Skip to content

Se alt indhold

Psykiaterens råd: Når din kæreste med psykisk sygdom er gravid

Kan min sygdom gå i arv? Er jeg i stand til at passe mit barn? Kan min medicin skade barnet? Tankerne og bekymringerne kan være mange, når man venter et barn. Og måske især, hvis man er gravid og har en psykisk sygdom på samme tid. Professor og overlæge Poul Videbech giver her tre gode råd til dig, som er partner til en gravid med en psykisk sygdom.

graviditet psykisk sygdom
Poul Videbech, professor og overlæge i psykiatri på Psykiatrisk Center Glostrup.

Poul Videbech er professor og overlæge i psykiatri på Psykiatrisk Center Glostrup. Her er hans fire råd til dig, som er partner til en der er gravid og har en psykisk sygdom.

Kontakt en specialist om medicin

Det er vigtigt at tale med sin læge eller psykiater, hvis man er i medicinsk behandling for sin psykiske sygdom og er blevet gravid eller forsøger at blive det. Noget medicin kan man nemlig sagtens fortsætte med uden problemer – ved nogle former for medicin er det faktisk bedre for både mor og barn at fortsætte i behandlingen frem for at stoppe og risikere tilbagefald og svære symptomer. Og så er der noget medicin, man absolut ikke skal fortsætte med. Det kræver vejledning fra ens læge eller psykiater, og vil variere alt efter, hvilken sygdom man har, og hvilken medicin man tager. Forskningsmæssigt udvikler feltet sig hele tiden, og derfor vil din læge eller psykiater ofte have brug for at konsultere en særligt erfaren psykiater.

Hjælp din kæreste med at komme ud

Frisk luft og motion er vigtigt for den gravide med den psykiske sygdom. Nogle kan have en tilbøjelighed til at isolere sig og blive passivt inden døre. Det gavner ikke den psykiske sygdom og kan forværre situationen, fordi man er alene med sine tanker og ikke får nok stimulans fra omverdenen. Her kan du som pårørende være en stor hjælp. Du kan sørge for, at din kæreste kommer ud og også selv tage med – gå nogle ture sammen, se nogle gode venner, mærk solen i ansigtet og få noget bevægelse ind i kroppen.

Vær lydhør og spørg ind

Det er vigtigt, du ikke er berøringsangst, men at du lytter og spørger ind til din kæreste, som er gravid og har en psykisk sygdom. Hun har helt sikkert mange tanker og bekymringer. Hvis hun går alene med dem og oplever følelsen af isolation, kan det forstærke de svære følelser. Så vær lydhør og spørg ind til, hvad der optager hende. Det kan have en lindrende effekt i sig selv at sætte ord på og få luft for. Husk på at du ikke altid behøver at finde løsninger på tankerne og bekymringerne – somme tider er det nok blot at lytte og anerkende.

Tag med hende i svangreambulatoriet

Det kan være svært at holde styr på de oplysninger, man får af lægen i ambulatoriet. Og det kan være svært at få stillet de spørgsmål, der ligger én på hjerte. Derfor er det godt, hvis du som partner tager med og hjælper med at huske informationen og stille jeres spørgsmål. I mange byer har man særlige tilbud til gravide med psykisk sygdom, hvor fødselslægen arbejder sammen med psykiater. Sørg for at I i fællesskab får mest muligt ud af de tilbud.