sammen på sig selv, at det først kommer rigtigt til udtryk hjemme i trygge omgivelser. I så fald vil det ofte være kommunens familieafdeling, der skal hjælpe. Her kan en sagsbehandler vurdere, om familien har brug for støtte. Det kan fx være rådgivning, familiebehandling eller aflastning – eller om der er behov for, at barnet henvises til en udredning i psykiatrien.
Du kan altid henvende dig til familieafdelingen og bede om rådgivning, uden at det automatisk betyder, at der bliver iværksat en større undersøgelse. Hvis kommunen får kendskab til bekymring, har de ifølge barnets lov pligt til at undersøge, om barnet har brug for hjælp.
Ungerådgivninger – et trygt sted at starte
I mange kommuner findes der desuden ungerådgivninger, hvor unge kan henvende sig anonymt og få rådgivning uden en formel henvisning. Det kan være et godt sted at begynde, hvis den unge selv ønsker at tale med nogen om sine udfordringer, men endnu ikke er klar til et større kommunalt forløb.
Sådan får du overblik
Systemet kan virke tungt og langsomt – og det er ikke ualmindeligt, at ansvarsområderne overlapper. Prøv derfor at skrive ned, hvem du har talt med, og hvad der er aftalt. Det giver overblik og gør det lettere at følge op, hvis sagerne går i stå.
Kort fortalt
- Skolelederen beslutter støtte og hjælp inden for skolens rammer.
- Kommunen (via visitationsudvalg) beslutter specialtilbud uden for skolen.
- PPR vurderer og rådgiver, men træffer ikke afgørelser.
- Egen læge kan henvise til psykiatrien – husk fyldestgørende beskrivelse.
- Familieafdelingen hjælper, når problemerne primært viser sig derhjemme.
- Unge kan få anonym rådgivning i kommunens ungerådgivning.
At kende systemet gør det lettere at navigere i det – men du skal ikke stå alene. Brug skolelederen, lærerne og PPR som sparringspartnere, og søg støtte hos kommunens rådgivning, hvis du er i tvivl om, hvad næste skridt skal være. Jo mere og bedre samarbejde, der er mellem dig, skolen og kommunen, jo bedre bliver mulighederne for, at dit barn får den rigtige hjælp i tide.